Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1845Visninger
AA

15. En lille rød blomst

"Kom nu Malum!" udbrød jeg. "Jeg vil træne med dig."

"Jeg gider ikke Sarina!" Han trillede om på maven og slog panden ned i græsset. "Du drukner dig selv i træning lige for tiden! Slap nu for en gangs skyld af. Det var slemt nok, da du ville have mig til at træne med rustninger på i går."

"Hvorfor det?"

Han gloede olmt på mig. "Det var som at træne med en ekstra mand på ryggen."

"Men du skal jo lære det, så jeg gider ikke høre mere!"

"Er du godt klar over, at min var dobbelt så tung som din, fordi du er sådan en lille splejs, der er nødt til at gå med sådan en lille damerustning." Han fnøs.

Jeg bed tænderne sammen og svang benet over ham, så jeg sad på ryggen af ham med fingrene om hans nakke, lige der hvor det gør ondt, når man trygger. "Du kan lige våge på at sige, jeg er en splejs en gang til!" truede jeg.

"Men det er du!" drillede han, og jeg klemte til, så han begyndte at jamre. "Stop, stop!" sagde han og vred sig under mig.

Jeg hørte vind og noget puslede i trætoppene. Luana kom til syne og landede i et af træerne og så ned på os. Malum vinkede til hende, og hun vinkede tilbage. Jeg var imponeret over hendes luftbetvingerevner. Jeg havde lagt mærke til, at hun ikke færdedes ret meget på jorden, men mest på folks tage og i træerne, hvor hun luftbetvang sig rundt på grenene. Et vindpust strøg under hende og tog hende med sig ned, hvor hun landede blødt på sine fødder og gik hen mod os.

De så hinanden i øjnene og smilede i lang tid. Det var faktisk lidt akavet at sidder der ovenpå Malum, så jeg kravlede væk, mens de fortsatte deres tavse samtale. Jeg ville give alt for at være en del af den, men det var åbenbart kun for inviterede. Hun hadede mig virkelig, og jeg hadede, at jeg ikke vidste hvorfor.

"Nå, men vi ses senere," sagde Malum pludselig. "Vi går lige en tur."

"Hvad så med mig? Vi skal træne!"

Han rystede på hovedet og sukkede. "Slap nu for en gangs skyld af i stedet. Er det virkelig umuligt? Det er heller ikke særligt sjovt at træne med dig, når du er så deprimeret hele tiden. Livet er ikke forbi Sarina, bare fordi du ikke lige fik det, som du vil have det." Jeg trådte et skridt tilbage, som om ordene han slyngede ud, ramte mig lige i brystet. Det kunne han da sagtens sige, når han gik og kærestede med Luana.

"Hvor er du dog tarvelig!" Jeg rejste mig og marcherede væk fra ham.

Jeg hørte et ordentligt suk og skridt efter mig. "Undskyld Sarina..." sagde han, men jeg fortsatte bare væk. Han fik fat om mit håndled og snoede mig rundt. "Det kom ud på den forkerte måde. Tilgiv mig." Han så mig alvorligt ind i øjnene. "Men lyt nu til mig for en gangs skyld. Det blev ikke, som du vil have det, og det er en skam. Jeg mener det oprigtigt, når jeg siger, at jeg er ked af det på dine vegne, men prøv nu på ikke at lade det få dig til at miste fodfæstet."

Jeg bed mig i læben og så ned i jorden. Dumme Malum! Kunne han ikke bare blande sig udenom? Jeg kunne meget bedre lide ham, da vi undlod at tale om følelser og den slags. Han plejede på en eller anden måde at være mit følelsesmæssige frirum, fordi vi foregav at være ligeglade med hinandens følelser.

"Vi ses Malum," sagde jeg og vristede mit håndled fri. Jeg gjorde om og traskede ned til byen, nærmere bestemt Max' kro. Hvis jeg var heldig, havde han noget stærkt at drikke, og måske en vittighed, som ikke havde noget med min indre krig at gøre. Jeg trådte ind og stak hænderne i lommerne, hvorefter jeg gik over mod baren og satte mig. Der sad nogle få rundt omkring, og de stirrede på mig, men jeg så bare væk.

Max kom frem med nogle rene krus i hænderne og stillede dem ned på hylden. "Sarina?" spurgte han overrasket. "Hvordan går det?" Der var igen det der medlidende tonefald.

