Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1845Visninger
AA

19. En mistænkelig bule

 

TRE MÅNEDER SENERE...

Malum stillede sig i angrebsposition foran mig. Hans øjenbryn var trukket alvorligt og koncentreret sammen, og han havde foden taktisk placeret fremme. Han ventede på, at jeg skulle angribe, men jeg blev stående helt stille, til han lavede sit første træk. Mine øjne fulgte enhver af hans bevægelser og analyserede hans kropssprog. Reglen var; ingen tankelæsning, men jeg var omtrent ligeså god til at læse kropssprog. Det havde jeg lært af Rakian.

Jeg kunne se utålmodigheden i hans øjne, skønt vi kun havde stået der i et par sekunder. Han bevægede den forreste fod, og jeg vidste at det var tegn på, at han ville gør sit træk meget snart. Min hypotese slog ikke fejl, og han sprang til siden, mens han skød en ildkugle lige mod mig, som jeg skyndte mig at styre i den anden retning. I stedet sparkede jeg ud i luften flere gange i træk mens stikflammer skød ud af mine skosåler, som han undveg.

Der var gået tre måneder siden Rakian og jeg fandt sammen, og i mellemtiden havde jeg trænet en del med Malum. Jeg nød at være sammen med Rakian igen, men nu var det en hel anden følelse. Nu var vi forlovet, og på den måde følte jeg mig mere som en voksen. Ja jeg følte mig for første gang som et voksent menneske, og jeg var begyndt at sove inde hos ham igen. Man kunne vel sige, at vi nu var et rigtigt par, og vi fik fejret forlovelsen med manér!  

Jeg var ved at blive en rigtig god betvinger, men jeg var ikke langt nok til, at man kunne kalde mig mester. Malums far var mester, men han havde mange års træning på bagen. Jeg funderede over, om jeg ville blive ligeså god som ham. Indtil videre tegnede det i hvert fald godt. Jeg var allerede ved at være bedre end Malum, og derfor var vi også begyndt at blive trænet af Jannok, fordi der ikke var mere, jeg kunne lære af Malum. Det var lidt af en triumf at lære så hurtigt.

Malum slog en baglæns kolbøtte i græsset for at komme væk fra mig, men da han kom op på fødderne igen kylede han tre ildkugler mod mig, som jeg skyndte mig at blokere for og skyde i den anden retning. Jeg smuttede om bag ham og fejede benene væk under ham, så han landede på bagdelen. Han skar en forpint grimmasse, men kom på benene igen og skulle til at angribe, da vi blev stoppet.

"Det er fint," sagde Jannok. "Malum, du er nødt til at begyndte at holde øjne med, hvor din modstander befinder sig, for du har det med at gætte hvor hun er, og så skyder du bare uden at tjekke om hun eksempelvis befinder sig lige bag dig." Han vendte sig mod mig. "Du bliver bedre og bedre Sarina. Store fremskridt må jeg sige, men du er ikke så god til at kontrollere mængden, af den ild du fremkalder. Du har for mange kræfter."

Malum fnøs. "For mange kræfter..." mumlede han. Han kunne virkelig ikke tåle, jeg var bedre end ham, men jeg nød det. Han skulle bare have, skulle han.

Rakian kom hen mod os. Hans så sammenbidt ud, men smilede da han så mig. "Hvordan går det?" spurgte han og kyssede mig på kinden. Han så underlig ud i ansigtet, da Jannok bukkede respektfuldt for ham. Han havde stadig ikke indfundet sig i den behandling, folk gav ham nu, selvom ingen af os var blevet kronet endnu. Faktisk kom det som en lille overraskelse, at Jannok bukkede. Han havde haft samme fobi for evneløse som Malum.

"Det går udmærket," sagde jeg.

"Godt at høre, men du er nødt til at komme med mig ret hurtigt."

"Hvorfor det?"

"Tailo har lige fået en besked fra Alia, om at hun er på vej med en hel del betvingere efter sig, i form af tjenere og vagter. Vildana har givet mig ordre på at hente dig, så du kan bliver gjort i stand." Han tog min hånd og trak mig med.

"Vi ses senere Malum, og tak Jannok." Jeg smilede til ham og fulgte med Rakian.

Rakian gik hurtigt, så det var svært at følge med ham. Jeg gik og spekulerede på, om der var noget i vejen, men jeg var ikke sikker på, om jeg skulle spørge. Han sagde som regel, hvis der var noget. Jeg besluttede at vente og smilede i stedet til menneskerne, vi gik forbi op til slottet.

Da vi kom ind af porten, kunne jeg alligevel ikke dy mig. "Hvad er der?" spurgte jeg. "Du ser så irriteret ud."

"Gør jeg?" spurgte han fraværende og styrede mig hen mod trappen til køkkenet.

Jeg stoppede ham. "Fortæl mig hvad der er galt."

