Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1850Visninger
AA

10. En gammel bekendt

"Sarina?" spurgte en stemme. Jeg vendte mig om og så Nuka med en bunke lange papirruller under armen.

"Hej Nuka, hvad har du med?"

"En skat!" Han blinkede med det ene øje. "Følg mig prinsesse," sagde han muntert og viftede mig med ned af gangen. Jeg fulgte nysgerrigt efter ned af trappen mod kælderen og gnubbede mig på armen, da jeg mærkede, hvor koldt det var dernede.

Nuka åbnede en lille dør, som man skulle bukke sig under for at komme igennem. "Det er nu, du laver dig en flamme, så vi kan se noget," sagde han, og det gjorde jeg. Rummet lyste op, og Nuka lagde rullerne på et lettere vakkelvornt træbord. "Se lige hvad jeg fandt tidligere i dag. Jeg var nede at lede efter nogle forskellige kort, som jeg vidste, Astan kunne lide at gemme lidt væk. Ja jeg var jo nærmest hans højre hånd, så jeg ved tilfældigvis, at du kan finde noget ret så interessant hernede." Han løftede et tykt tæppe, der hang på væggen til side og afslørede et skjult hul i murstenene, som var på størrelse med Sansan. "Det her er guld," sagde han og trak en rulle mere ud. "Det er alle hans planer. Hvis der er nogen, der har erfaring med at gå i krig mod Vatokan, så var det Astan. Her kan du finde kort over hele Sydlandet og borgen Caprit." Han rullede den ud og viste en detaljeret tegning af hele Gia Livaria med streger og skrift, der viste hele planen over en af hans seneste ideer.

"Det er jo genialt Nuka," sagde jeg begejstret.

"Nu skal du se..." sagde han og bredte kortet ud på bordet. Han tog nogle tunge ting som et par sten og en gammel potte til at glatte kanterne ud. "Jeg har en plan." Han smilede og tog en pind i hånden, som han brugte til at pege på landet. "Galia er på vej af sted med en god håndfuld hjælpere, som spredes ud i landet for at skaffe en hær. Derfor fik jeg en ide. Thornag er en stor by med efterhånden mange indbyggere, så vi har mange krigere, selv når kvinder og børn bliver tilbage. Vi har derfor ikke brug for så mange af de andre byer til at skabe en afledningsmanøvre." Han fandt nogle flade sten, som han placerede nede ved muren til Sydlandet, hvorefter han lagde nogen på byerne der lå tættest på Sydlandet. "De evneløse stiller sig i dækning. Jeg forestiller mig, at vi tager nogle skjold med, som de kan gemme sig bag."

"Hvad skal det gøre godt for, om de gemmer sig?" spurgte jeg.

Nuka smilede udspekuleret, da han gik hen til hullet igen. Han møvede armen ind bag tingene og rodede lidt rundt, inden han sagde en tilfreds lyd og trak sin hånd til sig igen. "Det her er vejen min ven. Det er vejen til sejr." Han grinede lavmælt og åbnede en mellemstor kasse og blottede hundredvis af lige rækker med små sylespidse pile, der stak op i luften. Jeg skulle til at række frem og mærke på en, da Nuka slog min hånd væk.

"Av!" sagde jeg irriteret.

"Du skal ikke røre dem! De er ekstremt giftige og bør kun håndteres af evneløse."

"Hvorfor?"

"Fordi giften der sidder på spidsen er så kraftfuld, at du kan miste dine evner i omkring en uge. Spidserne er tilpasset sådan, at de kan sættes på en almindelig pil til både armbrøst og bue. De her skatte kan gøre vores modstandere stort set ukampdygtige." Han kløede sig i skægget. "Der er mange flere kasser med dem."

Jeg begyndte langsomt at se, hvor han ville hen... "Så du vil have de evneløse til at gå i dækning bag skjolde, mens de skyder giftige pile efter Vatokans hær. Det er en god ide, men Vatokans hær er kæmpe stor."

"Ja selvfølgelig er den det, men hvis vi kan gøre bare halvdelen fri fra deres evner, så er de så godt som ubrugelige for ham. Han har måske trænet dem med et sværd, men de bliver alligevel ekstremt handikappede, når de mister deres bedste våben."

