Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1839Visninger
AA

5. Planer

Vi samledes os i salen. Vores lille hold som vi havde skrabet sammen gennem tiden, ja selv Luna tog vi med. Hun var en del af holdet, og den som det meste drejede sig om. Og hun var ikke noget lille barn. På et vidst punkt var hun vel, men hun hadede, når vi tog hensyn til hende, bare fordi hun ikke var ligeså gammel som os.

    Salen var fars sal. Det var den sal, han lagde alle sine planer, den sal, hvor han og jeg spiste alle vores måltider, ja det var kort sagt i den sal, han levede sit liv... og den sal han endte det. Jeg hadede den sal, men at der var kommet nogle nye ting ind, gjorde det lettere at lægge de grimme minder til side.

    Det lange bord med alle stolene var blevet ødelagt under oprøret, ligesom så meget andet, og derfor havde Rakian og de andre lavet et nyt bord, som var større end det gamle. Det var det, vi nu sad omkring for første gang alle sammen.

    "Vi har samlet jer, fordi der er nogle ting, vi skal diskutere," begyndte Rakian.

    Han var blevet en helt anden. Rakian havde altid været en, der holdt sig lidt i baggrunden på forsamlinger. Han var aldrig den, der havde stillet sig forrest, for han havde altid været godt tilpas i sin rolle som almindelig indbygger. Nu var det ham og Tailo, der havde taget affære, og Rakian styrede det hele som var han kongen...

    "Hvad skal vi diskutere?" spurgte Malum.

    "Er der nogen, der har nogle forslag med hensyn til at bekæmpe kongen?"

    Vi sad alle sammen og udvekslede blikke, men ingen sagde noget. En af de der akavede situationer, hvor man smiler nervøst, fordi man ikke har noget klogt at sige.

    "Jeg tror, vi alle er på bar bund," sagde Vildana stille. "Jeg tror ikke, der er nogen af os her, der har nogen erfaring indenfor krig."

    "Men i må da have et eller andet." Rakian stirrede rundt på os alle.

    Jeg bevægede min hånd hen til hans under bordet og flettede vores fingre sammen, mens jeg smilede et skævt smil. "En ting af gangen," sagde jeg. "Først skal vi kunne forsvare os. Har vi våben, har vi beskyttelse, har vi udstyr til krig? Det er det vigtigste, at vi får noget sat i gang i det område først."

    "Hvad med træning?" spurgte Rakian. "Mændene skal trænes i kamp, og betvingerne skal øve sine evner."

    Jeg tænkte over det. "Vi kan træne kampsport, slås med sværd og skyde nede på den gamle træningsplads. Betvingerne kan vi lave et andet sted til."

    Malum fnøs. "For det første er vi overhovedet ikke nok mennesker i den her by til at kunne bekæmpe kongen, og desuden er vi sådan en sølle lille flok betvingere, at ingen af os kan hamle op med Vatokan. Og hvordan skal alle de evneløse kunne hamle op med alle de ildbetvingere Vatokan har?"

    "Jeg foreslår at vi sender nogen ud til de andre byer omkring i Nordlandet og sørger for, at de bliver trænet rundt omkring," foreslog Galia. "Alt efter, hvad jeg ved, er der ikke mange betvingere i Nordlandet, så hvis nu vi kunne skaffe mad og husly her i Thornag til dem der er, så kan vi træne sammen her, mens alle de evneløse i de andre byer, træner for sig selv. Vi kan måske sende en repræsentant ud til hver by og tale til folk."

    "Det lyder ikke dårligt Galia, men jeg tror ikke, vi har nok folk, vi stoler på, til at vi kan sende nogen ud til alle byerne. Desuden ville det være bedst, hvis vi sendte mindst to ud til hver by. Derudover er jeg ikke sikker på, at vi kan huse alle de betvingere, trods det faktum, at de ikke er så mange," sagde Tailo.

    "Hvad så med Safir Bismara," sagde hun. "Der er helt vildt mange betvingere, og det er meget stort. Safir Bismara er faktisk halvt så stort som hele Sydlandet, og det er stort, selvom Sydlandet er meget mindre end Nordlandet, og tænk på hvor mange mennesker, der er klumpet sammen der i forhold til Sydlandet. Jeg vil våge at påstå, at der er ligeså mange betvinger i Safir Bismara, som der er i Sydlandet," sagde hun. "Tænk på at Safir Bismara er hjemsted for både jord, luft og vandbetvingere, samt en lille håndfuld ildbetvingere, hvorimod der i Sydlandet stort set kun findes ildbetvinger. Det ville være dumt ikke at skaffe hjælp fra dem."

    "Men det ville Alia aldrig gå med til," sagde jeg. "Jeg er ret sikker på, at hun ikke vil gå imod Vatokan."

