Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1858Visninger
AA

3. Sarinas oplevelser

"Var du der, da hun vågnede?" spurgte Tailo.

    "Nej. Hun var vågen, da jeg kom op, men hun ser ikke for godt ud, Tailo. Hun er helt hvid i ansigtet, og hun siger, hun har ondt i hovedet."

    "Vil du have mig med op at se på hende eller hvad? Jeg tror altså, det er dig der har mest forstand på den slags. Var din mor ikke helbreder?"

    "Jo, men jeg er ikke sikker. Jeg tror, hun har slået hovedet meget slemt, men jeg kan ikke se, om der er nogle indre skader." Jeg lænede mig op ad væggen og krydsede armene. "Tror du, nogen nede i byen ved noget om den slags?" spurgte jeg.

    "Tja... Jeg mener stadig, at vi skal se tiden an. Måske skal hun bare ligge i sengen til det begynder at gå over af sig selv. Har hun kvalme?"

    "Nej, hun har spist en masse."

    "Har hun feber?"

    "Nej."

    "Så tror jeg ikke, du skal være så bekymret." Han klappede mig på skulderen. "Jeg går lige op og snakker med hende. Jeg er interesseret i at vide, hvilke ting hun har fundet ud af."

    "Jeg går med."

    Vi gik op til Sarina, der sad og hvilede hagen på sine knæ, som hun havde trukket op til sig. Hun så bestemt ikke fornøjet ud.

    "Hvordan går det?" spurgte jeg.

    "Jeg har det fint," svarede hun nærmest som refleks.

    Jeg satte mig ved siden af hende på sengen. "Du er ellers helt bleg."

    "Jamen jeg keder mig. Jeg tror min bleghed er tegn på mangel på solskin! Jeg vil gerne ud!"

    "Jeg ved det godt, men du ser ikke rask ud, og folk der har slået hovedet kan udvikle andre symptomer, hvis de ikke holder sig i sengen, så længe der er de mindste tegn. Prøv at slappe af. Det er ikke noget, du er særligt god til, det ved jeg, men gør det alligevel. Hvis ikke for din egen skyld så for min."

    Hun himlede med øjnene. "Helt ærligt," mumlede hun. "Der er ingen, der tager skade af at få lidt frisk luft." Hun stødte panden mod sine knæ. "Og du opfører dig som en eller anden hønemor, Rakian."

    Tailo kvalte et fnis og trak en stol hen til sengen. "Vil du snakke om de ting, du har oplevet? Vi er meget interesserede i at vide, hvad du har fundet ud af i forhold til at bekæmpe kongen."

    Hun stivnede og tyggede sig i kinden. Når Sarina enten var nervøs eller skjulte noget, så tyggede hun i sin kind og fik en lille fed rynke over øjenbrynet. Hun var overraskende dårlig til at lyve.

    "Behøver vi at snakke om det lige nu?" mumlede hun.

    Tailo så mistænksomt på hende. "Tja... hvornår skulle vi ellers gøre det? Har du ikke noget at fortælle? Fortæl det nu, inden du pludselig har en masse du skal."

    Rynkerne i panden på hende blev kun større, mens hun tænksomt så fra Tailo til mig til Tailo igen. "Altså jeg fandt ikke ud af så meget," mumlede hun.

    "Ikke så meget? Har du været i Sydlandet i to måneder uden at finde ud af noget som helst?"

    "Nej... Altså jeg har fået meget ud af det, men..." Hun snublede over ordene og kløede sig usikkert på armen.

    "Hvorfor holder du noget hemmeligt for os?" spurgte jeg.

    "Men i kan ikke forstå det." Hun sukkede. "Vatokan er ikke, som i tror."

    "Men Sarina... Hvorfor kan du ikke bare fortælle os, hvad du ved?" kom det fra Tailo.

    "Du kan stole på os." Jeg forsøgte at virke opmuntrende.

    Hun nikkede langsomt. "Fint," mumlede hun. "Jeg behøver vidst ikke fortælle jer, at Vatokan ingen menneskelig følelse overfor sine indbyggere i Caprit og resten af Sydlandet besidder. Han laver uretfærdige love omhandlende, de afgrøder folket selv dyrker, og henretter enhver der siger noget forkert, ingen evner har eller hvis de bryder nogle af de hundrede tusinde love, han har lavet."

    "Var det ikke svært at holde dig i skindet?" spurgte jeg og kvalte et grin. "Sådan som du har det med at tale, før du tænker?"

    "Jo... nogen gange. Jeg har været i suppedasen et par gange på grund af det.” Hun lænede sig ind mod mig og stirrede ud i luften. "Med hensyn til svagheder er jeg ikke sikker på, han har nogen. Han er ikke så god til at lyve, men utroligt selvsikker omkring sit forsvar af riddere og vagter. Selv havet omkring landet er bevogtet af folk, så ingen flygter, og ingen slipper ind. Han mener altid, at de valg han tager er de rigtige, hvilket siger meget om hans ego. Noget han bruger meget er at snakke gennem tankerne med dem, som arbejder for ham, og der har jeg tænkt, at selvom vi ikke har ligeså mange betvingere iblandt os, så må vi alligevel kunne udvikle et form for system, hvor vi kan kommunikere med hinanden."

