Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1855Visninger
AA

14. Grim hest

Sarina

"Jeg tror, det hele drejer sig om en misforståelse," sagde jeg og så ned på Luana og Cilje, som hun insisterede på at blive kaldt. Jeg sad på fars stol, som jeg havde set ham gøre, når han skulle vise, hvem der havde magten, for det havde Vildana sagt, jeg burde gøre. Hun havde altid hjulpet mig med at holde fast i, at jeg ikke behøvede at blive opvartet hele tiden, bare fordi jeg var prinsesse, men hun synes nu alligevel det var en god ide at vise, hvem der havde magten. Ellers tabte man folks respekt.

Det var aften og koldt inde i salen, så jeg sad og overvejede at tænde nogle flere fakler. Jeg glemte det igen, da pigerne gav sig til at skule ondt til hinanden. "Det er overhovedet ikke nogen misforståelse," sagde Cilje. Hun sad uroligt, som om hun ikke kunne være i sig selv, og hendes blik flakkede omkring. Hun så på mig med sådan et jeg dræber dig lige om lidt blik. Men på den anden side var der noget i hendes øjne der viste, at hun ikke ville. Mærkværdigt. Hun lignede kort sagt en, der var ved at gå fra forstanden.

"Teknisk set er det min ting i slås om," sagde jeg og så på den lille træting, jeg havde i hånden.

"Det er min ting." Hun stirrede indgående på den, og jeg kunne se vildskaben i hendes øjne. "Du kan da ikke lade hende gå ustraffet fra det?" udbrød hun.

Luana sad og skar tænder for sig selv i vrede. Hun var en meget vred pige hele tiden, og indtil videre var det kun Malum, der kunne få noget ud af hende. Det var også ham, der stod og fortalte hende gennem tankerne, hvad jeg sagde.

"Ingen er jer går ustraffet fra det." Cilje tabte kæben. "I var begge to med til at ødelægge en masse ting, så jeg har besluttet, at i enten forsvinder fra min by og aldrig kommer tilbage eller i bliver på bekostning af, at i hjælper folk med skaderne, til de er helt reparerede."

 Cilje rejste sig op. "Jeg går. Jeg skal bare væk herfra hurtigst muligt, men jeg vil gerne have min ting med. Det er min."

Jeg forsøgte at gennemskue, hvorfor den var så vigtig for hende. "Betyder den virkelig så meget for dig?"

Hun rynkede panden. "Jeg ved det ikke. Jeg skal bare have den." Hendes blik blev ved med at flakke forvirret rundt. Jeg så lidt på den og nikkede så, da jeg gav den til hende. Hun skyndte sig at lægge den i lommen og lægge hånden beskyttende på lommen.

Malum rømmede sig. "Luana bliver her," sagde han, men Luana sendte ham et hårdt blik. "Eller jeg citere; jeg nægter at følge efter den møgtøs mere, og de andre piger kan rende mig. De vil kun have mig med, fordi jeg er den bedste betvinger." Jeg måtte bide mig selv i kinden for ikke at grine lidt.

Det er i orden, tænkte jeg til hende. "Men Cilje... vil du da ikke vide, hvor du kommer fra? Jeg kan vise dig billeder fra min erindring om dig, fra den gang vi rejste sammen."

"Jeg bliver her ikke et sekund mere," sagde hun. "Jeg kan ikke stole på nogen af jer, for i laver bare tricks med mine tanker. Farvel." Hun skyndte sig hen mod døren, og skulle til at gå ud. Jeg gnubbede mine hænder og lavede lidt ild, for kulden blev kun værre og værre, men Cilje standsede pludseligt. Der var helt stille i salen, da hun langsomt drejede rundt og så på mig med opspilede øjne. Hun førte hånden ned i lommen og tog den lille grimme hest op. Jeg sad og overvejede, om hun pludselig havde fået hukommelsen tilbage, men hendes ansigt var komplet udtryksløst, da hun tabte den på gulvet.

Med et sprang dørene op og Luna løb ind. "Sarina pas på!" råbte hun, og jeg opdagede Cilje stille sig i angrebsposition. Jorden begyndte at ryste under os, og der vidste jeg, at hun var ved at få sine evner tilbage. "NEJ!" skreg Luna og sprang på Cilje, der slyngede hende af sig, så Luna trillede hen ad gulvet.

