Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1851Visninger
AA

4. Ensom

Sarina

Rakian var ude, Tailo var nede ved Vildana, Sansan luskede rundt i skoven for sig selv, og alle andre var rent ud sagt ikke til at holde styr på. Og hvor var jeg? Jeg havde fået ordre på at blive liggende i en seng, der var omringet af fire vægge, og jeg var sikker på, at jeg vidste præcist, hvor mange sten de bestod af. Jeg vidste at stilhed kunne gøre en pige skør, og jeg vidste, at alle andre var nogle fjolser, fordi de havde så forbandet travlt, at jeg kunne ligge helt alene for mig selv uden noget at foretage mig. Jeg fnøs for mig selv og svang irriteret dynen ned fra sengen.

    Og der slog det mig. Hvorfor skulle jeg blive liggende der, når mit hoved ikke længere gjorde ondt, og verden stod åben udenfor denne ene dør. Et lusket smil prydede mine læber, da jeg lynhurtigt skiftede tøj og trissede ud af døren. Og hvis Rakian forsøgte at tvinge mig tilbage, måtte han hellere til at ærgre sig over alt det, han havde lært mig.

    Jeg udforskede slottets gange og nød at bevæge mig, mens jeg mindedes gamle dage. Det var flere måneder siden, jeg havde boet her, men det føltes som flere år. Jeg havde lært så meget og oplevet så meget på så kort tid, at fortiden som prinsesse, føltes som et helt andet liv.

    Jeg havnede ved udgangen til slotspladsen og stillede mig lige i solen med lukkede øjne, så jeg kunne mærke varmen prikke på min hud. Jeg lyttede til lyden af mennesker, men disse mennesker var anderledes, end noget jeg havde hørt i lang tid. Det var glæde. I Sydlandet havde jeg måske endda vænnet mig så meget til alt det triste, at det var underligt at høre lyden af et lykkeligt menneske.

    "Hvad tror du lige, du laver?" spurgte Rakian. Jeg åbnede det ene øje på klem, men lukkede det igen, som om jeg ikke havde hørt ham. "Nå det er sådan vi leger..." Han grinede skummelt. "Du er stædig, men der er ingenting, du kan gøre, når jeg er så meget stærkere end dig," sagde han, og der gik ikke mere end to sekunder, før han samlede mig op og smed mig over skulderen.

    "Sæt mig ned!" udbrød jeg, men han grinede bare. "Det der er ikke retfærdigt! Jeg ville bare gerne ud og slippe for at blive langsomt sindssyg!" Jeg gav mig til at sprælle med benene og slå ham på ryggen.

    "Tror du ikke, du overdriver lidt?" spurgte han kækt.

    "Jeg har et bedre forhold til min pude end til dig lige i øjeblikket! Hvordan kan du efterlade mig helt alene i kedsomhedens rum?"

    Han lo højt. "Du har ret. Jeg er et frygteligt menneske, fordi jeg vil passe på dig, og det med puden mener du ikke."

    "Jo jeg gør," sagde jeg bestemt. "Og jeg tror ikke, at der her er svaret på at 'tage den med ro'..."

    "Jeg kan da ikke gøre noget ved, at du ikke kan styre dine arme og ben. Måske er det nogle andre symptomer, du er ved at udvikle. Du må hellere blive liggende lidt endnu, så vi kan sikre os, at du ikke ødelægger noget."

    "Pas på jeg ikke brænder hul i din trøje Rakian!"

    "Nja... Det kunne du ikke finde på..."

    "Det er ikke dig, der er tankelæseren her! Rakian sæt mig ned, eller jeg tøver ikke med at lave et pænt lille brandmærke på din skulder."

    "Fint jeg sætter dig ned," sagde han og skubbede døren op til værelset, hvorefter han smed mig ned i sengen.

    "Din... Din..." hvæsede jeg mellem tænderne.

    "Ja? Sætningen var måske slut der eller..?" Han lænede sig ind over mig og holdt mig nede, mens jeg forgæves forsøgte at komme op i siddestilling.

