Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1833Visninger
AA

16. Tortur

Jeg åbnede øjnene og så op på Rakian, der havde et bekymret ansigtsudtryk. Han strøg mig på kinden, men jeg kunne ikke mærke det.

"Hvad er det du laver?" spurgte jeg irriteret, men han reagerede ikke. Jeg satte mig forvirret op, og så min krop blive liggende livløs med lukkede øjne. Jeg så ned af mig selv, men jeg havde stadig min krop. Var jeg blevet til et spøgelse? Havde blomsten dræbt mig? Var det derfor Rakian så så bekymret ud. Nej, for hvis jeg var død ville jeg våge at påstå, at han havde fældet bare en lille tårer. Jeg gik hen og prikkede til ham, men min hånd gik igennem, og det mindede mig om den gang, jeg havde drømt om Luna.

Pludselig svævede jeg bag ud, væk fra værelset ud i luften. Jeg fløj så hurtigt, at jeg knap nok nåede at se noget, før jeg faldt ned på gulvet i noget jeg kunne genkende til at være Alias slot. Jeg rejste mig op og gnubbede mig på armen, hvorefter jeg så mig omkring. Pludselig åbnede de to store døre til den sal, hvor jeg havde mødt Alia for første gang. Det var Mira der åbnede døren, og efter hende kom to mænd med Rosa på slæb. Hun var bevidstløs, så den ene bar hende i sine arme.

Alia kom til syne og gik hen mod dem med undrende blik. "Hvem har i med?" spurgte hun.

Den ene smilede. "Vi har fundet hende frue. Vi fandt Abokarien."

"Abokarien?" Hun gik hen til Rosa og kiggede lidt på hende. "Hvordan kan i vide, at det er hende?" spurgte hun.

"Vi har ledt efter hende i lang tid, og vi fik et tip om, at hun rejste sammen med prinsessen og en eller anden dreng. Prinsesse Sarina og drengen efterlod hende alene, og vi snuppede hende."

"Men i kan ikke være sikre." Alia lagde en hånd på hendes kind og strøg noget hår væk. "Jeg må indrømme, at hun ligner en Abokari. Den skønhed."

"Det var også lige det, vi tænkte frue." De smilede skummelt til hinanden. "Vi vil gerne have vores dusør nu så."

"Nej ikke endnu. I må lige vente, til vi finder ud af, om det er hende."

"Men..."

"Det bliver som jeg har sagt. Når hun vågner, må vi jo afgøre, om i fortjener en dusør."

De så ekstremt skuffede ud. "Nå, men hvad skal vi gøre med hende?"

"Følg mig, så kan jeg vise jer, hvor hun skal hen."

Alting blev sløret, og jeg forsvandt op i luften. Jeg fløj gennem Safir Bismara og landede mellem en masse luftbetvingere. Jeg så mig omkring og ledte efter det, jeg skulle lægge mærke til, for hvad end der var grunden til, jeg var der, var det vigtigt.

Luana kom løbende lige imod mig, og jeg var væltet omkuld, hvis ikke det var fordi, hun løb lige igennem mig. Hun havde tårer i øjnene, og hun var på vej mod Alias palads. Hun løb hurtigere end det var menneskeligt muligt på grund af luften, hun nærmest fik til at bære sig, så jeg var heldig, at jeg bare fløj ved siden af. Hun løb og løb og inden længe var vi oppe ved Alia. Det var en hel anden dag, kunne jeg se, for Alia havde noget andet tøj på.

Jeg så mig selv komme gående ud af døren med et æble i hånden og satte mig på trappen. Jeg havde lyst til at grine, da jeg så, hvor bleg og træt jeg så ud, og hvordan jeg tydeligvis blev irriteret over Luana, der spænede op ad trappen ved siden af mig. Jeg så Malum komme frem mod mig, men jeg blev trukket med ind, så jeg kunne ikke se, hvad der videre skete. Det var heller ikke vigtigt, for jeg var der jo.

Jeg fulgte efter Luana, der braste ind til Alia og beskyldte Alia for at slå hendes mor ihjel. Alia blevet meget vred og smed Luana ud af byen. Så det var altså sådan hun endte i den der pigebande. Men hvor blev Rosa af?

Alia stod tilbage og rystede på hovedet. "De lære det nok aldrig," mumlede hun for sig selv og gik ud af døren. Jeg fulgte efter hende ned af en trappe, jeg aldrig havde været på og længere ned af en gang, hvor der var flere trapper for enden. Væggene der var lavet af massiv sten tydede på, at vi nu var helt inde i bjerget, og pludselig var jeg glad for, jeg var et genfærd. Der var ret uhyggeligt, men også spænende.

