Stemmer i mørket *One shot*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2014
  • Opdateret: 3 maj 2014
  • Status: Igang
Angela en pige på 11 år, en ensom pige. Hendes mor er alkoholikker, og tøver ikke med at vise hvem der bestemmer - og ikke på den gode måde. Hun bliver forfulgt af stemmer. Onde stemmer, som hun kun kan flygte fra om dagen. Men om natten, bliver alt forvandlet til et levende mareridt. Dette er mit bidrag til konkurrencen Alkoholmisbrug i familien

5Likes
0Kommentarer
368Visninger
AA

1. One shot

Stemmer. Jeg hørte konstant stemmer, når jeg prøvede at falde i søvn. Jeg kan ikke sove for dem, de holder mig vågen. Stemmerne hviskede mit navn, og mindede mig om hvor uduelig jeg er. Det er forfærdeligt. Forestil dig hver gang man skulle sove, at høre stemmer som konstant dømte dig, for mig er det ligesom at komme i skole. Jeg blev hurtigt stemplet for at være en asocial særling. Men de viste ikke noget om mig, det var først senere hen de fandt ud af, at jeg ingen far havde. De fleste syndes at det var synd for mig, men jeg havde ikke brug for folk der ynkede mig, jeg havde brug for venner. Venner som måske kan støtte en, hvorefter jeg så måske kan hjælpe dem. Men venner havde jeg ikke nogen af, så jeg måtte klare mig uden, og det har jeg så også gjort.

Jeg lå i mit mørke værelse og lyttede til stilheden. Klokken var langt over midnat og jeg kunne ikke sove, men jeg prøvede heller ikke på det. Jeg ventede. Ventede på at den knirkende lyd fra fordøren ville lyde. Jeg vente mig om i sengen og kunne mærke hvor træt jeg var, men søvnen ville ikke komme til mig. Jeg følte at jeg havde et ansvar at leve op til. Jeg havde jo lovet altid at hjælpe hende.

Den alt for bekendte knirkende lyd, fandt sin vej ind i mit dunkle værelse, for at sige at jeg skulle stå op. Jeg gabte og svang mine ben ud over sengekanten. Jeg kom hurtigt i min pyjamas og fik nogle hyggestrømper på, selvom dette ville blive langt fra hyggeligt. Gulvbrædderne knirkede let under mime fødder, da jeg bevægede mig ud i gangen. Jeg kunne høre nogle snublende skridt nærme sig, men drejede så af og fortsatte ind på toilettet. Jeg tog en stor indånding og nærmede mig forsigtigt den gang der førte ned til toilettet. Et gulligt blødt skær skar i mine øjne da jeg nu så den åbne dør, hvor lyset kom fra. Jeg stod et øjeblik og missede med øjnene, for at vende mig til lyset dom skar mig i øjnene og gjorde mig blid et par sekunder. Da jeg havde fået synet tilbage, fortsatte jeg mod toilettet. Da jeg kom helt hen til den åbne dør mødte en hæslig lugt mig. Bræk. Man skulle tro at jeg var blevet van til den, eftersom dette ikke var første gang stanken havde boret sig ind i mine næsebor, det skete næsten hver anden dag.

Tre hurtige skridt så var jeg henne ved kvinden der sad krummet over toiletkummen og tømte sin mave. Jeg prøvede at ignorerer stanken, der konstant gav mig kvalme. Jeg tog et fast tag i kvindens lyse hår med min ene hånd, mens min anden hånd strøg hende beroligende over ryggen. Kvinden rystede let, mens tårerne faldt fra hendes triste øjne, og blandede sig med vandet i toilettet. Da hun var færdig med at kaste op, rakte jeg hende noget papir til at tørre munden af med, mens jeg selv gik ud i vores lille køkken for at finde et glas vand og nogle hovedpinepiller. Da tingende var fundet bragte jeg dem tilbage til kvinden, der glædeligt tog i mod det. Hun prøvede at smile til mig, men det endte bare med en grimasse, dog kunne jeg se at hendes øjne vidste mig taknemmelighed. Jeg nikkede bare kort, mens jeg kiggede på hende. Hun lignede min mor på en prik, men hun opførte sig anderledes. Selvom jeg ville ikke accepterer at det var sådan min mor var blevet, vidste jeg at der ikke var noget at gøre, for at få min rigtige mor frem igen. Jeg vidste at hun var der inde et eller andet sted, men jeg kunne bare ikke nå ind til hende. Hvis bare ikke far havde forladt os, så ville mor ikke være fuld næsten hver dag. Hvis han stadig var her så ville min rigtige mor være her, og jeg behøvede ikke at spille mir for hende. Men der var ikke noget at gøre, far kom ikke tilbage, han kunne ikke.

