Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1835Visninger
AA

18. Forlovet

"Borgere i Thornag!" begyndte Tailo.

”Må jeg starte med at sige noget?” spurgte Rakian. Tailo Bakkede væk med et respektfuldt nik. ”Venner!” Jeg stillede mig ved siden af ham, så han havde min støtte. ”I er alle sammen gode og stærke mennesker, som har været hele årsagen til, at det mål vi søger er en realitet. Jeg ved, at vi ikke fortæller jer meget, jeg ved at i har været udsat for meget, og jeg ved at med alle de hændelser, der har foregået den sidste tid, så er mange rygter sat i gang. Vi vil forklare jer en gang for alle, hvad der sker.”

”Er du i gang med at improvisere?” hviskede jeg. ”For jeg tror lige, vi skal være enige om, hvad vi fortæller dem.”

”Jeg fortæller dem kun det basiske,” hviskede han, og vendte opmærksomheden mod folket der begyndte at mumle i rækkerne. ”Sarina og jeg har rejst sammen i mange måneder, og vi har været adskilt i mange måneder, men på hele vores rejse er vi kommet frem til beslutningen om, at Gia Livaria skal været sted, hvor man færdes som frie mennesker. Det skal efter denne krig være et valg, om man vil holde sig til sin egen klan, eller om man har lyst til at blande sig som ligemænd. Jeg tog her tilbage for at starte en by, og prinsesse Sarina kom hjem til os, fordi hun holder af os. Ikke fordi hun blev smidt ud af kong Vatokan, og ikke fordi hun vil genvinde sin magt. Vigtigst af alt kom hun tilbage til mig.” Jeg begyndte at smile helt ubevidst og tog mig til munden, da det gik op for mig, at han faktisk var ved at fremtrylle en forklædt undskyldning, for det han havde sagt.

”Hvad lavede hun hos kong Vatokan?” var der en der råbte.

Mit blik flakkede, og Rakian havde ligeså svært ved at finde ord. ”Jeg holder ikke skjult, at Vatokan er min far gennem blod, men mit ophold hos ham var udelukkende for at udspionere ham,” sagde jeg.

”Hvordan kan vi vide, du ikke udspionere os?” råbte en anden.

”Fordi Sarina og jeg har besluttet at forlove os.” svarede Rakian. ”Vi elsker hinanden, og vi håber, det her vil være et symbol på, hvordan et menneske ikke kan sættes i bås med en klan. Lad det også være et symbol på, at der ikke længere burde være krig mellem betvingere og evneløse. Vi beder om jeres accept.” Det blev stille et øjeblik.

”Det er tilladt at sige sin mening,” sagde jeg usikkert.

”Ved i overhovedet, hvordan man styre et land?” sagde en skeptisk dame. ”I virker temmeligt unge, og den ene af jer er ikke engang adelig.”

Rakians stivnede usikkert. ”Jeg vidste det,” mumlede han, og hvis jeg ikke havde fat i hans hånd, var jeg lige ved at tro, at han kunne finde på at løbe sin vej.

”Der er ikke nogen mennesker, der går mere op i det her lands velfærd end os. Rakian ved, hvordan det er at være jer, og han er en af de modigste, jeg nogen sinde har mødt. Jeg kan ikke garantere, at nogen af os ved, hvordan man gør, men vi kan garantere alt vores kærlighed, og vi er forsynet med mange loyale hjælpere.” Der var stadig stille. ”Vi ved, at det er meget at forlange, men vi beder om jeres tillid, og vi beder om jeres støtte.”

”Tilliden fik i da i gav os et hjem,” var der en der råbte. ”Og støtten har altid været der, men det i lige har fortalt os, var alt vi havde brug for.” Der lød nogle bekræftende råb og nik.

”Kærlighed er ikke noget nogen bør blande sig i,” fortsatte en anden. ”I behøver ikke vores accept, men i har den.”

Jeg smilede op til Rakian, hvorfra lettelsen strømmede ud som lysende solstråler.

 

***

 

Rakian skubbede mig ind ad døren til værelset og smed sit sværd og kappe på bordet. ”Jeg har en masse jeg har haft lyst til at gøre meget længe!” sagde han bestemt og fejede benene væk under mig.

”Hvorfor skal du altid bære rundt på mig?” spurgte jeg, men grinede blot.

