Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1839Visninger
AA

7. Dilemma

Jeg havde fået et tip om, at ildbetvingerne trænede ude på engen, så jeg begav mig der ned. Jeg gik igennem skoven, og lige da jeg trådte ud mellem træerne, var jeg nær blevet ramt af en ildkugle lige i ansigtet. Jeg dukkede mig, og snublede så jeg landede på knæene og så mig forvirret omkring.

    "Hej Sarina," sagde Malum og hjalp mig op at stå.

    Jeg børstede noget jord af knæene og så op på ham. "Jeg er kommet for at træne."

    "At træne? Kan dit hoved godt klare det?" Den dumme dreng lagde hovedet på skrå med et fjoget smil på læben.

    "Ja det kan jeg godt," svarede jeg irriteret og skulle til at prikke ham på armen med en glødende finger, da han tog min hånd, hurtigere end jeg kunne nå at tænke.

    "Regel nummer et her på træningspladsen... Man sørger altid for at have ild i kroppen, så man ikke bliver påvirket af eventuelle fejlskud med ild eller dumme piger, som tror, de kan klare alt. Det er jo ikke ufarligt."

    Jeg himlede med øjnene og stak hånden i lommen i stedet. "Vil du træne mig?" spurgte jeg en anelse genert. Jeg synes altid det var underligt at spørge Malum om hjælp, men det så ud som om, alle andre var travlt optaget.

    "Kom," sagde han. "Jeg hjælper heller ikke nogen andre lige nu." Han så sig over skulderen. "Der er godt nok mange, selv voksne mennesker, der ikke har en anelse om, hvordan man gør." Han rystede forarget på hovedet.

    "Husk på, at folk er vant til, at det er ulovligt, ja nærmest tabu. Jeg vidste slet ikke, der fandtes så mange ildbetvinger i Nordlandet."

    "Tja... men det er jo farligt, hvis man ikke kan kontrollere det." Han trak på skuldrene. "Nå, men nu skal du se..." Vi gik hen til et stykke plads, hvor der ikke var nogen. Heldigvis var engen kæmpe stor. "Følg efter mine bevægelser, og se godt efter, for det her er sværere, end det du lærte af min far." Jeg nikkede og knyttede hænderne ligesom ham. Han stillede sig i angrebsposition mod en usynlig modstander, og jeg stod ved siden af ham og gjorde det samme. Jeg lagde mærke til, hvordan han trak højre hånd tilbage og venstre hånd strakt ud i luften.

    "Hvad nu?" spurgte jeg utålmodigt.

    "Du bruger venstre hånd til en slags støtte. Når du er øvet, behøver du det ikke mere, men lige nu skal du følge mine bevægelser uden ild." Samme tid med at han trak venstre hånd ind til kroppen, slog han højre ud i luften. "Du skal slå hårdt."

    "Sådan her?" Jeg gjorde, som han sagde, og slog ud mod min usynlige modstander med alle mine kræfter.

    ”Igen!” Han fik mig til at gøre det et utal af gange, indtil jeg til sidste blev helt øm i min arm. Jeg sagde det bare ikke til ham, for han skulle ikke tro, jeg var svag. "Du skal huske at holde armen lige strakt," sagde han. Jeg slog ud i luften. "Prøv igen hårdere! Du skal bruge alle dine kræfter."

    "Jeg kan ikke hårdere dit fjols." Malum himlede med øjnene.

    "Fint. Se hvad jeg gør." Han stillede sig i position, og med et slog han sin knyttede næve ud i luften. Jeg tænkte på, hvad det skulle gøre godt for, men med det samme skød der en kæmpemæssig stikflamme ud i luften. Jeg måtte springe et skridt tilbage.

    "Wow," mumlede jeg. "Må jeg prøve?" spurgte jeg ivrigt, mens jeg lavede skumle planer om at lave en meget større stikflamme end ham.

