Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1829Visninger
AA

6. Natlig vandring

Når man gik ned af gangen på et stort slot helt alene og spankulerede for sig selv, kunne man til tider begynde at føle sig en smule paranoid. Føle at skumle mænd fulgte efter en i mørket og kun ventede på en chance for at angribe. Alle skyggerne blev til monstre i mørket og skræmte livet af mig, selvom jeg godt vidste, at det var fantasien, der løb af med mig. Jeg elskede den følelse. Jeg havde ofte gjort det som lille bare for at mærke det rus, det gav at opleve de underlige fantasier, der formede sig, og hvordan man grinede af sig selv, når man kom tilbage under dynen.

    Jeg satte mig på en stol nede i det køkken, jeg efterhånden havde været i flere gange, end jeg kunne huske. Jeg gnubbede mine bare ben for at få varmen i det kolde rum, mens jeg lyttede til den lavmælte snorken inde fra rummet ved siden af, hvor Vildana sov. Køkkenet gemte på så mange minder - gode og dårlige - men de var alle sammen fra den tid, hvor det hele var så enkelt. Man havde det let den gang, det eneste man skulle frygte var at få ballade med sin far. Hvor ingen svære valg skulle tages, og hvor arbejdet blev overladt til alle andre.

    Da mørket begyndte at blive ubehageligt, tændte jeg en flamme i min hånd og gav mig til at synke ind i den smukke farve. Jeg lukkede øjnene, mens flammerne bevægede sig og forestillede mig en hare for mine mørke øjenlåg. Jeg forestillede mig, hvordan den ville se ud som flammer og forsøgte at føre det ud i min hånd, men da jeg åbnede øjnene og så på flammen, havde den stadig sin egen kedelige form.  

    "Luna fortalte mig, at jeg havde en del ildbetvinger i mig," sagde en stemme bag mig, og gav mig så stort et chok, at jeg havde lyst til at kaste ilden efter vedkommende.

    Jeg drejede hovedet. "Du gav mig et chok Rakian," mumlede jeg og vendte blikket mod flammen igen. "Hvordan kunne hun vide, du har ildbetvinger i dig?"

    "Hun kan åbenbart se det på folk." Han lagde en hånd på min skulder. "Hvad er der galt?" spurgte han roligt. Jeg vidste at, han spurgte i en god mening, men det var bare ikke det, jeg havde brug for lige nu.

    "Jeg kunne ikke sove," svarede jeg og gav mig til at stikke fingeren ind i flammerne, der omfavnede min upåvirkelige ildbetvingerhud.

    Rakian satte sig på gulvet op ad væggen og sukkede. "Skal jeg være bekymret? Eller kan du ligesom så meget andet selv klare det?" Han kunne sagtens se på mig, at der var noget galt. Han kunne altid se lige igennem mig.

    "Du forstår det ikke..." Jeg trak på skuldrene.

    "Hvorfor ikke? Jeg kan da prøve."

    "Fordi denne gang er jeg ikke engang sikker på, om jeg forstår mig selv," mumlede jeg. "Nogen gange tror jeg, der er noget galt med mig."

    Han var tavs lidt. "Jeg har altid elsket dine flammer."

    "Hvorfor?" spurgte jeg irriteret over hans emneskift.

    "Jeg kan bare altid se, når det er en af dine. Jeg kan ikke forklare det, men det er som om, de har personlighed. Jeg kan se dig, jeg kan se dit røde hår, jeg kan se dit ansigt i flammerne, for det er de samme flammer, som dem der glimter i dine øjne. Det gør mig glad." Han ventede lidt. "Jeg kan godt forstå, du ikke kan få nok af dem."

    Jeg smilede lidt for mig selv og besluttede at sætte mig ned ved siden af ham. Måske var det alligevel ikke så dårligt, at han var kommet. Han gøs, da jeg lænede mig op ad ham, så han kunne mærke min brænd varme hud. Jeg fnes og slukkede ilden. Han kyssede mig på kinden og lagde armen om mig, hvorefter vi sad i tavshed.

    "Jeg kan ikke lade være med at tænke på..." startede jeg. "Er jeg et dårligt menneske?"

    Hans øjne åbnede sig vidt og forskrækket. "Hvorfor spørger du? Selvfølgelig er du ikke det!"

