Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1851Visninger
AA

28. Det endelige slag del 2

"Sarina, du har tabt," sagde han tilfredst. "Erkend dit nederlag."

"Det var derfor du skiftede kapper!" råbte jeg til Alia. "Men du har ikke gjort et særligt godt job, for de fleste af dine betvingere kæmper mod de sortkappede dernede lige nu." Jeg smilede en anelse vanvittigt, men jeg var vidst også ved at blive lidt vanvittig. Lige nu i hvert fald.

"Du sagde, de var loyale," sagde Vatokan anklagende til hende.

"Det har de jo også altid været. Jeg ved ikke, hvad der sker!" Hun virkede forvirret, da hun så ned på det store græsareal, hvor folk stadig kæmpede mod hinanden.

"De har skiftet side Alia. Det gør du også meget klogt i at gøre lige nu." Jeg betragtede de to voksne mennesker, der stod foran mig og så på hinanden, mens jeg undrede mig over, at jeg som den unge var så meget klogere. Alia rynkede fortvivlet panden, da hun så på Vatokan, som så vredere ud, end jeg nogensinde havde set ham. Han samlede en ildkugle og sigtede mod mig, men denne gang var ildkuglen meget mere kraftfuld. Jeg kunne se det på dens helt lige kuglerunde form, og gnister der stak ud fra den. Han var virkelig vred.

"Det har været din plan hele tiden din forbandede unge!" Hans øjne brændte i vrede.

"Sarina!" råbte Tailo, der kom tumlende op ad lemmen og løb hen mod mig. Alia smilede ved synet af hans mishandlede ansigt. "Hvad er det, du står og venter på? Hun har valgt at skifte side, og Vatokan var målet hele tiden. Det er nu du skal afgøre det!"

Jeg skulle til at samle en kugle af ild, men pludselig slog det mig. Jeg havde sådan set vidst det hele tiden, men nu slog det mig for alvor, at jeg virkelig ikke kunne gøre det. Jeg kunne ikke slå mine forældre ihjel.

"SARINA!" udbrød han, da Vatokan lagde an til at bruge al sin energi på mig. Tailo tog mig om nakket og bukkede mig ned, og kuglen fløj lige over hovedet på mig.

Vi blev ved med at undvige og skyde igen med ild, og jeg brugte min sidste kniv, men intet virkede. Vatokan var blevet for stærk, og jeg vidste ikke, hvor han havde fået den energi fra. Alia stod bare og så på med et næsten beundrende blik i øjnene. Hun elskede Vatokan mere, end hun nogensinde havde elsket mig, og det havde jeg længe vidst.

Han begyndte at løbe hen mod mig, og jeg overvejede, om det var nu... Jeg måtte også snart indse, at jeg havde tabt. Vatokan var for stærk til Astan og for stærk til mig. Jeg kunne ikke gøre andet end at undvige, indtil noget slog mig. Det slog mig, at jeg var ved at give op uden kamp. Det var også lige i det øjeblik, hvor Vatokan var få skridt fra at sætte mig ud af spillet, at jeg så Rakians ansigt foran mine øjne. Jeg så byen Thornag, jeg så mit liv, jeg så alle de mennesker, jeg holdt af forsvinde ligeså stille, og jeg vidste, jeg var den skyldige, hvis jeg ikke gjorde noget.

Det var i det øjeblik energien begyndte at strømme ind i mine årer. Jeg tænkte slet ikke, og verden omkring mig eksisterede ikke. Mine instinkter fik den fulde kontrol over mine bevægelser, og små gnister sprang på mine håndflader. Ilden fandt sin vej hele vejen fra mit hjerte og ud til håndfladerne hvorfra en skarpladt ildkugle havde fart mod Vatokan.

Den var kuglerund. Helt perfekt formet, som en glat glaskugle, og det var som om, der lå et lag af elektrisk strøm omkring den. Jeg havde aldrig set noget lignende, men aldrig havde jeg heller set Vatokan bakke væk af skræk for noget. Han var bange for mig, og jeg ville slet ikke tænke over, hvad jeg gjorde, men bare gøre det, for han skulle væk herfra nu.

”Alia!” udbrød Vatokan. ”Hvordan kunne du efterlade hende hos Astan. Hun er ude af kontrol!”

