Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1858Visninger
AA

17. Vrede

Kære Sarina.

Jeg er oprigtigt glad for at høre, at du er i god behold, og jeg er glad for at høre, at du behøver min ekspertise og erfaring til det her projekt. Jeg kan med glæde meddele, at jeg har besluttet at påtage mig opgaven, men jeg har nogle betingelser, som vi lige skal have på det rene. Derfor har jeg besluttet at aflægge et besøg i Thornag, så snart så muligt. Jeg har valgt at acceptere dit valg med hensyn til brugen af de evneløse, fordi disse mennesker i bund og grund er nødt til at være et sted, så hvorfor ikke tage dem med i krig. Man kan vel bruge alt. Jeg ser frem til at arbejde sammen med dig i min kamp for at skabe et bedre Gia Livaria, og jeg er glad for at vi endeligt taler samme sprog. Kærlig hilsen Alia.

 

Jeg rynkede på næsen over den gang pladder, jeg lige fik serveret.

"Skrev hun ikke 'min kamp'?" spurgte Rakian.

"Det er jeg bange for," mumlede jeg. "Hun tror, hun kan bestemme det hele."

Tailo tog brevet og læste det igennem igen. "Jeg ved, at Alias måde at holde alle andre nede på er ved at sørge for, altid at holde sig selv lidt højere oppe, når hun taler om sig selv. Hun kan bedst lide, at hun får det hele til at lyde som om, det er hende, der har taget en beslutning, og at det er os, der arbejder for hende."

"Hvad gør vi?" spurgte jeg. "Hvordan sørger vi for, at det er os, der bestemmer?"

"Vi skal have hende til at forstå, at det er hende, der er gæsten. Ridderne og vagterne skal have deres respektive kapper på, så man får fornemmelsen af, at deres loyalitet ligger hos os, men der er også en anden ting..." sagde Tailo.

"Som hvad?"

"I to skal gøre jeres forhold officielt," sagde han og pegede på Rakian og jeg. Vick og Tailo var lige kommet ind ad døren efter en lang tur væk, så de havde næppe hørt om alt, hvad der var sket.

Rakian så ned i gulvet, mens hans kæbemuskler dirrede, og jeg stod helt forstenet med en klump i halsen. Det var endnu en af de gange, hvor jeg forestillede mig selv spæne ud af porten og stikke af fra ansvaret. Jeg hadede ansvar.

"Hold da op, hvor er det akavet," mumlede Malum og tog sig opgivende til panden.

Tailo og Vick så rundt på os. "Hvad?" sagde de i kor.

Jeg rømmede mig for at slippe af med klumpen. "Jo altså... der er sket en lille ændring med hensyn til det," sagde jeg. "Der er ligesom ikke rigtigt noget forhold mere, hvis man kan sige det sådan." Jeg samlede hænderne på ryggen og forsøgte at se alvorlig ud i stedet for ked af det.

"Ej det kan i simpelthen ikke mene!" udbrød Tailo. "Hvad er der sket?" Han var nærmere vred på os, end han havde medlidenhed med os.

Jeg så om på Rakian, der ikke så ud som om, han havde noget at sige. Det irriterede mig grænseløst, for jeg havde i hvert fald ikke tænkt mig at forsvare det. Måske var det dig, der skulle sige noget... tænkte jeg til ham, og han nikkede langsomt.

"Det var mig, der tog beslutningen," sagde han og løftede hovedet.

Tailo havde såvel som Vick tabt kæben. Tailo havde endda svært ved at finde ord, og det så man ellers ikke så tit. "Jeg giver op," mumlede han. "Jeg har ikke engang lyst til at høre grunden!" Han krydsede armene. "Hvad gør i så nu? Vi kan ikke have Alia til at komme, når alting falder sammen på den måde."

"Alting falder da ikke sammen," sagde Rakian lavmælt.

"Nej, men i gør det i hvert fald ikke lettere for jer selv, det ligger da helt fast." Han stak hænderne i lommerne og gik hen mod døren. "Så må i jo finde mig, når i har en ide til, hvad vi så gør." Og han var væk.

