Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1835Visninger
AA

2. Prolog

Jeg dukkede mig for en ildkugle og så mig over skulderen på Vick, der så alvorlig ud. Malum kom hen mod os og væltede mig omkuld, fordi der kom tre ildkugler lige i min retning.

    "Pas på!" råbte han. "Hold dig fra ildbetvingerne."

    "Men der er jo kun ildbetvingere," udbrød jeg og fik mig fortumlet op at sidde igen.

    "Nogle af dem er bedøvet. Vi havde omkring halvtreds giftpile med, så led efter dem som blev ramt."

    "Men de er nok døde nu. Jeg er nødt til at hjælpe."

    "Du lyder ligesom Sarina! Kom ikke og sig jeg ikke advarede dig! Hvis jeg var dig, ville jeg bruge dit talent for at skyde." Han løb videre, og jeg var endnu engang alene sammen med Vick, der også langsomt forsvandt i mængden, fordi han var kommet op at slås med en lyshåret ildbetvinger. Det så man ellers ikke så tit, da vores forfædre ikke tillod blanding af racer. Derfor kunne man af og til se, hvor de kom fra. Jordbetvingere havde det med at være de lyshårede og hvide i huden, fordi de plejede at leve inde i bjergene for mange år siden. Ildbetvingere havde for det meste brune øjne og sort eller rødligt hår. Luftbetvingerne og vandbetvingerne var ofte lidt mørkere i huden, da deres forfædre havde opholdt sig mere i solen. De havde også mere tendens til krøller i håret.

    Jeg blev ramt af en ildkugle og trillede om på jorden, mens jeg skar ansigt af smerte. Jeg havde fået forbrændinger ned omkring håndleddet og min allerede mishandlede hud blev nu endnu mere ødelagt. Jeg langede ud efter en giftpil, som jeg havde taget med fra lejren efter slaget ved muren, ud fra mit bælte. Bare for en sikkerhedsskyld.

    Jeg stak den i benet på ham, inden han nåede at gøre noget, og han faldt om på jorden ved siden af mig, mens giften virkede. De fleste faldt, når de blev ramt, for giften var så kraftig, at det to et par sekunder, inden de kunne stå på benene igen. Nok tid til at stikke ham i hjertet med mit sværd.

    En tyk mælkehvid tåge begyndte at fange om de sorte, orange og blå kapper med sine klistrede arme og snoede sig omkring enhver mand. Jeg vidste ikke, hvad det var, men da det kom helt hen til mig, kunne jeg lugte en sød duft af blomster. Den duftede ligesom Luna, men den gjorde mig døsig. Jeg kunne mærke, det hvide stads kravle op i mine næsebor, og pludselig kunne jeg ikke længere se noget. Der var ikke mørkt, nej det var hvidt for mine øjne, som om jeg stod i et stort uendeligt hvidt rum, uanset om jeg åbnede eller lukkede dem. Jeg tog mig til hovedet og faldt på knæ. Det skulle gå væk nu; det gjorde ondt og følelsen af at blive kvalt fik panikken til at lægge sig over mig. Jeg kunne ikke bevæge mig. Hvad var det for en bedøvelse Vatokan brugte? Jeg skulle være løbet, da jeg så den. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...