Heart Beats Harder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2014
  • Opdateret: 30 apr. 2014
  • Status: Igang
Barbra Cameron på 21 år er ved at give op med hensyn til kærlighed. Aldrig har hun haft en kæreste eller været noget i retning af forelsket. Aldrig. Hun ville ønske, at der flyttede en sød fyr ind i lejligheden overfor hende, og bedst som hun for alvor er ved at lade sit sidste håb forlade hende, står der pludselig en flyttevogn nede på gaden. Indflytteren hedder Jonathan, og til Barbras glæde flytter han ind overfor hende! Han er Barbras sidste chance, men... kan Barbra overhovedet forelske sig i ham efter så mange års fiasko?

5Likes
6Kommentarer
310Visninger
AA

3. Seeing mama


Når lyden af min mors ringetone når min øregang, så er jeg hurtig. Jeg har nemlig ikke så meget tid med hende, da hun ejer et af Amerikas største advokatfirmaer, LC Lawyers, så jeg vil helst tilbringe al den tid med hende, som muligt. Man skulle ellers tro, at folk der var svinerige ville være ulidelige at være sammen med, men det syntes jeg bestemt ikke. Jeg elsker min mor til døden, fordi hun kan lægge hele arbejdet på hylden, når vi har mulighed for at se hinanden. 

Det fortæller jeg jer, fordi min mor lige nu ringer til mig, og jeg spurter rundt i lejligheden for at finde min mobil, der hviner på livet løs.

HVIIIIN, HVIIIIN, HVIIIIN!

Da jeg endelig finder den, kan jeg fornemme, at hun bliver utålmodig. Jeg skynder mig at tage den og ånder forpustet ud.

"Hej, Barbie!" ler min mor i den anden ende. "Jeg troede lige, du havde droppet mig for en dreng." Hendes ord får mig til bide mig usikkert i læben. En dreng.

Jeg sætter mig i sofaen, som jeg igår åd en Big Mac i.

"Hvilken dreng skulle det være?" siger jeg og forsøger at lyde så neutral som muligt. Hun skulle nødig lære min fiasko af et kærlighedsliv at kende, for jeg vil ikke hyle hende helt ud af den, nu hvor hun altid har så travlt.

"Det ved jeg da ikke, skatter, men..." Jeg fornemmer hun piller ved noget, måske en kuglepen, fordi hun keder sig.

"Jeg ville aldrig vælge en dreng frem for dig. Det ved du vel?" griner jeg anstrengt ind i røret og fører nervøs en tot lyst hår om bag øret.

"Jaja, det ved jeg godt - jeg mener bare, at en smuk pige som dig snart må finde sig en kæreste. Zerene har én, ved du nok.

Har jeg fortalt om min storesøster, som er gift og gravid? Ja? Nå, men så vil jeg ikke kede jer med den historie.

"Jeg ved det, jeg ved det, men kan vi ikke snakke om noget andet? Jeg savner dig," klynker jeg til hende og hun ler.

"Selvfølgelig, Barbie, hvad som helst, bare ikke den der forlystelsespark igen, vel? Jeg får kvalme ved bare tanken om de dødsensfarlige rutsjebaner." Hun siger en fryselyd og jeg griner. Jeg tror egentlig ikke, at det er svingene i rutsjebanerne, jeg tror mere, at det er højden og de frie fald, hun ikke kan lide. Stakkels kvinde.

"Jeg ved det!" udbryder jeg og springer op fra sofaen. Mor gisper i den anden ende, forskrækket over mit lille udbrud.

"Vi tager på shoppingtur! Du har  god smag, og jeg trænger til et par nye kjoler." Jeg ser ned af mig selv og sukker indvendig. Alle mine kjoler er hvide eller gule med blonder, og jeg trænger mere end meget til nogle nye.

"Okay, Barbie, det gør vi! Vi ses ved H&M på Fifth Avenue. Du ved, den der ligger nær din lejlighedsbygning. Hej!" Så lægger hun på. 

Shoppingtur med moar!

✿✿✿

Jeg stormer den lave kvinde i møde, da jeg ser hende. Hun har sat sit grå hår op i en knold og bærer en guldkæde om halsen. Hendes ægte pelsjakke må være dejlig varm, især på denne tid af året, hvor sneen flyver igennem New Yorks gader og dækker vejen til. 

"Mor!" råber jeg begejstret og falder hende om halsen. Hun gisper forskrækket, inden hun indser det er hendes yngste datter og lægger armene om mig.

