Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1837Visninger
AA

9. Venner?

Sarina

Jeg var gået tilbage til byen. Jeg ville finde Nuka, og se om han havde nogle forslag til en strategi. Han var jo trods alt den, der havde mest erfaring, og han var jo vant til at have del i min fars planer for krig. Jeg skulle nå at snakke med ham, inden han tog af sted med Galia, og derudover var det fint til at aflede mine tanker.

Jeg ledte i byen, ledte på slottet, og til sidst gik jeg ned til Vildana for at sige hej til hende. Da jeg var halvvejs nede af trappen, kunne jeg høre råb, der kom nede fra køkkenet. Jeg stod helt stille, mens jeg fandt ud af, hvad det drejede sig om.

"Det er ikke sådan det skal gøres!" råbte en mands stemme. Den virkede bekendt, men jeg kunne ikke helt sætte et ansigt på.

"Du skal ikke belære mig om min egen mad, og forsvind fra mit køkken!" Jeg kvalte et grin, da jeg hørte Vildanas vrede stemme. Hun var en af de meget venlige og rare damer, man aldrig kunne andet end at smile til, men når hun blev vred, så blev hun virkelig vred.

"Åh, hvis kongen havde vidst det..." sagde manden nervøst. "Nej du skal komme grøntsagerne i, og ikke ved siden af."

"Sarina kan lide dem ved siden af!"

Manden gispede. "Vi omtaler aldrig de kongelige ved fornavn!" udbrød han, og pludselig gik det op for mig, hvem manden var. Jeg kunne kende den sære kvækkende stemme Albern havde, og jeg kunne se for mig, hvordan han stod og snoede sit fedtede skæg. Hvor jeg dog havde hadet den lille mand. Det var ham, far havde haft ansat til at holde styr på de ansatte på slottet. Tæsket alle de små drenge så de hverken vidste op eller ned, bare fordi de havde serveret det forkerte eller noget lignende, og nu var han kommet tilbage.

"Jeg har været her længere tid, end du har, så du skal ikke belære mig om noget som helst!"

"Jeg ved i hvert fald, at det snart skal serveres, og du har ikke engang lavet det færdigt. Åh, sikke en redelighed," sukkede han. "Det var sørme godt, jeg kom tilbage."

"Ved du, hvad jeg vil foreslå?" spurgte Vildana pludselig meget venligt. "Gå du op og annoncer din ankomst ved Sarina. Hun vil sikkert blive glad for at se dig, og så kan du jo meget belejligt lade mig gøre maden færdig imens." Jeg var nødt til at kvæle mit grin igen.

"Fremragende ide," udbrød han, og jeg hørte skridt. Pludselig gik det op for mig, at jeg nok hellere måtte gå derned, så jeg skyndte mig at komme ham i forkøbet og gik ind i køkkenet.

Han gispede, da han så mig. "Åh, deres nåde... majestæt... prinsesse... de er ikke dronning endnu vel?" spurgte han forfjamsket og børstede noget skidt af sin jakke.

Vildana så på mig med bedende øjne. "Albern er kommet tilbage," sagde hun.

"Ja det kan jeg forstå." Jeg krydsede armene. "Hvad bringer dig?" spurgte jeg.

"Åh, jeg hørte rygter om Thornags genopstandelse, og jeg hørte, at du levede, så jeg tog hertil med det samme. Jeg vil med glæde tage mit job tilbage, så vi kan få ryddet op heromkring. Det skal de slet ikke bryde deres lille hoved med frøken. Jeg er kommet tilbage og løfter byrden for dem." Han bukkede meget dybt med begge hænder struttende ud til begge sider.

"Meget pænt af dig Albern, men jeg er bange for, vi ikke har en ledig stilling til dig."

"Jeg kan gøre hvad som helst. Et hvilket som helst arbejde, hvormed jeg kan tjene dem prinsesse." Han smilede ivrigt, men sveden trillede ned i perler på siden af hans runde hoved.

