Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1855Visninger
AA

26. Slaget ved muren

Rakian

Mens jeg skød min sidste giftpil mod himlen og så den ramme en tilfældig mand, så jeg Sarina forsvinde mod Caprit. Hun var frygtløs og meget modig, men dumdristig var hun også. Hun skulle hellere have blevet hjemme. Hun skulle holde sig væk og passe på sig selv og... barnet. Hun gik muligvis rundt med mit barn, og hun hadede det. Som så ofte før ønskede jeg virkelig, jeg kunne læse hendes tanker, og se hvordan hun virkelig havde det med det. Hadede hun det virkelig så meget?

Jeg sprang tilbage til virkeligheden, der synes at have forsvundet for et kort øjeblik og orienterede mig. "Krigere gå til angreb!" råbte jeg. De sorte mænd stod og dirrede lidt på hånden med sit sværd, nogen lå stadig ned og rystede, fordi de var blevet skudt af for mange pile, og deres krop gik i kramper. Men jeg blev stolt, da jeg så, at kun meget få havde deres betvingerevner endnu.

De tilbageblivende betvingere gik til angreb mod de sidste ildbetvingere, og jeg sprang af Mikka, som egentlig mest havde fungeret som en skammel, så jeg bedre kunne sigte mod Vatokans mænd. Mikka skulle holde sig i live, så jeg kunne komme til Caprit, når jeg var færdig her, så hendes sendte jeg væk og løb mod de handikappede ildbetvingere, der slet ikke kunne finde fodfæstet uden sine evner.

Jeg tog mig ikke af alle de hjerteskærende skrig omkring mig, og de klirrende klinger mod hinanden. Jeg koncentrerede mig kun om min egen klinge, som koldblodigt spiddede mand efter mand. Jeg tænkte knap nok, men gjorde det bare som om jeg ikke længere havde nogen følelser. Det var det, jeg hadede ved krig. Den måde vi alle skulle kæmpe for vores land var fuldstændig absurd. At man var nødt til at slå andre mennesker ihjel for frihed gav ingen mening, men ikke desto mindre gjorde jeg det, og jeg kunne ikke lade være med at føle sejr, hver gang en faldt. Sådan var spillet, og sådan var jeg nødt til at være, hvis jeg skulle kapere det.

En mand stod foran mig med sveden trillende ned af sin kinder på ansigtet, der havde taget farve som en tomat i vrede. Han havde tabt hjelmen, men havde ikke tid til at samle den op, før jeg begyndte at angribe fra alle sider. Han parerede og stak mod mig, mens han kæmpede for at få vejret og spyttet gled ned af hans hage. Han kæmpede bragt.

"Du får mig ikke!" råbte han med et vanvittigt skær i øjnene, som om han inderst inde godt vidste, at kampen var tabt. De var allerede i stærkt undertal.

Jeg bed den dårlige samvittighed i mig og slog til igen. Han var slet ikke til at knække, og jeg ramte ham ellers flere gange, så han blødte og svedte. Jeg udstødte et lille skrig, da hans sværd snittede toppen af min næseryg og ned langs kinden, og den varme væske begyndte at fosse ned af min hud. Han smilede.

Jeg kunne ikke beskrive det. Adrenalinen og hungeren efter at sejre gjorde mig vred på manden. Jeg ville have ham ned nu, og måske blev jeg skræmt af mig selv, men jeg tillod ikke mig selv at tænke over livets store spørgsmål lige der. Jeg fik manøvret sværdet ud af hans hånd og sparkede ham ned at ligge, hvorefter jeg uden tøven stak mit sværd lige igennem mandens bryst. Han udstødte nogle sidste gurglende lyde og hostede med øjnene desperat opspilet, inden livet forlod hans krop, og jeg stod tilbage med en tom følelse i kroppen. Jeg følte mig faktisk så tom, at det ikke rørte mig at stikke sværdet igennem den næste, som kom forbi mig.

Jeg fortsatte, men pludselig fik jeg en albue i ansigtet og faldt til jorden. Jeg kneb øjnene sammen af smerte, mens jeg febrilsk langede ud efter mit sværd, som jeg havde tabt i faldet. En sortklædt man stod lige over mig med et smil på læben, og jeg var lige ved at tro, det var enden, før jeg fik fat om mit sværd. Jeg kom til at skære mig i fingeren, men fik fat om skaftet, som jeg hurtigere, end jeg selv kunne følge med, stak op mod vedkommende, slog hans sværd ud af hånden på ham, og mens han forsøgte at gribe sit sværd, fejede jeg benene væk under ham og dræbte ham på stedet.

Efter et godt stykke tid var der næsten ingen sorte kapper stående oprejst tilbage, og de af vores betvingere, der ikke var såret var allerede stukket af til Caprit, for at være mere behjælpelige der. Jeg gjorde en ende på den sidste mands liv og så mig omkring.

Mange af mine mænd kom hen til mig og klappede mig på skuldrene. "Godt kæmpet!" sagde de til mig, og jeg smilede og slog dem over armen som en kriger.

"Vi vinder den her krig. Vi vinder," sagde jeg med mit bedste frygtløse ansigtsudtryk og gik derefter rundt for at se, hvem af vores egne der var faldet.