Der blev helt stille i rummet. Så stille, at man kunne høre en flue, der sværmede rundt for sig selv, og et nervøs åndedrag, som kom fra Vick. Jeg kunne overhovedet ikke holde noget af det ud, så fluen gik op i flammer, og jeg tog mit brev op. De andre stivnede svagt ved min ubarmhjertighed overfor fluen, for det lignede ikke mig. Jeg havde hele tiden prøvet at lade som om, der ikke var noget galt. Lavede vittigheder med Vildana, trænede med Malum, forsøgte at opføre mig som jeg altid havde gjort, selvom min fremtid var en sort klat. Jeg havde virkelig prøvet ikke at lade min følelser ødelægge det for mig, men nu kunne det alt sammen være lige gyldigt.

"Vil i ikke godt gå?" spurgte jeg roligt og lagde brevet på bordet igen, men ingen bevægede sig. "Gå med jer," sagde jeg igen, og Vick bevægede sig hen mod døren. Jeg var virkelig tarvelig overfor dem, men det var alt sammen lige meget.

"Sarina..."

"Gå med dig Malum." Jeg knyttede hænderne. Han så vreden i mine øjne og nikkede en gang, for derefter at gå sin vej, men Rakian var stadig ikke væk. "Hvad er det, du ikke forstår?" udbrød jeg. "Forsvind! Gå din vej! Rejs og kom aldrig tilbage!" råbte jeg, så det gav genlyd i salen.

Helt paralyseret bakkede han væk fra mig og åbnede døren. Da han lukkede døren trillede en tåre ned af min kind, og et hulk undslap min læber. Det var som om, alle væggene drejede rund omkring mig, og jeg stod helt stille klar til at blive suget ned i det sorte hul. Svimmelheden omslugte mig, og jeg tog fat om bordkanten for at holde mig oppe.

Da døren åbnede sig igen, vældede ilden op i mig, og mens jeg skreg; "forsvind" kylede jeg en ildkugle lige mod vedkommende, der heldigvis nåede at dukke sig, og ildkuglen blev en sort plet på døren.

"Jeg gjorde det ligeså meget for din skyld, som jeg gjorde det for min egen!" råbte Rakian.

"Du lyver!" Jeg satte i løb hen mod ham. Jeg kunne ikke se ud af øjnene for tårer, så jeg trak blot armen tilbage og håbede på, jeg ville ramme noget. Men jeg ramte ikke noget. Han nåede at gribe fat om mit håndled og holdt mig fast, men jeg trak armen til mig.

"Lad nu være..."

Jeg slog og slog med alle mine kræfter, men han havde fat om mine håndled, og jeg havde snart ikke mere energi. Jeg blev langsomt slappere og slappere, og mine hulk kom hurtigere efter hinanden.

"Du har ødelagt det hele," hulkede jeg og lod armene falde ned langs siderne. Jeg kunne ikke tænke rationelt.

"Vil du ikke nok stoppe med at græde?" spurgte han. "Du er nødt til at være fornuftig."

"Hvorfor gør du det her imod mig? Hvorfor forlanger du ting, jeg ikke kan give dig? Jeg kan ikke vælge mellem dig og landet."

"Det gør jeg heller ikke... måske jo, men..." Han sukkede. "Det har aldrig været min intention at gøre dig ked af det, men jeg vidste du ville blive det." Han tav et øjeblik. "Men jeg havde aldrig regnet med, at du ville blive så knust."

"Hvorfor ikke?"

"Jeg havde regnet med, at du ville kunne indse det på et eller andet tidspunkt, men det kan du ikke."

Vi var tavse lidt. "Vil du ikke nok bare blive hos mig? Er det virkelig det sværeste i hele verden?" Han sagde ikke noget lige med det samme, og lod ordene summe lidt i luften. "Det er heller ikke dig, der skal gå i panik over ansvar og den slags nu. Jeg har altid haft lyst til at grave mig ned i et hul, når nogen gav mig et ansvar, men du har altid sagt, jeg kunne gøre det her. Du har ikke været arving til noget som helst, så det er alt for let for dig at give det op, men du er nødt til at være med mig nu, for ellers kan jeg ikke." Han sagde stadig ikke noget. "Vil du ikke godt sige noget?" spurgte jeg.

"Jeg er bare så bange for, jeg ikke kan leve op til det, folk forventer af en konge. Jeg har ikke bare en lille smule royalt blod i mig."

