Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1829Visninger
AA

24. Farvel

Rakian lå på maven i sengen med hovedet hængende ud over kanten, mens jeg stod og stirrede ud af vinduet. Det var helt stille, og vi havde efterhånden været placeret i den samme stilling så længe, at det var utroligt, at der ikke var kommet spindelvæv på os. Måske var det fordi, det lige havde ramt os, at der kun var to dage, til vi tog af sted, eller måske var det tanken om, at der var to dage, til vi slap djævlen løs og lod skæbnen bestemme, om vi skulle se hinanden igen. Jeg åndede tungt ud og lagde vægten over på det andet ben for at genoptage mit tankespil i stilheden, der ligefrem larmede i rummet.

Jeg betragtede menneskerne nede på slotspladsen - ikke at det var vildt spændende - men det fik mig til at tænke på noget andet. Jeg satte hånden i vindueskarmen og stak hovedet ud, da jeg så nogle velkendte skikkelser komme gående ind ad porten. En kvinde med tørklædet om hovedet hvorfra vildfarne brune krøller stak ud hist og her. En lille pige med en beskidt grå kjole på, hang på ryggen af en midaldrende mand med gråt langt hår, som var trukket tilbage i en hestehale. Han satte hende ned, og de så sig udmattet omkring.

"Rakian!" udbrød jeg.

Det gav et sæt i ham, så han rullede om på ryggen og tog sig til hjertet. "Jeg når da at dø af hjertestop, inden krigen bryder ud," mumlede han og rejste sig. Han kom med tunge skridt hen til mig og lagde armen om mig skulder. Jeg pegede uden at sige en lyd mere mod de tre mennesker, der stod midt i det hele på slotpladsen. Først så det ikke helt ud som om, han forstod det, før han stivnede fuldstændigt og rynkede panden.

"Hvad i alverden," mumlede han.

Jeg smilede op til ham. "Gå ned til dem." Jeg kyssede ham på kinden.

"Vi ses senere," sagde han og løb ud af døren. Jeg grinede for mig selv og satte mig til rette i den brede vindueskarm, mens jeg holdt øje med ham nede på gårdspladsen. Han kom løbende ud af porten og så sig hastigt omkring, inden han fik øje på dem og løb dem i møde. Han bukkede sig ned og svang den lille pige op i sine arme, mens han snurrede rundt, og helt oppe fra mit vindue kunne jeg høre dem grine. Det var så fantastisk, at se ham være så lykkelig. Jeg behøvede ikke at være Luna for at kunne se hans aura lyse af glæde, og den var velfortjent. Han havde aldrig haft lyst til at tale om sin familie, men for hver dag der var gået, var der gravet et dybere og dybere hul i ham.

Hans far trådte et skridt frem og omfavnede Rakian, mens han klappede ham faderligt på ryggen, og næste tur kom til hans mor, der kyssede ham i hele ansigtet med tårerne trillende i stride strømme. En vidunderlig familie var de. Jeg havde dog aldrig brudt mig om Rakians far, som altid drak sig fra vid og sans og derefter uddelte et par slag her og der til sin egen familie. Men Rakian havde aldrig hadet ham eller talt grimt om ham. Måske var det fordi, Rakian havde det ligesom mig med fædre, eller også var det bare fordi, han ikke følte at det var noget, han ikke selv kunne håndtere. Rakian havde for meget stolthed til at indrømme, at der var et problem, som han ikke selv var herre over.

Men trods det var det mere, end jeg nogen sinde havde turde håbe på.

Jeg besluttede at gå ned til dem og byde dem velkommen. Deres blik var malet med ærefrygt, da jeg kom hen mod dem og smilede. "Velkommen," sagde jeg venligt.

"Prinsesse? Hvilken ære at møde dem igen," sagde Luna, hans mor, og de bukkede alle sammen. Nu havde vi to Luna'er og en Luana. Det skulle nok blive spændende.

"Mor?" sagde han. "Du skal bare kalde hende Sarina. Vi er forlovede."

Hun smilede. ”Hvis ikke det var for kongen så havde jeg altid håbet det," sagde hun. "Hvor er jeg glad på jeres vegne." Hendes hvide udmagrede kinder blev en anelse røde, mens hun smilede. Det fik hende til at se meget yngre ud.