    "Ja. Husk at selvom der ikke kommer ild ud af venstre arm så brug den, for på den måde får du bedre følelsen af, at du trækker ilden frem. Du lader op." Han rettede lidt på min hånd. "Du er nok ikke i stand til at lave en stor flamme til at starte med, men bare rolig. Det kommer."

    Jeg fnøs. "Det kan da ikke være så svært," mumlede jeg, men inderst inde kunne jeg godt forstille mig, at han havde ret. Han havde som regel altid ret, når det gjaldt mine evner, og det var virkelig irriterende.

    Jeg spændte i kroppen og ladede den gnistrende energi op, inden jeg i et ryk trak den venstre hånd tilbage og slog højre hånd ud i luften. Jeg kneb øjnene sammen i koncentration, men det eneste jeg kunne frembringe var en lille tynd ild, der døde før jeg nåede at se den. Jeg tabte underkæben og stirrede ud i luften. Jeg havde trods alt regnet med mere.

    "Prøv igen," sagde han bare med et lille skummelt smil i mundvigen. Han nød, at han var så meget bedre end mig. Han nød det alt for meget.

    Jeg blev ved og ved og ved. Det syrede til i mine arme, og udmattelsen lagde sig både fysisk og psykisk på min evne til at betvinge ild. Jeg kunne godt lægge mig ned og sove, men jeg ville ikke give Malum den tilfredsstillelse at se mig bukke under. Jeg var ret sikker på, at vores lille rivalisering aldrig ville få en ende, men jeg kunne nu meget godt lide Malum. Selvom han var irriterende, vidste jeg, at vi altid ville passe på hinanden.

    "Er du ikke træt endnu?" spurgte han med løftede øjenbryn.

    "Nej. Jeg har det fint," mumlede jeg og gentog øvelse endnu en gang for at opnå en flamme, der var en lille smule større.

    "Tag lige en pause alligevel. Du ser ikke for godt ud." I ren hemmelighed sukkede jeg af lettelse, mens jeg forsøgte at beholde min værdighed ved at himle med øjnene.

    "Hvis du mener det." Jeg slog mig ned på græsset, og med det samme jeg kom til at lukke øjnene, var det som om, de ikke ville åbnes igen. Jeg var virkelig udmattet.

    "Hvorfor snakker du ikke med Rakian mere?" spurgte Malum forsigtigt. "I undgår hinanden fuldstændig. Sansan sagde til Vick, at i havde et stort skænderi."

    "I er nogle rigtige sladdertanter hva'?" spurgte jeg irriteret.

    "Jeg spurgte bare," mumlede han.

    Jeg rystede på hovedet. "Du har noget imod Rakian. Det er derfor, du spørger."

    Han sukkede. "Hvad er der i vejen?" spurgte han roligt. "Ikke for at være led eller noget. Jeg spørger dig som en ven."

    Jeg satte mig op. "Som en ven? Den var ny." Jeg sukkede. "Han mener bare ikke, jeg overhovedet påskønner, alt det arbejde i har gjort for mig. Han har ret i nogle ting, og det er alt sammen meget indviklet, men han er sur over noget, som slet ikke passer, og det gør mig irriteret."

    "Som hvad?"

    "Han tror, at den eneste grund til, at jeg er kommet tilbage, er fordi Vatokan smed mig ud, og ikke fordi jeg ville tilbage til jer."

    "Det havde jeg aldrig troet om Rakian."

    "Jeg ved ikke, hvad jeg lige skal stille op med det. Jeg vil bare have, at vi bliver gode venner igen."

    "Selvfølgelig. Tror du ikke også, at det er det, han vil?"

    "Jo... men..."

    "Så tag en snak med ham. Du skal også snart til at finde ud af det, hvis i skal regere det her land sammen. Hvis du skal være dronning, er du jo nødt til at finde ud af, om du har ham ved din side som kongen."

    "Det havde jeg helt glemt," mumlede jeg. "Tror du, folk vil synes om, at jeg gifter mig med en evneløs, og vil de overhovedet have mig som er ildbetvinger til dronning?"

