Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1855Visninger
AA

13. Luana

Efter maden gik Sarina og Rakian deres vej hver for sig. Et eller andet sted nede i min mave gjorde det ondt, når jeg så dem på den måde, for når man havde set, hvor lykkelige de var sammen, så var det bare ikke rigtigt at se dem sådan. Jeg havde, nu jeg tænkte over det, nok aldrig rigtig selv haft nogen, jeg var så tæt på. Vick var vel min gode ven, men jeg havde aldrig følt mig tæt knyttet til ham, hvorimod Sarina og Rakian havde holdt sammen som bedste venner mange år, før der begyndte at være romantik mellem dem. Måske var jeg bare ikke sådan en der knyttede mig til folk. Man endte også bare med i sidste ende at komme galt af sted, så hvorfor ikke bare passe sig selv?

Jeg vidste ikke helt, hvor jeg skulle gøre ad mig selv, så jeg gik en tur ned i fangekælderen, for at se om jeg kunne få noget ud af dem. Nogen burde vel prøve, så hvorfor ikke mig? Jeg havde alligevel brug for at holde mig beskæftiget.

"Ih, hvor dejligt. Du er tilbage," sagde Cilje sarkastisk. "Pas på nakken den her gang."

"Jeg er her ikke for at sove," svarede jeg. Hun irriterede mig, så jeg gik ned i den anden ende til den sorthårede pige.

Hun lå krummet sammen på briksen med let adskilte læber og sov. Hun var ikke så stor, så når tæppet var viklet omkring hende, lignede hun en klump stof. Jeg tog nøglen der hang på væggen og låste op, så jeg kunne gå ind. Det kunne vel ikke nytte noget at tale til hende for at få hende til at vågne for, hun kunne jo ikke høre mig. Så jeg prikkede lidt til hende.

Hun fik et chok og svang benet ind under mig, så jeg faldt lige på halebenet. Hun løb ud af døren, og jeg skyndte mig efter hende. "Malum dit fjols," mumlede jeg for mig selv, mens jeg løb og fik fat i hendes håndled. Jeg lagde begge arme om hende og bar hende tilbage til sin celle, mens hun sprællede og gjorde modstand.

Jeg må ikke lukke dig ud for de andre. Jeg vil bare tale med dig, tænkte jeg til hende, men hun stoppede stadig ikke. Jeg gav hende et blidt puf ind ad døren og låste i en fart. Hun ruskede febrilsk i tremmerne, mens hun sagde en mærkværdig lyd, indtil hun gav op og lænede panden mod stålet i et suk.

"Vil du ikke nok tale med mig?" spurgte jeg. Hun lagde hovedet på skrå. "Nå nej du kan ikke høre..." Hun rynkede panden og kløede sig i håret.

Vil du snakke med mig? spurgte jeg hende. Hun tyggede sig i kinden, men valgte at ryste på hovedet. Hvorfor ikke? Hvad kan der ske? Hun rystede igen på hovedet. Må jeg gå ind i dine tanker, så du kan svare mig? Hun tøvede men sukkede og nikkede så. Jeg smilede til hende og gik ind i hendes tanker.

Hvorfor kan i ikke bare holde jer fra mig?! tænkte hun så højt, at jeg nær fik hovedpine.

Jeg satte mig ned på gulvet op ad væggen ved siden af tremmerne. Fordi du var med til at ødelægge en masse ting. Vi vil bare rigtig gerne finde ud af, hvorfor i gjorde det.

Kan i ikke være ligeglade? Det er da lige gyldigt, hvad grunden er... vi bliver jo nok straffet for det alligevel.

Vi straffer ikke folk, før vi kommer til bunds i sagen. Hun himlede med øjnene. Det er jo for jeres skyld, sagde jeg, men hun fnøs. Jeg sukkede. Jeg kan godt se, det ikke helt hænger sammen.

Hun så mig ind i øjnene og satte sig ned på gulvet på den anden side af tremmerne. Så luk mig ud, lød det i hendes tanker.

Det kan jeg ikke. Jeg rystede på hovedet.

Hvorfor ikke?

Fordi det ikke er mig, der bestemmer.

Men du ville gerne lukke mig ud?

Jeg rystede på hovedet. Nej for så stikker du af, og jeg vil gerne snakke med dig.

Du er da egoistisk. Hun krydsede armene.

Jeg trak på skuldrene. Det har jeg hørt før. Hun fnes.

Hvad hedder du?

Jeg hedder Malum, hvad med dig?

Det vil jeg ikke fortælle dig. Hun smilede drillende.

Hvorfor ikke?

Vil du virkelig gerne vide det? Jeg nikkede ivrigt. Så skal du rejse dig op og baske med armene, mens du hopper på et ben og siger som en høne. Hun krydsede armene. Hvad venter du på?

