Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1865Visninger
AA

22. Strategier

Jeg slog øjnene op og tog mig til brystet. Jeg lod mit blik falde ned på Rakian der stadig sov tungt, og bevægede mine fødder ned på gulvet. Jeg listede over gulvet og ud på gangen, hvor jeg fandt min vej ned til køkkenet. På gangen omfavnede mørket mig, så jeg frembragte en flamme der viste vej, fordi jeg denne gang ikke kunne holde tanken om monstre i krogene ud. Jeg havde haft mareridt om babyer der smed mig i fængsel og overtog slottet, og nu kunne jeg virkelig godt spise et eller andet.

Jeg trissede rundt inde i spisekammeret, hvor jeg fandt noget brød og honning, som jeg tog med ud til bordet. Helt mekanisk uden at tænke stak jeg kniven i krukken og smurte det på en klump brød, som jeg havde brækket af. Det faldt mig slet ikke ind, at jeg nok ville få ballade med Vildana, for lige nu så jeg kun honning for mine øjne. Jeg skød et flamme i stearinlyset på bordet og trak benene op til mig, mens jeg lyttede stilheden og tyggede til jeg fik ondt i kæberne på den halvtørre brød med den søde substans der klistrede i tænderne. 

Jeg hørte trin. "Jeg tænkte nok du var listet herned," sagde Rakian i dørkarmen og kom hen til mig. "Det gør du meget lige for tiden. Er du bare så sulten om natten?"

"Jeg kunne bare ikke sove," sagde jeg og gumlede videre.

"Det er måske derfor, du bliver så rund," sagde han og fnes. "Du kommer til at trille snart." Han satte sig ned overfor mig og skæret fra lyset på bordet fik hans ansigt til at ligne et monster. Jeg havde lyst til at løbe skrigende bort, men samtidig åbnede han også lige for muligheden for, at jeg virkelig bare var ved at blive tyk og ikke gravid. Jeg måtte bare ikke være gravid nu. Det ansvar... Jeg kunne simpelthen bare ikke tage det lige nu. Min mor kunne ikke tage det, så hvorfor skulle jeg kunne det? Hun var nødt til at forlade mig.

"Jeg er bare så sulten efter mærkelige ting hele tiden," sagde jeg. "Altid om natten. Det er faktisk vildt irriterende." Jeg trak på skuldrene, som om det var lige gyldigt.

"Mærkelige ting..." Han fnes.

Jeg skyndte mig at skifte emne. "Hvornår rykker vi til Sydlandet? Nu har vi Alia med, hvis hun får Sydlandet, og hun tager nok snart tilbage til Safir Bismara. Der er bare ingen der har snakket om, hvornår det er tid til at gå til angreb."

"Jeg synes vi skal vente lidt. Mændene er stadig ikke trænede nok." Han løftede min hånd og gav sig til at nusse min håndflade med fingerspidserne. Det var den slags ting der kunne gøre mig helt blød og glemme, hvad det var, jeg var ved at sige.

"Men der går nok ikke længe, før Vatokan begynder at høre noget. Vi er nødt til at rykke snart."

"Vi kan jo ikke tage i krig med mænd, der ikke er klar til det," sagde han. "Hvorfor haster det sådan?"

Jeg hadede virkeligt at holde ting hemmeligt for ham, men jeg kunne ikke fortælle ham den rigtige grund. "Jeg tror bare vi har ventet for længe. Der er gået måneder siden jeg kom, og der er sket meget i mellemtiden. Det er snart vinter, og det ville være det smarteste, hvis vi gik til angreb før sneen begyndte at falde." Jeg synes selv det lød overbevisende.

Han nikkede. "Det kan godt været, at du har ret i det," sagde han.

Det var så uretfærdigt. Jeg havde lyst til at kæmpe og gå i krig, og jeg ville træne sammen med Malum. Jeg ville bare have, at det var som det plejede, men det var det ikke. Ikke hvis det viste sig at jeg rent faktisk var gravid. Og hvis det var sådan det var, så måtte jeg nok ikke engang tage med for Rakian. Derfor ville jeg bare af sted så hurtigt så muligt, så han ikke opdagede det. Jeg måtte bare få ham til at blive i troen om, at jeg var ved at blive lidt for tyk.

"Det kan godt være at vores mænd ikke er ligeså gode som Vatokans, men Vatokans mænd er i stærkt undertal, og vi har alverdens andre betvingere på vores side. Vi har set det fra alles perspektiver, og det har Vatokan ikke. Desuden er de jo heller ikke nybegyndere. Det er ikke en stor forskel der er på vores krigere," sagde jeg.