    Han kløede sig i håret. "Folk snakker ikke rigtigt om andet. Er du godt klar over, hvor lettede de er over, at du er kommet tilbage?"

    Det kom faktisk som et chok for mig. "Virkelig?"

    "Ja, er du gal? Der har ikke været system i noget som helst, siden kongen døde. Dem der er flyttet tilbage til byen, er dem der har troet på, at du levede, for den eneste grund til de er her, er fordi de tror, at du kan rede dem. Du er nødt til at blive dronning."

    "Men jeg er jo ildbetvinger."

    "Det er folk da ligeglade med. Der er nogle evneløse, som har følt det ubehageligt at leve sammen med så mange betvingere, men de er flyttet igen. Og så er der nogle få der er skeptiske omkring dine evner til at være dronning, fordi de tror, du bliver ligesom Vatokan."

    Jeg tyggede mig i kinden. "Jeg er hunderæd for at spørge Rakian. Han har aldrig været så meget for det der med at regere et land." Jeg sukkede. "Men jeg må hellere snakke med ham," mumlede jeg og rejste mig op. "Skal vi træne igen i morgen?"

    "Ja ja." Han nikkede, og jeg vendte mig om for at gå.

    Jeg gik og spekulerede som en gal hele vejen op til slottet. Jeg kiggede efter Rakian alle steder, men jeg synes ikke han var til at finde, og det irriterede mig, for jeg havde brugt hele morgenen på at undgå ham, fordi jeg blev ved med at støde ind i ham. Jeg sukkede irriteret og gik op ad trappen, for at se om han var på sit værelse.

    Det var han. Han stod og så tænksomt ud af vinduet med krydsede arme. Han var så fordybet i tanker, at han fik et mindre chok, da jeg rømmede mig og lukkede døren bag mig. "Har du tid?" spurgte jeg.

    Han rynkede panden og nikkede. "Jeg er også nødt til at tale med dig," mumlede han.

    "Hvad vil du sige?"

    "Undskyld." Han lod armene falde ned langs siderne. "Jeg fortryder, de ting jeg sagde, men jeg har noget andet, jeg vil snakke om." Han samlede mine hænder op i sine.

    Jeg bed mig i læben. "Hvad med at jeg starter?" spurgte jeg. Han nikkede. "Jeg har bare gået og tænkt lidt på hele det her, vi er ved at sætte i gang. Folk forventer, jeg bliver dronning Rakian. Det er som om, det ikke er noget, vi overvejer... det er ikke noget, nogen af dem i byen overvejer. Det er bare noget, folk forventer, men jeg kom bare til at spekulere på, hvad du blev, hvis jeg blev dronning."

    Han sukkede. "Det var faktisk lidt der, jeg ville hen også."

    "Jeg tror bare ikke, det går, at jeg bliver dronning alene uden en konge. Det vil folk bare ikke acceptere, og så var det jeg overvejede den tanke, at du jo allerede har indtaget dig en lederrolle for byen. Folk ser dig allerede lidt som en konge, og sådan som de tager imod dig, så kunne jeg ikke forestille mig andet, end at de ville synes, det var fantastisk, hvis vi blev gift og regerede sammen. Ville det ikke være en god ide?" Jeg smilede, men det faktum, at han forblev alvorlig gjorde mig nervøs.

    Rakian slap mine hænder. "Jeg kan ikke," sagde han.

    "Du kan ikke?" spurgte jeg skeptisk.                    

    "Alt det her med at regere et land og gå i krig og nu også blive konge? Det er slet ikke mig Sarina, og det har det aldrig været. Jeg har hele tiden været sikker på, at når det hele var overstået, ville jeg trække mig tilbage og bo i et lille hus som en almindelig borger, for det er der, jeg hører hjemme..."

