Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1851Visninger
AA

23. Temperament

”Hvad ved de om det?” spurgte jeg.

Manden pegede på Rakian. ”Knægten der plejede at arbejde for mig. Jeg kender ham bedre end de tror.” Han virkede som en af de typer, der altid skulle sætte sig imod et eller andet bare for at få noget spænding ud af dagen. ”De skal ikke begyndte at presse en gut som ham til den slags, når han tydeligvis hellere vil bære melsække fremfor diamanter.”

Jeg så op på Rakian for at se hans reaktion. Rakian virkede nervøs, men åbnede alligevel munden. ”Mennesker forandres,” sagde han blot.

Manden grinede og rystede på hovedet. ”Ingen forandres helt.” Han så mig lige ind i øjnene. ”Kongen brugte flere år på at lave om på prinsessen der, men det fik han vidst ikke meget ud af, og nu gifter hun sig gudhjælpemig med en fra pøblen. Mænger sig hellere med jævne folk, selvom hun bliver opvartet i hoved og… ja undskyld mig.”

”Undskyld, men det virker vidst som om, du er den eneste, der har et problem med det,” sagde jeg og forsøgte ihærdigt at bibeholde den høflige tone fra Rakians og mine side.

”Virkelig?” Han lo. ”Det er det eneste folk taler om. Det i ikke ser er, at Thornag nu er delt op i dem der holder med jer, og dem der ikke gør. Hvis jeg var jer, ville jeg gøre noget snart. Om ikke andet i det mindste se om i kan finde en lidt mere erfaren ægtemand til dem prinsesse. En som ved, hvad det indebære.”

”Hvad får dig til at tro at jeg ikke gør det,” sagde Rakian.

Han lagde hovedet på skrå. ”Som sagt så kender jeg dig.”

”Jeg kender ham bedre,” sagde jeg.

”Det tror jeg næppe.”

En kvinde kom til og havde hørt vores samtale. ”Bekræfter det at han har rejst en by fra sin aske ikke, at han har mere erfaring end en prins, der gemmer sig bag en rådgiver og ti livvagter?” spurgte hun.

”Nej det bekræfter, at han ved hvordan man rydder op, og lade andre gøre resten,” sagde manden. ”Da folk var kommet blev de overladt til sig selv, og ikke længe efter da prinsessen kom, så var det alt i kunne tænke på. Pludselig beslutter hun at der skal føres krig og alt muligt, mod en konge som vi alligevel ikke kan besejre.”

”Var din mund,” sagde Rakian. ”Hvis du har noget imod os så sig det ligeud. Vi har ikke gjort andet end at passe på byen og sørge for, at vi kan vinde vores land tilbage.”

Kvinden nikkede bekræftende. ”Så sandt som det er sagt.”

Folk begyndte at samle sig rundt omkring for at høre vores samtale.

Manden smilede skævt. ”Jeg har ventet på det her,” sagde han. ”Vi har det imod jer, at i kommer og tror i kan bestemme over os. Indtager et slot og tror i kan regere som den gamle konge gjorde det. En prinsesse der hader at være prinsesse og en bondedreng, som ikke ved et klap om det.”

En ung mand, yngre end Rakian trådte frem. ”Måske har vi brug for netop det,” sagde han usikkert. Han var tydeligvis nervøs for, hvad han rodede sig ud i.

”Helt ærligt. I er et ynkeligt par, og den eneste grund til, at jeg tør sige det højt, er fordi i er alt for bløde. Der er ingen straf for noget i den her by.”

Rakian trådte et skridt tættere på ham. Han var godt sur kunne man se. ”Jeg kan love dig for, at der vil ske afstraffelse i den her by, men…”

”Så smid mig dog i hullet for at svine jer til på den måde. Hav noget karakter!”

”Vi har alt det karakter, vi har brug for,” sagde Rakian. ”Men du har ret til at sige din mening, og når der en dag sker noget slemt, så skrider vi til handling med det samme. Vi har gjort det før.” Han hentydede til den gang med Rosa og Luana.