"Jeg tror på, at du har ret," sagde han. "Men vil du ikke godt bare gå med tilbage i seng?" spurgte han. "Du kan da umuligt få meget søvn, når du sniger rundt hver nat."

"Jeg kan slet ikke sove for tiden." Jeg så ned på vores hænder.

"Det er fordi du er så stresset. Du tror, du kan klare alt, men det kan du ikke. Vil du ikke nok bare gå med tilbage og slappe af, så du ikke ender med at blive skør i hovedet af søvnmangel og kuglerund af for mange honningmadder?" Jeg grinede og rejste mig for at lægge tingene på plads.

Rakian kom hen til mig og løftede min hage op med sin pegefinger. Han tryggede sine læber mod mine og omfavnede mig med sine store arme, da jeg efterfølgende lagde hovedet mod hulningen i hans skulder. Som jeg stod der fik jeg en underlig trang til at åbne for vandsluserne og lade det hele flyde ud. Jeg var et stort forvirret hoved lige for tiden, og det kunne selv ikke et kram fra Rakian gøre noget ved. Tænk... jeg bebrejdede ham faktisk lidt for bulen på min mave - som jeg foretrak at kalde det - men på den anden side, havde vi vel været to om det.

"Vi kommer gennem det," sagde han, som om han vidste, hvad jeg tænkte og det fik mig kun endnu mere på grådens rand. Han vidste netop ikke, hvad jeg tænkte.

 

***

 

Noget irriterede mig. Jeg sad og trommede i bordet med fingerspidserne, mens snakken fløj frem og tilbage over bordet, og jeg studerede deres ansigter der gik fra frisk og veloplagt til irriteret og træt. Alias altid selvsikre smil, der blev til dirrende kæbemuskler og Rakians stolte ranke ryg, der forvandlede sig til vippende på stolen og hænderne i lommerne. Tailo var endda begyndt at svinge lidt med armene, og Malums tanker drønede rundt om andre planeter. Det irriterede mig, at vi blev ved med at cirkulere om det samme emne.

"Hvor mange byer har vi da med indtil videre?" spurgte Alia.

Rakian sukkede. "Det er jo det, vi ikke ved præcist. Galia og Nuka er stadig derude et sted, og vi har ikke hørt andet fra dem end, at det går godt." Min trommen med fingerspidserne blev kun højere og højere af irritation. "Sarina!" udbrød han, og skulle lige til at hamre hånden ned i bordet, men han tog sig i det og lod være.

"Hvis vi ikke ved, hvor langt de er, hvordan kan vi så beslutte, hvornår vi skal af sted? Nogen må sende bud efter dem," sagde Alia. "Det kan da ikke være så svært."

"Galia og Nuka har jo taget mange med sig. Det er ikke sådan lige at finde ud af, hvor de alle sammen er." Rakian kunne overhovedet ikke klare Alia mere. Hun gik ham simpelthen på nerverne, så det rislede i ham helt ned i tåspidserne, når hun talte.

"Det er da ikke vores problem!" udbrød hun.

"Hvad?" Hans øjenbryn skød i vejret.

"Få nogen til at gøre det for dig."

Jeg slog mig for panden. "Alia, vi kan da ikke bare slynge ansvaret over på nogle andre."

"Vidst kan du så. Det er ikke meningen, at i to alene skal jonglere med alt omkring jer." Hun satte hænderne i siderne, og Tailo rømmede sig.

"Hun har ret," sagde han. "Det er jo det, du har dine vagter og tjenere til Sarina. Du betaler dem for det."

Jeg sukkede tungt. "Fint," mumlede jeg.

"Jeg siger, at vi går til angreb på Caprit om tredive dage," foreslog Alia.

Jeg fik store øjne. "Det er for lang tid," udbrød jeg og alles blikke blev rettet mod mig. Noget sagde mig, at jeg skulle tage at rede den, hvis jeg havde en drøm om at holde det hemmeligt.

"Jeg tror ikke helt, du forstår, hvor lidt tredive dage egentlig er," sagde Rakian.

Jeg krydsede armene over maven og bed mig i læben. "Ja nu du siger det," samtykkede jeg.

