Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1828Visninger
AA

29. Prins bulen

Der var lunt og koldt på samme tid. Kulden kom fra små vindstød, der puffede mit hår op og lagde sig pænt omkring mit ansigt igen. Mine næsebor fangede en svag lugt af urtete og krydderier og en hjemlig lugt af de fakler, som holdt gangene på slottet varme. Jeg strakte mine fingre og satte neglene i underlaget, som var lavet af tyk pels. Hvis jeg flyttede armen en håndslængde væk fra mig stødte mine fingerspidser på en ru stenoverflade, der føltes kold og fugtig mod mine lune fingerspidser.

Jeg begyndte at lytte til en masse summende stemmer, der rungede i det hule rum. "Du er nødt til at ligge stille," sagde Vildana et stykke væk fra, hvor jeg lå, og jeg hørte et ordentligt brøl af smerte. Jeg krympede mig, og det at åbne øjnene virkede pludselig endnu mindre tiltrækkende.

"Er hun vågen?" hørte jeg Malum sige og spidsede ørene for at finde ud af, hvem han snakkede til. Han lød hæs.

"Ikke endnu," svarede Tailo og skønt jeg var glad for at Tailo var i live, havde jeg håbet det var Rakians stemme.

Hvor var Rakian?

"Hvordan tror du hun reagerer, når hun vågner og høre, hvad der er sket?" spurgte Malum og mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Hvad var der sket?

"Hun bliver ked af det. Vi har alle mistet en vi har kær," svarede Tailo. Tårerne begyndte at vælde op i mine øjne, da jeg begyndte at gennemskue, hvad de snakkede om. Det var Rakian. Han var væk, død og borte...

Der blev stille, da jeg kom til at snøfte og åbnede øjnene. Tårerne væltede ud fra mit slørede syn, og jeg begyndte at hulke og ryste.

"Sarina?" udbrød Malum og satte sig på hug ved siden af mig. "Hvad sker der?" Han begyndte at dubbe mig i ansigtet med en klud ikke mindst for at få tårerne væk, men jeg havde også svedt en del.

Jeg kunne ikke svare. "Hun er i chok," sagde Tailo.

"Tag det roligt Sarina," sagde Malum. "Træk vejret, så kommer Rakian lige om lidt."

Jeg stivnede. "Rakian?" spurgte jeg hæst og hostede. Jeg lagde mærke til, at vi befandt os i en stor hule i læ for den lille smule støvsne, som begyndte at lægge sig over skoven.

"Ja. Han er ovre at pleje sine sår. Han ligner en der er blevet tæsket med en kølle. En lang flænge lige over højre siden af hans ansigt." Malum himlede med øjnene. "Ja og så har han fået nogle brandmærker, selvom jeg sagde til ham, at han skulle holde sig fra ildbetvingerne. Han er ligeså døv, som du er somme tider."

Jeg sank en klump. "Lever Rakian?" nærmest hviskede jeg, og tårerne begyndte endnu engang at rende ufortrødent ned af mine kinder. Denne gang af lykke.

"Ikke græde mere nu." Malum rynkede på næsen. "Han kommer lige der." Han løftede hånden og pegede mod Rakian, der kom gående med blikket mod jorden og en stor blodplettet klud, som han holdt over sin højre side af ansigtet. Det var heller ikke første gang, jeg så ham med brandforbindinger ned af armene. Han var blå og gul, men det var lige før jeg ikke engang lagde mærke til det. Jeg så på hans blå øjne, der løftede sig mod mig, og hvor store de blev, da han opdagede, jeg var vågen. Han satte i løb mod mig.

"Sarina!" Han nåede ikke engang at sætte sig ned, før han omfavnede mig og undlod at slippe i meget lang tid. "Sarina elskede... Det er slut. Det hele er overstået nu."