    "Men hun hader Vatokan..."

    "Det er vi ikke så sikre på..."

    "Alia er uforudsigelig," sagde Tailo. "Det er ikke til at se, hvad hun vil gå med til og ikke gå med til, men jeg ved, at hun aldrig i sit liv ville kunne få sig selv til at arbejde sammen med evneløse."

    "Men vi har brug for hende," sukkede Galia. "Hør her, ingen kender Alia rigtigt. Den eneste der nogensinde har gjort det er Vatokan, er det sådan det skal forstås?" Vi nikkede. "Men selvom vi ikke kender hende, ved vi alligevel, at hun mere end noget andet kunne tænke sig at være dronning  igen, og den hun både elsker og hader mest er Vatokan. Når vi nu kommer i kontakt med Alia, kan vi jo lokke med nogle ting."

    Jeg rynkede forvirret panden. "Hvordan skal vi lokke?" spurgte jeg.

    "I må indrømme at, selvom Alia er lidt forvirret og underlig, er hun faktisk ikke dårlig til at regere Safir Bismara. Der er en grund til, at folk elsker hende, og det er fordi, hun passer på dem. De eneste hun ikke kan tolerere er evneløse, og så er hun heller ikke særligt vild med ildbetvingere, men folk kan alligevel lide hende. Se Dian, Vicks ven, han har altid holdt med Alia, selvom hun ikke kunne lide ham, og det er fordi, hun har en evne til at skabe fremgang og sørge for at der er plads til alle betvingere."

    "Jeg forstår det stadig ikke helt..."

    Galia himlede med øjnene. "Det er fordi jeg ikke er færdig," sukkede hun. "Som sagt er Alias største ønske at blive dronning igen, og det er ikke fordi hun vil have magt, men fordi hun ligesom dig Sarina er meget glad for at tingene bliver gjort på hendes måde. Derudover har hun brug for at få fred med hensyn til Vatokan. Måske er hun så forskruet i hovedet, at hun rent faktisk har lyst til at hævne sig lidt over ham, og der kommer vi ind i billedet..." Hun smilede lidt skummelt. "Vi spørger hende, om hun vil hjælpe os... Hun siger nej... så spørger vi hvorfor... så kommer hun med en undskyldning... men så tilbyder vi hende, at hun kan blive dronning igen..."

    "Men Galia..."

    "Jeg er stadig ikke færdig..." sagde hun bestemt. "Vi kan ikke løbe udenom, at Alia kan regere et land, for det kan hun. Hun er ikke et ondt menneske, for alle har sine dårlige sider, og sådan er det. Vi siger til Alia..." Galia rømmede sig og gjorde sin stemme hæs, så hun lød komisk alvorlig. "Alia, vi ved godt, at du har meget travlt med at elske kongen, men nu har vi altså brug for dig. Du har en masse stærke betvingere, og vi har brug for din kloge hjerne og erfaring til at lave en god strategi. Vi kan tilbyde dig at blive dronning i Sydlandet, når det er overstået, hvis du hjælper os med at få den gamle tyksak ned med nakken..." sagde Galia, og gjorde sin stemme normal igen. Vi andre grinede lidt lavmælt. "Alia vil måske ikke være meget for ideen, for det er vidst noget med, at hun elsker Vatokan eller sådan noget, men hun ville ikke kunne modstå det tilbud om at blive dronning. Og BANG! Når det her er slut, så har vi igen to lande..."

    "Det giver ingen mening Galia..." sukkede jeg igen.

    "Jo det gør Sarina... Du skal bare lige overveje det lidt. Altså for at opsumere..." sagde hun ivrigt. "Vi får overtalt Alia ved at give hende chancen for at blive dronning igen. Vi bekæmper kongen, hvis alt går som planlagt, og landet Gia Livaria bliver Samlet til et."

    Rakian kløede sig lidt i håret. "Mener du at Alia skal regere hele Gia Livaria?"

    "Nej, sagde jeg ikke, at vi havde to lande igen?"

    "Nej du sagde  at Gia Livaria blev samlet til et, og at Alia skulle være dronning..."

    "Vi kan sagtens samle Gia Livaria og have to regenter på samme tid. Vi river muren ned, så folk selv kan bestemme, hvor de vil være, men Sarina passer på Nordlandet, og Alia passer på Sydlandet. Uden muren har folk flere rettigheder, Gia Livaria er blevet til et, og der vil være fred."

    Jeg måbede. Vi måbede alle sammen. "Det var faktisk ikke nogen dårlig ide Galia... du skal bare lige øve dig i at forklare ting, så folk forstår det, men godt tænkt. Det kan vi godt arbejde med." Jeg smilede til hende.

    "Tak." Hun smilede og lænede sig tilfredst tilbage i stolen.

