Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1841Visninger
AA

25. SÅ ER DET NU!

Jeg sad på gulvet i teltet med benene krydset over hinanden og kørte slibestenen ned af min klinge. Det gamle sværd havde jeg lad blive derhjemme, for det var grimt og hakket, og jeg var godt tilfreds med det nye. Det var meget mere praktisk at holde om, og det var heller ikke ligeså tungt.

Mine kæber klaprede, så jeg lagde tingene fra mig og langede ud efter det tykke uldtæppe, jeg havde taget med. Vildana havde lavet det til mig, og det havde da også vist sig at være praktisk. Kulden var for alvor begyndt at lægge sig i Gia Livarias kroge, og jeg havde simpelthen ikke energi til at varme mig selv op, hver gang jeg frøs. Jeg skulle spare energi inden slaget.

Forhænget til teltet blev stået til side, og Rakian kom ind. "Fryser du?" spurgte han.

"Hele tiden," mumlede jeg mellem klaprende tænder. "Det her ender med sygdom i hele Lejren, inden vi når frem." Jeg gnubbede mine ben og trak tæppet op om hovedet.

Han smågrinede og satte sig ved siden af mig. "Det tror jeg ikke. De har alle sammen godt med tøj på. Det er faktisk kun dig, der er en frossenpind."

Jeg fnøs. "Kunne Alia ikke bare komme nu, så der kan ske noget? Hele græsmarken ned til skoven er fyldt op med telte af alle vores soldater. Der er kommet rigtigt mange fra alle de andre byer, men de eneste der mangler er Alias..." Jeg himlede med øjnene. "Det er bare typisk!"

"Hun kommer snart." Han lagde armen om mig. "Lad os få noget søvn. Så kan vi jo varme hinanden imens. Er du sulten?" spurgte han.

"Sulten?"

"Ja, du har det med at spise mad om natten, men jeg ved ikke, om jeg gider hente noget til dig, når jeg har lagt mig til rette."

"Du skal da ikke hente noget til mig. Jeg kan altså godt klare ting selv, at du ved det." Jeg vidste ikke, hvorfor det irriterede mig sådan, men det gjorde det. Måske var det på grund af den måde, han begyndte at pylre sådan om mig, lige siden vi rejste.

Han trak på skuldrene. "Men jeg tænkte bare, at du måske skulle begynde at tage den med ro, i de perioder hvor du ikke slås," sagde han uskyldigt.

"Jeg kan klare ting selv, selvom jeg har den her... bule. Jeg er i god form som jeg plejer, selv i min tilstand som... du ved..." Jeg skar en grimasse.

"Er det ordet barn eller gravid, du leder efter?" Han krydsede armene.

"Det har ingen betydning."

Han sukkede. "Du må vende dig til at tage imod folks hjælp fra nu af. Bare så du ved det, så er det ikke fordi, vi vil dig noget ondt, når vi tilbyder vores hjælp."

"Men jeg har ikke brug for nogens hjælp." Det kom ud som et næsten desperat hulk.

"Det her handler slet ikke om, hvad du har brug for," sagde han roligt og strøg mig på ryggen. "Det her handler om, at jeg ønsker at vise min kærlighed og støtte til dig. Jeg tror du skal stoppe med at tænke på, at du er en belastning, når folk vil hjælpe dig, men derimod se, at nogen faktisk godt kan lide at hjælpe dig, ligesom du kan lide at hjælpe dem."

"Ja ja," mumlede jeg ligegyldigt.

"Læg dig nu ned. Du sover aldrig for tiden."

Jeg trak på skuldrene. "Jeg kan bare ikke."

"Kom nu." Han puffede mig ned og fandt et ekstra tæppe. "Måske hjælper det at få varmen." Jeg puttede mig ind til hans bryst og lukkede øjnene, mens jeg gjorde alt for at slappe af i mine rystende muskler. Men nu var Rakian også kronisk varm, så det hjalp.

 

***

 

Jeg slog en knytnæve ned i teltunderlaget og åbnede øjnene, mens jeg fik vejret efter mareridtet. Jeg kørte baghånden over min panden, og så sveden ligge skinnende på min hud som små glimtende dråber. Mit hoved gjorde ondt, men min vanddunk var tom, og Rakian var væk. Jeg satte mig op og gemte ansigtet i mine håndflader, mens jeg spekulerede over, hvordan jeg kunne blive ved på den måde.

"Jeg synes nok jeg hørte noget," sagde Malum, som stod ved indgangen.

"Hvor er Rakian?" spurgte jeg lettere desperat.

"Han snakker med Alia."

"Er Alia kommet?!" spurgte jeg overrasket.

Han nikkede. "Hun ankom med sin hær i nat.”

”Hvorfor var der ingen der vækkede mig?”

”Fordi du hellere skulle sove.”

”Hvorfor skal Rakian ikke hellere sove?”