Jeg kunne mærke tårerne presse sig på, men jeg ville ikke græde, ikke foran mor, jeg ville ikke havde at hun så mig som en 'svag lille pige', som hun så fint kaldte mig når jeg var deprimeret.

Jeg tog en tot hår om bag øret, så den ikke faldt ned i mine øjne. En stemme rømmede sig foran mig, og jeg kunne se at de før lyseblå skinnende øjne, havde fået en mørk og kold kulør. "Skulle du ikke ligge i din seng og sove?" Hendes stemme var hæs og skrattende, og hun så bestemt ikke glad ud, men jeg vidste at hun bare ikke ville havde at jeg skulle se hende sådan, hun var skuffet iver sig selv, men ude af stand til at kunne gøre noget ved det. Jeg sank en klump og nikkede. "Jamen hvad venter du så på? Af sted." De hårde ord ramte mig - selvfølgelig gjorde de det -, men af en eller anden grund kunne jeg ikke rykke mig, for at trække mig tilbage til mit værelse. Det var som om jeg var spændt fast til jorden, og lige meget hvor meget jeg hev og sled i de usynlige lænker der bandt mig til jorden, rykkede jeg mig ikke ud af stedet. Med et hurtigt skridt var min mor over mig, hun tog hårdt fat i min venstre arm, og med et var lænkerne væk så jeg kunne bævede mig i gen. "Sig mig kan du ikke hører? Jeg sagde, af sted med dig! Smut ind på dit rum." Hendes hoved var så tæt på mit at jeg kunne lugte stanken fra alkoholen hun havde indtaget, blandet med stanken at opkast. Jeg vendte hovedet væk, og rynkede på næsen over hendes forfærdelige ånde. Et tilfredst grynt kom fra hende, og hun mistede hendes tålmodighed. Grebet om min arm blev strammet, og et gisp forlod mine læber. Hun begyndte at trække mig gennem hele huset, som var jeg bare et objekt for hende. "Men skal da også gøre alting selv!" Mumlede hun vredt inden hun bogstaveligtalt skubbede mig ind i min dør, så den gik op og jeg tumlede ned på gulvet. "Bliv der, jeg har ikke brug for din hjælp, jeg klare mig fint uden!" Hvæssede hun inden hun klodset vendte om på hælen, og fik overbalance så hun var ved at vælte ind i en væg. Hun fortsatte ned af gangen i siksak, og skænkede mig ikke et sidste blik.

Besværet fik jeg rejst mig op og smækkede døren i, så et højt brag lød gennem hele  lejligheden. Jeg begravede mig i dynen og lod de første hulk fylde stilheden. Jeg lod tårerne få frit løb, hvorfor ikke, mor var der jeg ikke til at kalde mig svag. Jeg rystede voldsomt mens alle tankerne og spørgsmålene dukkede op på ny, som de gjorde hver nat. Hvorfor forlod far os? Hvorfor kan han ikke bare komme tilbage så alt kan blive som det var før? Hvorfor er mor blevet sådan? Er det mig der er noget galt med? Er der overhovedet nogle der kan lide mig? Kan jeg overhovedet lide mig selv? Vil folk savne mig hvis jeg forsvandt? Ville de være ligeglade? Hvorfor er verden sådan her?!