"Men hov..." sagde hans far, Lucias. "Hvis Sarina tager sin plads som dronning, hvad bliver du så?" Han rynkede panden. "Rakian min dreng... Vil det sige du bliver konge?"

"Ja det ser sådan ud." Rakian kløede sig i nakken. "Der er faktisk mange ting, jeg skal fortælle jer, så kom med ind og få varmen? I må være sultne." De nikkede alle ivrigt.

"Jeg har bedt Vildana om at lave noget," indskød jeg. "I kan få alt det, i vil have."

"Tak... Sarina," sagde hun akavet til mode. "Det her er helt anderledes." Hun tog pigen i hånden. "Er det ikke vidunderligt Elvira?" spurgte hun pigen, der næsten så bange ud ved synes af mig. Hun sørgede i hvert fald for at holde sig så langt væk fra mig så muligt, mens vi gik op mod slottet.

Rakian tog sin mors hånd. "Jeg har begravet Luca," sagde han sørgmodigt.

Luna sank en klump og nikkede med et smil. "Godt min dreng." Hun lagde en hånd på hans kind. "Jeg er meget stolt af dig."

Vi gik ind i den store sal og satte os til bords. Det var som om, noget var forandre ved Lucias. Man skulle måske tro, at Rakian ville være indebrændt og vred på ham stadig, også selvom han tydeligvis havde ændret sig, men det lod han ikke til at være. Måske accepterede han bare, at det var sådan, det var og lod være med at stille spørgsmål. Måske håbede han, at det kunne være en ny begyndelse, og at alt var lagt bag dem. Det håbede jeg, for det var længe siden, jeg havde set Rakian så glad.

Der blev spist og fortalt historier over bordet. De skulle have alting at vide fra ende til anden, og de fortalte os om deres frygtelige oplevelser. De havde næppe været så heldige som os, og det med at finde mad havde været et stort problem. De havde heller ikke haft noget sted at bo, og ingen penge til varmt tøj, hvilket havde resulteret i, at Elvira gik og hostede, og hendes spinkle krop kunne knap nok holde hende oprejst.

Jeg havde fået en af tjenestepigerne til at gøre et værelse klar, og de havde skaffet en ekstraseng, som de havde stillet derind med masser af puder og dyner. Elvira som var lige knap otte somre kunne knap nok tro sine egne øjne, da hun flygtigt lod fingerspidserne røre ved stoffet. Hun drejede om på hælen og slog armene omkring mine ben. Hun lignede en lille engel, da hun lagde sig til rette og lukkede sine øjne, som ligesom Rakians var omkranset af lange sorte øjenvipper.

Den aften, da alle var gået hver til sit, og Rakian og jeg igen var alene, svang Rakians sine arme omkring mig. "Jeg havde næsten opgivet håbet," sagde han med rystende stemme ned i mit hår. "Jeg kan slet ikke sætte ord på det Sarina." Han tog mit ansigt i sine hænder. "Jeg kan slet ikke beskrive det."

"Jeg er virkelig glad for, at du er lykkelig Rakian," svarede jeg. "Du har fortjent det."

 

***

 

Jeg lagde sadlen over Nat og bukkede mig ind under ham for at få fat i spændet. Mens han gjorde sig tyk, spændte jeg den stramt, og bag efter spændte jeg tasken fast. Nat prustede utilfreds, fordi jeg pludselig krævede, at han skulle ud at lave noget, så jeg klappede ham beroligende på halsen og gav ham et æble. Jeg gik ud af stalden, og vidste at han var lige bag mig.

Med det samme jeg trådte ud, stod Rakian lige foran mig og trak mig væk derfra - hurtigere end jeg kunne nå at tænke - om bag stalden. Nat gik trofast med, men bakkede væk da jeg viste ham et billede af stalden og fik ham til at gå tilbage. Jeg smilede overrasket op til Rakian og lagde armene om livet på ham.

"Hvad så?" spurgte jeg.

Han trak på skuldrene. "Det er bare..." Han rømmede sig. "Der er bare noget, jeg er nødt til at sige til dig." Jeg vidste ikke hvorfor, men han gav mig bange anelser.

"Så skynd dig dog at sige det, inden jeg dør af spænding."

"Du har virkelig ingen anelser om, hvor fuldstændig urimeligt uudholdeligt det er for mig, at du skal være med til det her. Når jeg sover har jeg mareridt, og selv om dagen ser jeg de værste frygtscenarier for mine øjne." Jeg øjnede en grad af desperation i hans blik.