Hun trådte ind i et stort cirkelformet rum med tyve meter til loftet og hele vejen rundt var der fængselsceller, som stod ovenpå hinanden i fire rækker. Jeg havde slet ikke regnet med, at Alia havde sådan et sted. Jeg havde faktisk slet ikke tænkt over, hvor hun gjorde af eventuelle fanger, men nu stod det jo klart. Mest af alt havde jeg nok ikke regnet med, at det ville være så gennemført sikkert inde i bjerget.

En nøgle blev stukket ind i en af hængelåsene på dørene, og hun åbnede ind til et mørkt rum. "Hej med dig," sagde Alia ubehageligt venligt. "Hvordan går det?"

Noget puslede inde fra mørket, og Alia tog en fakkel med der ind, så en sammenkrummet pige kom til syne i hjørnet. Det var Rosa. "Åh fru Alia," sagde hun overrasket. "Hvor er det godt du kommer. Jeg trænger sådan til selskab."

"Jamen jeg vil da gerne snakke lidt med dig." Hun smilede og gik tættere på Rosa. Det forekom mig mærkværdigt, at Rosa ligefrem var glad for at se hende. "Må jeg se den der ting, du har med dig igen? Jeg synes den er vældig flot."

"Selvfølgelig." Hun rakte den lille grimme hest til Alia.

Alia lagde hovedet på skrå. "Ved du, hvem der har lavet den?" spurgte hun.

"Nej. Jeg havde den i lommen."

Alia nikkede forstående. "Men lad os nu sige at det er tja... lad os sige det er prinsesse Sarina der har lavet den, hvorfor ville du så beholde den?"

"Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke, hvem prinsesse Sarina er. Jeg ved ikke engang, hvem jeg selv er, og jeg ved ikke, hvorfor du vil have mig her nede." Hun var desperat.

"Det er det eneste sted, der er plads til dig. Og har du det da ikke godt? Du får god mad, og jeg kommer en gang imellem."

"Jo selvfølgelig." Rosa så ned i gulvet. Hun havde det ikke godt, men Alia manipulerede med hende. Det vidste jeg, og jeg kunne se på Alia, hvor meget hun nød det. Jeg blev vred når jeg så, hvor frygteligt der var inde i cellen. Men tæpper havde hun, og en pude havde hun også. Hun var heller ikke blevet tyndere så mad var heller ikke noget, hun manglede.

"Jeg kommer tilbage," sagde Alia og gav 'Grim hest' tilbage til hende.

Jeg begyndte at forsvinde igen, men jeg havde ikke lyst. Jeg ville se mere. "Nej!" sagde jeg irriteret, men krydsede bare armene og sukkede. Jeg havde ikke rigtigt noget at skulle have sagt som genfærd. Det havde jeg efterhånden fundet ud af.

Jeg landede på værelset, hvor den rigtige mig lå sammen med Sansan og kløede ham godt og grundigt med neglende. Alia kom ind i værelset, og begyndte straks at skændes med mig om Sansan, og jeg lagde meget mærke til Alia. Hvordan hun hele tiden forsøgte at gøre mig vredere og vredere, som om hun gerne ville have, at jeg blev vred på hende. Jeg så mig selv omfavne hende, da vi havde giret ned igen, men noget ved Alias blik gjorde mig nysgerrig. Jeg havde hele tiden troet, at hun virkelig var ked af det, over jeg skulle rejsen. Men da jeg omfavnede hende, smilede hun skummelt.

Jeg forsvandt igen og kom tilbage til der, hvor jeg gik ud af værelset og stak af ud af Safir Bismara. Alia kom ind, tog mit afskedsbrev og læste det. Hun stod med det længe og så på det, mens hun tænksomt tyggede sig i kinden. Hun spidsede læberne og krydsede armene, og lige der kunne jeg for første gang se oprigtig usikkerhed i Alias blik. Hun gik ud af værelset og tøvede lidt, men krøllede brevet sammen, inden hun målrettet gik ned i kælderen til Rosa.

"Hej Cilje," sagde hun alt for venligt, og der opdagede jeg, at det var Alia der havde givet hende det navn. "Jeg har noget, du skal gøre for mig." Hun smilede, men jeg øjnede en anelse ondskab.

"Hvad som helst."

"Hvis du er god, så kommer du ud, så nu skal du virkelig lytte efter." Alia tog en lille træhest ud af Rosas hænder. "Kig godt på den her. Den tilhøre dig. Det er dit kæreste eje, men prinsesse Sarina vil tage den fra dig."

"Men jeg ved ikke, hvordan Sarina ser ud," sagde hun fortvivlet.

"Jeg viser dig det," sagde Alia, og jeg formodede, at hun viste et billede af mig gennem tankerne. "Kan du se? Hun er ond."