Det der med at finde en grund til at græde opgav jeg, for jeg kunne overhovedet ikke finde hverken hoved eller hale på mine følelser. Jeg åbnede blot for vandsluserne og lod dem gennembløde Rakians trøje. Fletningen bag hans øre var ikke blevet skåret af endnu. Han sagde, han ville klippe den af, når vi kunne være sammen igen uden krig, men jeg kunne godt lide den. Jeg syntes ikke, den skulle af.

"Vi har været så bekymrede for, at du måske havde fået en indre blødning i hjernen, eller noget andet vi ikke kunne se." Han var lige ved at klemme luften ud af mig med sine stærke arme. "Jeg var så bange for, at du ikke ville vågne op igen." Sig mig, græd han?

Han trak sig væk og tog kluden op på kinden igen. Jeg nåede lige at se et voldsomt sår fra næseryggen halvt ned af kinden og et mere længere nede som lavede en bue om hagen. Jeg skar en grimmasse.

”Jeg må ligge ned igen,” mumlede jeg, da en skarp smerte skar igennem siden på mig.

”Selvfølgelig,” sagde Rakian og hjalp mig ned på ryggen. Jeg kneb øjnene sammen, mens jeg bed smerten i mig.

"Jeg hørte jer snakke om en eller anden frygteligt nyhed," sagde jeg og så op på Tailo, der bed sig usikkert i læben. Han så ned.

"Æhm… Det er Luna," sagde Rakian. "Hun har fået fred."

Jeg nikkede. "Det vidste jeg godt. Hun fortalte mig, at det ville ske, lige inden jeg gjorde det af med Vatokan. Jeg kommer til at savne hende. Hun var fantastisk.”

”Det var hun, men hun er et bedre sted. Hun indfandt sig aldrig rigtigt med sin skæbne.”

Jeg lagde hånden på min mave, som stadig havde den samme buede facon. Nu havde jeg været i krig og rejst landet tyndt, men aldrig havde noget skræmt mig så meget som bulen på min mave. Jeg var skræmt over, hvad jeg skulle gøre, hvis der var sket noget med det under krigen, jeg var skræmt over tanken om at føde en baby, jeg var skræmt ved tanken om at opdrage et barn, og bange for jeg ville være dårlig til det hele.

"Gør det ondt?" spurgte jeg Rakian, der ikke lod kluden forlade sin kind et sekund.

"Ja. Det er ikke en rar følelse at blive skåret op i ansigtet," sagde han, som om jeg var dum og grinede, da jeg skar en irriteret grimasse. "Du burde tænke på dig selv i stedet.”

"Hvor længe har jeg været bevidstløs?"                                

"Det har føltes som længere tid end det er. Måske kun nogle timer."

"Hvad skete der efter jeg besvimede? Hvordan kom jeg herned?" Det ærgrede mig, at jeg var besvimet, så de andre måtte have postyret med at få mig i sikkerhed. Det irriterede mig også, at jeg ikke vidste, hvordan det var gået. Jeg slog Vatokan ihjel og lod de andre om resten.

"Har du lyst til at se det i mine tanker?" spurgte han.

"Må jeg læse dine tanker?"

Han nikkede. "Jeg tror alle andre gør det hele tiden alligevel."

"Jeg gør ikke," udbrød Malum uskyldigt.

"Nej du er en sand helgen Malum." Rakian rystede på hovedet. "Af en eller anden grund tror jeg ikke på dig."

Malum surmulede.

"Er du klar?" spurgte jeg ivrigt. Jeg var ligeglad med at jeg havde ekstremt ondt i hovedet, for jeg var så nysgerrig.

"Bare rod mig igennem alt det du vil. Jeg har alligevel ikke noget at skjule." Han smilede.

"Men husk at tænke på krigen, for så er det lettere at opfange det."

"Det lover jeg."

Jeg smilede og rakte ud efter Rakians sind, hvor jeg begyndte at lede efter det rigtige. Det havde altid fascineret mig, at et menneske havde så mange tanker på en gang. Selv når man kun koncentrerede sig om en ting, skulle der ingenting til at distrahere en. Derfor tog det også tid at finde det rigtige spor af tanker og fokusere på billederne.