”Er det min skyld, at du ikke kan klare hende!” råbte Alia tilbage.

Vatokan begyndte endnu engang at lægge an til et skud som denne gang ville få det hele til at eksplodere. Et enorm lysglimt blev sendt igennem luften, samme øjeblik jeg omgav mig selv og Tailo med et enormt ildskjold. Endnu engang blev jeg overrasket af min egen styrke, men skjolden tabte mere og mere energi, mens Vatokan slyngede al sin energi mod mig. Med et ordentligt brag slyngede den enorme mængde af energi og ild mig femten meter bagud, og af ren refleks to jeg mod kanten, da jeg faldt ud over. Jeg mærkede sved perle ned af min kind, da jeg kæmpede for at holde mig oppe med fingerspidserne mod den rå sten borgen var bygget af. Vatokan grinede og gik hen mod mig.

”Du kan ikke besejre mig,” sagde han med grum og dyster stemme, og jeg kunne høre den stille Latter af Alias.

Jeg kom til at se ned under mig, og mit hjerte slog et slag over ned synet af de mange meter, jeg ville falde ned fra, hvis jeg slap. Min første tanke var det lille liv i min mave, som ikke kun tilhørte mig. Det var mit ansvar, og jeg havde alligevel taget i krig, velvidende at det lille monster måske kunne være prisen for den beslutning. Men havde jeg tænkt tanken til ende, havde jeg opdaget, hvor meget jeg allerede ønskede at overleve kun for at passe på min bule.

”Hvor er Tailo?” hiksede jeg og bed tænderne sammen, mens jeg kæmpede for at holde mig oppe.

”Han lever. Bare rolig, men jeg tror ikke der er meget bevidsthed over ham,” sagde Alia.

Vatokan hævede sit sværd. ”Ikke mere snak!” sagde han og bevægede klingen ned mod mine fingerspidser som klyngede sig til det kolde sten - ømme og hudafskrabede.

”Nej,” sagde jeg og kæmpede for at få mig op. ”Jeg troede vi havde noget sammen.” Jeg lavede store øjne, for hvem sagde, at jeg ikke kunne spille på følelserne bare lidt. Jeg var vel et hunkønsvæsen.

”Det troede jeg også,” sagde han. ”Men du forrådte mig!”

”Vatokan…” sukkede jeg.

”Spar mig for dit kvindehykleri. Du er ikke min datter!”

Alia skar en grimmasse og blikket flakkede mellem mig og sværdet, Vatokan havde i hånden. ”Måske skulle vi…” begyndte hun.

”Hun er for farlig at lade leve Alia! Vi laver bare en ny.”

Hvis ikke jeg hang og dinglede med livet på spil, så havde jeg grinet af det komiske, han lige havde sagt.

”Jeg er ved at være for gammel til den slags Vatokan...” Alia himlede med øjnene, men pludselig stivnede hun, og et smil gled over hendes ansigt. ”Evneløse er virkelig dårlige til at tænke sig om,” mumlede hun.

”Er du ude på at fornærme mit folk, lige inden jeg dør?” udbrød jeg og udstødte et støn.

Hun rystede på hovedet og rakte hånden ud mod mig. ”Tag min hånd.”

”Alia!” råbte Vatokan.

Jeg tog imod hendes hånd, da jeg ærligt talt ikke kunne finde ud af, hvordan jeg ellers skulle overleve. Jeg havde ikke kræfter til mere. Jeg lod mig trække over kanten og trillede om på stengulvet, mens jeg hostede og hev efter vejret. Mine hænder lagde sig om maven, mens jeg krummede mig sammen og pep ynkeligt. Hvordan man kunne elske en, man ikke havde mødt, vidste jeg ikke, men det var sikkert et eller andet vildt moderinstinkt, som jeg havde fået. Jeg var så bange for, at der var sket noget med den.

”Vatokan,” sagde Alia roligt. ”Sarina er gravid.”

Vatokan stivnede. ”Så er det derfor!” Han pegede på min mave.

”Hendes uintelligente forlovede fortalte det til mig lige inden krigen.”

”Nej,” hviskede jeg og krummede mig endnu mere sammen.

”Hvis vi får hende i sikkerhed nede i kælderen til krigen er overstået, så kan vi tage barnet, når hun har født. Det er vores chance for at opdrage en arving.”