"Det går godt." Jeg forsøgte at virke rolig. Måske ikke ligefrem i godt humør, men i hvert fald ikke trist. "Kan du ikke give mig et eller andet stærkt?" spurgte jeg.

Han rystede på hovedet. "Det her er ikke et sted for dig Sarina. Et godt glas mjød skal nydes, og ikke drikkes for at overdøve noget andet, hvis du forstår."

"Jamen jeg er også kommet for at nyde et glas med dig."

Han rystede på hovedet. "Jeg synes ikke, prinsesser skal på værtshus."

Jeg himlede med øjnene og rejste mig. "Nå, men så ses vi Max," sagde jeg skuffet og forlod stedet.

Næste stop var Vildanas. Jeg spurgte, om jeg skulle hjælpe, men hun viftede mig bare væk, og sagde jeg hellere skulle foretage mig noget andet. Men hvad? Der plejede altid at være krigsplanlægning eller træning at gøre, men folk var bare forsvundet ud til alle verdenshjørner.

Jeg fandt Sansan ligge på trappen til gårdspladsen. Hej Sansan, sagde jeg og satte mig ved siden af ham.

Hej med dig... keder du dig ligeså meget som jeg gør?

Ja, og Malum vil ikke træne med mig. Sansan brummede af latter. Men Sansan? Du fik aldrig fortalt mig din historie helt færdig. Kan du huske, da vi rejste væk fra Sydlandet, og du ikke blev færdig med at fortælle, fordi vi blev angrebet?

Ja... vil du have den færdig nu?

Vi keder os jo alligevel...

Jamen fint...

Du skulle til at fortælle hvad der skete, da din familie var blevet dræbt...

Nårh ja... Jeg blev rasende, og i min sorg og vrede gik jeg på jagt efter Vatokan. Jeg så kun rødt for mine øjne, og jeg kunne ikke se ham på andre måder end død for mine fødder. Jeg fandt ham ude på gårdspladsen sammen med en masse jublende tilskuere og sprang på ham. Jeg kan stadig høre, hvordan Alia skreg på hjælp, men det forbavsede mig ikke, at hun ikke kunne huske mig, da vi var i Safir Bismara. Jeg var helt sort den gang, men årende har sat sine spor på mig. Dog ved jeg, at jeg har lavet ar på Vatokan som han aldrig slipper af med. Har du set den der sidder lodret over hans øje? Jeg nikkede. Den er jeg skyld i, men jeg nåede ikke mere, for folk begyndte at træde til for hjælp, og hvis ikke jeg var stukket af, så var jeg med garanti død og borte.

Var det der, du tog ud af landet?

Nej. Jeg holdt øje med dem, og brugte et par år på at udtænke en plan, men problemet var, at Vatokan konstant var overvåget af vagter, der skulle passe på ham, og der kom kun flere og flere. Vatokan og Alia var meget forelskede i hinanden. De var hele tiden ved hinandens side, og så gjorde de noget, som ikke mange ved. De opsøgte ulvene og slog dem ihjel. Der er ikke mange ulve tilbage, fordi de forsvandt lidt efter lidt. Ingen ved, hvor de er blevet af, undtaget mig, fordi jeg har set det.

Så er det derfor, jeg aldrig har set nogen andre end dig...

Det er også fordi, dem der er tilbage er meget bange for at møde et menneske. De holder sig for sig selv... Nå men Alia og Vatokan besluttede meget spontant at gå fra hinanden, og jeg opgav drømmen om at slå Vatokan ihjel. Derfor fulgte jeg efter Alia, og jeg fulgte hende faktisk rundt over alt, uden hun så det. Jeg så hende blive gravid, og jeg var kun et stenkast derfra, da du blev født. Jeg fulgte med hende til Safir Bismara, og så hvordan hun smed alle ulve ud derfra. Man siger, at det var ulvene der var ved at overtage Safir Bismara, og at det var et held, at hun kom og redede sit folk fra os, men jeg er af en anden mening. Ulvene forsøgte blåt at finde sig et sted at være.

Men hvis du ikke kunne være i Safir Bismara eller Sydlandet, hvor gik du så hen?

Jeg opsøgte dig...

Fordi du ville passe på mig?