Rakian greb min hånd og trak mig med efter sig væk fra Cilje. "Hun går amok!" råbte han. "Vi må væk!"

"Jeg forstår det ikke," svarede jeg lidt fortvivlet. Ud af øjenkrogen kunne jeg se, Luana tage Malum i hånden og stikke af.

Ciljes blik var helt udtryksløst, da hun satte af efter mig ud på gangen. Hun var kommet i en form for trance, og måske vidste hun ikke engang selv, hvad hun lavede. Rakian var klog nok til at søge udenfor og hen ad gårdspladsen, så vi ikke risikerede, at hun væltede slottet om ørene på os. Jeg blev kastet tilbage af en stor bred søjle af jord, der rejste sig foran mig, og der fløj tunge sten til alle sider. Jeg udstødte et skrig og uden at tænke over det, svang jeg armene og lavede et stort skjold af ild omkring Rakian og jeg.

"Cilje!" råbte jeg. "Du må stoppe nu." Men hun fortsatte med sende sten i min retning, mens hun løb efter mig. Mit eneste forsvar var ilden, men selvom jeg havde mange kræfter, så var det begrænset, hvor meget jeg kunne præstere. Jeg var stadig ikke trænet nok.

Jeg undveg en kæmpe sten, der blev sendt mod mig og sendte tre ildkugler efter hende, mens jeg bevægede mig væk med Rakian bag mig. Jeg så Luana kæmpe med at få sine evner til at virke igen, mens Malum kom mig til undsætning og forsvarede sig med ilden. Luana kom pludselig løbende hurtigere end det var menneskeligt muligt og sprang tyve meter op i luften, hvorefter hun samlede benene og snurrede rund i en kæmpemæssig storm med form som en kugle. Hendes øjne var hvide som krystaller, og vinden bevægede sig omkring hende med en sådan kraft, jeg nær blev slynget om kuld. Jeg tog fat i kragen på Rakian og trak ham væk, mens jeg så Luana hæve armene op over hovedet og smække hænderne sammen, mens hun slog ned i jorden som et lyn, lige over Cilje. Vi blev alle slynget væk med et ordentligt brag.

Jeg landede så hårdt, at det slog al luften ud af mig, og jeg udstødte en underligt lyd. Jeg hostede og stønnede, mens jeg trillede om på ryggen og tørrede støv af mine kinder. Jeg rynkede på næsen, da jeg så en rød væske der klistrede på min hånd og blandede sig med sand og støv. Rakian lå helt slapt på jorden, men hans ryg hævede og sænkede sig, og jeg vidste, at han kun var kun slået ud. Jeg ruskede lidt i ham.

"Nej!" skreg Luna, der spænede hen over den ujævne jord mod Cilje og Luana.

"LUNA! Gå væk der fra!" råbte jeg, men hun lyttede ikke.

"Vågn så op! Begge to!" Luna ruskede i dem.

Jeg tog mig til hovedet der dunkede og satte mig op. "Rakian. Rakian vågn op," mumlede jeg og ruskede i ham igen. "Kom nu! Du skal vågne nu." Jeg trillede ham om på ryggen og børste noget støv og jord af ham. Jeg tørrede lidt blod væk, som kom ud af en flænge i hans øjenbryn.

"Det er helt forkert," mumlede Luna og gyngede frem og tilbage.

Jeg lod modvilligt Rakian ligge og bevægede mig hen til Luna. "Hvad er forkert Luna?" spurgte jeg og satte mig på knæ ved siden af hende.

"Jeg har en underlig følelse af, at de er nødt til at leve. Jeg tror, jeg har brug for dem, eller også har du brug for dem. Malum har brug for Luana," sagde hun.

Malum kom humpende hen til os mellem støvet, der hang i luften. "Hvad har jeg?"

"Du kan godt lide Luana, så vi må ikke miste hende, og Rosa..." Luna tøvede lidt. "Hun er en helt utroligt god jordbetvinger. Vi har ikke råd til at miste nogen, når vi har så brændende brug for at vores betvingere bliver trænet. Jeg har heller aldrig set en luftbetvinger som Luana."

"Men Luna. Du har jo ikke set så mange luftbetvingere før. Kun dem vi har i byen," sagde jeg forvirret.

