Felabeorht; The foal of Hope

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2014
  • Opdateret: 3 jun. 2014
  • Status: Igang
Felabeorht. Navnet til den perfekte hest i England. Deres næste stolthed. Men kan man være stolt af et broget føl? Et føl, efter forkerte heste, med forkert farve. Et føl, der beviser at udsenet ikke er alt; et føl der viser hele England, hvad den svageste kan udrette. Felabeorht, den evige kastebold blandt heste ejere, kommer ud på en fantastisk rejse, på jagten for kærlighed.
Felabeorht; The foal of Hope.
OBS: Jeg har fået inspiration fra Black Beauty, men dette er IKKE en kopi!
(Læsning på eget ansvar)

9Likes
1Kommentarer
437Visninger
AA

3. "Don't Shoot"

"Har I set den?"

"Nogle har uden tvivl stjålet den ægte"

"Den er jo hæslig"

Sladderen vandrede hurtigt i stalden den morgen. Efter at være visket i øret, udstødte man et gisp, og løb på lette fødder, mod den fjerne staldbygning. Staldkarle, ryttere, beboere og stuepiger, hastede ind i fole-stalden. Morgenforvirrede føl, sprang på benene i forskrækkelse, af de ubudne gæster. Men ingen ænsede dem, den juli morgen.

"Et juli født afkom, er det rene afskum"

Sådan sagde man. 

Den gamle jernlåge, gik i med et smæld. Den knasende lyd, af fodtrin i grus fortalte, at nogle var på vej. Et sug gik igennem publikummet, da Mr. Hamleton gjorde sin entré. Lige bag den lavstammede mand, gik en forfærdelig tynd dame, Mrs. Hamleton. Mr. Hamletons små mørke øjne, var opspærrede i frustration. Hans røde fuldskæg, havde fået noget, der mindede om mælk ned over sig. Hans blå fløjlsjakke, blafrede let om hans gråternede bukser, efter hvert eneste skridt. Mr. Hamleton, var kendt for sine fantastiske heste, i hele verden. De fineste sportsheste, til flere millioner pund. Han gik op i hestene, med liv og sjæl, og derfor, kiggede han dybt i flaskerne, hvis hestene ikke opførte sig, som forventet. I tænker garanteret at Mr. Knowlton var en ond mand, men han var ganske venlig. Men hestene skulle være i orden, før humøret kunne følge med.

Mrs. Hamleton, havde det ganske fint, når hun havde noget husligt at give sig til, 50 meter væk fra alt på fire ben. Alt skulle være rent og fint, og den mindste skidt plet, ville krympe sig under hendes blik. Hun så mager ud, som hun stod der, med hendes blomstrede satinkjole, siddende tæt ind til kroppen. Hendes hår var tyndt og slidt, og hendes øjne var let udstående. Der gik rygter i landsbyen om, at hun var svagelig. Men det havde hun ikke bekræftet. 

"Hvad sker der" brummede Mr. Hamleton, med hans dybe røst. "Det er ikke et cirkus det her, skrid med jer!" Hans stemme havde forandret sig til en råben. De medarbejdene , løb fra vid og sans. Mr. Hamleton rykkede tættere på boksen. Den urolige hoppe, lagde ørerne ned, af den nye beskuer."Georg, du bliver lige her", fik han frmsagt, ud af mundvigen. En kraftig mand, midt i trediverne, vente sin opmærksomhed mod den ophisede mand. "Sir?" spurgte han forsigtigt. Mr. Hamleton tyssede på ham, før han igen vendte sin opmærksomhed mod den svedige, røde hoppe. "Hvad har du til mig Sherr?" Hoppens ører, rejste sig igen, beroliget af den velkendte stemme. Hun prustede lavt, men flyttede sig ikke. Mr. Hamlton kunne skimte et par hvide ben, under hendes bug. Hvide sokker kunne godt gå an. "Flyt dig Sherr, så jeg kan se dit vidunder". Men hoppen flyttede sig ikke. 

"Vend hende rundt Georg". Den let tykke mand, begav sig ind til den store hoppe. Mr. Hamleton, maste sit hoved helt ind til tremmerne, i spænding. Den næste Hamlton Pride var født!

Men hvis han havde kigget nærmere på Georg ansigtsudtryk, burden han have vidst at noget var helt galt. Georgs fødder, slæbte sig igennem halmen. Sherrells ører lagde sig fladt ned igen, og hun blottede hendes hvide tænder. "Rolig ma'am" hviskede han lavt til hende. Hoppen lignede en, der skulle til at rejse sig, men blev tålmodigt stående, og lod drenge lægge grime på hende. Georgs ansigt var blevet helt blegt, og Sherrell kunne tydeligt mærke det. 