Mine hulk blev højere og rummet blev atter fyldt med sorg og fortvivlelse, som var sket så mange gange før. Snart var stemmerne over mig, mens de bombarderede mig med ord og spørgsmål. "Hvorfor bliver du ved med at kæmpe imod? Du kan jo ligeså godt give op, ingen kan jo alligevel lide dig." "Du er ynkelig." "Du fortjener ikke at være her." "Prøv ikke på at lukke os ude, det virker alligevel ikke." "Tykke lille pige, det eneste du kan finde ud af er at græde, skære og sulte." "Hvorfor dræber du ikke bare dig selv? Det ville være det bedste for alle." "Din mor drikker kun fordi hun afskyer dig. Hun er ligeglad med dig, vil helst slet ikke kende dig." "Du for aldrig en ven, for du fortjener det ikke." "Lad være med at flygte fra dig selv, uanset hvem du prøver at være, vil din fortid altid følge med dig, du kan ikke flygte fra dig selv!" De hvæssende stemmer blev bare ved og ved med at fylde mit hoved, og til sidst kunne jeg ikke stå imod. Stemmerne opslugte mig hurtigt, og fik en bedøvende næsten tåget følelse over mig. Til sidst faldt i en urolig søvn, fyldt med onde drømme og ondskabs fulde stemmer, der fulgte efter mig hvor end jeg gik. Det var næsten som var jeg vågen.

 

Jeg vågnede ved at en lystrippe, skinnende mig i hovedet. Et tilfredst grynt fandt ud mellem mine læber, da jeg irriteret satte mig op. Jeg kig søvnigt ud på toilettet får at plaske noget vand i hovedet. Jeg gned søvnen ud af øjnene, mens jeg spadserede ind i køkkenet på jagt efter noget mad. Til mit held fandt jeg et knækbrød, som jeg nu sad og gnavede på. I en periode havde vi slet ikke noget mad, da pengene blev brugt til øl, vin og whisky. Men jeg levede da endnu.

Skoene stod på en fin lang række, og jakkerne hang på knagerne. Der var ikke noget usædvanligt at se, ikke noget der tydede på, at dette var en langt fra velfungerende familie. Men hvis man kom længere ind i hus, lå tingende hulter til bulder, med tomme og halv tomme flasker liggende rundt, stort set over det hele. De eneste to steder hvor der ikke rodede, var ude i entreen og på mit værelse. Men i hele huset var der en kvalm lugt, der mest af alt lugtede som noget dødt, der havde ligget lidt for længe. Lugten kom dog ikke fra noget dødt, men fra cigaret røg og øl. Stanken tvang mig altid ud af døren, om det så var weekend eller hverdag, så kunne jeg ikke holde ud til at være derinde.

Stille gik jeg ud af døren, ud til hvad for mit vedkommende var friheden. Jeg valgte at gå en tur ned til søen, der var nemlig en dejlig ro dernede.

Da jeg kom derned satte jeg mig hurtigt på en bænk, og fandt min notes bog frem. Jeg elskede at skrive og digte, det var min måde at få renset min tankegang. Jeg lod mine tanker tage over, og begyndte at digte. Det endte med at digtet lød sådan:

 

Arene der dækker min krop,

Viser hvad jeg ikke selv gør,

Arene der dækker min krop,

Viser min smerte.

 

Hvorfor er jeg endt i et sort hul?

Et efterladt sort hul,

Jeg føler mig alene,

Men hvorfor?

Jeg har jo venner,

Så hvordan kan jeg føle mig så alene? Når jeg ikke engang er det?

 

Jeg ser verden suse forbi mig,

Men jeg suser ikke med den,

Jeg tør ikke,

Bange for hvad folk siger om mig.

 

På skolen er jeg kendt som 'den mærkelige pige',

Hvordan kan de dømme en så hurtigt,

Når de ikke engang kender mig,

Det eneste de ved om mig,

Er at min far er væk,

Væk for altid,

Og har efterladt to personer til bage med sorg.

 

Efter jeg var færdig med at digte tog jeg ikke hjem, hvorfor skulle jeg dog det? Der sted bragte mig ikke andet end sorg. I stedet tog jeg hen på kirkegården. De fleste synes sikkert at det var et uhyggeligt sted at tilbringe ens tid, men jeg følte mig hjemme der, jeg følte mig tryk. Jeg gik den velkendte vej hen ril kirkegården, jeg er sikker på at jeg kan vejen i søvne. Lågen der adskilte byens travlhed og kirkegårdens rolige gang fra hindanden, knirkede let da jeg åbnede og lukkede den. Gruset knasede under mine sko da jeg krydsede små og lidt stører stier. Da jeg kunne se gravstene med de to udhuggede fugle på, kunne jeg mærke et lille stik i hjertet.