"Men hvordan tror du, jeg har det? Jeg er lavet af to ondskabsfulde og magtsyge betvingere og opfostret af en betvingerhader. Det er alle mine forældre, der har lavet rod i alt det her, og jeg skal rette op på det hele." Jeg fnøs, da jeg selv hørte, hvor håbløst det lød.

"Så må vi jo hjælpe hinanden," sagde han lavmælt, og jeg spærrede øjnene op.

"Hvad siger du?"

Han sukkede. "Jeg siger, at jeg ikke holde ud at holde mig fra dig mere, og hvis det betyder at jeg er nødt til at tage et land med i købet, så må jeg jo gøre det." Jeg havde lyst til at kigge i hans tanker og finde ud af, hvordan han virkelig havde det.

"Noget siger mig, at du ikke er sikker," sagde jeg stille. "Rakian, jeg kan ikke tage det en gang til, hvis du får kolde fødder..."

Han rystede på hovedet. "Det får jeg ikke. Nu har jeg prøvet, hvordan det er, og jeg kunne ikke gøre det igen. Jeg har haft lang tid til at tænke mig om, og jeg har holdt dig på pinebænken for længe. Jeg tror lige, jeg har taget den beslutning, jeg har ventet på ville komme til mig."

Flere tårer trillede ned af mine kinder, og jeg begyndte at hulke igen. Rakian fnes af mig, fordi jeg slet ikke kunne få hold på det, og mine hulk blev til blandet hulk, grin og snøft. Det lød virkelig sjovt, og det fik os kun til at grine endnu mere. Rakian tørrede mig på kinderne med sit ærme og kyssede mig mellem øjenbrynene, mens jeg svang armene rundt om ham.

"Du og jeg sammen mod verden," mumlede han en kende usikkert.

"Undskyld," hviskede jeg. "Jeg får dig til at gøre noget, du slet ikke har lyst til. Det er egoistisk af mig, men jeg tror ikke, jeg kan lade være. Bare bliv hos mig, ikke?" Jeg rynkede panden. "Du får mig til at lyde som skurken, der forsøger at binde dig fast til en trone og sømme kronen til dit hoved. Er det virkelig kun for min skyld?" Jeg så ned, men han lagde to fingre under min hage og løftede mit ansigt op igen.

"Jeg vil ikke lyve for dig så ja, det er mest for din skyld. Men du må ikke have det dårlig med det. Jeg har bare altid haft et billede af min fremtid, hvor jeg bor i et hus med marker og heste til. Måske en hund der løber rundt. Et eller andet sted langt væk fra Thornag." Han tav. "Men det gik op for mig, at jeg måske bare skal have mig et nyt billede og glemme det gamle."

Jeg lagde mine hænder om hans nakke. "Hvordan ser det nye billede ud?"

Han smilede skævt og kyssede mig mellem øjenbrynene igen. "På det nye billede står du og vinker til mig. Det er på sin egen måde et meget smukkere billede end det gamle." Han fnes, da mine kinder begyndte at tage en svag rød farve. Det skete ellers ikke så tit.

”På mit billede ser jeg mig selv sidde ved siden af dig og varetage almindelige kongelige opgaver med alt andet som en fjern fortid. Jeg ser mig selv give dig en ordentlig skideballe…” Rakian grinede hæst. ”… hvorefter vi aldrig tænker på alt det lort vi har tvunget hinanden igennem. Jeg ser os to have hinandens ryg ligesom vi altid har haft.”

”Det er et godt billede.” Han lagde en hånd på min kind og så mig ind i øjnene. Hans blå krystaller glimtede af lettelse og lykke, da han bukkede hovedet og kyssede mig. Det var alt, hvad jeg havde ventet på i lang tid, og jeg troede, at vi fredeligt og roligt skulle gå en tur eller bare sætte os et sted og indhente det forsømte. Men der troede jeg om, for da vi kom ud af døren, fik vi begge et mindre chok, da vi så de andre sidde på trappen til første sal. Vick kløede sig skyldbevidst i nakken, Malum smilede skummelt, og Tailo stod med krydsede arme og løftede øjenbryn.

"Jeg formoder, i har fundet en løsning nu," sagde han.

Jeg himlede med øjnene. "Har i lyttet til det hele?" spurgte jeg irriteret.

"Hver og eneste detalje," sagde Malum. "Det var lidt svært at lade være."

"Det var deres ide," sagde Vick.