    "Når du går igen, så kan du ikke holde mig fra at gå udenfor..." Jeg stoppede med at gøre modstand og smilede ondskabsfuldt.

    "Så må jeg vel hellere blive her..." Han kravlede op i sengen og lagde sig ovenpå mig, men for ikke at mase livet ud af mig holdt han sig oppe med albuerne. Han bukkede hovedet ned og plantede et hurtigt kys på læberne, men jeg gav mig til at surmule barnligt. "Hold nu op. Du vil jo alligevel ikke have, jeg går," sagde han selvsikkert.

    "Det skal du ikke være så sikker på..."

    "Indrøm det. Du vil gerne have, jeg skal blive her."

    "Du er alt for selvsikker min ven," svarede jeg og gav mig til at skubbe til ham. "Hvor meget vejer du lige?" Jeg havde det som om, der lå en Rakianformet sten ovenpå mig.

    Han smilede kækt, og pludselig pressede han sine læber mod mine, og fik mig til at glemme, hvad jeg foretog mig, da jeg sank ind i vores eget lille univers. Han løftede hovedet og plantede fire små kys på halsen, et mellem mine øjenbryn og igen på læberne. Jeg bevægede mine hænder op om nakken på ham, og lod fingrene glide ind i håret, hvor jeg fandt fletningen. Jeg smilede og gav mig til at rive lidt i spidserne af krøllerne, mens hans læber bevægede sig synkront med mine.

    Døren gik op...

    "Ih du milde," udbrød Vildana forskrækket, og bag hende stod Malum helt paralyseret med åben mund og polypper.

    Jeg kunne ikke stoppe mig selv fra at rødme og gemte ansigtet i Rakians skulder. Han grinede lavmælt og trillede ned ved siden af mig, skønt jeg blev ved med at rødme.

    "Hvad kan vi gøre for jer?" spurgte Rakian lettere omtumlet.

    "Øh... Vi... Vi ville bare sige til Sarina, at jeg havde lavet mad, hvis hun ville have noget," sagde Vildana.

    "Det vil jeg gerne," svarede jeg, og mærkede mine kinder blusse yderligere. "Vi kommer lige om lidt."

    "Jamen... Så går vi igen så, ikke Malum? Kom vi går." Han havde stadig ikke sagt et ord, og han så ud til at være dårligt tilpas.

    De gik og lukkede døren efter sig, og der blev helt stille. Jeg fik øjenkontakt med Rakian, og med et brød vi begge ud i et grineanfald, der kunne vælte slottet. Det var lige før tårerne trillede.

    "Hvor er du kær Sarina," grinede han. "Jeg tror aldrig jeg har set dig rødme på den måde før." Han lagde hånden på min varme kind, mens jeg rynkede på næsen over brugen af ordet 'kær'.

    "Kær?"

    "Ja." Rakian trak mig ind til sig, så jeg kunne mærke hans hjerte slå. "Du er det kæreste jeg har." Han smilede tilfredst og kyssede mig på næsen.

    "Pas på jeg ikke rødmer igen," kluklo jeg og begravede mit ansigt i hans bryst.

    "Jeg tror jeg vil gøre alt for at se det igen." Jeg fnes. "Ved du egentlig, hvem der er kommet tilbage?" spurgte han pludselig.

    "Nej..."

    "Malum, Vick og Galia er komme med deres familier. De er nogle underlige mennesker, men de har fundet sig et par steder at bo nede i byen."

    "Virkelig?" spurgte jeg begejstret. "Jeg havde ellers troet, de ville afslå, fordi det handlede om så mange evneløse samlet et sted. Alia må virkelig tære hårdt på dem."

 

***

 

Rakian og jeg gik en tur sammen ned gennem byen. Jeg gik og snuste til livet og samfundet, der blomstrede og hilste på nogle forskellige mennesker. Mange af dem kunne jeg selv genkende, men de fleste vidste, hvem jeg var. De både bukkede og nejede, når jeg kom forbi, og de takkede mig for at komme tilbage. Men der var nogen, der så på mig med en hvis vantro.