Jeg så alting gennem Rakians tanker og opdagede, at han havde sneget sig rundt ude i kanten af skoven sammen med Vick. De havde siddet på hug i krattet, og det at se det hele fra Rakians perspektiv var rent faktisk underholdende. Nu var jeg Rakian, og jeg var på vej ind til betvingerne, der bekrigede hinanden. Jeg kunne høre alt, hvad han havde tænkt, og føle alt hvad han havde følt.

… Jeg dukkede mig for en ildkugle og så mig over skulderen på Vick, der så alvorlig ud. Malum kom hen mod os og væltede mig omkuld, fordi der kom tre ildkugler lige i min retning.

"Pas på!" råbte han. "Hold dig fra ildbetvingerne."

"Men der er jo kun ildbetvingere," udbrød jeg og fik mig fortumlet op at sidde igen.

"Nogle af dem er bedøvet. Vi havde omkring halvtreds giftpile med, så led efter dem som blev ramt."

"Men de er nok døde nu. Jeg er nødt til at hjælpe."

"Du lyder ligesom Sarina! Kom ikke og sig jeg ikke advarede dig! Hvis jeg var dig, ville jeg bruge dit talent for at skyde." Han løb videre, og jeg var endnu engang alene sammen med Vick, som langsomt forsvandt i mængden, fordi han var kommet op at slås med en lyshåret ildbetvinger. Det så man ellers ikke så tit, da vores forfædre ikke tillod blanding af racer. Derfor kunne man af og til se, hvor de kom fra. Jordbetvingere havde det med at være de lyshårede og hvide i huden, fordi de plejede at leve inde i bjergene for mange år siden. Ildbetvingere havde for det meste brune øjne og sort eller rødligt hår. Luftbetvingerne og vandbetvingerne var ofte lidt mørkere i huden, da deres forfædre havde opholdt sig mere i solen. De havde også mere tendens til krøller i håret.

Jeg blev ramt af en ildkugle og trillede om på jorden, mens jeg skar ansigt af smerte. Jeg havde fået forbrændinger ned omkring håndleddet, og min allerede mishandlede hud blev nu endnu mere ødelagt. Jeg langede ud efter en giftpil, som jeg havde taget med fra lejren efter slaget ved muren, ud fra mit bælte. Bare for en sikkerhedsskyld.

Jeg stak den i benet på ham, inden han nåede at gøre noget, og han faldt om på jorden ved siden af mig, mens giften virkede. De fleste faldt, når de blev ramt, for giften var så kraftig, at det to et par sekunder inden de kunne stå på benene igen. Nok tid til at stikke ham i hjertet med mit sværd.

En tyk mælkehvid tåge begyndte at fange om de sorte, orange og blå kapper med sine klistrede arme og snoede sig omkring enhver mand. Jeg vidste ikke, hvad det var, men da det kom helt hen til mig, kunne jeg lugte en sød duft af blomster. Den duftede ligesom Luna, men den gjorde mig døsig. Jeg kunne mærke det hvide stads kravle op i mine næsebor, og pludselig kunne jeg ikke længere se noget. Der var ikke mørkt, nej det var hvidt for mine øjne, som om jeg stod i et stort uendeligt hvidt rum, uanset om jeg åbnede eller lukkede dem. Jeg tog mig til hovedet og faldt på knæ. Det skulle gå væk nu; det gjorde ondt og følelsen af at blive kvalt fik panikken til at lægge sig over mig. Jeg kunne ikke bevæge mig. Hvad var det for en bedøvelse Vatokan brugte? Jeg skulle være løbet, da jeg så den.

Efter hvad der føltes som en evighed, forsvandt den underlige tåge, og jeg kunne ikke længere mærke noget. Intet havde ændret sig; jeg var ikke engang tør i halsen eller svimmel. Folk begyndte at se op mod borgen i stedet for at slås og pegede med rystende fingre. Jeg forsøgte at se, hvad de ledte efter, og pludselig kunne man høre et skrig, da en tung krop væltede ud over borgens tag. Nej der var to kroppe, men den ene havde ikke menneskeform.

