Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1837Visninger
AA

21. Sandheden om Alia

Sarina

 "Nu er der gået en uge, siden du er kommet Alia, og du har stadig ikke besluttet, om du vil hjælpe os," sagde jeg alvorligt. Vi var rent tilfældigt stødt sammen inde i den store sal og begyndt at snakke. Vi havde ellers pause-dag, fordi vi havde snakket taktik de sidste mange dage.

"Jeg tager mig bare god tid," svarede hun uskyldigt. "Men jeg tror godt, jeg kan fortælle dig, at jeg nu har planer om at hjælpe jer. Jeg tror jeg er bestemt til at regere Sydlandet, og når vi nu splitter landet lige over, vinder vi alle."

"Mener du det?" Hun nikkede.

Jeg satte mig på bordet og holdt mig om maven. Jeg havde fået en vane med at gøre det, fordi jeg ikke ville have folk skulle lægge mærke til, at der var en bule. Jeg var faktisk ret paranoid, for bulen var meget lille.

"Vi snakker om det i morgen," sagde hun og skulle til at gå, da jeg fik en mærkværdig lyst til, at hun skulle blive.

"Alia?" spurgte jeg, og hun vendte sig om. Jeg åbnede munden, men sandheden, var at jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulle sige. "Kan du lide at være her?" endte jeg med at spørge.

Hun trak på skuldrene og kom hen til mig. "Ja udover at det driver mig til vanvid at være omgivet af evneløse, så har jeg det fint, tak." Hun krydsede armene. "Hvorfor spørger du?"

"Bare fordi... man skal vel være en god værtinde." Jeg bed mig i læben.

Hun grinede. "Du er ligeså dårlig til at lyve som Vatokan." Hun lænede vægten over på det andet ben. "Jeg fornemmer at der er noget andet..."

Jeg vidste ikke, hvorfor lysten til at snakke med hende var så stor, men det var den altså. På den anden side var der også Rosa. Jeg havde set, hvad hun havde gjort ved Rosa, og det gnavede konstant. Det gjorde virkelig ondt at tænke på.

"Jeg er nødt til at vide noget," sagde jeg langsomt, mens jeg så ned i gulvet. "Og du er nødt til at fortælle mig sandheden den her gang. Kan du love mig det? Hvis du virkelig stadig har et ønske om, at vi skal kunne fungere sammen så lov mig det."

Hun tøvede. "Fint. Jeg fortæller dig den fulde sandhed," lovede hun, og jeg valgte at stole på hende.

"Det er bare fordi... alle de forklaringer du har givet mig om, hvorfor du valgte at gifte dig med Astan giver ikke rigtigt nogen mening. Jeg vil gerne vide den fulde sandhed om, hvorfor du giftede dig med ham, og hvorfor du efterlod mig."

Hun satte sig ned på bordet ved siden af mig. "Den fulde sandhed," mumlede hun for sig selv. "Du har ret. Jeg har ikke fortalt dig sandheden Sarina. Sandheden er, at jeg godt vidste, at jeg skulle have dig, da jeg kom til Thornag. Jeg kunne mærke det, og lagde en plan, som jeg har fortrudt lige siden." Jeg spidsede ørene og tyggede mig selv ind til kødet i kinden. "Jeg brugte al min charme på Astan, der på det tidspunkt manglede en kone. Jeg håbede, at når jeg så fik barnet, så ville han kunne tage sig af det, og jeg kunne forsvinde. Jeg ville ikke være mor."

"Hvorfor ventede du så tre år? Jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte, da jeg var tre, men lige siden du forlod mig, har jeg haft en længsel i hjertet, og jeg har haft et billede af dig i hovedet. Hvordan kunne du gøre det mod et barn på tre år, der allerede havde lært at sige mor?"

Hun sukkede. "Det var fordi, da jeg fik dig og så dit røde hår, så kunne jeg ikke forlade dig. Jeg kunne ikke få mig selv til det og alene af den grund, tvang jeg mig selv til at blive hos dig, så længe jeg kunne, mellem en masse mennesker jeg ikke kunne holde ud. Jeg kunne heller ikke holde Astan ud. Det havde jeg sådan set aldrig kunnet."

"Men hvorfor gjorde du det? Hvorfor Alia?" spurgte jeg desperat.

"Jeg elskede dig, og jeg ville det bedste for dig Sarina." Alia så for en gangs skyld fortvivlet ud, ked af det. "Jeg lod dig blive hos Astan, fordi jeg mente, at du var mere sikker hos ham end hos mig. På det tidspunkt havde jeg ikke Safir Bismara, og jeg var kommet til at fortælle Vatokan, at jeg havde fået dig. Han ville komme efter mig og lede efter dig, og derfor lod jeg dig blive i Nordlandet, hvor du var omgivet af vagter, og det var min plan at hente dig igen en dag. Men den rigtige dag kom aldrig, og da der var gået for mange år, kunne jeg ikke gøre det, fordi jeg var bange for, om du ville kunne huske mig."