Nej... altså nu må du huske, at det er mange år siden, jeg har haft det sådan her, sagde han alvorligt. Men jeg var så vred, at jeg ønskede at skade dem på en hvilken som helst måde. Jeg ville bare ødelægge alt for dem, så jeg ville finde dig og gøre det af med dig, bare for at vise at jeg havde lidt magt.

Mit hjerte slog et slag over. Ville du gøre det af med mig?

Jeg ved det godt... Det var tåbeligt, også fordi de jo tydeligvis ikke ville have noget med dig at gøre. Men jeg gemte mig ude foran slottet i Thornag og ventede på den rette chance, men den kom aldrig, og i stedet så jeg dig vokse op. Jeg så dig blive den her selvstændige pige, med meninger der var helt dine egne. Jeg kunne ikke røre dig, for det slog mig, hvor meget jeg egentlig holdt af at betragte dig. Du var speciel, og det fik mig til at ændre mit syn på sagen. Du fik mig til at glemme mit mål, og jeg var efterhånden blevet så gammel, at jeg havde fundet fred med min sorg - ikke glemt den - men bare fundet fred.

Jeg er glad for, at jeg kunne hjælpe... Jeg skar en grimasse.

Han grinede. Jeg besluttede at blive din beskytter. Jeg havde brug for noget at give mig til med mit liv, så jeg holdt øje med dig, og sørgede for du havde det godt. Jeg ved du kan huske, den gang du så mig på engen med din far. Jeg fortalte dig, at du skulle beskytte din hemmelighed, men der er noget du ikke ved. Din far vidste godt, at du havde de evner. Jeg læste jævnligt hans tanker og opdagede det derved.

Jeg havde det lidt på fornemmelse...

Men han var blot glad for, at du havde nok respekt og var blevet opdraget godt nok til at holde det hemmeligt for ham, og så var han tilfreds. Tro ikke han ikke kunne lide dig, han kunne bare ikke forstå dig, men han så dig som sin elskede datter, og det er hvad der betyder noget.

Jeg ved det også godt. Hvorfor tror du, jeg besøger hans grav af og til? Jeg elskede jo også ham.

Godt Sarina... Der var stille lidt. Se der går Luna. Han satte sig op og gøede af hende.

Luna smilede og løb hen til os. "Sarina!" Hun svang armene om mig og grinede.

"Hvad laver du Luna?" spurgte jeg.

Hun trak på skuldrene. "Ikke noget... jeg kan ikke finde Rosa." Hun så på mig. "Du ser forresten sjov ud i dag."

"Hvad gør jeg?"

"Du er mørk indeni, og så er din farve blandet grå og blå." Hun smilede.

"Hvad betyder det?" spurgte jeg. Jeg var nysgerrig.

"Det betyder at du er irriteret, sørger og rastløs. Der er meget lidt, som tyder på, at du har en god dag, men jeg fornemmer, at du helst ikke vil tale om det. Men så er det jo godt, du har Sansan." Hun trak på skuldrene, og hendes store smukke øjne skinnede af uskyld og kærlighed. "Det er vel nok et smukt slot," sagde hun. Jeg blev overrasket over hendes emneskift.

"Ja det er det." Jeg smilede. "Hvorfor leder du egentlig efter Rosa?"

Sansan rejste sig op. Jeg tror jeg vil gå ud at jage, sagde han og forsvandt.

"Vi ses Sansan og tak!" Jeg smilede til ham og vendte mig mod Luna igen.

"Tja... jeg kan godt lide Rosa. Når jeg er sammen med hende, så føler jeg mig knap så sær." Jeg rejste mig, og vi begyndte at gå ind, fordi det blev køligt. "Hun ved ikke noget, og jeg ved alt. Så kan vi jo kompensere lidt for hinanden."

"Ved du alt?" spurgte jeg forundret. Vi gik ind i kongens sal og satte os på bordet med fødderne på stolesædet.

"Ja og nej." Hun fik en lille rynke mellem øjenbrynene. "Jeg ved ikke noget, før jeg virkelig er nødt til at vide det, hvis du forstår. Kan du huske, da i besluttede at arbejde sammen med Alia?" Jeg nikkede. "Der vidste jeg bare, at det ikke er nogen god ide. Jeg ved ting om alle mulige mennesker, men det er kun, når det er noget der er vigtig for min opgave. Men det er forvirrende, for jeg ved ikke, hvad min opgave er. Jeg gætter bare."