"Hør her Albern. Jeg har ikke glemt, hvordan du behandlede min fars ansatte. De små drenge, som du afreagerede på, hver eneste gang du havde en given lejlighed. Jeg har ikke glemt noget som helst, og muligvis var kongen blind, hvad det angik, men du kan ikke narre mig. Riget Milenia er ikke det samme mere og heller ikke jeg. Du kan forsvinde ud af Thornag, eller du kan blive her og arbejde for Vildana. Hun bestemmer, og hvis hun klager over dig, så er det Vildana jeg stoler på."

Han kneb øjnene sammen. "Jeg håber kongen skammer sig over dig, der hvor han er nu. Du har ødelagt hans noble arbejde, og spytter vores kære by med disse djævlens troldmænd, som tror de er noget, bare fordi de kan tænde ild og hvad ellers. Kongen ville have henrettet dem alle, men her er de!"

Jeg så hen på Vildana, der måtte holde sig for munden, for at skjule sit grin. "Skal jeg vise det til ham?" spurgte jeg hende, og hun nikkede ivrigt.

"Vise hvad?" spurgte han vagtsomt.

"Verden er ikke som du tror Albern. Mennesker skjuler ting om nødvendigt." Jeg åbnede hånden, hvor jeg gemte en flamme. Alberns øjne var tæt på at poppe ud, og han bakkede lige ind i væggen bag sig.

"Bedrager! Modbydeligt! Du er ikke kongens datter! Du er en bedrager!"

"Kongen var engang gift med en betvinger ved navn Alia," sagde jeg for at gøre situationen endnu værre.

"Åh ja. Dronning Alia... Nej vent! Var hun betvinger?" udbrød han.

"Som jeg sagde... Verden er ikke, som du tror."

Alberns blik emmede med frygt, og sveden perlede i rige floder ned af hans buttede kinder. "Jeg sætter aldrig mine ben her igen. Aldrig. Sådan en gang bedragere alle sammen. Forrædere mod tronen! Er der da ingen normale mennesker tilbage?" Han lagde dramatisk en hånd for sin pande.

"Vi er ikke farlige, fordi vi har andre evner," forsikrede jeg ham.

"Nej det er værre..." Han skyndte sig hen mod trappen. "Det er det sidste i ser til mig, kan jeg love jer for," råbte han og løb sin vej.

Vildana og jeg så på hinanden, og med et begyndte vi at grine så meget, at det til sidst var svært at få luft. "Åh Sarina din bølle! Stakkels mand," grinede hun.

"Det har jeg altid haft lyst til at gøre Vildana. Du kan ikke benægte, at det føltes lidt godt."

"Nej det kan jeg vel ikke." Hun gik hen og prikkede i ilden, mens hun fortsat klukkede for sig selv.

"Jeg var faktisk ved at lede efter Nuka. Har du hilst på ham?"

"Ja da. Han har været lidt rundt og sagt hej til de kendte ansigter. Men han er ikke her nede. Måske inde i kongens sal."

Jeg nikkede. "Jeg prøver at kigge. Vi ses senere Vildana."

Jeg gik op i fars sal, men der var heller ikke nogen, og siden det hele føltes ret så håbløst, slog jeg mig ned i fars trone. Jeg trak benene op til mig og svang armene om dem, mens jeg gav mig til at tænke. Jeg lyttede til stilheden og studerede støvkornene, der dansede i dagslyset som de bitte små alfer, man hørte historier om. Jeg så hen på det nye bord, de havde lavet til salen. Jeg kunne kende Rakians værker af mønstre i træet, og jeg tænkte på fuglen i min halskæde. Hvor mange kræfter han havde lagt i det, hvor mange kræfter han havde lagt i den her by, hvordan han altid lagde en kærlig hånd på alting i stedet for at få det gjort med det samme. Sådan var Rakian...

Men hvorfor betød det ikke noget for ham? Han havde så godt som skabt det, og han havde set det vokse, men havde han tænkt sig at forsvinde? Rakian var aldrig den der var bange, men det var jeg. Jeg var den, der havde lyst til at kaste op, når jeg tænkte på ansvaret, som jeg fik på skuldrene, når jeg en dag blev dronning. Rakian var den, der tog ansvaret, og han var den, der fortalte mig, at jeg skulle gøre det. Så hvorfor stak han af?