Da det gik op for folk, at de var blevet revet med af slaget på taget af borgen, begyndte de at gå på hinanden igen. Jeg var havnet i en saks, jeg ikke kunne komme ud af, fordi de spidse sakseblade af ildbetvingere omringede mig. Jeg kæmpede alt, hvad mine evneløse krop kunne med arme og ben, da nogle ildbetvingere begyndte at trække mig ud til siden. Da mit sværd blevet flået ud af min hånd og landede på jorden et stykke væk, vidste jeg at det var ude med mig. Ildbetvingerne, som holdt mig nede på den mudrede jord, vidste hvem jeg var. Jeg kunne se dem genkende mig, og det skulle ikke undre mig, hvis de var blevet vist et billede af mig i tankerne, så de vidste, hvem de skulle slå ihjel først. Hvorfor ikke starte med at fælde den kommende konge?

De trak tiden ud, og bekymrede sig slet ikke om krigen omkring dem, da de åbnede ilden foran mig. Sveden perlede af mig, og jeg forsøgte forgæves at vriste mig ud af deres jerngreb. Jeg skreg af smerte, da den ene rørte ved mig med en brændende finger. ”Du burde slet ikke være blevet født,” sagde en af dem. ”Evneløse burde udryddes.” Jeg udstødte nogle fortabte lyde.

”Skal vi ikke bare så ham ihjel med det samme?” spurgte en anden. ”Det her tager for lang tid.”

Ham der stod bøget ind over mig gryntede bekræftende. ”Jeg afskyr folk som dig!” sagde han lavmælt og hævede en kniv mod mit ansigt. ”Men du slipper den lette vej.” Jeg gjorde mig klar til at få en ende på det hele; så Sarinas ansigt for mine øjne og bad til, at hun overlevede, men et ordentligt brag redede mig. Det var lige før, det væltede de grusomme ildbetvingere omkuld, mens et stort ulvehoved af blodrødt ild udfyldte den triste regnvejrshimmel. Var det Sarina der lavede det?

Mens de forfjamsket rejste sig op igen, spændte jeg ben for den ene og stak en giftpil i den andens lår. Jeg sprang op på fødderne og greb mit sværd, som jeg stak igennem den nærmeste ildbetvinger, og derefter satte jeg i løb. Chokket havde slet ikke fundet frem til mig endnu, da jeg spænede ind mellem menneskemængden og dukkede mig for ildkugler og alverdens klinger. 

Jeg begyndte at bevæge mig hen mod borgen og undveg alt, der kom imod mig på min vej. Jeg havde en anelse om, hvem det var, jeg havde set oppe på borgens tag, men det var lettere sagt end gjort at komme derhen. Ud af øjenkrogen kunne jeg se en flok jordbetvinger, som var i færd med at ryste murene løse.

"Er i sindssyge!" råbte jeg og fik dem til at stoppe. "Der er folk derinde."

"Vi har fået ordre på at lægge borgen ned, når vi havde muligheden for det."

"Men brug dog hovedet!" De stoppede og så flove ud. Tailo kom løbende ud af porten med en slap krop over skulderen og bag ham væltede porten sammen, fordi Jordbetvingerne havde gjort stenene løse. Jeg så det røde hår på den bevidstløse person og spurtede hen mod dem. "Sarina!"

"Hun besvimede, da hun havde skubbet Vatokan." Tailo lagde hende på jordet og skød en ildkugle efter den ildbetvinger, der kom løbende mod os, men jeg opdagede hurtigt, at vi allerede var i stærkt overtal. De orange og blå kapper var næsten de eneste, jeg kunne se.

Jeg nikkede. "Jeg så dem falde." Jeg kyssede hende på hånden og tørrede noget blod fra hendes flækkede læbe væk med tommelfingeren. "Find Vildana inde i skoven. De er et sted i en hemmelig hule. Find hende i tankerne, så kan hun hjælpe dig.