Jeg lagde mærke til, at vi pludselig stod i en stor forsamling som midtpunkter. Folk fandt åbenbart denne diskussion specielt tiltrækkende. De begyndte endda at diskutere indbyrdes, og pludselig fandt jeg mig selv stående i midten af den bragende larm af vrede mennesker, som langsomt delte sig op i to hold.

”Vi kan ikke have en simpel gadedreng til at styre vores by,” var der en der råbte.

”Thornag er et bevis på at det ikke er sandt,” råbte nogle andre.

”Prinsesse Sarina har altid været et dårlig forbillede som prinsesse. Hun dur ikke til det, og det at hun viser sig at have haft en affære med en fyr som ham, beviser blot at hun ikke tager noget af det seriøst.”

”Det beviser, at hun har et hjerte som os andre.”

”Når man er prinsesse, skal ens eget hjerte lægges på hylden!”

”En glad dronning regere et lykkeligt land!”

”Knægten fjerner fokus!”

Jeg tog mig til hovedet i larmen. Den gjorde mig svimmel, og Rakian så direkte skrækslagen ud. Pludselig fik vi åbnet øjnene for det virkelig syn på sagen, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Vi havde en by, der var så godt som splittet i to halvdele af to modsatte meninger. Hvordan skulle vi overbevise de andre om, at det her sagtens kunne fungere?

Rakian knugede min hånd. ”Hvad gør vi?” spurgte han.

Jeg rystede på hovedet. ”Jeg vidste ikke, det var så slemt,” sagde jeg.

De øredøvende diskussioner fortsatte i en uendelighed. ”De er begge uduelige!”

”De har mere mod, end du nogensinde får.”

”De får alle andre til at gøre arbejdet.”

”Alle må gøre sit, og Rakian og Sarina er gode for hinanden.”

”Betvingere og evneløse burde ikke gifte sig. Det er uhørt!”

”Det er på tide de unge mennesker får lov til at bestemme selv. De to er det bedste der er sket for Thornag i lang tid.” Og det fortsatte.

Jeg vendte mig om mod Max, der havde taget diskussionen op med en vred dame med en grydeske på størrelse med hans knyttede næve. ”Max? Løb ind og hent to stole,” sagde jeg og så op på Rakian. ”Det her finder jeg mig ikke i!” sagde jeg til ham og lod ilden løbe igennem mig. Jeg havde holdt mit temperament tilbage, men nu lod jeg den få frit løb og lavede en eksplosion af ild op i himlen, så folk fik sig noget af et chok.

Max kom løbende ud med to stole, og jeg trak Rakian op på den ene og placere mig selv på den anden, mens folk så på os med skræmte udtryk i ansigtet. De evneløse var bange for mine evner, og det kunne jeg nok aldrig gøre noget ved, men jeg kunne få dem til at stole på mig.

”Vi forstår jer!” råbte jeg. ”Vi lytter til jer!”

”Den her trone har aldrig været ment til dig! Du er ikke engang kong Astans datter!”

”Det her har altid været Sarinas plads,” råbte Rakian. ”Og jeg har fået æren af at hjælpe hende!” Han var omtrent ligeså vred, som jeg var, men også nervøs. Jeg tror, han havde frygtet den her dag mere end noget andet. ”Hvis ikke i har tænkt jer at respektere mig som jeres konge så respekter i det mindste Sarina. Ved i hvad? I har ingen ide om, hvad hun har været igennem. Hvad jeg har været igennem. I kender hende ikke!”

”Nej det er det der er problemet. Ingen i den her by ved noget som helst. Kun at hun lader alle andre tage ansvaret, og hun har altid gjort det. Siden hun er kommet, har hun ikke lavet andet end at rende rundt og slås med ild i stedet for at vise sig som en ansvarlig dronning.”

Jeg løftede hånden. ”Hv…” Mere nåede jeg ikke at sige.

”Sarina er et af de modigste mennesker i den her by!” sagde Rakian. ”Hun har været lige ved at blive dræbt flere gange, end vi har tal på, og hun har været i Sydlandet og redet Abokarien, for ikke at tale om en lang periode, hvor hun har udspioneret Vatokan. Hun har rejst Gia Livaria rundt fra ende til anden for at redde os alle sammen, og da hun kom tilbage tog hun del i alle vores planlæggelser for krigen. Hvis der er en der siger et pip mere mod Sarina, og hvorvidt hun er ansvarsbevidst eller ej er i velkomne til at forlade byen.” Og der var bumstille. ”Hvad angår mig, så forstår jeg, at i er skeptiske. Jeg forstår, at i har mistillid til min kunnen inden for det at være royal, men giv mig lidt tid, og så vil i forstå, at jeg er villig til at gøre alt.”