    "Hvad så med mig? Ville du så forlade mig? Det er dig, der hele tiden har fortalt mig, at ingen andre end mig skal være dronning. Du fik mig til at tro på, at det var det eneste rigtige, og nu fortæller du mig, at du vil lade mig i stikken?"

    Han rystede på hovedet. "Jeg efterlader dig ikke... Aldrig!"

    "Hvad er det så du gør? Trækker dig tilbage? Hvad skal det betyde, andet end at du smutter  og lader mig stå med ansvaret?" spurgte jeg og vreden begyndte at boble.

    "Du forlanger, jeg påtager mig et ansvar, jeg ikke kan tage. Et helt land er noget helt andet end vores lille by. Thornag har ikke engang halvt så mange indbyggere, som den havde en gang."

    "Men hvad er så meningen med os to?" Det var stille imellem os et stykke tid. Jeg stod og så ud af vinduet med krydsede arme og spekulerede over det hele. For et par dage siden havde jeg været glad for at se ham. Jeg havde kysset ham, og jeg havde levet i troen om, at vi skulle være sammen til vores dages ende, men åbenbart ikke. Det værste var, at jeg overhovedet ikke havde set det komme, og lige nu føltes det som et slag i ansigtet.

    "Så du har løjet for mig?" spurgte jeg uden så meget som at skæve til ham.

    "Nej. Jeg mener, jeg har gjort det meget klart, at vores forhold ikke er en realitet i fremtiden, hvis du vil være dronning. Det troede jeg, du havde vidst hele tiden."

    "Du sagde, at du ville tage chancen med mig!" udbrød jeg. "Det sagde du inde i skoven, inden i tog til Safir Bismara!"

    "Tror du, jeg har lyst til at gøre det forbi? Jeg siger ikke de her ting, fordi jeg har lyst! Jeg tænker realistisk, hvilket jeg ved, du har et problem med af og til. En af os er nødt til at være fornuftige!"

    "Så du synes ikke jeg tænker realistisk, og jeg er ikke fornuftig?" spurgte jeg.

    "På visse punkter nej."

    "Der kan man bare se..." Jeg fnøs.

    "Du er for det meste meget fornuftig, men du kan ikke finde ud af at tænke realistisk nogen gange. Du går så meget op i, at tingene skal gå efter dit hoved, at du ikke tænker på, det der ville være bedst lige nu."

    "Jeg kan da sagtens se, hvad der er bedst..."

    "Du har ikke tænkt på, at hvis Alia finder ud af, at du bliver gift med sådan en som mig, så vil hun måske ikke samarbejde med os..."

    "Det er da overhovedet ikke noget, hun skal blande sig i. Vi kan da lade være med at fortælle det til hende," svarede jeg.

    "Men på et eller andet tidspunkt vil hun finde ud af det, og så opstår der krig mellem Sydlandet og Nordlandet igen."

    "Hun ved da allerede, at vi er sammen. Jeg fortalte det til hende..."

    "Jeg tror ikke, du har opdaget hvor utilregnelig, Alia er. Vi ved ikke, hvad hun kan finde på, og i fremtiden tror jeg, det vil være bedst af os at holde os gode venner med hende."

    "Du kan ikke basere det her på at du er bange for Alia. Vi kan ikke gå og tage hende i betragtning, hver gang vi skal tage en beslutning for vores land. Det kan da ikke kun være på grund af Alia..."

    "Som jeg sagde før, så er det ikke et ansvar, jeg kan påtage mig. Jeg er ked af det."

    "Du er bare en stor løgner!" Jeg prikkede hårdt til ham lige på brystet. "Du har fyldt mig med alle mulige historier hele tiden. Men du har givet mig håbet om, at det her kunne lade sig gøre, og ved du hvad? Den eneste grund til, at jeg troede på dig, var fordi jeg vidste helt inde i hjertet, at du altid ville være der for mig, når jeg havde brug for dig." Jeg sank en klump og blinkede tårerne ud af øjnene.

    "Sarina jeg..."