    "Hvorfor elsker jeg så altid de forkerte mennesker?" Jeg bed tænderne sammen og tog en dyb indånding for ikke at græde. "Hvordan kan jeg elske Alia, selvom hun er, som hun er? Hvorfor elskede jeg Astan? Hvorfor blev jeg forelsket i dig, når alle andre mener, at det er en dårlig ide? Hvorfor... Hvorfor betyder den mand, der skal forestille at være min største fjende, mere for mig, end jeg tør sætte ord på?"

    "Vatokan?"

    "Ja." Jeg skyndte mig at føre en dråbe væk fra øjenkrogen, før den nåede at trille.

    "Du har ret. Jeg forstår det ikke Sarina. Hvorfor er det en dum ide at elske mig?"

    "Det synes jeg jo ikke, men det lader til, at vi er de eneste, der kan se det. Men med Vatokan... Det var bare rart at møde et menneske, som ikke synes, jeg var et frygteligt menneske på, grund af de evner jeg har. Han brød sig om mig, fordi jeg er ildbetvinger. Jeg var for første gang i mit liv et sted, hvor jeg følte, at jeg hørte til, for det gjorde jeg. Det var mit folk. Men..." Jeg sank en klump og lagde en hånd på Rakians kind. "Du er nødt til at se noget," mumlede jeg og gled ind i hans tanker...

    Jeg begyndte der, hvor jeg for første gang følte mig som en del af ildfolket... Vatokan og jeg red på heste ned af stien med vagterne i hælene, mens jeg fortalte om min rejse. ”Vi mødte en, der fortalte os lidt om landets historie. Det var ham, der fortalte mig, at du var min far. Han var åbenbart meget tæt knyttet til Alia, som havde fortalt ham det. Han tog mig med til Safir Bismara, men det var ikke nogen succes. Folk kunne ikke lide mig, fordi jeg er ildbetvinger, og Alia var næsten den værste. Hun forsøgte at få mig til at lade helt være med at bruge mine evner, men det ville jeg aldrig gøre," forklarede jeg.

    ”Nej gudskelov for det. Det må du ikke engang overveje!” sagde Vatokan.

    Rakians øjne så fjernt ud i luften, som om han ikke så andet end billederne i sit hoved af Vatokan og mig der red. Men jeg skiftede hurtigt over til et andet minde om samme aften, hvor jeg fik mareridt...

    Sveden perlede ned af min kind, og mine hænder brændte. Hvad skete der? Hvorfor brændte mine hænder? Og hvorfor sad Vatokan og holdt mine brændende hænder op i luften?

    ”Hv- hvad l-laver du her?” stammede jeg, mens jeg desperat forsøgte at slukke ilden i mine hænder. Med det samme ilden lagde sig forsvandt lyset i rummet, og der blev igen mørkt og uhyggeligt.

    ”Du skreg. Jeg tror du havde mareridt eller sådan noget,” svarede han ligeså forskrækket som jeg selv var. ”Hvad drømte du?” Han slap mine hænder. Jeg tabte hovedet ned i puden igen og tog nogle dybe vejrtrækninger.

    Jeg bed mig i læben og trak dynen tættere op til hovedet. ”Ikke noget.”

    Han kløede sig på kinden og gabte. ”Hvis du er sikker på, at der ikke er noget, så går jeg igen.”

    ”Det er der ikke. Godnat,” sagde jeg, da han rejste sig og gik hen mod døren.

    ”Kunne du ikke prøve at lade være med at drømme sådan noget igen?” spurgte han med et glimt i øjet.

    Jeg grinede lidt. ”Jeg skal se, hvad jeg kan gøre.” 

    "Er det virkelig rigtigt," mumlede Rakian stille.

    Jeg nikkede og ledte igennem mine tanker efter mere...

    Vatokan lo lavmælt. "Du er ikke nogen tøs Sarina. Du har mit blod, og i min familie græder vi ikke. Vi tager os ikke af, om andre bryder os om os, for det er kun for dem der er usikre på sig selv. Det må du ikke være." Han lagde hånden på sit hjerte. "Tror du ikke, jeg ved folk ikke bryder sig om mig? Men jeg er ligeglad, for jeg gør det jeg tror på."

    "Går det dig aldrig på, at der ikke er nogen du holder så meget af, at deres accept betyder ligeså meget for dig, som din accept til dig selv?"