"Altså," sagde Alia. "I sender nogle ud og informere Galia og Nuka, som kan informere de andre byer om vores planer, og så rykker vi ind præcist tredive dage fra nu af." Hun så alvorligt på os. "For at opsummere ligger planen sådan her. Dine evneløse skyder pile og lammer Vatokans mænd, mens mine jordbetvingere vælter muren. Lidt over halvdelen af de andre betvingere tager til Caprit, hvor de vælter slottet, og resten bliver tilbage og kæmper mod Vatokans mænd, hvor størstedelen vil være lammet. Derfor er de hurtigt ude af spillet. Resten som ikke er såret eller på nogen måde ikke i stand til at kæmpe mere, kan jo tage til Caprit og se, hvordan det står til."

"Hvad hvis de er trætte? Det tager mindst en dag at ride fra muren til Caprit, og så skal man ride hurtigt," spurgte jeg.

"De møder jo nok nogen på deres vej, som de kan tage kampen op imod. Jeg troede, at det var hele vores plan." Hun åndede tungt ud og begyndte igen. "Jeg troede, at vi var blevet enige om, at vores kampplan om at dele os op gjorde, at Vatokans mænd blev mere spredte og derfor lettere at fælde?"

"Det var den også," indskød Rakian. "Men jeg kom til at tænke på, om det ikke også gjorde os svagere, at vi delte os op? Vi er trods alt ikke så stærke som Vatokan."

"Det tror jeg faktisk, vi er," svarede jeg. "Vi er i langt overtal, og Alias betvingere er helt utroligt gode. Derudover har vi giften, som kan lamme dem, og Vatokan har ikke flere forskellige kompetencer i sin hær, fordi han ikke kan arbejde sammen med andet end ildbetvingere. Det giver os en fordel i og med, at vi har det hele."

"Det er lige det Sarina." Alia nikkede.

"Men hvad gør vi med Vatokan?" spurgte Rakian, og der blev helt stille i rummet. Alias selvsikre maske krakelerede, men hun skyndte sig at rømme sig og rettede sig op.

"Ham tager jeg mig af," sagde hun roligt.

"Kan du godt det?" Tailo trådte hen til hende. "Vi kan ikke have nogen slinger i halsen, hvad det angår. Vatokan skal ud af spillet, og det tror jeg næppe, du kan tage ansvaret for."

"Jo jeg kan," sagde hun hårdt. "Det skal være mig en fornøjelse."

Tailo så mig ind i øjnene. Jeg holder øje med hende, tænkte han til mig. Hvis hun ikke kan klare det, så gør jeg det, eller også tror jeg, vi har en ulv der vil være mere end villig til det. Men i sidste ende må du gøre det, hvis vi fejler. Jeg nikkede uden at tænke mig om, og pludselig knækkede Tailo sammen på gulvet i et hjerteskærende smerteskrig. Jeg vidste det var Alia. Jeg kunne se det på hende ansigtsudtryk, der var skadefro og selvsikkert.

Jeg skulle til at hoppe på hende, men blev grebet bag fra. "Sarina stop det!" sagde Rakian med et godt tag om mine albuer, og jeg prøvede at vriste mig fri uden held. "Også dig Alia." Jeg blev forbavset over, hvordan han håndterede det. "Vi har ikke råd til at blive uvenner," sagde han bestemt.

"Jeg finder mig ikke i, at i skal snakke sammen i tankerne og holde mig ude af noget som helst, når i har bedt om min hjælp." Alias blik lyste af vrede, og hendes skæve øjne var knebet sammen. Jeg gad godt vide, hvor hun havde lært at torturere folk i sindet på den måde.

"Det er forståeligt, men her snakker vi om tingene. Du kan ikke bare gøre sådan for at få din vilje." Rakian slap mig og hjalp Tailo op at stå. "Det er et godt skridt på vej mod tabet af den her krig."

Jeg så ned i gulvet og krydsede armene. Jeg hadede hende, så meget at det gjorde ondt. Jeg kunne slet ikke tolerere, den måde hun behandlede nogen mennesker, og det skar i mig at se Tailo falde til jorden på den måde. Rummet havde fået en sær tyk luft af spændinger, og folk var pludselig halvt i forsvarsposition, som om man bare ventede på, at nogen skulle starte et godt gammeldags slagsmål. På den anden side måtte en også være den voksne udover Rakian.

"Er vi enige? Kan vi klare den her plan?" spurgte jeg roligt.

Alia nikkede bekræftende. "Ja det kan vi. Jeg tager mine folk med tilbage til Safir Bismara, og så mødes vi om tredive dage."