Men der var jo ikke noget at gøre, når man døde så så døde man, medmindre at der er et liv efter døden. Det gjorde bare ondt at være den der var efterladt, afskåret fra dem man elsker, og vide at man aldrig kommer til at se dem igen. Mit blik blev skøret af tårerne der langsomt kom frem i mine øjne, og bare ventede på at trille ned af mine kinder, men jeg ville ikke græde. Nogle gange er det en god måde at tømme sit sind på, men jeg synes bare at jeg græd alt for meget.

Jeg var endelig kommet op til gravstenen med de to fugle, og kiggede på den sidste hilsen der stod på gravstenen. Kun en tanke væk. Det var mig der havde valgt hvad der skulle stå, og jeg synes vare at det var så smukt, så det skulle være det der skulle stå der.

Jeg satte mig forsigtigt ned på en sten som stod i hjørnet af graven, så man kunne sidde ned hvis man ville. I lang tid stirrede jeg bare på hilsnen.

"Jeg tænker på dig hver dag, far, selvom du er så langt væk, så vil du altid været i mit hjerte og du er kun en tanke væk. Det er mig umuligt at sætte ord på hvor meget jeg savner dig, hver dag! Der er et tomt, sort, båndløst hul i mit hjerte, som kun kan fyldes ud af dig. Jeg mangler dig til at passe på mig, forsvare mig, holde mig væk fra mor. Hun er ikke sig selv, det har hun ikke været siden din..." Jeg stoppede op, ude afstand til at udtale et lille ord, men det ord har en kæmpe betydning, som man ikke kan forstå hvis man ikke selv har prøvet at mindste nogen. Få revet dem fra sig ude af stand til at kæmpe tilbage og give modstand, det er et levende mareridt.

"Jeg kan ikke klare det mere, hun - mor - kommer hjem fuld næsten hver aften, og hvis hun ikke har været ude for at drikke, så drikker hun der hjemme. Jeg har overvejet selvmord, men jeg vil ikke bryde det løfte jeg gav dig. Jeg husker det tydeligt, du lå i hospitalsengen og hostede svagt. Der var en summende stilhed i rummet, men efter noget tid skar din stemme igennem stilheden. 'Lov mig, Angela. Lov mig, at uanset hvordan det vil gå dig i fremtiden, uanset hvor svært du måske får det, så pas på mor. Lov mig at du aldrig glemmer det!' Din stemme var alvorlig men på samme tid kærlig og fyldt med følelser."

Jeg sad i stilhed nogle timer mere, inden jeg bevægede mig hjem. Det var ved at blive mørkt, så jeg måtte heller komme hjem snart.

 

Det var almindeligt for mig at se øl og vinflasker ligge og flyde over alt, men alligevel virkede det bare så... så uvant at stå og se på sådan et rod. Jeg bevægede mig langsomt ind i stuen, og stanken af alkohol bombarderede min næse, mens den tykke røg sved i mine øjne, så tårerne næsten faldt. Men når man lever i det, lære man at finde sig i det med tiden. Jeg kunne se at min mor igen havde fundet sin sædvanlige plads i sofaen, med en smøg i munden og en øl i den venstre hånd. Hun så ikke ud til at lægge mærke til mig da jeg stille gik forbi hende, hvilket jeg var mere end glad for. Men jeg var ikke kommet mere end nogle skridt mod mit værelse, da en stemme stoppede mig. "Hvor fanden har du været? Har du overhovedet ikke set på klokken? Hvad satan er det for en opførsel?!" Hendes stemme var hæs fra at havde sovet, mens den havde en ru-hed over sig, som jeg ikke brød mig om. Jeg svarede ikke, jeg havde virkelig ikke lyst til det store drama, men det var måske bedre bare at havde svaret. "Sig mig høre du overhovedet efter barn? Vis dog noget respekt, og svar din mor!" Råbte hun vredt af mig. En knirkende kom fra sofaen. Mine ben begyndte at ryste under mig, mens jeg prøvede at gøre mig usynlig, hvilket ikke virkede uden vider. Så nu stod hun over for mig med cigaretten i mundvigen, og øllen havde hun ikke givet slip på. Et højt smæld lød da hånden fik kontakt med min kind, og en brændende smerte dukkede hurtigt op. Min hånd fløj straks op til min kind, og jeg var sikker på, at der allerede var kommet et rødt mærke.