    Han trak på skuldrene. "Nu har jeg dig. Det kan kompensere lidt for alle mine år alene.”

    Der blev helt stille i rummet. Jeg havde den største lyst til at læse Rakians tanker og finde ud af, hvorfor han ikke sagde noget. Stilheden gjorde ondt, fordi jeg godt vidste, at jeg havde rodet mig ud i noget dumt. Han var skuffet, og hvis det ikke var over mig, så var det over min dumme tendens til at lade andres mening styre mig.

    "Det værste er at... at..." Min hals snoede sig sammen og gråden vældede op i mig. "Da jeg tog af sted var det som om... som om..." Jeg kunne ikke se ud af øjnene for tårer, og da jeg lukkede øjnene, gled de ned af kinderne på mig. "Jeg tror ikke, jeg kan kæmpe mod ham Rakian."

    Rakian var stadig stille. Hans åndedrag blev en anelse hurtigere, og han trak sin arm til sig. Jeg havde gættet, at det ville komme. Jeg havde forudset, at folk ville blive vrede og se mig som en foræder, når de fandt ud af, hvordan jeg virkelig havde det.

    "Vær sød at sige noget," mumlede jeg.

    "Hvad vil du have, jeg skal sige?"

    Mine fingre gled ind i håret og greb fat, mens jeg snøftede og hulkede lavmælt. "Jeg ved det ikke. Undskyld."

    Rakian rejste sig op og gik hen mod trappen, inden han stoppede og så på mig. "Du må se at finde ud af, hvad du vil," sagde han og gik.

    Fuldstændig forvirret over hans humørskift, kom jeg hurtigt på benene og løb efter ham. "Rakian stop!" råbte jeg, mens jeg løb for at komme op til ham. Han svarede ikke og drejede ind på sit værelse. "Så hør dog på mig!"

    Han stoppede med ryggen til mig og hænderne i siderne. "Jeg er træt af, at du er så forvirret Sarina. Vil du ikke godt for en gangs skyld se dig omkring og opdage, at du har alt i din hule hånd lige nu?"

    "Hvad mener du?" spurgte jeg med en lille skyldbevidst stemme.

    "Hvad er det, du har kæmpet for hele tiden?" Råbte han vredt. "Du har kæmpet for evneløse og betvingeres frihed i verden. Selv da du var yngre, kæmpede du en brag kamp for at opretholde fornuften, og huske hvordan du ville have verden til at fungere." Jeg kunne se vildskaben intenst i hans øjne. "Du er så stærk, og ved du hvorfor du er det?" Jeg rystede på hovedet. "Det er fordi du ikke går på kompromis, når det er noget, du virkelig brænder for. Det er bare..." Han slog hånden ud i luften. "Du lader det hele ramle sammen på grund af dine forældre."

    "Hvorfor er du så vred? Alle har et svagt punkt Rakian, og mit er min familie. Det ved du!"

    Han rystede på hovedet. "Du forstår det overhovedet ikke. Du kan ikke finde ud af at sætte dig ned, og se hvad du har i stedet for at konstant minde dig selv om, hvad du ikke har."

    "Hvad ved du om det?"

    "Jeg kender dig bedre end min egen bukselomme!" Mine kinder blev langsomt røde af vrede. Hvordan kunne han være så uretfærdig!

    "Du har ingen ide om, hvordan jeg har det. Du havde i det mindste en familie! Jeg har aldrig hørt til nogen steder!" Jeg var for længst holdt op med at græde. Lige nu var det kun vrede, jeg kunne føle. "Du har ingen ide om, hvordan det føles, når man for første gang finder et menneske, der kan lide en, fordi man har de evner og ikke på trods af evnerne."

    "Hvad er jeg så?" spurgte han. "Jeg gælder måske ikke?" Han tog et par skridt hen mod mig, men jeg blev næsten bange og tog et par skridt tilbage. Han så frygtelig skræmmende ud på den måde, lyset fra faklerne på væggen ramte hans ansigt, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at han måske havde ret.

    "Jeg..." sagde jeg, men kvalte mine ord. Jeg havde ikke noget at sige til mit forsvar.

