Heart Beats Harder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2014
  • Opdateret: 30 apr. 2014
  • Status: Igang
Barbra Cameron på 21 år er ved at give op med hensyn til kærlighed. Aldrig har hun haft en kæreste eller været noget i retning af forelsket. Aldrig. Hun ville ønske, at der flyttede en sød fyr ind i lejligheden overfor hende, og bedst som hun for alvor er ved at lade sit sidste håb forlade hende, står der pludselig en flyttevogn nede på gaden. Indflytteren hedder Jonathan, og til Barbras glæde flytter han ind overfor hende! Han er Barbras sidste chance, men... kan Barbra overhovedet forelske sig i ham efter så mange års fiasko?

5Likes
6Kommentarer
310Visninger
AA

2. Big Mac


"Nå, Em," siger Jeremy og lægger kærligt armen om Emily, der læner sig forelsket op ad hans skulder, "vi må nok se at komme hjem - jeg skal til træning om lidt, og jeg skal bruge bilen." Han kysser hende blidt på håret, og hun nikker.

"Ja," siger hun medgivende, "vi har også været her i hvad.. to timer eller noget?" Hun ser spørgende på mig, og jeg smiler med et nik.

"Og 47 minutter," tilføjer jeg med et grin, og hun ruller med øjnene og vikler sig fri af Jeremys stærke arme (ligner de). Hun fjerner en tot af sit skulderlange, vinrøde hår fra panden og om bag øret, og ser igen fuldstændig perfekt ud. Hun har oprindeligt lysebrunt hår, sådan lidt leverpostej agtigt, men det syntes hun var alt for kedeligt, og siden da har hun eksperimenteret med forskellige farver - sort, blond, blåt... og så endte hun på vinrødt. Hendes ansigt har jeg altid misundet; hun har de kæreste æblekinder, store, blå og ikke mindst uskyldige øjne, og en lille fin mund med ret fyldige læber. Hun bruger aldrig særlig meget makeup, blandt andet fordi det er unødvendigt, og også fordi, at hun ikke gider.

"Man skal ikke være klistret til med foundation og mascara for at være smuk," siger hun altid og spidser munden på en irriteret måde.

Det er nok derfor, at alle drenge falder for hende - hun pakker absolut intet ind (det kunne hun faktisk godt blive bedre til...), hun er meget spontan, og kan sagtens finde på at tage til en baseballkamp, bare fordi hun vil have en skumfinger, hun er mega smuk (selv uden makeup) og.. hun ved alt om våben? Jeg ved ikke hvorfor, men hun går tit til skydning og pløkker en masse papmænd til ukendelighed.

Jeg har været med én gang, men jeg fik forbud mod at nogensinde at befinde mig i den bygning igen, fordi 'jeg havde udsat andre kunder for fare'. Jeg kom måske/måske-ikke også til at vende våbnet forkert...

Emneskift!

Jeg fører Emily og Jeremy ud til døren, og vinker farvel, da de går ned ad trappen til gaden hånd i hånd.

Gud, hvor vil jeg gerne have en kæreste!

✿✿✿

"There's a girl in the backyard bangin' on her drum. Sittin' in a junk pile, laughing at the sun, singin' 'Ah ah ah, I just wanna be a rockstar..." Jeg danser hen til radioen og skruer helt op, så A Great Big World kan få lov til at gøre hvad de er gode til; synge. Og når de så lige spiller min absolutte yndlingssang, så er det da bare perfekt. Nu behøver det heller ikke længere vær nogen hemmelighed, at Chad Vaccarino er rimelig lækker. Okay.. mega lækker, indrømmet.

Jeg snurrer rundt om mig selv, som en rigtig balletdanser, og griner, da jeg falder. Måske skulle jeg have fortsat til ballet? Jeg gik til det, fra jeg var fire til jeg var ti, men så brækkede jeg foden ved en optræden, og så stoppede jeg. Min danselærer, mrs. Bragg, var vidst heller ikke særlig begejstret for mig, men jeg var ligeglad. Jeg elskede at drille folk til døde dengang, men nu.. er jeg blevet moden og sofistikeret.

BAH!