"Barbie! Hvordan er det gået dig siden vi sås sidst?" Hun føler lidt på mig og mærker på mine kinder.

"Det er gået rigtig godt, tak," smiler jeg, "men jeg fryser altså lige nu. Skal vi gå ind?" Jeg slår galant ud med armen mod indgangen til H&M. Mor nikker.

"Lad os," siger hun og vikler sin venstre arm ind i min højre.

✿✿✿

"Hvad siger du til den her?" spørger mor og trækker en rød velour kjole frem fra bøjlerne. Jeg skimmer den, men ryster så på hovedet.

"Velour er ikke lige mig," mumler jeg og hun trækker på skuldrene.

"Jeg talte forresten med Zerene i sidste uge," begynder mor og hænger kjolen tilbage. Jeg mumler noget i retning af 'javel, ja', og tænker slet ikke over, at Zerene ved alt om min kærlighedsfiasko, og at hun selvfølgelig kunne have sladret til min mor.

"Hvorfor har du ikke sagt noget om det?" spørger mor bebrejdende og ser skuffet på mig. Det tager lidt tid, før det går op for mig, hvad hun taler om, og hvad jeg lige har tænkt på.

"Jeg ved det ikke.. jeg syntes bare ikke, du skulle bekymre dig om sådan noget. Det er trods alt min beslutning," siger jeg undskyldende og hun sukker.

"Jeg ved det - men din rige mor har hjulpet dig. Der er en masse, du kan prøve af hjemme hos mig. De hænger i mit skab." Hun smiler stort til mig, og mit øjenbryn ryger langsomt i luften.

"Øh.. hvad i himlens navn taler du om? Nok har jeg intet erfaring med sådan noget, men jeg ved da, at de ikke høre til i et skab?" Nu er det mors tur til at se undrende ud.

"Jeg snakker om alle de smukke og meget forskellige eksemplarer hjemme i mit skab. Du kan tro, de vil klæde dig godt," siger hun glad, og hendes undrende mine er forsvundet som dug for solen.

"Klæde mig?!" udbryder jeg fornærmet og hun ser forbløffet på mig. "Er jeg da ikke køn nok uden?" 

"Ih, altså, Barbra, selvfølgelig ikke! Du skal have ændret din stil fuldkommen. Man ser altså meget nøgen ud uden!" Hendes tone er irriterende skarp, og jeg vrisser af hende.

"Hvorfor skal du blande dig?!" hvæser jeg, og hun ser direkte såret på mig.

"Jeg går da op i min datters image!" Hun sender mig et strengt blik og stamper barnagtigt i gulvet. Folk er begyndt af kigge, og det irriterer på grusomt.

"Hvorfor ødelægger du vores hyggedag? Kan man ikke bare få en normal dag med dig?!" siger hun hårdt og jeg stivner. Min underlæbe begynder at dirre, og tårerne truer med at blive synlige.

"Du har aldrig sagt noget så ondt til mig," hvisler jeg, "men hvis du syntes, jeg ødelægger din dag, kan jeg vel bare gå." Jeg retter ryggen og forsøge at være stærk. Hun skal ikke være så barnlig, når hun er min mor. Hun skal være forstående og bage kager og hvad ved jeg...

"Du skal ikke gå, Barbra," sukker hun, "undskyld. Du plejer bare..." Hun vil fortsætte sin sætning, men jeg afbryder hende.

"Hvad plejer jeg?" spørger jeg skarpt og hun lader skuldrene slappe af, så de ikke ser så spændte ud.

"Du plejer at elske kjoler, så hvorfor er det her et problem?" spørger hun og lyder nedtrykt. Det tager et sekund, før jeg grinende falder hende om halsen i et undskyldende kram.

"Du mente kjoler!" griner jeg og trækker os fra hinanden igen. "Det er da klart!"

"Tsk, selvfølgelig mente jeg da kjoler," sukker mor, "hvad troede du jeg mente?" Hun piller mere ved tøjstativet ved hendes side og skubber kjoler fra side til side for at tjekke dem ud.

"Mænd - kærester til mig, men det gav nada mening, da du nævnte dit skab," griner jeg, og inden længe er mor gået med på idéen med at grine. Hun knækker totalt af grin, men standser pludseligt, inden hun udbryder noget pænt uforudsigeligt: "Det er genialt!"

___________________________________________________________________________

Hey!

Kapitel to, yo!

Hvad tror I, er det geniale?

Lemme knooow!

Luf,

Helene

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...