    "Hvad med alle os andre? Det betyder jo åbenbart ingenting for dig, hvad vi synes om dig. Er du fuldstændig ligeglad med alt den hjælp, vi har givet dig?" Jeg rystede grådkvalt på hovedet. "De eneste tre mennesker du bekymre dig om, er de tre mennesker du forsøger at bekæmpe. Eller gør du?"

    "Jeg er på jeres side," næsten hviskede jeg. "Uanset hvad."

    "Du opføre dig bare som om, du tager det hele forgivet. Undskyld jeg er lidt egoistisk, men har du overhovedet tænkt på, hvor hård den her tur har været for mig? Jeg har forresten også mistet en familie." Hans hænder rystede, så han knyttede dem og krydsede armene. Jeg bed mærke i alt arvævet der bølgede ned over hans arme. Dem havde han havde fået fra alle de mange brandsår folk havde påført ham.

    Jeg rystede på hovedet og tyggede mig lidt i kinden. Det var ikke fair... på ingen måder fair. "Tænk at du har så lave tanker om mig Rakian." Og så vendte jeg mig om og gik min vej.

    Det iskolde marmorgulv stak mod mine bare fødder, da jeg løb tilbage til mit værelse. I krogen på gangen kunne jeg se Sansans skikkelse, men jeg ignorerede det. Jeg smækkede døren efter mig og kastede mig over i sengen. Jeg begravede mig i puder og dyner, og bedst som jeg troede, at det største vandfald af tårer skulle til at danne en sø i min seng, blev døren smækket op... af Rakian...

    "Jeg var ikke færdig," sagde han irriteret, stadig med sine næver knyttet så stramt, at hans knoer blev hvide. Det hele summede i mit hoved, og jeg ville bare have, at han skulle gå sin vej. Han var et stort fjols!

    "Jeg er træt!" udbrød jeg og satte mig brat op. "Hvad er det du vil sige, som ikke lige kan vente?!"

    "Jeg vil sætte noget i perspektiv for dig..."

    Jeg kravlede ud af sengen og trampede hen mod ham. "Hvad?" Ligesom så mange gange før, var jeg faktisk så vred at ilden begyndte at brænde i mig. Jeg kunne ligefrem mærke gnisterne stikke på mine håndflader efter at få lov til at brænde, og Rakian kunne se begæret efter at bruge mine evner stige.

    ”Du skal ikke bryde i brand på den måde overfor mig,” sagde han vredt.

    "Hvorfor eksplodere du på den måde, når du sagde, at du ville prøve at forstå mig?" udbrød jeg.

    "Du tror, at ingen kan lide dig, fordi du er ildbetvinger, men prøv lige at vend det om. Jeg har brug for, at du forstår noget..." Han så mig lige ind i mine brændende øjne. "Jeg har altid bare været drengen der fulgte med Sarina. Jeg er ham den evneløse, som din familie - som du kalder dem - ikke kan lide. Du kan huske, hvordan Tailo var i starten, Alia, Malum... Tror du det er let for mig at være den svage? Jeg kunne ikke komme med til Sydlandet. Jeg kan ikke engang beskytte dig, for du vil kunne beskytte mig hundrede gange bedre med dine evner. Jeg er og har aldrig været god nok til dig, men jeg elsker dig." Han så ned på mine hænder, der sitrede og var rødglødende. "Jeg elsker dig med dine evner. Jeg elsker dig, fordi du er så viljefast, fordi du er så dedikeret. Jeg elsker dig, fordi du tilgav mig. Jeg elsker dig for lige den, du er, men du går alligevel mere op i, om Vatokan kan lide dig." Han sukkede. "Derfor..."

    Jeg var helt stille. Jeg vidste hverken, hvad jeg skulle sige, om jeg skulle græde eller være vred, om jeg skulle besvime eller svinge mine arme om halsen på ham. Men ilden i mig frøs til is, og jeg begyndte igen at ryste af kulde. Jeg havde såret ham, og jeg var dum, hvis jeg ikke fik dårlig samvittighed, men jeg var vred over skuffet over, at han havde så lave tanker om mig. Han troede virkelig ikke, at jeg påskønnede alt det, alle havde gjort for mig. Han opførte sig som om, han slet ikke betød noget for mig.

    "Synes du ikke, at det faktum, at jeg kom tilbage siger noget om, at i betyder mere for mig?"

    "Du kom tilbage, fordi Vatokan smed dig ud," sagde han bare og gik sin vej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...