Han nikkede og begyndte at løbe mod skoven med Sarina på slæb. Jeg vendte mig om og så den sidste sorte kappe ramme jorden med et klask. Resten af dem have flygtet og Borgen Caprit var for alvor besat af Nordlandet. Folk begyndte at juble. Blå og orange kapper omfavnede hinanden og jublede og hoppede. Flere af dem kom hen til mig og klappede mig på skulderen, gav mig et kram og lykønskede mig, og skønt jeg smilede og grinede med, føltes det ikke virkeligt. Var det virkelig slut? Hvor lang tid havde vi ikke kæmpet for lige præcist det her?

Malum løb hen til mig og grinede, og før jeg vidste af det, svang han armene om mig og klappede mig broderligt på ryggen. "Jeg tror aldrig, jeg har været så glad for at se en evneløs!" grinede han.

"Nej nu står verden da ikke længere," sagde jeg og gjorde store øjne. "Kom du lige til at holde af et evneløst menneske?"

Han gav mig et hårdt slag over skulderen. "Hjælp mig lige med noget," sagde han og nikkede over mod en flok sortkappede betvingere, som sad krummet sammen på jorden i en underlig stilling. "Den her flok idioter hævder, at de ønsker at slutte fred. De mener, at de har skiftet side." Han trak på skuldrene. "Hvad skal vi gøre med dem? Det er dig der bestemmer?"

Jeg så ned på den flok mænd, hvis hænder var forsvundet ned i jorden som en slags stenhåndjern, som jordbetvingerne havde lavet. Jeg havde mest lyst til at slippe dem fri, men tænk hvis de gik til angreb igen?

Jeg gav mig til at tælle dem. "Der er treogtredive, og vi har størstedelen af vores i god behold."

"Skal vi lade dem gå?"

Jeg havde det underligt med, at det var mig der gav ordrerne. "Bare slip dem fri. De er i langt undertal, hvis de prøver på noget." De sortkappede fik alle sammen store øjne og så rundt på hinanden. "Jeg viser jer nåde nu, så brug den og få jer et ordentligt liv."

Med ét sprang stenene af deres håndled, og de rejste sig op. De grinede og slog hinanden på skuldrene, men et par af dem kom hen og så mig i øjnene. "Fred," sagde en og tryggede min hånd.

Jeg nikkede bekræftende. "Vi slutter fred."

Malum prikkede mig på skulderen. "Jeg går ud og leder efter Luana."

"Nej lad os finde dem sammen. Vi må hellere holde os sammen." Jeg begyndte at gå op mod borgen. "Hvordan kan det være, du ikke forsøger at kontakte dem gennem sindet?" spurgte jeg Malum.

"Jeg blev skudt af en af Vatokans pile for lidt tid siden, så jeg venter stadig på det preller af. Heldigvis skal jeg ikke være handikappet i en hel uge, ligesom med dem vi har!" Han trak på skuldrene.

"Jeg kan ikke forstå at kongen virkelig er død," mumlede jeg sagte. "Det er slet ikke til at forholde sig til, at det er slut."

"Se!" udbrød han og pegede mod Vick, der gik rundt for sig selv. Malum skulle til at løbe derhen, men jeg trak i hans kappe og fik ham tilbage.

"Du skal nok lige vide noget først," skyndte jeg at sige.

"Hvad nu?"

Jeg så ned og sukkede. "Galia er død. Han er meget ked af det, så tag det lige roligt, hvis du vil tale med ham." Malum gik i chok.

"Galia..." sagde han. "Er hun virkelig?"

"Ja."