Malum himlede med øjnene. ”Jeg ved det ikke… måske ville han bare være sød ved dig. Det kunne være du skulle give ham lov til det nogen gange. Men det er måske godt du ikke er derude sammen med Alia. Den kvinde er håbløs." Malum himlede med øjnene. "De er kommet i orange kapper. Hun siger, at hun gerne vil have fastslået, at vi stadig er to forskellige nationer, men at vi arbejder sammen mod et mål."

"Lad hende om det, så længe vi kan se, hvem der er på vores side. Jeg må hellere komme ud og sna…"

”Bare bliv her og lad Rakian klare det selv. Prøv nu bare at tage den med ro.”

”Seriøst! Har han fortalt dig det?” knurrede jeg.

”Fortalt hvad? At du er gravid? Det har jeg vidste hele tiden.”

”Hvad!”

Malum bed sig i læben. ”Min mor…”

”Selvfølgelig…” Jeg himlede med øjnene, fordi jeg ikke havde tænkt på at sige til Faldora, at hun skulle holde mund.

”Jeg har ikke sagt det til nogen.”

”Tak,” mumlede jeg og mærkede, hvor tør min hals var. "Malum?"

"Ja?"

Jeg var lige ved at bide det i mig, men Rakian havde haft ret. "Vil du hente noget vand til mig?" spurgte jeg. Jeg forventede næsten, at han ville være flabet og sige nej, men han nikkede.

"Jeg er tilbage om lidt. Vent her." Han forsvandt.

Jeg lagde mig ned igen og krummede mig sammen, til han kom tilbage. Lidt efter åbnede han forhænget og satte sig foran mig. "Har du det godt Sarina?" spurgte han og gav mig dunken med vand. Jeg tog den op til læberne og bundede ned til sidste dråbe. "Hold da op! Skal jeg hente noget mere?"

"Nej det går. Ellers tak Malum." Jeg satte mig op og begyndte at rede mit hår for bagefter at flette det ned af siden.

"Seriøst, du er helt hvid i hovedet." Han så alvorligt på mig. "Al spøg til side, men er du sikker på du kan gøre det her? Jeg siger det ikke, fordi du er en pige." Jeg hadede virkelig når Malum ville snakke om følelser. Det var bare ikke sådan noget, jeg gjorde sammen med Malum.

Jeg trak på skuldrene. "Jeg klare mig." Han nikkede. Der opstod en akavet tavshed, hvor vi begge sad og pillede lidt i skidtet under neglene. "Nå, men hvordan går det med Luana?" spurgte jeg og øjnede et lille smil i hans mundvige.

"Godt."

"Det går godt? Ikke andet?" spurgte jeg og grinede af ham.

Han tøvede og sukkede. "Altså jeg kan faktisk rigtigt godt lide hende, hvis det er det, du fisker efter." Han smilede igen. "Sådan rigtig meget."

"Det er da godt. Det er heller ikke så tit, man ser dig uden hende, men hov Malum... Hun er jo ikke ildbetvinger." Jeg tog mig til hjertet, som om det var en katastrofe.

Han så sammenbidt ud. "Jeg ved det." Han sukkede. "Det her går bare imod, alt hvad jeg er opdraget til. Hvor underligt tror du lige det er at blive opdraget til det ene, og pludselig vender ens verden fuldstændig. Luana hun er... ja hun er døv. Hun er lille men stærk, og hun er luftbetvinger. Hun kan sige sin mening, og hun går rent ud sagt imod alt, hvad jeg har fået fortalt en kvinde skal være. Ligesom dig." Han sukkede. "Men Jeg ved ikke... det er som om, det ikke betyder noget for mig. Forstår du? Der er ingen af de ting, jeg er opdraget til, som betyder noget for mig mere."

"Du skal ikke være så skræmt af dig selv Malum."

"Det værste er..." Han så ned. "Nej glem det. Måske skal jeg bare tage mig sammen."

"Nej hvad? Hør her Malum, uanset hvad du siger, vil det ikke ændre mit syn på dig, så kom med det."

"Min mor og far er skuffede over mig." Han bed sig i læben. "Og jeg tør ikke fortælle dem, hvordan jeg har det med Luana. Jeg tør heller ikke fortælle Luana, hvorfor hun ikke skal præsenteres for dem."

"Men Malum? Tror du ikke bare, det er fordi, de er forskrækkede over, hvordan du har udviklet dig? Tror du ikke bare, de er forbavsede over, at du ikke længere er en dreng, der ikke kan tage ansvar? Du er en voksen mand."

"Hvordan kan du gøre dig klog på det!" Han så vred ud. "Når vi træner, er du min fars yndling. Du kan jo alt, og du er jo en pige. Han plejede at sige, at piger ikke skal træne, som du gør, men..." Malum kneb øjnene sammen. "Jeg gider ikke snakke om det mere. Det var slet ikke derfor jeg kom."

"Hør nu på mig for en gangs skyld. Dine forældre er ikke skuffede over dig. Hvis jeg kender dem ret..."

"Det gør du ikke!"