”Du nyder det for meget,” var der en der sagde. ”Du udnytter prinsessen.”

”Udnytter?” spurgte jeg skeptisk. ”Tror i at Rakian har udnyttet mig, så han kunne få magt?” Der var stille. ”Han vidste, at det var sådan her i ville reagere, og derfor frasagde han sig muligheden for at blive konge, men jeg overbeviste ham om at komme tilbage.” Jeg så på Rakian. ” Vi elsker hinanden, og ærligt talt kunne jeg ikke se mig selv uden ham ved min side. Han er evneløs og jeg er ildbetvinger, men hvorfor skulle det gøre nogen forskel på, hvilke mennesker vi er indeni? Vi er midt i en krig, hvor en hjerteløs mand har planer om at udrydde de evneløse og få magt. Rakian og jeg er et billede på, at evneløse og betvingere burde arbejde sammen for målet om et frit Gia Livaria. Vi vil have, at man skal kunne omgås dem man har lyst til at omgås.”

Nogle nikkede bekræftende, og nogen så stadig skeptiske ud. ”Måske skulle i begynde at fortælle os, hvad der sker, så vi ikke føler os, som om vi er holdt udenfor, bare fordi vi er folk i landsbyen. Det kunne være rart at have mulighed for at forstå jer. Den første og eneste gang i samlede os for at sige noget, var for at høre at i skulle giftes,” Det var en mand der snakkede. Han virkede som en af dem der følte sig tilpas, bare han vidste hvad der foregik og egentlig ikke var hverken imod eller for Rakians og mit forhold.

”Vi vil sørge for at holde jer bedre underrettet,” sagde Rakian. ”Men jeg forsikre jer, at intet andet end dette lands velbefindende står på vores dagsorden, så hjælp os. I kan hjælpe os ved at have tillid til os og passe på hinanden.”

Jeg nikkede bekræftende. ”Vi ville ønske i ville være ærlige overfor os. Det kunne være rart, hvis i gik til os, hvis i var utilfredse i stedet for at snakke indbyrdes, for ellers har vi ingen chance for at rette op på det eller forklare jer, hvad i vil vide. Hvis i er utilfredse over Rakians og mit forhold, så er der ikke noget vi kan gøre ved det.”

”Ildbetvingere ødelægger altid det hele. Hvorfor blev du ikke boende i Sydlandet, hvor du har din familie.” Jeg kunne ikke forstå, at jeg knap nok var velkommen i min egen by. ”Der ville du passe bedre ind.”

Jeg sank en klump. Mine evner havde altid været et svagt punkt for mig. Selvom jeg elskede min ild, så gjorde det så ondt, når nogen sammenlignede mig med mine forfædre for ikke at nævne Vatokan. ”I er min familie,” sagde jeg stille.

En rar kvinde klappede på min hånd. ”Det er vi også mange der ved.” Hun vendte sig om mod de andre. ”Hvis man blot kunne begyndte at se folk som individer i stedet for at kigge på deres evne som den første bedømmelse,” sagde hun, og jeg vidste ikke engang, hvem hun var.

 

***

 

”Jeg hader det!” råbte jeg, og min hånd brød i brand.

Rakian havde hænderne i lommerne og lænede sig op ad væggen under mit vredesudbrud. Somme tider magtede jeg bare ikke at holde mit temperament i mig, selvom det var alt for stort.

”De ved ingenting om mig!”

Han skar en forpint grimasse. ”Vil du ikke nok bare trække vejret og falde ned. Du så jo selv at størstedelen af dem godt ved, at du er den rare person, du er. Hvorfor lader du dig gå på af nogle få, der ejer en alt for stor mund?”