Han sukkede og nikkede. "Lad os bare sige, at jeg ikke glæder mig til at have Alia på besøg. Jeg skal virkelig præstere, hvis hun skal acceptere at arbejde sammen med mig." Han fnøs. "Tailo og jeg kan heller ikke få det til at passe med det mad, vi har tilbage, hvis vi skal brødføde alle dem og samtidig have til vinteren. Hvis Alia kommer, er vi nødt til at spare, men selv hvis vi spare, så er vi stadig nødt til at tage ud og se, hvad de andre byer kan undvære, når vinteren kommer."

"Vi kan ikke sige, hun ikke må komme nu, så vi må bare tage det som det kommer. Hun er en stor mundfuld, men op med humøret. Det bliver forhåbentligt kun en kort visit."

"Det håber jeg." Han vendte mig om og puffede mig hen til trappen. "Gå nu ned til Vildana. Hun er ved at få stress." Han grinede.

"Det er lige det, jeg har brug for," mumlede jeg sarkastisk, mens jeg mærkede hvor udmattet jeg var efter at træne, og nu skulle jeg lege Vildanas påklædningsdukke... I det mindste skulle jeg nok ikke selv tage stilling til noget.

"Hvad laver du her Sarina?" spurgte Vildana, mens hun vimsede rundt med nogle grøntsager der skulle vaskes. "Du er nok nødt til at gå igen."

"Men Rakian sagde..."

"Vi har travlt, men der venter nogen på dig oppe på værelset."

"Jamen så ses vi senere," mumlede jeg og gik min vej op til værelset. Jeg åbnede døren, og da jeg kom ind stod Faldora, Malums mor, og rodede i mit klædeskab. Hun var ved at få sig et hjertestop, da hun så mig, fordi hun ikke havde hørt mig komme ind.

"Der var de jo," sagde hun og smilede.

"Faldora? Hvordan kan det være du er her?" spurgte jeg.

Hun svang sit lange sorte hår om på den ene skulder og flettede det. "Vildana har travlt, så i dag assistere jeg. Hun er forresten en rar dame." Hun trak en kjole ud af skabet og så på den. "Desuden er jeg ikke en stor fan af Alia. Jeg vil sørge for, at de ser omtrent ti gange så smuk ud som hende."

"Hvad så med Rakian?" spurgte jeg, og hun rynkede svagt på næsen, som om hun ikke helt kunne skjule sin uvilje mod evneløse.

"Det styre han sammen med Tailo." Hun holdt en blå kjole op foran mig og foldede mit hår ind over som for at overveje om farven var god. "Den her er da lige deres farve," smilede hun.

"Du behøver ikke sige de til mig. Det gør hverken Malum eller Jannok heller ikke." Jeg bøjede hovedet, så jeg kunne se kjolen rigtigt. Den var mørkeblå med guldblonder i kanterne og ædelstene der dannede mønstre sammen med guldbroderierne. Jeg mindedes ikke havde have set den før, men den var meget smuk.

"Det er også for galt," sagde hun. "De må i hvert fald finde dem i, at jeg kalder dem det, for jeg synes at det er vores pligt. Ikke kun fordi de er højere oppe end os, men ligeså meget fordi jeg viser min respekt." Hun sukkede. "Men Malum kan jeg ikke bestemme over mere. Jeg ved da heller ikke, hvad der sker i hovedet på den dreng." Hun rystede på hovedet.

"Måske er han bare blevet voksen."

"Men han vil altid være mig lille dreng," sagde hun sørgmodigt. "Nå, men det skal vi heller ikke snakke om mere. Er det vel nok ikke bare en vidunderlig kjole?"

"Den er meget smuk," svarede jeg. "Er det damerne nede i sysalen, der har lavet den?"

"Ja det er det. De er meget dygtige."

"Hvor fandt de alle ædelstenene?" spurgte jeg forundret og lod fingerspidserne stryge over de glimtende sten.

Hun bed sig lidt i læben. "Det var faktisk Rakians ide. Han fandt dem i skatkammeret og tog dem med op til damerne, så de kunne lave noget pænt til dem. Bare rolig, han fik et par vagter til at holde øje bare for en sikkerhedsskyld."

Jeg smilede. "Hold da op. Så må jeg vel hellere have den på."

"Han ved hvor meget de elsker blå," sagde hun og foldede omklædningsskærmen ud til mig. "Skynd dem så at få den på. Jeg skal også nå at sætte hår, og hvem ved hvornår den kvinde beslutter at melde sin ankomst. Vil de gerne have et bad inden? Har de ikke lige være nede at træne med Malum?"

"Jo, det vil jeg egentlig gerne, hvis der er tid til det."

"Selvfølgelig. Der er allerede vand i badekaret; jeg skal bare lige varme det." Hun smilede og gik hen i den anden ende af rummet, hvor der stod et badekar.