”Det er alkoholen, er det ikke?” Min stemme var kold, men mine øjne var fyldte med tårer. Hun så forbavset på mig. ”Hvad mener du?” fnøs hun, mens jeg prøvede at holde tårerne væk. ”Du skulle forstille at være min mor, være et forbillede for mig, forestille at elske mig. Men det tror jeg ikke længere på at du gør! For hvad er det for en mor der drikker sine sorger væk, ignorere sin datter, der er lige så ked af at far er væk. Stikker hende en lussing når hun bare går forbi. Datteren prøver at hjælpe, JEG prøver at hjælpe, men hvad får jeg igen? Slag og hårde ord. DET ENESTE DU BEKYMRE DIG OM ER DIG SELV, OG DEN ALKOHOL DU HÆLDER I DIG, HVERT ENESTE ØJEBLIK DU HAR MUGLIGHED FOR DET!!” Alle ordene vældede ud af munden, samtidig med at et vandfald flød ud af øjnene på mig. ”Sådan taler man ikke til sin mor!” hun spyttede ordene ud, så min hånd røg op til min kind, for at tørre noget spyt væk. Hun skoddede cigaretten på gulvet, og hældte noget mere alkohol indenbords. Jeg vendte mig om for at gå, jeg havde fået sagt hvad jeg ville, men lyden af smadret glas fik mig til at stoppe op igen. På væggen lige ved siden af døren, - hvilket ville sige lige ved siden af hvor jeg stod – var nu kommet en plet, af gul væske fra øllen. Det gullige snask løb stille ned af væggen, og ned til de tusind knuste glasskår. Jeg sank en klump Var det meningen at den skulle havde ramt mig? Jeg kunne høre nogle skridt komme i mod mig, hvilket fik mig til hurtigt at løbe ind på badeværelset, og smække døren i for at låse den. Der var en stank af øl herinde, der gav mig kvalme. Hurtigt fandt jeg et barberblad frem, som var blevet min bedste - og eneste - ven. Jeg pressede det stille mod min arm så huden blev presset væk under bladet, og der gik hul. Langsomt fik jeg trukket barberbladet henover min arm, det gjorde ikke ondt på samme måde mere, det var på en måde en befrielse. Den røde væske piblede hurtigt ud af det åbne sår, og i lidt tid sad jeg bare og mærkede det brændende sår, inden jeg lavede nogle flere snit. Det gjorde da lidt ondt ja, men på en god måde.

Jeg betragtede blodet der løb ned af min arm inden det faldt ned på gulvet, og efter lod pletter. Jeg lagde barberbladet på plads under vasken, så det ikke kunne ses. I al den tid jeg havde været herinde, havde jeg ikke lagt mærke til den høje bankene lyd på døren. Det var først da lyden stoppede og badede rummet i stilhed, at jeg opdagede det. "Vendt med at gå ud, bare lidt tid." hviskede jeg til mig selv, bange for at hun, ville høre det.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg blev inde på toilette. Men da jeg kom ud, var solen gået ned, og månen samt stjernerne havde indtaget himmelen. Krogende var badet i mørke men eller var der et dovent lys over huset, lige akkurat nok til at man kunne skimme borde, stole, lamper og alt det der. Ude i entreen var et par sko og en jakke væk, så jeg kunne hurtigt regne ud at mor ikke var her, hvilket jeg var lettet over. Nysgerrigt kiggede jeg i køleskabet, men mærkede ingen sult, så hvorfor spise? Det ville jo alligevel bare komme op igen. Sukkende satte jeg kursen mod mit værelse, det eneste sted hvor der ikke stank af hverken røg eller alkohol. I de mørke kroge kunne jeg høre stemmer, hviskende stemmer. Stemmerne. "Jeg kan godt forstå hun ingen venner har. Hvem gider da også at være venner med hende?" "Man for jo helt ondt i øjnene af at kigge på hende, så grim hun er. Det er klart at hendes mor afskyer hende!" Jeg slog blikket ned, da jeg kunne mærke tårerne der var på vej. Uden at tænke over det satte jeg farten op, og havde smækket døren i. Jeg fandt min nattrøje frem, og lod det bløde stof glide ned over min nøgne hud, så den dækkede mine ar og nye sår, som med tiden også ville blive til ar.

Jeg lod mig falde ned på sengen, for at vendte på at den knirkende fordør skulle gå op, og jeg kunne begynde forfra med at hjælpe kvinden, kaldet min mor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...