"Vatokan har sikkert også giftige pile. Jeg er ikke blevet skudt for lidt af dem." Jeg rynkede på næsen.

"Ja selvfølgelig har han det, men hans er ikke ligeså gode som vores. Vatokans kan måske slå dig ud og fjerne dine evner for en kort stund, men der går ikke mere end godt en time før det slipper op, og på det tidspunkt, er vi blandet ind i hinanden, og der vil ikke være mulighed for at nå at sigte og ramme rigtigt. Vores pile gør dem ukampdygtige i meget længere tid."

"Genialt," sagde jeg og nikkede.

"Så de evneløse giver sig til at skyde vagterne ned. De starter med dem der står oppe på muren og går videre til dem, der forsøger at angribe os. I mellemtiden sætter vi en flok jordbetvingere til at ryste stenene i muren fri og få den til at ramle sammen. Det er vigtigt at muren bliver ødelagt fuldstændig fra den ene ende til den anden. Det er vigtigt, fordi vi skal have betvingere fra Safir Bismara ind i landet og angribe Vatokans hær bag fra. Mens de tager ham bag fra, angriber - dem der er tilbage af os og de andre byer - forfra."

"Hold da op. Det lyder virkelig som om, du har lagt en masse tanker i det her," sagde jeg interesseret. "Men kan betvingerne godt nå at komme helt til Caprit og angribe bag fra? Der er langt til Caprit."

"Vatokan har garanteret hørt om, at vi vil angribe ham, så han vil stå klar ved muren. Det gælder om for betvingerne at finde et sted, hvor de kan snige sig igennem om bag ham."

"Hvis det kan lykkes, så er det en god ide."

"Selvfølgelig." Han krydsede armene tilfredst. "Og der er forresten noget andet, du skal se." Han gik ud af rummet, og jeg fulgte efter ham ind i et andet et længere nede af gangen. "Her er der noget vi kan bruge. Det er ikke nok til os alle. Overhovedet ikke, men det her..." Han samlede noget skinnende metal op fra jorden, og jeg tændte en flamme, så jeg kunne se det. Det var et langt flot sværd uden skrammer eller noget tegn på krig. "Det her sværd ville jeg ikke have noget imod at bære på mig," sagde han. Jeg så mig lidt omkring i rummet og opdagede et stort lager af våben. Min far havde godt nok ikke sparet på våben. De var alle utroligt flotte og vedligeholdte. Der var hylder med forskellige størrelser og stativer med buer og armbrøster. Der var knive i skeder og skjolde i lange baner.

Nuka så sig også omkring og gik om bag en reol. "Se lige her Sarina," sagde han begejstret.

"Hvad har du fundet?" spurgte jeg og gik om til ham.

"Rustninger!" Han løftede en tung ringbrynje op fra en hylde og holdt den ud foran sig. "Der er kun syv komplette dragter, men det her er alligevel lidt fantastisk."

"Hvad skulle jeg dog gøre uden dig Nuka!" Jeg smilede over hele ansigtet. "Lad os tage det hele med op til de andre og fortælle dem om planen. De her rustninger er virkeligt godt lavet, men vi kan jo vise dem til de forskellige smede i byen. Så kan de jo prøve at lave noget der ligner, og vi har brug for mange. Rigtigt mange!"

"Vi skal også have lavet kapper," sagde han. Jeg løftede undrende øjenbrynet. "Vi er nødt til at kunne kende vores egne. Farven blå har altid været Thornags og Nordlandets farve."

"Så bruger vi den farve igen. Det var min fars farve."

Nuka sukkede. "Nogen gange tænker jeg på..." sagde han pludselig. "Nogen gange tænker jeg på, om han godt vidste det." Han så mig ind i øjnene. "Kongen var ikke dum Sarina."

"Om han kendte til mine evner? Hvorfor skulle han have gjort det?"