Jeg tøvede, men valgte alligevel at rejse mig op. Der var jo ikke nogen mennesker alligevel. Du har bare at have et rigtigt flot navn! sagde jeg og stillede mig på et ben. Nej vent... du kan jo ikke høre, om jeg siger som en høne. Jeg løftede det ene øjenbryn.

Jeg håbede, jeg kunne få dig til det, så du blev ydmyget overfor Cilje.

Du er ikke så dum endda?

Nej. Bliver det til noget eller hvad?

Fint, men ikke nogen lyde…

Så forbliver mit navn en gåde for dig.

Jeg er imponeret over, at du ikke har tænkt på dit navn endnu. Jeg kan jo høre alle dine tanker. Jeg begyndte at sige lyde og hoppe på et ben, mens jeg baskede med armene. Jeg følte mig virkelig som et fjols, men jeg kunne godt lide at få hende til at grine. Hun havde et pænt grin, men det var en skam, hun ikke kunne høre det selv. Cilje sad også og smågrinede for sig selv, men hende ignorerede jeg.

Da jeg satte mig ned klappede hun af mig. Det var flot kylle, sagde hun. Og som svar på dit andet spørgsmål, så er jeg virkelig god til at udelukke tanker, hvis folk ikke skal læse dem. Det er fordi folk tror jeg er dum, fordi jeg er døv, så de fleste spørger ikke engang, før de beslutter at læse mine tanker. Det er vel en slags blokering, jeg har lært mig selv. Jeg kan ikke blokere rigtigt.

Hvad hedder du så?

Hun tøvede. Jeg hedder Luana.

Det har jeg ikke hørt før. Det er et pænt navn.

Synes du det? Hun lyste op i sit ansigt. Hun havde grønne øjne som græsset på markerne, der tonede ud i en mørkebrun farve, som lå som en ring om de grønne krystaller. Hun havde rosenrøde læber, og hendes hud var lys uden at være for bleg.

Jeg nikkede. Ligeså pænt som dit grin. Det er en skam, du ikke kan sige noget.

Hun så ned i gulvet. Jeg kan sige en ting, som min mor lærte mig en gang.

Hvad er det? spurgte jeg interesseret.

Det vil jeg ikke sige. Hun så trist ud. Jeg kommer fra Safir Bismara, og min mor var evneløs. Det fandt Alia ud af, men selvom hun ikke henretter folk for at være evneløse, så forsvandt mor alligevel dagen efter, Alia fandt ud af det. Ingen ved, hvor hun er, men jeg tror Alia har slået min mor ihjel.

Det gør mig ondt, men hvis du en dag alligevel får lyst til at sige det til mig, så vil jeg gerne høre din stemme. Hun fik røde kinder.

Du er ikke så slem Malum. Vil du stadig ikke lukke mig ud?

Jeg lagde hovedet tilbage op ad væggen. Det kan jeg jo ikke.

Hvorfor ikke?

Fordi Sarina og Rakian gerne vil have, at du bliver her lidt endnu. De er mine rigtig gode venner, men Sarina er også den kommende dronning i det her land. Jeg vil gerne være loyal overfor hende. Jeg tror, det var godt, Sarina ikke hørte det. Hun ville bare gøre nar af mig og fryde sig over at have magten over mig. Det havde hun bare ikke, for jeg valgte selv at være loyal. Hvis det altså gav mening...

Jeg forstår. Hun sukkede.

Men hvis du mangler noget, skal du bare sige til, så skaffer jeg det.

Jeg vil bare gerne have selskab. Hun slangede hånden igennem tremmerne og lagde den ovenpå min. Den var kold, og skønt jeg fandt det umådeligt akavet, valgte jeg at lukke begge hænder om hendes hånd.

Se her, sagde jeg og lod ilden løbe igennem mig. Hun gøs, da min hud brændte, men hun fik store øjne, da hun så, hvad der kom frem. Jeg løftede min hånd lige over hendes, så en lille bitte ildkugle kunne svæve mellem hendes og min hånd. Hun smilede.

Hvor er det smukt. Jeg føler mig som en ildbetvinger. Hun grinede endnu en gang.

Det er også det, jeg er.

Hvordan kan du være så flink og være ildbetvinger på samme tid?

Den der myte om at ildbetvingere er onde, er altså noget værre vås. Ildbetvingere er gode mennesker.

Så siger vi det, sagde hun flabet.

Jeg kunne ligeså godt smaske den her ildkugle ned i din hånd, hvis du ikke passer på.

Fint, jeg overgiver mig, skyndte hun sig at sige. Oh du meget venlige ildbetvinger.