Jeg gik om og klædte mig af bag skærmen, men da jeg så mig i spejlet, undrede jeg mig over, hvor meget jeg egentlig havde taget på. Jeg havde åbenbart taget meget mere på hos Vatokan, end jeg havde troet specielt om maven, men på den anden side havde jeg jo også været ude at rejse efterfølgende - hvilket nok havde smidt et par kilo af mig - og jeg mindedes ikke at jeg fyldte så meget, da jeg ankom. Den eneste forklaring måtte vel være, at jeg fik godt med mad af Vildana. Det gjorde heller ikke noget; nej egentlig var det vel en god ting til vinteren, hvis jeg ikke var for tynd.

"Kommer de ud, mens det er varmt?" spurgte hun.

Jeg havde aldrig været specielt begejstret for andres tilstedeværelse, når jeg var nøgen, men hun var vel en kvinde ligesom mig. Jeg måtte til at komme over den fobi, så jeg tog et klæde omkring mig og gik hen til karet. Faldora vimsede rundt og lavede alt muligt andet, så jeg trådte ned i det varme vand og satte mig til rette.

"Er det tilpas varmt?"

"Ja ja," svarede jeg og begyndte at vaske mig.

Da jeg kom op igen, så hun underlig ud i ansigtet. Hun stirrede på mig, så jeg skyndte mig at dække mig til, mens jeg gik om bag skærmen og tørrede mig. Jeg var spændt på, om jeg kunne passe kjolen, for det var længe siden, damerne havde taget mål af mig. Jeg tog underkjolen på og gik om til Faldora der stod med den rigtige kjole.

"Undskyld, men må jeg lige mærke noget?" spurgte hun forsigtigt og kom hen mod mig.

Jeg rynkede panden. "Mærke hvad?" spurgte jeg og så ned af mig selv.

Hun lagde en hånd på min mave og tryggede nogle steder. Jeg havde absolut ingen ide om, hvad hun lavede, og jeg havde det absolut heller ikke behageligt med det. Jeg havde faktisk mest lyst til at Alia kom, så jeg kunne hoppe i den kjole og komme væk, for Faldora opførte sig underligt.

"Hvad laver du?" spurgte jeg en anelse akavet til mode.

"Har de haft kvalme for tiden?" spurgte hun. "Mærkværdige spisevaner?" Hun trak hånden til sig og så mig alvorligt ind i øjnene.

"Nej det mener jeg ikke." Jeg lagde begge hænder på min mave, mens jeg forsøgte at regne ud, hvad hun mente. "Synes du jeg skal spise anderledes? Må man nu ikke have lidt fedt på kroppen?"

"Hvis bare det var fedt..." mumlede hun fraværende. Jeg trådte et skridt tilbage med store øjne og krydsede armene.

"Hvad mener du dog?"

Hun tyggede sig lidt i kinden og trådte hen til mig. "De må ikke blive bange. Jeg har sikkert ikke ret, så bare tag det helt roligt, men de har altså en usædvanlig bule på maven. Det kan meget muligt være at de har taget lidt på, men måske er det noget andet." Hun tog min hånd i sin. "Der er en lille chance for at de er med barn."

Jeg fik store øjne og trak begge arme til mig. "Det kan ikke passe!" udbrød jeg. "Lad være med at sige sådan noget. Det kan ikke passe." Jeg gned tindingerne med fingerspidserne og tog nogle dybe indåndinger. "Det kan jeg ikke," mumlede jeg og satte mig ned på en stol med ansigtet begravet i håndfladerne.

Hun lagde en rolig hånd på min skulder. "De må ikke gå i panik," sagde hun og satte sig ned på knæ foran mig. "Sarina, kig på mig." Jeg så hende ind i øjnene, og jeg var på grådens rand. "Ikke gå i panik, forstår de det?" Endnu engang tog hun mine hænder i sine. "Det er lige nu de skal vise de er stærk overfor Alia. Måske skulle jeg ikke have fortalt dem det, for de må koncentrere dem, om det der sker nu. Det er meget vigtigere."

"Men jeg kan ikke," sagde jeg med grødet stemme, og den første tårer dryppede ned på mit knæ. "Alt andet end det. Jeg er ikke nogen mor."

"Det var præcist det samme jeg sagde en gang, men jeg fik tre dejlige drenge der er både stærke og sunde." Hun sukkede. "Sarina... Hør efter, det her er kun en påstand. Jeg ved det ikke med sikkerhed, så tag en dyb indånding og hold hovedet koldt. Lige nu har de vigtigere ting at tænke på."

Hun gav mig et stykke stof, og jeg tørrede mig på kinderne. "Jeg tager det roligt," sagde jeg, måske mest til mig selv, mens jeg forsøgte at stoppe med at hyperventilere.

"Det er nu heller ikke så slemt, som du tror min pige. Det er sådan en kvindeting, som man bare kan af natur. De behøver ikke at lære at blive mor, for det kommer til dem af sig selv når de får en, og måske er det slet ikke nu. Det var også forkert af mig at skræmme dem sådan."

Jeg rejste mig op og pustede ud. "Jeg skal bare have den kjole på," sagde jeg roligt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...