"Nej, men de føler sig jo nok bare udenfor, fordi du ikke vil snakke med dem." Jeg sukkede. "Malum du er på vej i krig! Det er måske ikke det bedste tidspunkt at efterlade tingene usagte. Snak dog med dem, inden det måske er for sent."

Han krydsede armene. "Du... du...." Han tyggede sig hårdt i kinden. "Få dog styr på dit eget liv, inden du belære andre om deres."

"Men Malum, du bragte jo selv emnet op." Malum og jeg skulle bare lære at lade være med at tale om følelser.

 

***

 

"Vi ses når det er slut," sagde Rakian. Han strammede armene omkring mig. "Og ikke forlad mig! Høre du?" Jeg svang armene om ham og trykkede min krop så tæt mod ham så muligt.

"Så må du heller ikke forlade mig. Aftale?" Jeg smilede til ham. "Men vi klare den. Vi to klare den altid." Jeg trykkede mine læber mod hans og lukkede øjnene. Jeg kyssede ham, som om det var sidste gang, jeg nogensinde skulle se ham. Kyssede ham med hele hjertet, så han vidste, at jeg virkelig elskede ham.

Det var med modvilje jeg satte foden i stigbøjlen og svang mig op på Nat. Rakian gjorde det samme på Mikka og sendte mig et luftkys, inden han red over til de andre evneløse, som stod klar med deres buer og pile på rækker. Jordbetvingerne stod længst fremme klar til at ryste murene løs. Faktisk var der poster med jordbetvingere hele vejen ned langs muren gennem landet, så vi kunne få det hele lagt ned. Alle ulvene og to tredjedele af resten af betvingerne - mig selv inkluderet - stod klar til at sætte i Galop mod Caprit, når størstedelen af hans mænd var blevet lammet, og vi kunne komme sikkert igennem. Det ville tage en dags tid at komme til Caprit, så vi skulle af sted hurtigst muligt.

Man kunne se de sortklædte mænd stå klar oppe på muren i forsvarsposition. Jeg så Malum give Luana et intenst kys, inden han kom over til mig og sprang op på sin hest. Faldora og Vildana blev i lejren sammen med nogle andre kvinder, så der var nogen til at tage sig af de sårede. Når der ikke længere var nogen der sloges omkring muren, skulle de se til de sårede, og når det var klaret, skulle de ride ind i landet og slå lejr et hemmeligt sted. Så var det meningen, at vi skulle bruge tanke-kommunikationen til at få fat i dem. Jeg kunne heller ikke se Vildana i krig. Da jeg skulle sige farvel til hende, var hun lige ved at bryde sammen i gråd, og Faldora var skuffet over mig, fordi jeg var så ansvarsløs at tage i krig i min tilstand. Tja... måske var jeg ikke ligefrem ansvarsløs, men hun havde ret i, at det var en dum ide. Det vidste jeg kun alt for godt.

"Jeg snakkede med dem," sagde Malum og så ligeud foran sig. "Du havde ret."

"I hvad?"

"Det med mine forældre..."

"Det er jeg glad for." Han svarede ikke, men der behøvedes heller ikke siges mere.

Rakian red ind foran skytterne. "Er i klar?" råbte hans, og blev efterfulgt af bekræftende råb og grin. "Tag sigte!" Han red ind mellem de forreste og spændte sin bue. Jeg lagde hånden på mine to sværd, og sikrede mig, at jeg også havde min kniv på mig. Buen havde jeg på ryggen udenpå min blå kappe, og under havde jeg to par bukser flere trøjer og en ringbrynje, plader på skuldrene og hjelm. Jeg var rent ud sagt godt beskyttet.

"SKYD!" råbte han og himlen blev på meget kort tid fyldt med pile, der regnede ned over Vatokans ildbetvingere, som febrilsk forsøgte at få alle pilene til at bryde i brænd på en gang, men der var så mange, at de ikke kunne nå det, og mange af dem fald sammen på jorden, mens giften virkede. Pilene blev fortsat skudt i vejret uafbrudt, og jordbetvingere begyndte at ryste murene, som væltede sammen og tog nogle af Vatokans mænd ned på samme tid og dækkede dem til med sten og murbrokker. Jeg var pludselig omringet af råb og skrig og ventede kun på, at tiden var inde til at sætte af mod Caprit.

Da murene efter få sekunder var smuldrede i tusinde stykker, banede de en bred vej igennem murbrokkerne, hvor vi kunne ride. Jeg så rundt på folk for at se, om de var klar. De så så klar ud, som de kunne blive, så jeg slog en knyttet næve op mod himlen og skreg: "SÅ ER DET NU!" og sparkede til Nat, hvorefter jeg skød igennem murbrokkerne, mens Jordbetvingerne sørgede for at skyde store sten efter dem, der forsøgte at angribe os.

Lyden af hestehove mod jorden bag mig overdøvede alt, og et usikkert smil bredte sig på mine læber... jeg havde bange anelser men tøjlede min frygt. Hvis jeg viste, at jeg var bange, blev vores mænd bange. Jeg måtte være stærk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...