    "Nogen der har noget andet?"  spurgte Rakian.

    Luna sad lidt uroligt på stolen. "Jeg tror ikke Alia bliver dronning," sagde hun stille.

    "Hvorfor ikke Luna?" spurgte Rakian.

    "Det tror jeg bare ikke. Jeg kan bedre lide Sarina..."

    "Det kan vi også, og det er også derfor, der bliver to regenter."

    "Nej, det er ikke godt," sagde hun lidt nervøst over alle de stirrende blikke på sig.

    "Hvorfor ikke?" spurgte Rakian, som stivnede, da der pludselig opstod en tyk fugtig tåge i rummet. "Hvad sker der?"

    Luna rejste sig pludselig brat. "Jeg går lige lidt," sagde hun og gik ned til de kæmpe store døre for at gå sin vej, hvorefter tågen forsvandt, og vi alle udvekslede forvirrede blikke. Og der blev stille.

    "Det kan godt være, at hun er meget vigtig og alt det der..." sagde Malum. "Men den pige giver mig altså myrekryb." Han rystede på hovedet.

    "Hun tænker anderledes," sagde Rakian bare. "Nogen gange får jeg følelsen af, at hun allerede ved, hvordan tingene ender." Han gøs. "Nå, hvor kom vi fra?"

    "Hvem vil tage til Safir Bismara?" spurgte jeg.

    "Det gør jeg," sagde Tailo. "Selvom Alia og jeg blev uvenner, var jeg stadig den der stod hende tættest førhen. Jeg kender hende bedst."

    "Jeg vil gerne med," sagde Vick.

    "Godt så. Tailo og Vick tager af sted," afgjorde Rakian. "Jeg synes, vi skal sende nogen ud i hvert fald til de største byer i Nordlandet og sørge for at folk får mulighed for at deltage. Uanset hvad, skal vi altså have nogle flere krigere."

    Jeg vendte blikket mod Malum. "Er det ikke noget for dig?"

    Han pegede på sig selv med store øjne. "Mig? Nej nej nej... Jeg kan ikke finde rundt i landet på nogen måde! Aldrig i livet!"

    "Du får en ledsager."

    "Det vil jeg gerne!" udbrød Galia, hvilket fik Vick til at himle med øjnene.

    "Mor siger du skal blive her! Hun blev vred, da du tog af sted sidste gang, kan du huske det?" spurgte han.

    "Hun blev ligeså vred på dig, og du må heller ikke tage af sted! Hvor er forskellen?"

    Han sukkede. "Det er kun fordi, jeg ikke vil have du kommer noget til."

    "Og i lige måde, men jeg får ikke lov at bestemme over dig, som du mener, du skal bestemme over mig. Jeg er ikke din lillesøster!"

    "Bare pas på dig selv!" sagde han opgivende. "Jeg vil ikke diskutere det med dig, så det må du selv styre."

    "Fint!" Hun lagde bestemt armene over kors, og der var stille igen.

    "Nå, men kan du klare det Galia? Du skal finde nogen du stoler på, som du kan tage med dig, og så må i aftale, hvordan i fordeler det. Du skal være sikker på, at du kan påtage dig det ansvar. Nuka kunne eventuelt tage med dig," sagde jeg og så over på Nuka, der havde været helt passiv under mødet. Jeg var sikker på, han bare lige skulle ind i, hvad det drejede sig om, inden han brød ind med noget.

    "Det kan jeg, og jeg skal nok klare det. Jeg elsker at prøve noget nyt." Hun smilede helt op til ørene, og ignorerede Vick der surmulede for sig selv.

    Nuka løftede øjenbrynet. "Jeg forstår ikke... skal hun i krig?"

    "Ja, hvorfor ikke? Jeg har også tænkt mig at deltage..."

    "Men det hænger bare ikke sammen. Det er ikke meningen, at kvinder skal kæmpe på den måde. Synes du, det er en god ide?" spurgte han forvirret.

    "Det var måske derfor, du skulle tage med hende og hjælpe? Ikke at jeg ikke har tillid til, at hun kan klare det selv, men du har erfaring med det." Jeg kunne se, han kæmpede lidt med sig selv. "Hvis du ikke kan se på, at kvinder også kan kæmpe, så er det måske ikke så smart, at du deltager i det her."

    Han rystede på hovedet. "Nej. Jeg skal nok klare det, og jeg tager med Galia. Jeg vælger at stole på din dømmekraft." Han bukkede hovedet i respekt, og jeg funderede over, hvornår nogen sidst havde gjort det til mig. I Sydlandet gjorde de det ikke af respekt, men af pligt.

    "Tak Nuka. Måske bliver det en fordel, at der bliver en evneløs og en betvinger på lige præcis den opgave. I må hellere gå i gang med at samle nogle folk."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...