Jeg rystede på hovedet. "Vi skal nok klare det," sagde jeg beslutsomt. "Du må ikke begynde at gå i panik over det nu, for så går jeg også i panik."

"Men du..." Han lagde en hånd forsigtigt på min mave. "Jeg har regnet den ud. Når du begynder at gå i poset tøj og stivner når jeg kommer til at se på din mave, så er det ikke svært at lægge to og to sammen." Mit hjerte stoppede et øjeblik, men på den anden side ærgrede jeg mig mest over, at jeg ikke bare havde været ærlig overfor ham. Selvfølgelig ville han opdage det før eller siden. Vi sov i samme seng. Det var meget muligt, at de andre ikke havde opdaget noget, men Rakian...

Jeg så ned på mine fødder. "Undskyld. Jeg ved godt jeg skulle have fortalt dig det, men forstå mig Rakian. Jeg vil så gerne det her. Alt det her jeg har kæmpet for, det er bare så vigtigt for mig, og intet skal holde mig tilbage."

"Jeg bebrejder dig ikke for noget," skyndte han sig at sige.

Jeg blev overrasket. "Hvorfor ikke?"

Han plantede et kys på min pande. "Fordi jeg forstår dig. Jeg har aldrig nogen sinde overhovedet overvejet at tvinge dig til at blive tilbage. Aldrig, men jeg ville ønske, du havde nok tillid til mig til at kunne fortælle mig den slags. Og jeg ville også bare gerne fortælle dig, hvordan jeg har det med det her for... jeg elsker dig jo."

"Jeg har også haft dårlig samvittighed. Undskyld." Jeg lod hånden glide ind under hans kappe og satte neglene i den kolde ringbrynje, han havde udenpå tøjet. "Jeg elsker også dig. Det har jeg altid gjort på den ene eller den anden måde."

"Skal vi ikke lave en aftale om at komme helskindet tilbage? Alle tre?" Jeg fnes lidt skørt.

"Jeg skal nok gøre mit bedste. Det lover jeg, men du må også huske, at jeg giver alt, hvad jeg har for det her." En let brise løftede mit hår og sendte en kuldegysning ned af min ryg. Jeg skuttede mig i min pelstunika som var pakket om mig under kappen. "Det er ved at blive vinter," sagde jeg.

"Kom her," sagde han og trykkede min krop ind til sig med sine stærke arme. Ikke at det hjalp, da en ringbrynje ikke var forbundet med varme. "Er du stadig nervøs for at kæmpe mod Vatokan?"

Jeg trak på skuldrene. "Næ... Jeg bliver mere og mere vred på ham, jo længere tid der går." Det var en løgn, og derfor var jeg også ret glad for, at han ikke kunne se mit ansigt.

"Det var godt. Lad os komme af sted." Han trak sig væk og smilede til mig.

"Hvad med din familie? Jeg fandt aldrig ud af, hvad deres plan var."

"De bliver her." Rakian trak ligegyldigt på skuldrene. "De er faktisk ret ligeglade med Landet, så længe de selv overlever. Men altså..." Han sukkede. "Mor har ikke så mange kræfter mere, så det ville være hårdt for hende tage med for at pleje de sårede. Far er jo heller ikke trænet, så hvorfor skulle han kæmpe? Han ville nok bare ende med at blive slået ihjel, så måske det er for det bedste. Elvira kan nok heller ikke blive tilbage alene med fremmede mennesker, så..."

"Hvorfor går det dig så på?" spurgte jeg.

"Det går mig ikke på." Han smilede. "Det er da en god ting, at de ikke sætter livet på spil."

"Rakian..." sukkede jeg. Jeg vidste der var noget galt.

Han lagde armen om min skulder. "Det eneste er, at jeg endelig har fundet dem, og det er kun måske, jeg kommer tilbage til dem.” Han sukkede. ”Kom nu," sagde han, og jeg lod emnet ligge.

Hele vejen ned af den brede sti mellem husene, stod folk og krammede og kyssede farvel til sine mænd, brødre eller sønner. De vidste nemlig godt, at det for mange af dem var sidste gang, de ville se hinanden. Det gjorde ondt, men jeg vidste også, at jeg ikke havde tvunget nogen til noget. Stemningen var trygget, og det var som om at selv himlen vidste, at det ikke var en glædens dag. Den var grå og trist, selvom der ikke var en sky at finde. Måske var det noget, jeg forestillede mig.