”Fordi du skal behandles som en rigtigt dame.” Han grinede, da jeg skar en grimmasse over ordet dame. ”Du må da have tabt dig en del. Du var ellers så dejlig rund, da du kom fra Vatokans.”

”Jeg har ikke rigtigt haft lyst til at spise.” Jeg kyssede ham på kinden. ”Vil du være sød at sætte mig ned?”

Han nikkede og gik hen til bordet, som han satte mig af på med benene dinglende ud over kanten. ”Jeg har noget til dig.” Han fiskede en lille brun pose op af lommen. ”Den gang vi tog tilbage til Thornag for at se på skaderne, fandt vi min bror hjemme i mit hus, kan du nok huske,” sagde han og lænede sig op ad bordet mellem mine knæ. Han tog mine hænder i sine og lukkede mine fingre om posen uden at slippe dem. ”Du gik og lod mig være i fred med min bror, og der besluttede jeg mig for, at du var det sidste menneske, jeg havde tilbage at passe på. Uden min familie var jeg ingenting, men jeg havde dig, og du var det, som gjorde at jeg havde en mening med livet.”

”Jeg kan da ikke være din eneste mening med livet.”

”Jo for med dig havde jeg noget at kæmpe for. Uden min familie var der kun mig, og den tanke skræmte mig, fordi der ikke længere var nogen at passe på. Du kender mig jo.” Han lo lavmælt. ”Jeg er lidt en hønemor, og du skal lige vide, at det er ekstremt svært for en mand at indrømme.” Vi grinede lidt. ”Jeg fandt min mors eneste værdifulde genstand ligge på gulvet, og det var tilfældigvis forlovelsesringen, som havde gået i arv fra min farmor.” Rakian rystede en lille guldring med tre blå safirsten ud i hånden på mig. ”På det tidspunkt vidste jeg ikke, at jeg ville ende med at blive smask forelsket i dig, men det stod klart for mig, at vi to ville holde sammen, så jeg ville give det til dig som en slags løftering. Problemet var, at jeg havde gjort noget utilgiveligt, og jeg besluttede at fortælle det, inden du fik ringen.”

”Men hvorfor så først nu?” spurgte jeg.

”I den periode du var vred på mig, fik det mig til at se tingene på en anderledes måde. En årgang var jeg faktisk lidt bange for dig.” Rakian fnes. ”Jeg blev bange for, at du ikke længere følte, du kunne bruge mig til noget, og pludselig begyndte jeg at lægge planer om at passe på Rosa i stedet eller gå på jagt efter min familie, men det føltes som at finde en nål i en høstak. Og så tilgav du mig, og jeg begyndte langsomt at tilgive mig selv.”

”Hvorfor gav du mig den ikke der så? Hvis det blot er en løftering, så kunne du have givet den til mig, inden du tog tilbage til Thornag, den gang vi var i Safir Bismara.”

Han smilede. ”Kan du huske den gang vi løb om kap og tog hinanden med i et ordentligt vandplask i åen?” Jeg nikkede. ”Der vidste jeg, at jeg aldrig nogensinde ville kunne elske en anden pige mere end dig. Jeg lod være med at give dig ringen, fordi den i det øjeblik forvandlede sig til en forlovelsesring.” Han foldede min hånd ud og lod ringen glide ned over min ringfinger. ”Jeg ville vente til det perfekte tidspunkt.”

”Hør her Rakian,” sagde jeg roligt. ”Jeg ved godt du ser dig selv som en svag evneløs, men det eneste tidspunkt jeg føler mig beskyttet er hos dig. Husk på det. Nu er vi forlovet, og jeg er meget glad for ringen. Den er meget smuk.” Jeg smilede. ”Den har Nordlandets farver.”

Rakian lænede sig frem og placerede sine læber mod mine. Alle mine følelser lagde låg på mine hæmninger, og jeg svang armene om livet på ham for at trække ham tættere ind til mig, så jeg kunne låse benene om ham. Han grinede lavmælt og lod sine hænder følge mine arme ned og løftede min hånd op til sine læber. Han kyssede ringen en gang og lænede sin kind mod min håndflade.

”Kærlighed er noget pjat,” sagde jeg drillende.

”Siger hvem?”

”Din svigerfar.” Jeg var ved at dø af grin, da jeg så hans ansigtsudtryk.

”Lad venligst være med at kalde ham det.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...