Et par svage klikkelyde fik han sagt, og Sherrell flyttede sig modvilligt, så den nye skabning kunne komme frem. Lille og forvirret, kiggede den på manden, der maste sine kindben, mod tremmerne. Mr. Hamleton stak i et hyl som et sårret dyr. Sherrell blev forskrækket, og rejste sig på to ben, med ophidsede øjne. Hun fægtede vildt med forbenene, og med nød og næppe, fik George mast sig ud af boksen, kun med forskrækkelsen. 

Mr. Hamleton havde sat sig, på en nærstående havestol, og hans hustru, var løbet væk med et skrig. Han tørrede sin svedige pande, mens han mumlede: "Hvordan kunne det ske?" Han rystede på hovedet. Fortvivlelsen var malet i hans ansigt. "Ingen må se den Georg", han fremtrak en lille pose fra sin inderlomme, "Betal alle, der så den, til tavshedspligt!", brølede den lavstammede mand, mens han smed posen efter stakkels Georg. Georg greb posen, og skyndte sig væk, med chok i hans øjne. 

Mr. Hamleton sad sådan i et stykke tid. Forvirret var den stakkels mand. Lige så, var Mrs. Hamleton, som faktisk hed Clair. Men de færreste vidste det. "Vi må slippe af med den. Skyde den!", forvirringen var erstattet med vrede. Vrede, mod den usle hoppe, der gav sådan et forfærdeligt føl, og mod føllet, der tillod sig at komme til verden. Mr. Hamletons øjne, lignede nogle der kunne poppe ud, hvornår det skulle være. Manden rejste sig i forvirring; Hvor var hans gevær henne? En ny tanke kom i hans lille skaldede hoved; Drukne den. Han hastede ned ad gangen, i det tempo man yderst sjældent ser en middelmådig mand i. Han fik bakset en balje ud af en tilfældig boks, og slæbte den over til vandspiltovet. Blodet steg til hans hoved, og gjorde det nærmest rødbedefarvet. Han fyldte baljen op til randen, uden at skænke det en tanke, at han umuligt kunne flytte baljen med så meget vand i. Han baksede med den i et stykke tid; skubbede, masede og fik hans ryg til at sige knæk. Han blev ved, indtil at Mrs. Hamleton, eller Clair, åbnede munden. Det så ud som om hun skulle til at sige noget, hvilket var en sensation i sig selv, og sagde "Stop". Men hvad fik hun af det? Med Mr. Hamletons blod brusende i ørerne, ville han ikke engang kunne høre et tågehorn. Men så åbnede hun munden igen, og, nok første gang nogensinde, råbte hun; "Så stop dog din forbistrede mand!" 

Chokket over at høre hende råbe, stoppede Mr. Hamleton.  For det var et højt råb. Måske var det hendes skjulte talent? Selv Clair så overrasket ud, og skyndte sig at lukke munden. Men hun kunne ikke trække råbet tilbage, og en muskuløs mand, midt i 30'erne, kom løbende. "Hvad sker der Fru?" hvæsede manden, igennem hans hurtige vejrtrækning; uden tvivl ikke van til at løbe. Men hun svarede ikke, det gjorde Mr. Hamleton, som faktisk hed Greg, "Vi drukner føllet" pustede ophidsede Greg, eller Mr. Hamleton om man vil. Den nytilkomne mand, var ved at opfatte sitauationen, og sagde klogt: "Det tror jeg ikke er nogen god idé mester. Det kan skræmme hoppen, og ødelægge hende for altid". Selvom det ikke helt passede, det som manden, Arthur, sagde, tænkte han nok, at han kunne blide den sindsforvirrede Greg, hvad som helst ind i øjeblikket. Han krydsede fingrene bag ryggen, og forsøgte at ligne en, der ikke løg. Men Greg hoppede på den, og fik mumlet nogle små 'Ja'er'. "Vi må sælge den! Snarest muligt!" råbte Greg igen. "Du kan ikke tage den fra dens mor allerede," sagde Arthur, der lod til at være en meget klog mand. Men denne gang, lod Greg sig ikke rykke. Eller, ikke så langt. Han rystede på hovedet, og sagde: "1 måned kan den få. Så sælger vi den, under dække. Hoppen døde siger vi, ja hoppen døde. En mand, en fremmed bonde bestikker vi, til at tage den med til marked. Ja til auktion. Det gør vi!" De sidste tre ord kom med så meget styrke, at Arthur rykkede lidt tilbage. Slaget var tabt, det kunne han tydeligt mærke.

"Sæt dem over til de gamle heste, der er de ikke i vejen. Luk dem kun ned på de bagerste marker, og lad ingen se dem! Tag dem, og få dem væk!" Hans stemme var igen taget til i styrke, og Greg kunne ikke gøre andet, end at gå ind til den oprevne hoppe, og tage fat i Sherell. Hun fulgte modvilligt med. "Gå bagom" sagde Greg, som den sidste instruks, og kiggede efter dem. Greg sukkede, og trak hoppen med sig, med det hoppende føl. 

Greg kiggede længe efter dem. En flot gang den havde, det lille føl. Det kunne nok være blevet fint.

Den skulle bare ikke være broget.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...