”Fordi… Det gør jeg bare!” Jeg knyttede hænderne for at få det til at stoppe. ”Fordi jeg skammer mig over det. Du ved, hvordan jeg har det med Vatokan,” sagde jeg lidt roligere og satte mig lige på stedet i skrædderstilling. ”Det er svært, når jeg elsker min ild så meget, mens folk er skræmte af mig. Det er svært, når de sammenligner mig med folk, jeg aldrig har haft kontakt til, før jeg mødte Malum. Kan du ikke se, at det går mig på?” Hver gang min hånd stak i flammer, klappede jeg i hænderne for at slukke det igen, og det fik blot vreden til at stige endnu mere, fordi jeg hadede, når jeg ikke havde kontrol. Rakian måtte selv holde et lille skævt smil tilbage.

”Jo det kan jeg godt, men jeg siger bare, at det var nogle meget få, der havde det sådan. Jeg vil vædde med, at de kun var ude på at starte ballade mange af dem.”

”Du forstår mig ikke…”

”Nej det tror du aldrig, jeg gør, men jeg forstår dig bedre, end du tror.” Han gik hen og satte sig ved siden af mig, lagde en arm om mig og kyssede mig på håret. Jeg kunne stadig ikke stoppe med at brænde, så da han tog min hånd sagde det ”tssst” og Rakian bandede for sig selv. ”AV!” Han satte sig op på sengen og undersøgte sin finger. ”Jeg hader, når du er sur. Man kan knap nok give dig et kram uden at få et brandmærke.”

”Jeg kan ikke gøre for det!” udbrød jeg. Jeg rejste mig og brød endnu engang i brand, mens jeg gik over til vindueskarmen. ”Det er alt folk hele tiden fortæller mig. Tailo, Malum, Jannok, Sansan! Styr dit temperament Sarina. Du skal bare meditere. Husk ikke at ødelægge noget på din vej… Jeg kan bare ikke… jeg bliver… argh! Jeg bliver skør i hovedet, hvis jeg skal holde det inde, hver gang jeg bliver vred.”

Døren gik op og Malum stak hovedet ind. ”Jeg synes jeg hørte vrede stemmer. Hold da op hvor er der varmt herinde. Måske skulle du skrue lidt ned Sarina,” sagde han muntert. Jeg var så tæt på at kyle en flamme i hovedet på ham, at det helt skræmte dig. Jeg havde én gang nær ramt Rakian med sådan en, fordi jeg var vred på ham.

Rakian rystede på hovedet til Malum. ”Jeg ville smutte hvis jeg var dig,” sagde han.

”Forsvind Malum!” sagde jeg mellem tænderne. Han gjorde store øjne og trak sig ud af døren, som smækkede efter ham.

Rakian holdt begge hænder op foran sig. ”Du ved, hvor meget jeg elsker din ild, du ved, at det er en meget lille del, der er utilfreds med det, og du ved, at du overreagere for vildt lige nu. Jeg beder dig falde ned, for jeg kan ikke holde ud, når du er sådan. Jeg ved, hvor træt du er af mig lige nu, fordi jeg beder sig falde ned, men du er virkelig nødt til at indse det lige nu.”

Med sammenbidte tænder og øjnene borende ind i Rakian som to syle, brugte jeg alt min energi på at fjerne ilden helt fra min krop. Brugte faktisk meget længere tid på det, end jeg plejede fordi den var så koncentreret. Med det samme jeg var normal igen marcherede jeg lige mod døren og åbnede den, hvorefter jeg smækkede den efter mig, men da jeg kom ud, blev jeg helt fortvivlet. Jeg var ikke vred på Rakian. Jeg ville hellere have Rakian end den kolde eng, som jeg altid forsvandt ud til, når jeg var vred eller ked af det.

Jeg åbnede døren og gik ind igen. Han lignede mildest talt en, der havde fået et chok. ”Undskyld,” mumlede jeg og to tre skridt lige ind i hans arme uden at brænde ham. ”Undskyld Rakian,” sagde jeg ind mod hans hals og snøftede. ”Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Det der skete måtte have være meget hårdere for dig.”

Rakian knugede mig stramt ind til sig. ”Nogen gange gøre du mig bekymret med dit temperament. Jeg ville bare ønske, du ville advare mig, inden du brænder mig.”

Jeg klukkede. ”Jeg skal nok huske det.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...