Det var bedre. Jeg slukkede ildkuglen og holdt om hendes hånd i stedet. I forhold til min hånd var hendes tynd og lille. Hun havde ikke meget fedt på kroppen, og hendes fingre var kolde, selvom det ikke så ud til, hun frøs. Jeg funderede over, hvordan nogen kunne være så lille og fin men på samme tid så viljefast og stædig. Når man så hende, virkede hun lettere end fjer, men efter at have snakket med hende var jeg overbevist om, at hun kunne fælde et træ med de bare næver.

Hvornår får jeg mine evner igen? spurgte hun.

Der går nok lige nogle dage. Hvorfor var du oppe at slås med Cilje?

Fordi Jeg tog hendes grimme heste-dims.

Hvorfor gjorde du det?

Jeg var sur på hende, og jeg havde lyst til at slås. Det var slet ikke meningen, at vi skulle gå ind i byen, men det skete bare. Hun trak på skuldrene.

Hvorfor var du sur på hende? Hvad havde hun gjort?

Hun kommer bare, og tror hun kan alt. Tror hun ejer det hele, men det gør hun ikke! Luana krydsede armene. Vi var en gruppe på fem piger, der boede sammen ude i skoven. To Luftmestre, to Vandbetvingere og en jordbeskytter. Vi havde det fint, men så kom hun. Frøken: Jeg er meget sejere end jer. Se mig, jeg er jordbetvinger. Hun fnøs. Hun tror hun er så hård, men hun er bange for alting.

Så du besluttede at tage hendes ting?

Ja. Når man er døv, er det alt for nemt for folk at lukke en ude. Jeg var nødt til at finde på noget, hvor jeg kunne vise hende, at hun ikke ejer verden.

Hun siger hun forsøgte at blive venner med dig...

Det gjorde hun ikke, og vi bliver det aldrig! Hun så væk.

Du må ikke være sur på mig nu... Jeg prøver bare at komme til bunds i det her, så jeg kan hjælpe dig med at komme ud.

Det ved jeg godt. Hun gabte og lænede hovedet mod de kolde tremmer. Jeg er træt.

Det er jeg også, men jeg ved ikke, hvor jeg skal sove. Jeg besluttede mig for, at jeg ikke gad bo hjemme mere. Jeg rystede på hovedet af mig selv. Måske var jeg en smule dum... Nej, før eller senere ville jeg gøre det alligevel.

Jeg så ned på Luana, der havde lukket øjnene og hvilede sig op ad tremmerne. Hun var lige ved at falde i søvn, og jeg kunne ikke lade være med at sidde og kigge lidt på hendes fredelige ansigt. Da hun begyndte at falde slapt sammen, spekulerede jeg på, om hun ville prøve at stikke af igen, hvis jeg hjalp hende i seng. Jeg kunne vel fange hende igen, men det var ikke en rar følelse af være nødt til at putte hende i bur.

Jeg rejste mig og låste døren op. Jeg sørgede for at holde øje med hende hele tiden, mens jeg lukkede den efter mig og samlede hende op fra gulvet. Hun havde stadig lukkede øjne, men et lille smil spillede i hendes mundvige, da jeg lagde hende på briksen og pakkede hende ind i tæppet. Jeg forlod hendes tanker og gik ud af cellen.

Mens jeg låste døren, så jeg tænksomt på hende, hvorefter jeg traskede ned af gangen, forbi den sovende Cilje og op ad trappen. Jeg fik arrangeret, at jeg kunne sove i det værelse, som jeg sov i før min familie kom, men jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg kunne ikke stoppe med at tænke på 'Den døve pige'. Hun var døv... ikke noget specielt, bare et sørgeligt tilfælde der havde mistet hørelsen. Eller var hun? Hun var bare en pige, og jeg var Malum. Jeg kunne kun acceptere ildbetvingere, og evneløse skulle helst holde sig væk, for sådan var jeg opdraget. Jeg var Malum, som Sarina skar tænder over, og ham som muligvis havde ladet Cilje tæve den lille forsvarsløse døve pige, som tabte sine evner til en pil i armen. Hvorfor lå jeg en hel nat og spekulerede på en pige som hende?

 

Det viste sig da også, at jeg ikke kunne holde mig helt væk. De næste dage smuttede jeg en tur i kælderen, hver gang jeg havde tid til det, bare for at se, om hun havde det godt. Det bedste var, at hun var så glad, når jeg kom.

Hej Malum! Lød det fornøjet i mine tanker, allerede før jeg kunne se hende. Startet nogle ildebrænde i dag?

Nej… Jeg kan lavet et vædemål med Sarina. Hun tror ikke jeg kan gå en hel dag uden at bruge mine evner, men jeg skal bevise at det var en fejltagelse.

Godt Malum! Vis hvem der bestemmer! Luanas uvilje mod Sarina blev ikke just mindre, og jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg troede, jeg var ved at blive skør af Sarina, men Luana hadede hende ligefrem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...