"Det lyder forvirrende." Hun nikkede.

"Så ja. Jeg ved alt, men kun når jeg skal bruge informationerne, og det er forvirrende. Jeg prøver virkelig at gætte, hvad meningen med min eksistens er, men jeg ved det virkelig ikke."

"Men hvorfor skal vi ikke arbejde sammen med Alia?" spurgte jeg.

"Jeg har sådan en stærk følelse af, at Alia forsvinder på et tidspunkt."

"Forsvinder?"

"Ja... sådan på en eller anden måde. Jeg kan ikke sætte ord på det, men jeg bryder mig slet ikke om den ide om, at hun skal være dronning. Vi skal arbejde sammen med hende, men hun kan ikke blive dronning?"

"Hvorfor ikke?"

Hun rystede på hovedet. "Jeg ved det virkelig ikke. Det hele er så forvirrende, og jeg ville faktisk helst bare gerne være normal. Jeg ville ønske, jeg nåede at være barn, for jeg føler mig ikke klar til at være voksen, men jeg er for voksen til at være barn. Jeg kan ikke gemme mig bag det, at jeg egentlig ikke har levet mere end nogle måneder, og derfor ikke ved så meget, for jeg ved alt bare ved min intuition. Det er virkelig frustrerende."

Jeg tøvede. "Hvad ved du om mig?" spurgte jeg. "Hvad med Rakian?"

Hun var stille et lille stykke tid og tyggede sig i kinden. "Jeg er bange for at jeg ødelægger noget, hvis jeg fortæller dig, hvad jeg ved. Jeg hader at sætte nogle forkerte tanker i gang i dit hoved."

"Nu er jeg jo nysgerrig." Jeg sukkede. "Men det er i orden. Kan du forresten se på Rosa, hvorfor hun har gjort de ting? Ved du noget om, hvilken slags hypnose hun har været under, eller siger din intuition dig noget. Du har en vanvittig god intuitionsfornemmelse."

Hun grinede og tog min hånd i sin. Hun foldede mine fingre sammen og åbnede den igen, og der lå en lille bitte rød blomst. "Den her minder mig om Rosa," sagde hun og foldede hænderne. "Man bliver så glad af at kigge på den, gør man ikke?" Jeg forstod ikke sammenhængen af blomsten, og det vi lige havde talt om, og jeg forstod ikke, hvad hun mente med glæde. Rosa var alt andet end glad i øjeblikket.

"Hvad mener du?" spurgte jeg.

"Det ved jeg faktisk ikke." Hun rynkede panden. "Men jeg ved egentlig aldrig, hvad jeg gør. Somme tider gør jeg bare noget, og så viser det sig, at der altid er en mening med det. Rosa er ikke glad, nej, men glæden er der. Omkring dig, i luften. Glæden omfavner os overalt og Malum er glad." Hun fnes. "Malum har altid haft en kedelig grå farve, men nu er han hele tiden lysegrøn. Lysegrøn er en dejlig farve, er den ikke?" Hun sukkede sagligt. "Men åh, hvor er rød altså også dejlig. Jeg tror du skal gemme den der blomst."

"Hvorfor?"

Hun fik store øjne. "Kan du ikke lide rød?"

"Jo selvfølgelig," skyndte jeg mig at sige. "Men hvad skal jeg bruge den til, andet end at den pynter?"

"Du kan jo sætte den i dit hår." Hun bed sig i læben. "Eller lade være. Rød er ikke din farve, men den er Rosas. Rosarød." Hun kluklo. "Måske taler den til dig og siger, hvad du skal gøre. Men du skal være heldig, for mig bekendt taler blomster ikke. Kun hvis du virkelig lytter efter." Hun så mig alvorligt ind i øjnene. "Bare ikke lad den visne. Giv den glød inden den visner."

Jeg havde rent ud sagt åben mund og polypper. "Har du nogen ide om, hvad du selv sidder og siger?"

"Ikke engang en smule. Jeg siger bare, hvad der falder mig ind."

Jeg begyndte at grinede og rystede på hovedet. "Du er ikke rigtig klog."

"Nej, det ved jeg." Hun smilede.