Jeg rejste mig og gik rundt, mens jeg svang armene raskløst og hoppede lidt underligt. Jeg lagde hånden på væggen og satte neglene i den ujævne stenflade, som var kold og næsten fugtig. Min pande lod jeg hvile lidt derpå, inden døren gik op, og jeg hoppede tilbage i forskrækkelse. Jeg skyndte mig at se op til den person, der havde våget at ødelægge mit sentimentale øjeblik, og jeg opdagede ingen andre end Rakian.

"Hvad vil du?" mumlede jeg.

Han kløede sig i nakken. "Se om du var ked af det."

"Nå, men det er jeg." Jeg satte mig med et suk, og kørte min pegefinger rundt i mønstrene på siden af den tykke bordplade.

"Undskyld," sagde han.

"Undskyld? Hvad skal jeg bruge et undskyld til?"

Han gik prøvende hen mod mig med langsomme skridt. Jeg kunne se det mørke under hans øjne, og poserne der blev mere og mere tydelige. Jeg overvejede, om han overhovedet havde sovet om natten. "Fordi du er nødt til at forstå, hvor oprigtigt ked af det, jeg er."

"Men hvad tror du lige, jeg er?" Jeg rystede på hovedet.

Han satte sig ned og lænede sig frem med albuerne på lårene, mens han gentagne gange masserede sig selv i hovedbunden. "Du har ingen anelser om, hvor ked af det jeg er over, at du er ked af det. Ingen anelse."

"Ih, hvor hjælper det bare at høre," mumlede jeg sarkastisk.

"Jeg mener det," sagde han stille.

Jeg sukkede. "Det ved jeg godt, men du kan slet ikke forestille dig, hvor vred jeg er på dig." Jeg knyttede næverne. "Jeg er næsten kogende!" Mine vejrtrækninger var hurtigere, og jeg måtte sætte mig ned igen for at kunne slappe af.

Han nikkede langsomt. "Hvis bare vi kunne være venner." Han så på mig. "Hvis nu... hvis nu vi kunne kæmpe sammen og sejre sammen. Vi kunne få det godt med hinanden som venner, ligesom vi var den gang." Desperationen lyste ud af hans øjne.

"Hvordan vil du have, det nogen sinde skal fungere?" spurgte jeg alvorligt. "Har du tænkt på, at jeg bliver nødt til at finde mig en konge en dag? Har du tænkt på, at jeg så skal give mit hjerte til en anden?"

"Jeg har tænkt på det..."

"Vil du kunne se på det?"

Han rystede på hovedet. "Det kunne jeg ikke. Jeg ville rejse og lade dig være."

"Se der. Vi kan ikke bare være venner."

Tavsheden larmede i rummet. Man kunne høre vores åndedrag, og spændingerne var til at tage at føle på med de bare næver. Hvis jeg kunne, ville jeg give afkald på tronen med det samme, tage min hest og ride af hekkenfeldt til sammen med Rakian. Jeg ville bo på landet, få mig en, to, mange børn, miste alle mine tænder og dø. Men så skulle jeg leve med tanken om alt det, jeg kunne have gjort. Alt det jeg kunne have redet. Jeg ville blive et spøgelse og hjemsøge Thornag, fordi jeg aldrig fik fred for den skyld, jeg måtte føle. Jeg ville ikke kunne leve sådan.

"Jeg ville ønske, du kunne forstå, hvor meget jeg er bundet til det her Rakian. Jeg har ikke længere noget valg. Jeg er nødt til at blive dronning."

"Det ved jeg godt." Han kunne ikke se mig i øjnene og valgte væggen i stedet. "Men jeg er her, og jeg går ikke, før jeg ved, jeg har hjulpet dig, alt det jeg kan med at vinde landet. Jeg er din ven, uanset hvor meget, du så hader mig nu."

Jeg sukkede og rejste mig. "Bare så du ved det... ven er ikke godt nok!" sagde jeg og rejste mig. Det sidste jeg så var hans skyldbevidste ansigt, inden jeg fnøs og gik min vej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...