Han lagde hovedet på skrå. "Sig ikke du ikke overvejede det. Du kunne læse tanker, da du var lille og nu ild. Jeg har aldrig lagt mærke til det ved dig, men folk lagde heller aldrig mærke til, at jeg var forelsket i en af tjenestepigerne den gang. Hun blev dræbt under krigen, men kongen vidste det uanset, hvor diskret vi end havde været. Hvis jeg kendte ham ret, så var han et af de mennesker der observerer alt."

"Men han hadede min slags... han slog dem ihjel!"

"Har du overvejet, om han lod som om for ikke at skulle tage stilling til din dom?"

Jeg bed mig tænksomt i læben. "Men det gør jo det hele værre..."

"Hvorfor?"

"Fordi så vidste han, at jeg løj for ham."

"Altså jeg gætter kun. Måske tager jeg fejl." Han trak på skuldrene.

Jeg sukkede og rystede på hovedet. "Det er lige meget nu."

 

***

 

Vi forklarede planen til de andre, og de var alle med på den. Rakian var specielt begejstret for de små pile, fordi han pludselig følte sig lidt mere brugbar.

"Er i sikre på, at Vatokan ikke har noget, der er ligeså kraftfuldt?" spurgte han begejstret.

"Vatokan er så dum ikke at lade nogen evneløse befinde sig i Caprit, hvilket giver ham et problem i, at han ikke kan se noget fra de evneløses synspunkt," svarede jeg. "Det fandt jeg ud af, da jeg var der. Og derfor kan han nemlig ikke fremstille dem, da det er alt for giftigt for ham at håndtere."

"Hvilket egentlig beviser, at han ikke er ret klog i forhold til os," sagde Rakian selvsikkert.

"Han er klog på mange andre måder..." Jeg trak på skuldrene. "Du må aldrig undervurdere en som ham."

"Det gør jeg heller ikke.. måske lidt, men jeg tror altså, vi har en meget god chance for at vinde," sagde han og trak på skuldrene. "Specielt når betvingerne begynder at blive gode til at kontrollere sine evner."

Malum trådte et skridt frem og rømmede sig. "Ildbetvingerne lærer hurtigt. De er stadig begyndere, men hvis de fortsætter på den måde, så har vi en god chance. Jeg har taget initiativ til at sørge for, at de andre betvingere også bliver trænet. Det tog mig hele dagen i går, men jeg har snakket med en masse mennesker. Altså er jeg kommet frem til, at jordbeskytterne træner i skoven øst for slottet og luftmestrene træner deres i den vestlige skov. Vandbetvingerne træner ved den store sø. Jeg har ikke fundet nogen, der kan træne dem der ikke er ildbetvingere, for der er ikke nogen af dem der er særligt gode, men de udforsker deres evner så godt de kan."

Jeg smilede. "Godt Malum. Så har du nu ansvaret for at holde sammen på dem og melde tilbage til mig, hvis der sker noget. Det er dit nye job." Jeg smilede.

"Det kan jeg godt påtage mig," sagde han tilfredst.

Jeg nikkede. "Godt så. Jeg vil finde ud af, hvem jeg kan sætte til at sy kapper. Malum kunne jo passende kigge på om nogle fra Ildfolket kan smede nogle rustninger."

"Jeg er på sagen," sagde han og begav sig mod døren, da den blev smækket op af Luna, der kom løbende. Hun bumlede ind i Malum, der skulle til at skælde ud, indtil han tog sig i det og fortsatte ud.

"Rakian!" udbrød hun. "Du skal komme!"

Rakian skyndte sig hen til hende. "Hvad sker der?"

"Der er sådan en underlig pige, der ødelægger ting. Du er nødt til at komme!" Rakian var ikke længe om at reagere, og jeg skyndte mig efter dem ud på gangen og ned af marmortrappen til slotspladsen. Rakian løb forrest sammen med Luna, der pegede mod landsbyen, og jeg gjorde mig klar til at bruge mine evner, men da jeg så en tornado vokse sig større og større begyndte adrenalinen for alvor at pumpe rundt i mine årer.

"Det er en luftbetvinger!" råbte Rakian. "Hvordan klare vi hende?"