Jeg betragtede den lille røde blomst og løftede dens krone op til næsen, så jeg kunne snuse dens duft. Den stank forfærdeligt, og lugten hang mig i næsen i lang tid. Hvordan kunne sådan en lille ting være så smuk og lugte så forfærdeligt? Men endnu vigtigere, hvordan kunne det have noget at gøre med Rosa? Rosa stank ikke.

"Føj!" udbrød jeg.

Hun duftede også til den. "Jeg synes den dufter godt," sagde hun bare.

"Mærkeligt," mumlede jeg og prøvede igen, men med samme resultat. "Hvad skal jeg gøre med den? Jeg gider ikke have den, hvis den stinker."

"Behold den alligevel. Brug dine evner, så skal du nok finde ud af det. Jeg vil ud at finde Rosa nu." Hun rejste sig og gik hen mod døren. "Vi ses Sarina."

 

***

 

Jeg endte på mit værelse, for alle andre mennesker irriterede mig på en eller anden måde. Det værste jeg havde set var, da jeg gik nede i byen og så Malum og Luana meget diskret bag et lille træhus og kyssede. Hvor var det godt for Malum, at han kunne finde en, men hvorfor skulle det være lige nu, hvor mit kærlighedsliv var en sort klat? Lige der hvor jeg var dårligst til at være glad på nogens vegne.

Mit værelse var alt for stort, og der var alt for stille. Jeg startede med at sidde på en stol med blomsten liggende på bordet. Så sad jeg på bordet og legede sværdfægter som en kamp mellem min finger og blomstens stilk. Så lå jeg pludselig på ryggen på bordet men min arm strakt op over mit hoved med den dumme røde tingest. Værst var det, da nogen åbnede døren, og jeg tabte blomsten ned i min mund. Jeg spyttede den ud og skar en grimmasse.

"Den smager heller ikke godt," mumlede jeg og fik en kuldegysning.

"Hvad er det?" spurgte Rakian.

Jeg skulede til ham. "Hvad laver du her?" Min irritation over alle andre fik det til at gå to gange så meget ud over Rakian, som jeg ved vred på i forvejen. "Det er en blomst!"

"Nå ja undskyld," skyndte han sig at sige.

Jeg sukkede. "Det hjælper sørme meget," mumlede jeg sarkastisk. "Jeg hader den her dumme blomst. Luna siger jeg skal gemme den, og at jeg nok skal finde ud af, hvad jeg skal bruge den til."

"Den blomst går dig virkelig på nerverne hva?" spurgte han og satte sig på en stol.

"Men det kommer ikke til mig," udbrød jeg og satte mig op. "Luna sagde, jeg skulle bruge mine evner og give den glød, men hvordan. Jeg kan da ikke bare sætte ild til den."

"Måske er det ikke de evner, hun mener..."

"Men jeg kan da heller ikke læse dens tanker!" Jeg stirrede på ham. "Hvorfor er du her egentlig?" spurgte jeg koldt.

Han trak på skuldrene. "Jeg ville bare se om... altså..." Han tøvede. "Nej. Jeg har ikke nogen grund," mumlede han.

"Du forvirre mig grænseløst," sagde jeg irriteret. "Men hvad skal jeg gøre med den her blomst?"

"Så brænd den da."

"Men hvad nu hvis det er min eneste mulighed for at finde ud af det med Rosa?"

Rakian trak på skuldrene. "Hvis Luna har lavet den, kan hun vel lave en mere. På en eller anden måde lykkes tingene stort set altid for Luna, så hun finder sikkert på noget andet hokus pokus."

Jeg så på blomsten. "Synes du virkelig det?" Han nikkede. "Jamen så gør jeg det." Jeg lagde blomsten på min flade hånd og fik den til at bryde ud i flammer. Den var smuk, hypnotiserende, svimlende. Jeg kunne straks mærke, jeg blev døsig og mine øjenlåg var ufatteligt tunge. Den var nok giftig. Skulle jeg dø nu? Eller besvimede jeg bare. Hvorfor besvimede Rakian ikke?

"Har du det godt?" hørte jeg nogen sige i det fjerne, og pludselig mistede jeg kontrollen og væltede bagover. Det sidste jeg nåede at mærke var nogen gribe mig, inden jeg slog hovedet ned i bordet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...