    "Sarina? Prinsesse Sarina?" var der en der råbte fra den anden side af vejen. Både Rakian og jeg så forvirret op og opdagede manden, der stod og viftede mig over til sig.

Rakian og jeg vekslede kort blikke, inden vi gik over til manden. "Hej. Hvem er de?" spurgte jeg venligt.

    "Mit navn er Nuka Alunn. Kan de ikke huske mig? Jeg var en af kongens nærmeste riddere." Jeg betragtede ham fra top til tå.  Han havde en grøn lang skjorte på og brune lange bukser, samt en brun læderjakke. Han havde mørkblond skulderlangt hår og en smule skæg, som gemte på et charmerende smil.

    "Nu de siger det, tror jeg godt, jeg kan huske dem, Nuka. Far var vidst meget glad for dem." Han havde været en af fars mest loyale riddere, og jeg kunne kende ham på ansigtsudtrykket, trods han havde fået mere skæg siden sidst. Det var faktisk utroligt, hvor meget en mand kunne ændre sig bare ved at skifte Milenias blå ridderkappe ud med almindeligt tøj og gro et skæg.

    "Jeg var ude at rejse for kongen, den gang vi blev angrebet, og da jeg kom tilbage, var det hele ødelagt. Jeg har været lidt rundt i landet siden. Jeg har ikke været efter noget bestemt, men jeg har fundet mig en kone. Lilia." Han smilede. "Og da jeg hørte, at der pludselig var kommet gang i Thornag igen, tog jeg tilbage for slå mig ned her sammen med Lilia."

    "Har de fundet et hus?"

    "Ja. Vi bor lige derovre." Han pegede mod et af de huse, der stadig hang lidt. "Vi er stadig ved at sætte det i stand, men det burde ikke tage så lang tid."

    "Det er jeg glad for at høre," sagde jeg venligt.

    "Jeg er overrasket over at se dem her. Jeg troede faktisk, de var død, men de er kommet tilbage kan jeg se. Har de tænkt dem at følge i deres fars fodspor?"

    "Jeg ved det ikke endnu. Måske kunne de hjælpe os med noget."

    "Altid prinsesse. Jeg svor jo troskab," sagde han alvorligt.

    "Vil det sige, at de vil være ved vores side i en krig?"

    "Ja, hvorfor?"

    "Vi planlægger, at muren skal nedlægges, og der skal være mere fred i landet. Vi går ind for, at folk skal kunne bestemme selv, hvor de vil være, i forholdt til om de er betvingere eller evneløse."

    "Ja jeg har godt lagt mærke til, at der går mange betvingere rundt her omkring, men jeg tænkte, at siden der ikke er nogen lov mod det mere, falder de bare ind, som om det er normalt."

    "Det er normalt. Halvdelen af Gia Livarias indbyggere er betvingere. De fleste bor enten i Safir Bismara eller Sydlandet."

    "Jeg har hørt om en enorm by kaldet Safir Bismara, hvor der skulle bo en masse med overnaturlige evner, men jeg sagde bare, at der umuligt kunne findes så mange af dem, når de jo ikke måtte være her i landet."

    "Jeg er en af dem," sagde jeg, da det slog mig, at han ikke vidste noget om mine evner.

    "Hvad er de?"

    Jeg rakte hånden ud og lavede en flamme i håndfladen. "Jeg er ildbetvinger."

    "Utroligt," mumlede han. "Vidste kongen det?"

    "Nej. Jeg har aldrig fortalt ham noget."

    "Det må jeg nok sige..." Han krydsede armene. "Nå, men hvad end de har brug for. Så hjælper jeg dem."

    "Hvad med, at de kommer op til slottet, så kan jeg sætte dem ind i situationen?"

    "Jo, det ville være rart. Jeg føler mig lidt på bar bund med alle de betvingere omkring mig. Det føles underligt."

    Jeg grinede. "Bare rolig. De er ikke så anderledes som de tror. Og så skal de også lige hilse på Rakian," skyndte jeg mig at sige.

    "Ham har jeg da hilst på. Det var ham der gav mig lov til at flytte ind," lo han. "Hej igen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...