"Stakkels Vick... jeg mener, de to var jo næsten uadskillelige. Åh Galia." Han rystede på hovedet og tog en dyb indånding. "Forbandet!" mumlede han og begyndte at gå hen mod Vick. Jeg besluttede at lade dem være alene og begyndte at gå videre op mod borgen. Jeg vendte blikket ned af mit tøj og så alle blodpletterne, mens jeg gjorde alt for at lukke den svidende smerte af brandsårene ude. Jeg var udmattet af at gå rundt med den tunge rustning, men jeg følte jeg havde et ansvar for, at få folk med tilbage til Thornag. Jeg måtte sørge for, at de sårede blev tilset, og nogen måtte tælle de døde, så vi vidste, hvor mange vi havde med hjem. Der var så mange ting at gøre, selvom lysten til at smide mig på jorden og gå i koma var lokkende.

Jeg passerede nogle Milenske soldater i blå kapper og hilste kort på dem. De lykønskede mig og smilede af glæde, men jeg granskede sorg i nogle af deres blikke. De havde sandsynligvis mistet en kammerat.

Malum og Vick kom langt om længe hen til mig. Vick i levende død tilstand.

"MALUM!" hørte jeg en pigestemme råbe og nogle helt utroligt hurtige skridt i gruset. Luana kom spænende med luftbetvingerfart lige mod Malum og kastede sig i armene på ham. Han grinede og svang hende rundt.

"Du har lært at sige mit navn!" grinede han, men kom i tanker om, at hun ikke kunne høre. De stod og så hinanden sagligt ind i øjnene et stykke tid, inden de kyssede, og jeg fnes.

"Aaaad..." sagde jeg barnligt.

Malum slog mig over armen. "Så kan du selv se, hvordan du går og kissemisser med Sarina hele tiden." Vick lod ikke til at synes, at noget var spor morsomt.

"Vick?" spurgte jeg. "Kan du ikke tage dem der ikke er sårede med til lejren nede ved muren?" Jeg havde på fornemmelsen, at han havde brug for at lave noget, og at han havde brug for at være fri for Malum og mig lige nu.

Han nikkede og gik sin vej. Nu skulle jeg blot have de sårede transporteret hen til den hemmelige hule og skaffe dem noget hjælp...

Jeg opdagede at jeg havde lukket øjnene, mens jeg havde set alt, hvad der var sket, og det var som at vågne op fra en drøm, da jeg gjorde et spjæt og så op på Rakian.

"Er du rolig nu?" spurgte han.

"Stakkels Vick," mumlede jeg. "Jeg kunne godt lide Galia."

"Vick er i hvert fald ødelagt. Han er nede ved muren nu sammen med dem, som ikke blev såret. Eller det vil sige, den forhenværende mur. Lige nu er det bare en bunke sten."

Jeg sukkede. "Jeg vidste godt, at det ville ske med en af os... Hvad med alle andre?"

"Nuka blev ved den anden lejr efter slaget ved muren, fordi han havde fået nogle mindre skader og ikke mente, han kunne hamle op med ildbetvingerne, Sansan er... ja det ved du." Han tav. "Men ved du, hvem der er sluppet fuldstændigt uden en skramme?" Jeg rystede på hovedet. "Rosa..."

"Rosa?" Jeg løftede begge øjenbryn. "Hold da op, men hvor er hun nu?"

"Sammen med Vick nede ved lejren. Hun snakkede om, at hun ville snakke med ham, fordi hun ville opmuntre ham. Held og lykke siger jeg bare." Han rystede på hovedet. "Men hun er sød, fordi hun prøver. Jeg har i hvert fald opgivet, og det er nok også bedst, vi lader ham sørge." Der var stille et øjeblik.

"Det var lidt underligt at se mig selv bevidstløs. Ser jeg virkelig så dum ud, når jeg sover?"

"Nej du ser altid smuk ud." Han flettede vores fingre sammen og bukkede hovedet for at kysse mig på læberne. Han førte sin hånd op på min mave og strøg den forsigtigt hen over bulen. Vores læber skiltes, og vi så hinanden i øjnene.

"Lige inden det var sket med Luna, lagde hun hænderne på min mave, og sagde hun ville passe på den. Det ser ud som om, vi beholder bulen."