Jeg kommer ved en tilfældighed til at kigge på mit armbåndsur, og standser min dans. Klokken er halv syv. Tid til aftensmad.

Jeg har aldrig været ekspert i mad, så hver 6. dag takker jeg mit gode stofskifte, fordi det kan holde til mad fra McDonalds. Ikke at jeg kan lide maden, men det er bedre end ingenting. Desuden løber jeg hver dag en tur på otte kilometer, og hver 3. uge er jeg mindst 23 timer i fitnesscenter. Nogle maler, nogle synger, nogle bygger - men jeg træner i min fritid. Når jeg altså ikke arbejder på deltid i den børnehave, der æder min tid op. 

Lige meget.

Jeg griber min iPhone, som ligger og flyder på stuebordet, og smider nogle bunker af papir til side, indtil menukortet fra McDonalds. Mens jeg taster nummeret ind, skimmer jeg kortet og finder en Big Mac. 

"Det er McDonalds, du taler med Jonathan," lyder en stemme i den anden ende, "hvad ønsker du?" Jeg sætter telefonen i spænd mellem skulder og kind, mens jeg klør mig dovent på låret, inden jeg kan tage den i hænderne igen.

"En Big Mac med ekstra løg, tak," smiler jeg ind i telefonen, indtil det går op for mig, at han ikke kan se det. Han forestiller sig mig nok som fed, lav og med kort hår og masser af bumser, men det er forkert! Jeg er tynd, ret høj, med blond og halvlangt hår, og en enkelt hudorm ved næsen, som jeg hader.

Brr.

"Okay. Hvor bor du?"

Jeg oplyser ham min adresse + mit navn og lægger på. Tænk engang: Hvis han/hun ikke kommer før om tyve minutter, så skal jeg betale halvt så meget. Juhu! Ikke at jeg er grådig, for det er jeg ikke!

Jeg lægger telefonen fra mig og sukker over radioen, hvor der spiller en anden sang - M.O.P med Cold As Ice. Har jeg fortalt, hvor meget jeg hader den sang?

Jeg trasker sløvt derover og slukker helt for anlægget. Hvis den ikke kan spille noget ordenligt, hvorfor så spille? Irriteret smider jeg mig i sofaen og tænder fjernsynet, hvor de spille Men In Black 3. Etteren er bedre end treeren, men jeg ser den alligevel, fordi jeg ganske enkelt ikke gider zappe videre.

Dovenskab længe leve!

✿✿✿

Da det ringer på døren, gider jeg heller ikke slukke, så jeg lader filmen køre på fuld skrald. Jeg finder min pung og rejser mig sløvt fra mit leje, hvorefter jeg dasker dovent ud til døren og åbner den langsomt. Der står en ung, ret tyk, rødhåret pige med hele fjæset fyldt med bumser og udslet, og jeg væmmes indvendig. Pludselig har jeg ikke ligeså meget lyst til den burger, men min mave skriger på føde, og jeg gider ikke til at æde en pose gamle chips, der lugter af våde gummisko.

Nej, ad.

Jeg tager imod den fedtede indpakning af pap, med min mad indeni og betaler pigen.

"Øh.. er du på cykel?" spørger jeg indtrængende, og pigen ryster uforstående på hovedet, så det røde hår flyver rundt om hendes bumsede ansigt.

"Det forklarer en del," mumler jeg svagt, men hun lader til at høre det. I hvert fald rynker hun fornærmet på næsen og vender sig. På vej ned af trappen hopper hendes numse, og et smil lander på mine læber. Mit blik lander derefter på døren foran mig, som ikke er blevet åbnet i månedsvis, efter den gamle mand, mr. Berin, døde af kræft. Det er egentlig ret synd, at der ikke flytter nogen ind, bare fordi at en mand sov ind i sengen. Der er jo ikke hjemsøgt, forhelved. 

Nu hvor jeg tænker over det, må en ung mand egentlig godt flytte derind. Det ville være dejligt. 

Jeg lukker døren bag mig med et klik, og begiver mig tilbage til stuen, hvor jeg sætter mig på det samme sted som før. På sofaen. 

______________________________________________________________________________________

Første 'rigtige' kapitel, whuut?

Luf,

Helene

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...