"Du sagde ikke elsker," mumlede jeg. "Du sagde, at du elskede mig, som i det gør du ikke mere." Jeg var nødt til at spørge.

Hun tøvede. Jeg kunne se smerten i hendes ansigt, da hun rystede på hovedet. "Det er korrekt. Det gør jeg ikke. Du er ikke den pige, som jeg huskede var min datter. Du har det samme røde hår ligesom Vatokan, og du har de samme øjne, som også er Vatokans. Du var en køn baby, og du er stadig køn, men du er et andet menneske. Du er ikke den datter, jeg forestillede mig."

"Så tag mig som jeg er," hviskede jeg.

"Det kan jeg ikke." Hun rejste sig og gik lidt rundt. "Jeg mener... Det er jo vanvittigt ikke? Jeg elsker ikke mit eget afkom. Det gør jeg virkelig ikke, og det gør mig til den værste mor i verden. Jeg ved det!" sagde hun og hendes øjne var vilde. "Men ved du, hvad jeg også ved? Jeg ved også, at du ville være den samme person, hvis du var blevet hos mig, så måske var det for det bedste."

"Jeg har et spørgsmål mere."

"Jeg lover, at jeg fortæller sandheden. Jeg skylder dig sandheden."

"Vil du gerne have mig af vejen?" Ordene fløj rundt i rummet, og jeg ventede på, at hun skulle svare, men hun stod bare helt paralyseret.

"Jeg... Jeg fortæller dig sandheden," mumlede hun og lukkede øjnene. "Sandheden her... Ja det vil jeg gerne." Hun fik blanke øjne.

Endnu engang poppede Rosas ansigt op i mine tanker. "Var det derfor du lavede tricks med Cilje?" Hun vidste nok ikke, hvem Rosa var.

Alia stivnede. "Hvordan ved du det?"

"Du ved Abokarien? Hun kan alt," sagde jeg stille. "Jeg så det hele Alia. Hver eneste detalje fra den gang, jeg var hos dig i Safir Bismara. Jeg så hvad du lavede bag min ryg, og jeg så dig torturere hende." Billederne kørte igennem mit hoved igen. Det gav mig en klump i halsen. "Hvordan kunne du gøre det?" sagde jeg højt. "Jeg troede, at du havde bare en lille smule til overs for mig, men du vil have mig død!" Jeg slog hånden ned i bordet. "Hvorfor?"

"Jeg ved det ikke. Noget i mig vidste, at du ville ende med at skaffe hende af vejen alligevel. Jeg vidste godt, at du ikke ville dø af det." Hun gik hurtigt frem og tilbage. "Jeg havde brug for at bevise, at jeg havde magten, om ikke andet bare for at bevise det overfor mig selv."

"Hvad er du for et menneske?" spurgte jeg forskrækket. "Hvad er det, du tænker på oppe dit hoved? Fortryder du det ikke engang?"

Hun rystede på hovedet. "Jeg ved det! Jeg er egoistisk, jeg er en dårlig mor, og jeg har en dybt forskruet tankegang. Jeg ved det, tro mig jeg ved det." Tænk at jeg kunne få hende til at lægge alle kortene på bordet på den måde. "Og jeg ved, du hader mig, og jeg ved du synes, jeg er et frygteligt menneske, men faktum er, at der ikke er noget at gøre ved det. Som du sagde: Tag mig som jeg er."

Der var stille. "Det kan jeg ikke," hviskede jeg.

"Den går begge veje."

Jeg kunne ikke lade være med at grine over, hvor håbløst det hele var. Jeg grinede ikke, fordi jeg morede mig, og heller ikke, fordi jeg var glad. Jeg grinede, fordi jeg simpelthen ikke kunne se meningen med noget. Alia grinede tilmed også, men da vi var færdig rejste jeg mig og rakte hånden frem mod hende.

"Lad os være uvenner for livet," sagde jeg. "Og tak for sandheden, men lige en ting mere..." Hun nikkede. "Vi har gjort hende normal igen, og jeg vil råde dig til at holde dig fra hende!"

"Du har ingenting at være bange for."  

"Jeg har aldrig sagt, jeg var bange. Det var for Rosas skyld."

"Hvem er Rosa?"

"Det er Ciljes rigtige navn og helt ærlig, hvad er også Cilje for et navn at give hende?"

Hun fik store øjne. "Det var da et godt navn. Pænt... Hvis ikke Astan havde haft sit besyv med, så var du kommet til at hedde det."

"Hvad?!" spurgte jeg forskrækket, men hun grinede blot.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...