"Jeg har set mange ting," svarede hun bare. "Jeg har jo sagt, jeg ikke er noget lille barn. Jeg bliver ved med at få billeder i hovedet, af ting jeg ikke har oplevet før, men det er ved at gå op for mig, at det er ting, som jeg har oplevet i mine tidligere liv. Alle mine liv som Abokari."

Jeg kunne slet ikke kapere det hele, så jeg rystede på hovedet og bukkede mig forover for at mærke Luanas puls på halsen, og til min store lettelse bankede hendes hjerte. Det samme gjorde Rosas. "De lever," mumlede jeg. "Men kun lige."

Malum stod og bevægede sig raskløst med et bekymret ansigtsudtryk. "Jamen kan vi ikke gøre et eller andet?" udbrød han. "For himlens skyld!" Jeg så op på ham og blev forbavset over hans desperate blik i øjnene. "Sarina?"

"Jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre," sukkede jeg. "Undskyld Malum."

Han satte sig ned ved siden af Luana og strøg hendes hår væk fra ansigtet. Jeg var sikker på, jeg aldrig havde set ham så desperat og sårbar før. Noget havde rørt Malum, der ellers aldrig rigtigt viste sine følelser. Det gjorde ondt i hjertet.

Luna sad og forsøgte at bevare fatningen ved at lave blomster i jorden. Jeg havde lagt mærke til, hvordan blomster gav hende ro, når hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre. Hun sad koncentreret med lukkede øjne og bevægede hånden i cirkler over jorden der buede, og et lille spir viste sig. Den voksede og blomstrede til en kridhvid blomst, hvor der i midten sad en sort blød knop. Hun plukkede blomsten og stirrede på den.

"Hvad nu?" mumlede hun for sig selv. Hun vendte den i sin hånd og betragtede den, til noget slog hende, og hun bevægede den hen over Rosas ansigt. Hun pressede knoppen med to fingre og en lille dråbe lilla saft dryppede ned i Rosas mund. Hun gjorde det samme ved Luana, og satte sig til at vente.

"Hvad er det, du laver Luna?" spurgte jeg.

"Jeg ved det ikke," mumlede hun. Endnu engang blev jeg overvældet af Lunas umenneskeligt gode intuition

Vi sad og ventede tålmodigt, og pludselig slog Rosa øjnene op, og hun hostede kraftigt. Hun krummede sig sammen og ømmede sig, og lidt efter gjorde Luana det samme. Luana satte sig op og tog sig til hovedet, hvorefter hun så op på Malum. Pludselig kunne det ikke gå hurtigt nok med at slå armene om ham, og hun begyndte at ryste i hans arme. Rosa derimod lå og så på os med opspilede øjne uden at sige et ord.  

"Rosa?" spurgte jeg, men hun reagerede ikke. "Cilje?"

"Hvem er Rosa og Cilje?" hviskede hun.

Jeg sukkede. "Ved du, hvad du lige lavede?"  spurgte jeg.

"Nej," svarede hun hæst.

"Er der noget, du er vred på mig over?"

"Det ved jeg ikke." Hun løftede hånden og mærkede i sin lomme. "Hvor er..." mumlede hun. "Har i set den der lille ting, jeg havde." Hun så på Luana, der havde afsky i blikket.

"Du tabte den inde i salen."

"Hvilken sal? Hvad snakker du om?" spurgte hun. "Hvor er jeg?" Hun begyndte at trække vejret hurtigere, og panikken kunne tydes i hendes ansigt.

"Rolig nu." Jeg lagde en hånd på hendes arm. "Du skal ikke være bange. Det ordner sig." Hun trak vejret hurtigere og hurtigere og begyndte at bevæge benene. Hun var helt panikslagen og begyndte at gøre modstand, når jeg forsøgte at holde hende i ro. Hun begyndte at hulke og kneb øjnene sammen, mens rige strømme af salte tårer flød ned i hendes støvede hår.

Jeg så mig omkring på gårdspladsen der var fuldstændig vendt op og ned. Jeg så op på Rakian, der bukkede sig ned og samlede Rosa op. Hun fortsat hulkede ind mod ham på vejen hen mod marmortrappen, så tårerne trak striber i støvet på kinderne.

Malum så på mig med trætte øjne. "Se lige et rod."

Jeg sukkede og lænede mig tilbage på ryggen imellem jord og sand. Jeg syntes ikke tingene behøvede at være mere indviklet lige nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...