Nuka kom springende frem og løb lige hen mod tornadoen. "NUKA! NEJ!" råbte jeg, men han hørte det ikke. Jeg skulle til at løbe efter ham, men Rakian svang begge arme omkring mig bag fra.

"Du kan ikke gøre noget Sarina. Stormen er for kraftig!" Jeg kæmpede og sparkede, men jeg havde ikke kræfterne til det. Jeg havde den største lyst til at give ham et ordentligt brandmærke, for jeg hadede, at han skulle lege helt overfor mig. Jeg tog dog mig selv i det og lod være.

Med et standsede stormen, og de forskellige ting som krukker og træstykker, der fløj rundt, faldt til jorden. Rakian slap mig, og jeg satte af mod Nuka, der lå på jorden med hånden om en pil, der sad i armen på en sorthåret pige, som lå og stirrede op i luften med et tomt blik. Jeg genkendte pilen, og det gik op for mig, at hendes evner var blevet lammet. Han skyndte sig op at stå og bakkede væk, mens hun satte sig op og trak den ud af armen. Hun skar en grimasse, da hun så en lille dråbe blod trillede ned af huden.

"Hvem e..." længere nåede jeg ikke, før en lyshåret pige sprang frem mellem den ophobende menneskemængde.

"Jeg skal give dig!" råbte hun og trampede en gang med foden, så jorden under den sorthårede pige rejste sig og skubbede hende ti meter op i luften. Hun landede på alle fire og løb sin vej. "Kujon!"  råbte den lyshårede jordbetvinger og løb efter den sorthårede, mens hun skød jordklumper efter hende.

"Nuka! Har du flere pile?" spurgte jeg forvirret.

"Nej jeg nåede kun at gribe en i forbifarten."

Jeg rystede på hovedet og løb efter pigerne. Jeg var hurtig på fødderne og kom hurtigt op på siden af den lyshårede pige. Jeg tog om hendes håndled og tacklede hende, så hun kastede sig ned på jorden som flækkede. Jeg kunne ikke se hende for alt håret i hendes ansigt, men noget virkede bekendt. Jeg nåede ikke at tænke mere over det, før hun fik vristet sine hænder fri, og jeg blev pludselig banket ned i jorden af noget hårdt. Jorden stivnede til sten og lagde sig som stramme håndjern om mine håndled, som pressede mig ned mod jorden, og jeg kunne ikke bevæge mig.

"Forbandet!" råbte jeg, og så at Rakian i mellem tiden havde lagt den sorthårede ned. Hun vred sig og skreg, men vi havde lammet hendes evner, så hun ikke kunne betvinge. Den lyshårede pige løb mod Rakian, da hun snublede og slog hovedet ned i jorden. Hun besvimede, og den sorthårede grinede skadefro.

Jeg lå og vred mig for at komme fri, men jeg kunne ikke engang klø mig på næsen. "EN ELLER ANDEN SKAF EN JORDBETVINGER!" råbte jeg i vrede. Jeg var vred over, at nogen kunne finde på at lave sådan et spektakel i byen, hvor der boede mennesker og børn, der løb rundt på vejen. Vi havde endelig lige fået det til at se nogenlunde normalt ud, og så kom de og ødelagde det!

En ældre jordbetvinger kom hen og lagde hånden på den stenhårde jord om mine håndled, hvorefter de løsnede sig. Jeg kom på benene og gik hen til den sorthårede pige, der endelig slappede af i Rakians arme. "Hvad er meningen?" råbte jeg til hende.

Hendes læber blev til en smal streg, og hun så trodsigt væk. Jeg lavede en flamme på min hånd og holdt den hen imod hende, men hun sagde stadig ikke et ord.

"Slap af Sarina," sagde Rakian roligt, men spærrede øjnene op, da jeg sendte ham blikket som talte for sig selv.

Jeg lukkede fingrene om ilden og sukkede irriteret. "Vi tager dem med op til slottet." Jeg gik hen til Nuka, som stak en pil ind i den anden piges arm, så hun også var ukampdygtig, når hun vågnede. Jeg trillede hende om på ryggen, og mit hjerte slog et slag over, da jeg så hvem det var. "Rosa!" udbrød jeg forskrækket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...