Iskrystaller ~ Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 apr. 2014
  • Opdateret: 28 apr. 2014
  • Status: Igang
Karen lever i Tyskland under 2. verdenskrig - og hun er jøde. En nat bliver hun hevet ud af sengen af sin mor, og hendes far er væk.

Hvad er der sket?

0Likes
2Kommentarer
316Visninger

1. Iskrystaller

Der er sket så meget siden den dag, og jeg vil påstå at sige, at jeg står lige før enden. Dette skal dog ikke forhindre mig i at huske den skæbnesvangre nat, der førte mig til enden én gang til. Natten med de tusinde iskrystaller.

 

Det første jeg hørte den dag var mors stemme, men det var helt normalt. Hun kaldte på mig, og det var også helt normalt, men alligevel var der noget anderledes over det. Det var ikke den almindelige søvnige stemme hun talte med, men i stedet en panisk stemme fyldt med frygt, der matchede hendes bange ansigtsudtryk. Jeg vidste ikke hvorfor, og det gjorde mig bange. Hun slog døren op ind til mit værelse, og kaldte på mig med sin rystende stemme. Hun nærmest løb hen mod mig og hev mig ud af sengen og ind i stuen. Jeg protesterede: Jeg havde jo kun natkjole på! Men mor lyttede ikke, og i stedet hev hun mig med ind i hendes soveværelse hvor hun rakte mig en kuffert, og bad mig pakke det vigtigste. Det var dér, jeg for alvor blev bange. Hvorfor skulle jeg pakke? Hvor skulle vi hen? Og hvor var far? Mens det kradsede i min hals og prikkede mine øjne slæbte jeg kufferten ind på mit værelse og hev ting ned fra hylderne. Mor var aldrig sådan her. Hun var afslappet og smilende, ikke panisk og bange. Og far var aldrig væk om natten, i hvert fald ikke uden at sige det til mig. Det næste jeg husker er, at jeg snøftede højt da mor kom ind og spurgte om jeg var færdig. Jeg havde nikket og rakt hende kufferten, men hun havde bare bedt mig om at stille den i gangen, tage mange lag tykt tøj på og så se at få sko på i en fart: Vi skulle af sted hurtigst muligt! Jeg havde nikket igen og derefter spurgt hvor var far. Hun havde ikke svaret, så jeg hev i hendes skørt. Af irritation over mig havde hun givet mig en lussing og sagde, at jeg skulle tie stille, mens hun fandt vores rationeringskort. Jeg hørte hende senere brokke sig over, at vi ikke havde nok til smør og mælk, og at vi nok kom til at købe nogle på det sorte marked. Det gjorde vi tit. Så kom far hen og hviskede noget til mor, aede mig over håret og råbte at han snart var tilbage. Når han kom hjem igen smilede han over hele hovedet, og viste mor nogle små mærker. Nogle gange blev mor så glad, at hun hvinede op og kyssede ham i hele hovedet. Jeg sad bagved og rystede på hovedet.

 

Imens jeg stod ude i gangen og tog sko på, de sko der stod 'Karen' i, farede mor rundt. Hun rev alt muligt ned fra hylderne mens hun mumlede en masse ting jeg ikke kunne høre. Til sidst smækkede hun kufferterne i gulvet ved siden af mig, og begyndte at tage sko på, noget jeg selv for længst var færdig med. Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle, og om jeg kunne tillade mig at stille et spørgsmål. Jeg lod være, for min kind sved stadig efter hendes slag.

 

Hvis jeg havde troet at jeg var bange før, tog jeg grueligt fejl. Da mor havde hevet mig med ud af vores trygge opgang og løb rundt med mig på gaden, blev jeg bange. Det var mørkt, midt om natten, og det var vinter med kulde og sne, her midt inde i Tyskland. Mit ur havde påstået at klokken var tre om natten, men jeg troede det ikke: Jeg havde bestemt ikke sovet hele syv timer da mor vækkede mig?
Jeg vidste ikke hvordan mor kunne finde vej i mørket, når der var mørklægningsgardiner over alt, men det kunne hun. Jeg klynkede flere gange, men hun tyssede irriteret på mig, og jeg huskede hurtigt min kind, og tiede stille. Jeg kunne ikke genkende noget, mor sagde ikke hvor vi skulle hen, og jeg spurgte ikke.

 

Omsider stoppede hun og kiggede sig mistænksomt om. Jeg rev forsigtigt i hendes jakke, og da hun kiggede ned på mig spurgte jeg hende hviskende om, hvor vi skulle hen og hvor far var. Jeg regnede selvfølgelig ikke med et svar, men det fik jeg. Hun forklarede mig sagte at vi var jøder, og at vi skulle væk med det samme, hvis ikke vi ville sendes i KZ-lejr. Far havde lejet en båd så vi kunne komme til Sverige. Da hun havde forklaret mig det hele begyndte hun næsten at græde. Jeg forstod det ikke, for mor var jo sådan en stærk kvinde? Jeg ville trøste hende, og lagde mine arme om hende, men hun skubbede mig væk. Først blev jeg såret, men så så jeg skikkelsen der kom løbende hen mod os. Først ville jeg skrige, men da mor havde lagt en hånd over min mund så jeg, at det var far. Så snart mor var sikker på, at jeg ikke ville skrige, løb hun ind i fars favn. Han strøg hende over ryggen og smilede forsigtigt til mig. Han hævede hånden og viftede mig over til sig. Jeg hankede op i min kuffert, og gik hen mod mor, der stod med begge sine i hænderne.

 

I det øjeblik jeg så båden blev jeg lettet. Spørg mig ikke hvorfor, men jeg græd næsten, så glad blev jeg. Eller også var det kulden, der næsten sved i mit ansigt. Men det var for tidligt, jeg skulle have ventet med at smile. Det var i dette øjeblik, den første lommelygte blev rettet mod os, og den ene blev hurtigt til flere. Jeg gispede og vendte mig rundt, fars skuldre sænkede sig opgivende, og mor klynkede panisk. Hvorfor løb de ikke? Jeg forstod ikke hvad der var sket, forstod ikke, at Gestapo havde opdaget os. Men det gjorde mor. Hun trak mig ind til sig, og gemte selv hovedet i fars skulder, mens det hele pludselig gik op for mig, og jeg begyndte at græde.

 

Nu kommer det, jeg husker allerbedst. Det tidspunkt de kom løbende, tvang os brutalt op i millitærvognen, og råbte noget på tysk. De havde ikke lukket dørene til vores vinduesløse vogn, så jeg kunne se at det stadig sneede. Det var gået op for mig, at jeg aldrig nogensinde ville komme til at se dette igen. Jeg hviskede stille farvel til det hele, og mens iskrystallerne stille dalede ned fra himlen, uvidende om krigens uretfærdighed, smækkede dørene og mørket sænkede sig over mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...