    "Gå ud og find dig en anden en, der er både realistisk og fornuftig. En som ikke går en pind op i at have noget indflydelse og..." Han greb min arm for at få mig til at stoppe med at snakke. "Slip mig!"

    "Jeg gør det her for din skyld! Jeg gør det, fordi jeg ved at efter andres synspunkt og mit eget, vil jeg aldrig være god nok til dig. Sådan er der bare! Jeg vil altid være drengen, Sarina slæber med sig, for jeg kommer af ingenting, og folk vil ikke bryde sig om det."

    "Jeg er er fuldstændig ligeglad med, hvad folk tænker om os, når jeg ved det ikke er sandt!"

    "Jeg vil aldrig være god nok til dig!"

    "Nej det kan du lige bande på, du ikke er!" råbte jeg og rev armen ud af hans hånd. "Jeg ved ikke, hvad du er for en kujon!" Jeg drejede om på hælen og stormede ud af rummet. Smækkede døren og løb ud på gårdspladsen uden egentlig at vide, hvor jeg var på vej hen.

    "Hvor skal du hen i den fart?" grinede Tailo, da jeg stormede forbi ham.

    "Langt væk!" råbte jeg tilbage og fortsatte videre ned mod husene.

    Vreden buldrede i mig, og denne gang kunne jeg ikke kontrollere det. Ilden løb igennem mig hurtigere end et nys, og mine hænder brød i brand. Jeg vidste ikke, om jeg overreagerede, men somme tider kunne jeg bare ikke kontrollere mit temperament. Nogen følelser kunne man ikke få ud via tårer, for det ville gøre for ondt. Tårer af sorg gjorde ondt, og derfor havde jeg det meget bedre med bare at blive kogende vred.

    Jeg løb ind i skoven og gennem den for at komme op på bakken til fars grav, hvor jeg vidste, jeg kunne være helt alene. Folk i byen, behøvede ikke at se mig vred på den måde, og alene for mig selv kunne jeg gøre lige, hvad jeg ville. Derfor kylede jeg en ildkugle lige ned i jorden, og efterlod et stort sort mærke, hvorefter jeg knækkede sammen i knæene og krummede mig sammen til en kugle med hovedet mellem knæene.

    Rakian ville trække sig tilbage og give afkald på enhver indflydelse. Det var vel hans eget valg, men grunden til min vrede og sorg, var fordi jeg inderst inde godt vidste, hvad det indebar. For at blive dronning skulle jeg finde mig en anden mand, og hvis jeg valgte at lade være med at blive dronning, mistede jeg muligheden for at skabe et frit og retfærdigt land efter mit hoved. Hvis jeg valgte at finde en anden mand, ville jeg ikke kunne fortsætte mit venskab med Rakian. Jeg kunne bare ikke forestille mig det, og jeg vidste, at Rakian ville være ridderlig og gå sin vej for at skåne os begge.

    Ergo... valgte jeg at være dronning mistede jeg det eneste menneske, der nogensinde havde været der rigtigt for mig. Jeg mistede den, jeg elskede, min klippe og min bedste ven. Valgte jeg at slå mig ned et sted sammen med Rakian og få et helt normalt og meget sikkert liv, ville jeg svigte alle dem der stolede på mig, og jeg ville miste muligheden for at skabe et Gia Livaria, hvor alle havde lov til at være.

    Hvordan kunne han sætte mig i det dilemma?

    Jeg slog hænderne ned i græsset og gravede neglende ned i jorden. Mit hoved buldrede med tanker om, hvordan jeg nogensinde skulle kunne klare det. Jeg havde folk omkring mig. Jeg vidste jo godt, at mine venner ville hjælpe mig, men jeg følte mig alene. Omkring ligeså alene som den gang jeg opdagede, hvad Rakian havde gjort. Vatokan sagde det selv til mig: "Kærlighed er noget pjat!" havde han sagt, og på det tidspunkt havde jeg ikke fattet hvad pointen var, men nu forstod jeg ham pludselig meget bedre. Han havde oplevet tab. Tabet af Alia tog værre på ham, end han ville være ved, og af den grund havde han stoppet sig selv fra at føle noget som helst for nogen igen. For at sikre sig, at han ikke skulle udsættes for det samme igen.