Jeg satte foden i stigbøjlen og svang benet over Nat. Selv den gamle hest ville jeg måske heller ikke få at se igen, når krigen var ovre. Min elskede sorte hest med måneblissen. Men jeg overvejede heller ikke at tage en anden, for han var min trofaste ganger. Han skulle ikke snydes for noget, så jeg skridtede ned mod Landsbyen og blev mødt af mange forskellige blikke og mange blå kapper, som blafrede svagt i vinden. Rakian stod med Mikka nede af vejen og snakkede med Max. De omfavnede hinanden og klappede hinanden på skuldrene. Max skulle ikke med, for han skulle passe på de kvinder, der blev tilbage sammen med børnene. Han følte sig selv som en rigtig konge, fordi han skulle passe på alting, men jeg havde mine bekymringer. Han havde ikke vist sig at være ærlig god til at styre noget som helst og bestemt heller ikke sit drikkeri, men Rakian havde tillid til ham, og så havde jeg også.

Jeg fór sammen, da jeg hørte flere høje barneskrig og lagde hånden på mit sværd, men da jeg opdagede, hvad der havde udløst det, begyndte jeg at smile. Det var Sansan der kom frem mellem dem, men ham var der ikke en flue, der var bange for, så det kunne kun være den kæmpemæssige ulveflok, som bevægede sig frem fra skovens mørke der fik folk til at skrige. Nogen af dem var ved at bevæge sig med Sansan ind i byen, men de fleste stod på vagt ude i kanten af skoven. Jeg havde aldrig i mit liv set så mange ulve på samme tid. Faktisk tror jeg aldrig jeg havde set andre end Sansan.

Jeg har nogen med til dig Sarina, sagde Sansan i mit hoved og stak tungen ud i siden af munden, mens han smilede sit ulvesmil. De har rejst langt.

Hvordan er det lykkes dig at finde alle dem? spurgte jeg begejstret og smilede til dem trods deres skræmte ansigter.

Som ulv har man vel ulvevenner også. Han lo hæst. Nogle af hunnerne har valgt at blive tilbage med ungerne, så jeg har overtalt dem til at se, om de kan finde ud af det med de kvinder der bliver tilbage i Thornag. De kan jo altid tage af sted igen, hvis de ikke har det godt med det.

Hvorfor skulle de ikke få det godt med det? Jeg er sikker på, at alle kvinderne i den her by er mere end villige til at hjælpe dem.

Det handler ikke kun om menneskekvindernes medvilje Sarina. Ulvinderne er heller ikke just glade for Mennesker. Han satte sig ned på bagdelen. Men de er villige til at prøve. Så kan vi jo starte en revolution, hvor mennesker og ulve kan arbejde sammen, nu vi er i gang med at vende op og ned på verden.

Jeg klukkede. Ja du har ret. God ide.

"Sarina!" råbte Rakian. "Der er nogen, der godt kunne tænke sig at vide, hvad der sker." Han vendte sig om, men var lige ved at hoppe et skridt tilbage, da en stor sort ulv stod og så på ham med store øjne. "Jeg vil nu egentlig også gerne vide det," mumlede han forskrækket.

"Sansan har fundet ulvene," svarede jeg Rakian. "De tager med til Sydlandet."

Han kløede sig i nakken og så rundt på dem. "Jamen så... velkommen," sagde han så de alle kunne høre det.

"De der ikke skal med er velkomne til at blive her," tilføjede jeg.

Rakian så på mig. "Vi må til at af sted."

"Jeg tager bagtroppen," sagde Tailo. "Rakian du rider først med dem, der er klar nu. Sarina tager de næste, og så kommer jeg med de sidste. Vi kan ikke ride i en stor klump gennem skoven alligevel."

"Alle der er parat nu følger med mig!" råbte Rakian og satte sig op på sine rødbrune hoppe. "Se på hinanden så i ved, hvem der er med. Vi vil ikke tabe nogen under vejs." Han så op på mig og smilede skævt. "Jeg finder dig når vi står lejr," råbte han og klikkede med tungen, så Mikka luntede ind i skoven efterfulgt af en masse blå kapper. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...