Han rystede på hovedet af mig. "Sarina, du er altså nødt til at finde et andet navn til vores barn. Når han kommer ud, kan du jo ikke bare blive ved med at kalde ham Bulen. Prins Bulen."

"Hvordan ved du, det er en dreng?"

Han trak på skuldrene. "Det kunne jeg helst tænke mig." Han rødmede. "Ej, men så har jeg jo en at slås med."

"Piger kan også slås..."

"Ja, men det er ikke alle, der er ligesom dig." Han løftede det ene øjenbryn.

"Hvis hun er datter af os to, så er jeg næsten helt sikker på, hun kommer ud for vanskeligheder på den ene eller den anden måde." Vi grinede begge to. "Vi får en rigtig møgunge..."

"Hvis hun bliver ligesom dig, så kan jeg sagtens klare det."

"To af mig på en gang?"

"Jeg har da opdraget dig meget godt. Du er næsten en pige nu." Han grinede. "Giv mig ti og jeg skal modellere dem," sagde han med et kækt udtryk i ansigtet.

"Er du ikke bange? Det virker ligefrem som om du glæder dig..."

"Hvorfor skulle jeg ikke glæde mig? Vildana sagde, at kun et mirakel havde holdt et barn i live, gennem alt det du gjorde. Luna er et mirakel, men Sarina, hvorfor glæder du dig ikke?"

Jeg sukkede. "Det ved jeg ikke. Jeg har drømme om babyer, der smider mig i fængsel og overtager slottet."

"Jeg vidste det bare," sagde han. "Nu forstår jeg meget bedre, hvorfor du ikke sover om natten. Tænker du aldrig på, at det måske lige præcist er dig, som er den der ville kunne klare den opgave bedst?"

"Næ..." mumlede jeg. "Jeg fokusere mest på, at jeg er så dårlig til at tage ansvar, at ungen nok ender med at hade mig."

"Dårlig til at tage ansvar? Ha! Hvad er det for noget sludder?" Han så mig ind i øjnene. "Forestil dig at du får muligheden for at blive den person, som du altid har manglet over for et andet menneske. Vores barn bliver født ind i en verden, hvor det vil være så elsket, at det vil tage det forgivet. Han eller hun vil hade dig for at sætte grænser, men elske dig for det alligevel. Du havde ingen grænser Sarina. Du blev knap nok lagt mærke til. Her er en chance for dig at udfylde det hul, som du altid har haft."

"Det er ikke så let..."

"Du tog dig af Luna..."

"Jeg mistede Luna..."

"Ja, men du gik faktisk bogstaveligt talt imod ild og vand for at finde hende igen." Jeg kunne ikke lade være med at fnise. "Så hvad er du bange for?"

"Alt..."

Han himlede med øjnene. "Lad os snakke om noget andet, for du har åbenbart besluttet at være frøken modsat. Bare husk, at du godt kan.”

”Tja…” mumlede jeg.

”Jeg må indrømme, at jeg synes du tager alt det her utroligt pænt. Her ligger du med en baby i maven efter at have dræbt mennesker, mistet dine forældre og muligvis har skader vi ikke kan se,” pointerede han. ”Du har endda overskud til at lave det der skæve smil.”

”Det er fordi jeg hæfter mig ved, at næsten alle jeg har været bekymret for er i live,” svarede jeg roligt. "Har du set, hvordan Luana og Malum er begyndt at klistre? Der er sådan noget stads imellem dem," sagde jeg for at skifte emne.

"Jeg tror det hedder kærlighed," sagde Rakian tænksomt. "Det sidder også på mig af og til. Vildt irriterende, at man ikke kan få det af, når man vasker sig," drillede han.

"Hvor er du dum," sagde jeg og gav mig til at surmule.

"Du ved, jeg elsker dig," sagde han bare.

"Tja... Men jeg ved snart ikke, om jeg kan gengælde det mere."

"Det bliver du nødt til. Du slipper ikke for mig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...