"Tager du af sted nu?" spurgte jeg, men jeg kom vidst til at lyde lidt for begejstret.

Alia kneb læberne sammen. "Du behøver ikke være så ulykkelig," sagde hun sarkastisk.

 

***

 

Det sidste man kunne se var ryggen af Alia med sin gråhvide pelskappe, samt hendes folk der galoperede efter hende. Med sig tog hun den spændte stemning, og hun lettede alle ved at forsvinde, skønt folk påskønnede hendes hjælp. Meget kunne man sige om Alia, men hun var ikke lutter dårligt menneske. Jeg var bare spændt på at se, om hun kunne gøre det af med Vatokan. Om jeg i det hele taget selv kunne gøre det.

"Det var så Alia," sagde Rakian. "Magen til kvinde har jeg dog aldrig hørt om." Han rystede på hovedet og lagde hånden på min lænd, mens vi gik tilbage til slottet. Det søde duft af varm skovbærte var til at dufte nede fra køkkenet, så vi besluttede at aflægge Vildana et besøg.

Der var så stille på slottet det næste stykke tid. Rakian tilbragte sin tid nede på træningspladsen og Malum på engen. Ham trænede jeg ikke rigtigt med mere, men jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle gøre ved mig selv. Skulle jeg vælge at tage hensyn til den møgunge der måske voksede i min mave på det helt forkerte tidspunkt? Eller skulle jeg være ligeglad, og opføre mig som jeg plejede?

Jeg sad ofte og kiggede på, mens Rakian trænede og gav ham et kys, når han blev tæsket. For ikke at virke for mistænkelig tog jeg i ny og næ en god slåskamp med sværd, men det var så sveden trillede som tårer på mine kinder, når jeg forsøgte ikke at støde ind i noget med maven. Hvorfor var jeg lige pludselig så overbeskyttende? Der var måske ikke engang noget derinde.

Malum trænede for det meste med Luana, for han havde brug for noget modspil fra andre end mig, så jeg gik og betvang noget ild for mig selv, når jeg besluttede, at der skulle trænes. Jeg havde sådan for sjovs skyld øvet mig i at få flammerne til at tage skikkelse som et dyr, og det havde nu lykkes mig at få den til at tage form som en fugl, der fløj rundt om mig, mens jeg formede mine hænder og bevægede mine fødder for at opretholde formen. Det var noget af det sværeste, jeg nogensinde havde foretaget mig med ild, men ikke desto mindre blev jeg bedre og bedre.

Jeg traskede for mig selv rundt mellem den tykke stime af mennesker på dagens travleste tidpunkt inde ved markedspladsen midt i landsbyen. Somme tider kunne jeg godt lide at gå og se hvad folk gik og lavede, bare for at holde lidt øje med byens fremgang. Det gav mig ro at vide at der var orden i sagerne en gang imellem, for det kunne alt sammen føles så svært at holde styr på.

Jeg så Rakian henne ved max’ kro og gik hen til ham. ”Jeg synes ikke jeg ser dig så meget for tiden,” sagde jeg med trist mine.

”Kom her,” sagde han og lagde en arm om min skulder, så jeg kunne stå op ad ham.

”Så hvad siger du Rakian?” spurgte Max.

”Om hvad?” spurgte jeg.

Rakian fnes. ”Han vil gerne have retten til at passe på byen, mens vi tager væk i krig.”

”Kom nu,” sagde Max bedende.

Jeg rynkede panden. ”Jeg tror ikke…” begyndte jeg men blev afbrudt.

”Selvfølgelig Max. Jeg stoler på dig.”

”A-hva!” spurgte jeg.

Max skar en grimmasse over min tydelig mistillid.

”Han skal nok klare det Sarina,” sagde Rakian.

Jeg kunne godt se at jeg var blevet stemt ud af diskussionen. ”Jamen så holder jeg min mund,” mumlede jeg. ”Det virker som om i to har styr på alt.”

De grinede, og Rakian kyssede mig på siden af hovedet. ”Ja… du må vende dig til at jeg også tager beslutninger nu.”

”Hvad skal det betyder?” spurgte jeg.

”At jeg endelig har vendt mig til tanken om at blive konge.”

Jeg grinede og rystede på hovedet. ”Endelig.”

”Hvis de vil have min mening prinsesse…” sagde en dyb stemme bag mig. Vi drejede os og så en mand i sin bedste alder med snavs på kinderne og fedtet hår. ”… så lære en som ham nok aldrig hvad den slags indebærer.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...