"Men så meget betyder den jo ikke for mig. Hvorfor skal jeg være vred på hende?" spurgte hun, men pludselig kastede hun sig tilbage og vred sig i smerte. Hun skreg og bad, og Alia så meget sammenbidt ud. Måske brød Alia sig i virkeligheden ikke om at gøre det. Jeg kunne huske, da hun havde gjort det ved mig, og jeg kunne ikke huske nogen værre smerte.

"Kan du se? Sarina vil skade dig."

Tårerne trillede ned af Rosas kinder. "Men jeg kan jo bare lade være med at opsøge hende. Så skader hun mig ikke," græd hun og gav sig til at vride sig igen, da Alia ramte hende med sit mentale torturvåben.

"Sarina må stoppes. Du må stoppe hende, og det eneste du kan gøre er at bruge dine evner. Dine evner er dit bedste våben, og du har stærke evner." Rosa lå helt stille og krummede sig sammen med et tomt blik i ansigtet. "Kan du se, hvor stærk du er." Alia viste hende endnu flere billeder. Måske billeder af jordbetvinger, som for at træne hende mentalt, for jeg havde vitterligt ingen ide om, hvordan hun kunne blive så god til det. "Du er den bedste jordbetvinger, og du kan sagtens klare Sarina. Sarina er kun ildbetvinger."

Rosa rystede og græd. "Jeg er med. Jeg må fange Sarina," sagde hun.

"Godt. Jeg kommer senere." Alia forsvandt, og der blev mørkt, da hun tog faklen med ud.

Jeg stod bare og så på Rosa ligge og ryste og græde, og alting blev helt sort. Pludselig kunne jeg igen se hende, men det måtte være et andet tidspunkt eller en anden dag. Alia kom igen og gav sig til at torturere Rosa igen og igen, mens hun snakkede om mig. Hun lavede fuldstændig om på Rosas tankegang, og til sidst blev Rosa skingrende gal, når Alia forsøgte at tage den lille træhest fra hende. Alia behøvede kun at sige mit navn, og så begyndte det hele at ryste og skælve.

Jeg havde aldrig undervurderet Alias evner for at manipulere med folk, men det her gik ud over alle grænser for, hvad jeg havde troet, hun kunne finde på. Hun var jo sindssyg.

Alting blev sløret, og jeg forsvandt ud af cellen, ud af slottet, væk fra Safir Bismara og tilbage til min krop, der lå og ventede på mig. Jeg lagde mig og lukkede øjnene, og da jeg åbnede dem igen, kunne jeg mærke bordet under mig og alting lidt mere virkeligt. Jeg kunne føle min krop, og mærke, hvordan mit hjerte hamrede i mit bryst.

"Sarina?" spurgte Rakian ved min side. "Hvad skete der?"

Jeg rystede over det hele og satte mig op. Jeg svarede ikke med det samme, mens jeg fik vejret. "Det var... det var lidt overvældende," mumlede jeg og rejste mig. Jeg satte hænderne i siderne, og håbede det kunne få mig til at slappe af, men jeg kunne ikke stoppe med at ryste. Det var alt for forfærdeligt.

"Hvad så du?" spurgte han.

Jeg svarede ikke, men stod bare og sundede mig lidt med mit blik hvilende på væggen. Jeg kunne næsten ikke komme mig over, hvad Rosa var blevet udsat for, og hvad Alia havde gjort for at få mig udslettet. Jeg var så vred. Så skingrende kogende vred på Alia.

"Det var Alia, der gjorde det. Alia har gjort Rosa sindssyg. Hun har fået Rosa til at tro, at hun er nødt til at udslette mig med sine evner, fordi jeg prøver på at skade hende og tage den der lille træting."

Rakian så ned på sine hænder, der raskløst pillede skidt ud af neglene. Jeg havde den største lyst til at svinge armene om ham og græde, og noget inde i mine håbede hele tiden på, at han ville ombestemme sig. Jeg håbede det så inderligt, at alt andet kunne være ligegyldigt, men jeg måtte også snart se i øjnene, at det ikke kunne lade sig gøre.

"Jeg er bare så vred. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor vred jeg er på Alia. Det var så forfærdeligt at se Rosa sådan. Jeg kunne næsten føle det, for jeg havde selv prøvet det en gang. Alia kan gøre noget ved et sind, så man får følelsen af, at man får skåret hjernen over og dyppet den i syre, uden der sker noget med en. Hun brugte den mod Rosa mange gange i træk."

Rakian skar en grimasse. "Stakkels Rosa. Men nu er hun jo her. Vi finder ud af det."

"Det håber jeg, men hvis Alia kommer her, så ved jeg ikke, hvad jeg gør."

"Det kan vi jo ikke undgå. Tailo og Vick er i Safir Bismara nu. Alia hun kommer på et tidspunkt, men du må lade som om, du ikke ved noget. Vi må køre planen, som vi lavede."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...