    "God ide," mumlede Tailo Tænksomt. "Vi må lægge en plan..."

    "Som sagt tror jeg ikke, han har nogen svagheder sådan rigtigt, men hvis jeg skulle nævne en, så tror jeg han har en svaghed for Alia. Jeg fandt ud af, at det var ham, der smed Alia ud, men jeg tror ikke, han er ovre sine følelser for hende, og hun er heller ikke ovre ham. De skriver til hinanden med breve. Jeg læste nogen af dem, men Vatokan fandt mig, da jeg var ved at læse, så jeg nåede ikke at læse dem alle."

    Jeg spærrede øjnene op. "Blev han vred?"

    Hun bed sig i læben og rystede på hovedet. "Nej." Hun trak på skuldrene og fortsatte: "Alia fortalte ham i et af de første breve, at hun var gravid med mig, så det vidste Vatokan godt, selvom han sagde til mig, at han ikke vidste det. Bagefter læste jeg et meget bittert brev, som var skrevet lang tid efter, og jeg tror det var der, Alia begyndte at hade ham for at smide hende ud, fordi hun måske stadig elsker ham. Hun ville jo ikke have mig til Sydlandet, den gang jeg sagde, at jeg ville være med til at rede Luna, men det viste sig, at hun allerede før jeg blev født havde sagt til ham, at han aldrig ville få mig at se."

    "Tror du det var en form for hævn?" spurgte Tailo, og Sarina trak på skuldrene.

    Jeg rystede på hovedet. "Jeg tror, hun var bange for at dele noget med ham," sagde jeg. "Men hun havde brug for en undskyldning og valgte at sige, at han var et modbydeligt menneske, som Sarina ikke skulle omgås eller arve noget fra. Tror i ikke, at det kunne være en mulighed, at hun indeni havde sagt til sig selv, at hun hadede ham i så mange år, at hun selv var begyndt at tro på det. Og så kommer Sarina og åbner op for nogle gamle følelser, fordi hun ligner ham så meget. Det kunne jo være derfor, hun forsøgte at lave om på Sarina."

    De så begge to overrasket på mig. "Det var faktisk ikke dårligt," sagde Tailo.

    Sarina var stille. "Alia gik åbenbart ikke rigtigt op i andet end sig selv. Hun ville have mig til at lave om på mig selv, bare så hun ikke ville blive mindet om Vatokan, som hun tydeligvis elsker højere." Hun trak på skuldrene. "Det er også lige meget," sagde hun.

    Tailo og jeg udvekslede blikke. "Alia er ikke værd at bekymre sig om Sarina." Jeg prøvede at opmuntre hende, men hun svarede ikke med andet end et suk. Jeg var efterhånden ved at løbe tør for ideer til, hvordan jeg skulle få hende til at indse, at familien ikke behøvede at betyde alt, når hun havde os andre.

    "Jeg opdagede nogle ting om Abokarier," sagde hun pludselig, sikkert for at skifte emne. "Jeg ved ikke, om i har fundet ud af det, men Luna er bestemt til at udføre en opgave. Sin helt egen opgave, som ingen andre kender noget til. Kun hende selv. Hun lever kun for den ene ting, og hvis hun ikke kan få muligheden for at udføre den, så går hun fra forstanden. Alle Abokarier har sin helt egen individuelle opgave, og det er alt sammen noget, der kommer vores verden til gode. Noget der enten skaber fred eller fremgang. Når Abokarien bliver voksen størrelse, så bliver hun ikke større. Hun ældes ikke, ikke engang før hun dør. Pludselig dør hun bare, og vi kan risikere aldrig rigtigt at finde ud af, hvad hendes opgave er."

    "Men hvorfor ville Luna så ikke fortælle det til os?" spurgte jeg.

    "Det er ikke engang sikkert, hun selv ved det. Måske ved hun det, men hun vil ikke sige det, eller også følger hun bare sine instinkter, og gør hvad hun føler, hun er nødt til at gøre, uden hun ved, hvorfor hun gør det."

    "Kan hun slås ihjel? Hun er meget sårbar mentalt, men kan hun såres udenpå så meget, at hun dør af det?"

    "Jeg er bange for, at det godt kan lade sig gøre, men det kræver at hun er gået fra forstanden. At man har gjort alt hvad man kunne for at gøre hende sindssyg og ødelagt hendes dømmekraft til at kunne forsvare sig selv. Kun en Abokari ved sine fulde fem vil have evnen til at forsvare sig selv fuldt ud."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...