Malum flækkede af grin. "Jeg kan stadig ikke komme mig over, at du nåede at dukke dig for den ildkugle. Du skulle have lavet nogle flere Sarina. Fået ham til at danse lidt." Malum sad og morede sig for sig selv.

"Hvor er du ondskabsfuld Malum," sagde jeg, mens jeg tænkte på Rakians fobi for ild. Han havde ikke haft det for godt med flammer, siden den gang de klamme mænd sørgede for, at han aldrig ville glemme, vi havde mødt dem. Han havde arene som bevis

Han tog sig ikke af det. "Åh Rakian bliv hos mig," sagde han med lys stemme og lavede kyssemund.

"Det var dråben!" Jeg løb hen mod ham og jagtede ham op ad trappen mens han grinede højt.

"Du kan ikke fange mig..." sang han.

Jeg magtede ikke at løbe mere, så jeg sænkede farten og rystede på hovedet af ham. "Du får det betalt," råbte jeg. "Når du mindst venter det!" Jeg løb tilbage til de andre og gik ned af trappen. "Nå, hvad skal vi så nu?" spurgte jeg.

"Jeg synes ligeså godt vi kan gøre det officielt med det samme," sagde Tailo. "Inden nogen ombestemmer sig igen." Han sendte Rakian blikket.

”Som en forlovelse?” spurgte Rakian og vendte blikket mod mig.

Det var en ubehagelig situation han satte mig i, for jeg var så bange for at han kun gjorde det for min skyld. Jeg tog hans ansigt i mine hænder og sagde: ”Jeg ved godt det er en stor tjeneste at bede om, men hvis du vil have mig, så er det hele pakken. Jeg er ked af det.”

Han var stille et øjeblik, og jeg troede han skulle til at ombestemme sig igen, før jeg så et skævt smil glide over hans læber. ”Vil du gifte dig med mig?”

"Rakian jeg..."

"Jeg spørger dig ikke, fordi jeg skal. Jeg spørger dig ikke, fordi det er det rigtige. Jeg spørger dig, fordi du har hjulpet mig til at indse, at jeg vil få svært ved at leve med mig selv med tanken om, at jeg ikke gjorde noget mens tiden var. Men vigtigst vil jeg ikke kunne leve et lykkeligt liv uden dig. For jeg elsker dig."

Jeg smilede. "Ja," sagde jeg næsten uden stemme og rømmede mig. "Jeg elsker også dig." Jeg stillede mig på tær og tryggede mig læber mod hans i et gnistrende, svimlende, vidunderligt kys.

Tailo rømmede sig. ”Rørende,” mumlede han og himlede diskredt med øjnene. ”Vil i gøre det officielt?” At han himlede med øjnene var irriterende, eftersom jeg havde lagt mærke til, at han havde spenderet end farlig masse tid sammen Vildana på det sidste.

"Hvordan gør vi det?" spurgte Rakian.

"Vi kunne jo sende en lille tanke og få folk til at komme," sagde Tailo.

"Nårh ja." Rakian rykkede uroligt på sig. "Så de kommer nu?" spurgte han lidt nervøst.

Jeg blinkede til ham. "Du skal ikke være nervøs."

"Det er jeg såmænd heller ikke," mumlede han. "Eller jo." Han grinede nervøst.

"Så er de på vej," meddelte Tailo. "Ingen vej tilbage." Han klappede Rakian på skulderen og gik udenfor for at vente. Der kom nogle vagter til syne henne ad gangen, og de fortsatte udenfor, og allerede nede for enden af gårdspladsen kom nogle mennesker gående. Luana kom løbende ned af trappen, og hun havde Malum med sig. Han holdt sig et par meter væk fra mig, for han vidste godt, hvad der vankede, hvis han kom for tæt på.

De andre gik ud, men jeg blev tilbage sammen med Rakian. Jeg synes det gik hurtigt, men vi kunne også ligeså godt få det overstået med det samme. Rakian så ikke videre begejstret ud, men jeg skyndte mig at minde ham om, at vi kunne gøre lige, hvad vi ville for os selv bag efter.

"Så er det nu," sagde Malum og skubbede os udenfor på marmortrappen, som fungerede som et podie ved store forsamlinger. Der var allerede mange mennesker, men flere og flere kom til nede for enden. Sommerfuglene begyndte at sværme i min mave, Rakian så mildest talt skrækslagen ud, og han klemte min hånd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...