    Mens jeg sad med ansigtet godt begravet i mine tårevædede bukser, bemærkede jeg en næsten lydløs bevægelse tæt på mig. Jeg mærkede varmen fra, hvem der nu havde valgt at sætte sig ved siden af mig og så op, for at opdage Sansans blide, varme øjne der betragtede mig.

    Jeg kan godt sige dig, at den knægt hellere må have en virkelig god grund til at lave det nummer! hørte jeg, vrede tanker hvæse i mit hoved. Sansan knurrede let.

    "Jeg klare mig," mumlede jeg.

    Med din tilladelse vil jeg gerne have lov til at rive foden af ham, sagde han.

    Jeg rystede på hovedet. "Ingen fødder skal rives af. Det er hans eget valg. Hvordan vidste du egentlig, hvad vi havde talt om?"

    Jeg holder altid øje med dig Sarina, og jeg kunne se, at Rakian skulle til at fortælle dig noget slemt.

    Det nagede mig at Sansan ligefrem altid holdt øje med mig, men jeg havde ikke kræfter til at konfrontere ham med det lige nu.

    Jeg kan bare nøjes med at bide ham lidt...

    "Du skal heller ikke bide ham Sansan. Ellers tak." Jeg snøftede en gang. "Jeg kan bare ikke forstå det. Var det tåbeligt nogensinde at tro, at det var en mulighed?"

    Du er overhovedet ikke tåbelig Sarina, men nogle af de ting han sagde var ikke langt fra sandheden.

    "Så det var det rigtige, det han gjorde?" spurgte jeg grådkvalt.

    Nej...

    "Nej?"

    Hvordan kan verden nogensinde udvikle sig, hvis man er bange for at tage chancer. Selvfølgelig skal man ikke tage de chancer, man ved vil ende skidt, men jeg ved tilfældigvis, at Rakian er bange for at tage chancer.

    "Rakian er ikke bange for at tage chancer," mumlede jeg trodsigt.

    Jo, for du tror med hele hjertet, at det sagtens kan fungere, men inderst inde ved du, der er en risiko. Du vælger bare at tage chancen.

    "Så er jeg vel bare naiv..."

    Faktum er, at dig og Rakian er meget forskellige på mange måder og meget ens på andre. Rakian kender dig. Han ved, at du har det med at overbevise dig selv om, at det er det rigtige, og vælger at overhøre alle, der siger dig imod, hvis du er hundrede gange sikker på, at det er det rigtige. Derfor er han bange for, at du har bildt dig selv noget ind, og han er bange for at tage chancen, fordi Rakian er alt for god til at forestille sig konsekvenserne. Det eneste han ikke har overvejet er, at vi er mange omkring jer, som kunne have advaret jer. Tailo var bange i starten, Malum har aldrig været en stor tilhænger af forhold mellem klaner, og andre har været en smule skeptiske, fordi linjen mellem betvingere og evneløse altid har været markant. Men der er ingen der tvivler på det nu. Der er ingen der advare jer.

    "Men det er lige meget, for Rakian har taget sin beslutning."

    Jeg kan snakke med ham...

    "Nej lad være med det Sansan. Jeg vil ikke presse ham til noget, hvis han ikke vil. Han gjorde det meget tydeligt, at han ikke vil være konge."

    Jeg vil bare have, at du husker, at du kan stole på os andre. Vi fortæller dig det, hvis vi har noget at sige, om den måde du gør tingene på, for du er stadig ung Sarina. Ingen forventer, at du skal vide alt, men lad mig lige minde dig om, at du har det med at tage de rette beslutninger.

    "Tak Sansan. Tak fordi du passer på mig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...