De begyndte at samle sig om mig og ventede på en ordre. "Alle der er sårede tager tilbage til lejren, hvor der venter nogen til at pleje jer. Dem der er sluppet med et par skrammer tager til Caprit med det samme. Husk at holde sammen som hold, og hold øje med hinanden." De nikkede og spredte sig ud for at finde heste og tage af sted.

Jeg skulle til at finde Mikka, da jeg hørte det: "NEJ!" var der en der skreg, og jeg så mig omkring efter lyden. Råbet skar igennem mig og varslede om en ulykke jeg ikke kunne overskue ovenpå alt det, vi skulle igennem. Jeg gik hen mod en skikkelse i blå kappe, som sad krumbøjet over en livløs krop. Jeg kunne gætte, hvem det var, da jeg så det lyse hår, der strittede ud til alle sider med skidt og sved, som fik det til at klumpe sammen. Det skar i hjertet, da jeg så hans skuldre trække sig sammen, mens han hulkede og knugede den livløse krop ind til sig.

"Vick?" spurgte jeg forsigtigt. Han reagerede ikke, men sad bare og vuggede Galia i sine arme. Jeg faldt på knæ ved siden af ham og lagde en hånd på hans skulder. "Det gør mig virkelig ondt."

Han bukkede sig helt ned og hvilede panden på hendes mave, mens han rystede og snøftede. "Hun, hun..." Hulkede han. "Hun er væk." Jeg kunne slet ikke være i mig selv af medfølelse. Jeg ville gøre alt, men der var ikke noget jeg kunne gøre, så jeg lagde mine fingre på hendes øjenlåg og lukkede dem.

"Vick," sagde jeg alvorligt. "Du må blive her. Jeg vil ikke have du tager med, når du er ude af den. Du kan ikke tænke klart, og du bliver slået ihjel."

"Det er lige meget," sagde han. "Jeg vil ikke være her mere alligevel." Han satte sig op. "Jeg vil med til Caprit!"

"Vick..."

"Hun er væk!" Han så mig ind i øjnene. "Hun er væk!" gentog han. "Jeg ville bare beskytte hende. Jeg har prøvet på det hele livet, og jeg fejlede. Jeg kan ikke engang beskytte min egen søster. Jeg har brug for at komme med, for ellers vil jeg ikke kunne leve med mig selv." Han rejste sig og tog hende med op.

"Nå, men så lader vi Vildana tage sig af hende. Kom med." Vi gik tilbage til lejren i et hurtigt tempo, og kvinderne mødte os. De pylrede om Vick og forsøgte at trøste ham, men han kunne ikke holde det ud og skyndte sig væk igen. Vildana kom hen til mig og lagde en våd klud på min kind.

"Jeg tænker på jer," sagde hun, mens hun tørrede snavset ud af såret og gav mig et ekstra stykke stof med, som jeg kunne bruge, til det stoppede med at bløde. "Kom tilbage Rakian, og tag Sarina med dig." Hun smilede og skubbede mig hen mod min hest. Jeg satte mig til rette i sadlen og red efter Vick mod Caprit.

 

***

 

Jeg sad og varmede mig på ilden, mens Vick sad ved siden af mig og stirrede tomt ind i skoven. Det havde lykkes os at indhente de andre, og nu skulle vi sove lidt, inden vi tog helt til Caprit. Ellers ville vi bare blive udmattede og trætte alt for hurtigt, mens vi kæmpede. Jeg sad og spekulerede på Sarina og så hen på Vick, som lige havde mistet sin søster. Nej ikke bare søster, hans tvillingesøster, som han elskede højere end sig selv. Hun, som han havde kendt lige siden før, han blev født, havde forladt ham. Jeg havde mistet en bror, og hvis det var værre end det, så kunne jeg ikke forestille mig noget værre.

"Vick?" spurgte jeg. "Vi du ikke have noget at spise?" spurgte jeg og tog noget brød op, som Vildana havde pakket til mig. Han rystede på hovedet. "Kom nu..."

Han så på mig og tog om brødet. Han stirrede lidt på det, inden han satte tænderne i det, og lydløse tårer trillede ned af hans kinder. Han trak langsomt benene om til sig og lagde panden mod dem, mens han rystede og krummede sig sammen. Brødet gled ud af hans hånd, så jeg greb det og lagde det tilbage.

"Jeg er sikker på at Galia valgte krig, fordi hun virkelig brændte for det. Hun døde, mens hun kæmpede for det, hun troede på, og hvem kunne bede om en mere ærefuld død?"

Han rystede langsomt på hovedet. "Jeg kan ikke holde det ud."

Jeg tøvede, men lagde armen om hans skulder, egentlig mest bare af venlighed, for jeg kendte ham ikke så godt, men jeg tror han var desperat, da han slog armene om mig og græd ned i min skulder. Jeg gav mig til at trøste ham og klappede ham på skulderen.

"Læg dig ned og hvil dig, hvis du ikke kan sove. Du må ikke være udmattet, når vi tager ind på borgen, for denne gang har vi kun nogle få giftpile, så vi må helst nøjes med almindelige pile og sværd."

Han nikkede og lod sig dumpe ned på sit tæppe.

"Spis noget Vick. Helt alvorligt." Jeg så ham ind i øjnene. "Du har ikke råd til at sulte dig selv, ikke engang af sorg."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...