”Hvad er i for nogle mennesker,” hviskede jeg, mens en tåre trillede ned af min kind.

”Du er genial Alia.” Vatokan grinede og tog fat om mine overarme. ”Kom Sarina.”

”NEJ!” skreg jeg og vred mig. ”I røre mig ikke!”

Pludselig begyndte en tyk tåge at lægge sig over hele pladsen og borgen undtaget lige der, hvor vi stod. Det var Luna, der slog til, og jeg vidste, at det var nu, hun skulle ende det med sine utrolige Abokarievner. Tågen var kvælende, og lydende af de mange mennesker i kamp begyndte at forsvinde langsomt.

Vatokan der nærmest var i chok tog sig til hovedet. Han kneb øjnene sammen og faldt på knæ, men var det Alia, der brugte sine forfærdelige torturkræfter? Nej det tror jeg ikke, for pludselig fulgte hun hans bevægelser og udstødte et hyl. Hvad skete der? Hvorfor blev jeg ikke påvirket? Hvorfor var der toge? Hvorfor kunne jeg ikke se Luna nogle steder? Hvorfor?

Jeg drejede mig mod Tailo, som ikke længere vare bevidstløs. Han tog sig til hovedet og rullede rundt i kramper, og jeg faldt på knæ ved siden af ham. "Tailo?" hviskede jeg, og håbløsheden greb mig. Mit hjerte bankede, og jeg hyperventilerede, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Kulden sneg sig ind under mit tøj, og den fugtige toge dannede en næsten klaustrofobisk fornemmelse i min mave.

"LUNA!" råbte jeg. Jeg havde det som om, jeg havde mistet alle sanser.

Jeg begyndte at grine og græde på samme tid, da hun pludselig kom gående hen mod mig, men hun gik ikke på borgen. Hun gik ude i den mælkehvide toge. Hun gik på luften. "Sarina?" sagde hun forvirret. "Sarina, jeg tror snart det er slut, men det er ikke slut, før der kun er en hersker over Gia Livaria. Du må give mig fred Sarina."

"Men Luna. Jeg kan ikke slå dem ihjel." Jeg tog mig til hovedet.

"Sarina! Stop det nu!" Det var første gang jeg havde hørt Luna bestemme noget for nogen. "Du skal gøre det, og du har ikke noget valg. Jeg havde tre valg, og jeg valgte dig."

"Men hvis jeg gøre det, så dør du også. Luna du dør jo." Jeg kunne ikke klare tanken.

"Det er bedst sådan." Hun kom gående hen mod mig og lagde hænderne på min mave. ”Jeg beskytter dit barn Sarina. Så længe jeg kan.” Jeg omfavnede hende og knugede hendes spinkle krop ind til mig, for jeg havde altid følt, at Lunas skæbne var tarvelig. Hun var jo kun et lille bitte barn, som ikke kunne vælge noget selv. Hun nåede ikke engang at leve et år, men på dette ene år havde hun været igennem sin helt egen livshistorie som ville blive skrevet ned og husket.

"Men hvad så nu? Skal jeg bare gå hen til dem helt koldblodigt og slå dem ihjel på stedet, mens du holder dem nede?" Jeg gøs ved tanken, for det var slet ikke sådan, det skulle ende. Jeg så hen på de to mennesker, som sad sammenkrummet på knæ helt frosset fast i den samme stilling

"Jeg har sat det hele i stå. Når jeg får det til at begynde igen, bruger jeg min sidste energi på at nedlægge så mange af Vatokans, og du må få Alia og Vatokan ud af spillet så der kun er en regent tilbage. Det hele afhænger af dig, er du med?" Jeg nikkede. "Når Vatokan og Alia er ude af spillet, og du er alene og har vundet, så får jeg fred, og du må ikke have ondt af mig. Jeg kan ikke klare det her liv mere. Jeg vil genfødes som en normal baby, og jeg vil nå at blive så gammel, at jeg kan blive forelsket." Hun fik røde kinder.

Jeg fnes nervøst og tog mig sammen. Jeg nikkede og smilede til hende. "Vi ses Luna. Vi ses, når du er blevet genfødt."

Hun vinkede til mig og gik ud i tågen igen. Tågen fortog sig langsomt, og folk kom til sig selv. Jeg var stadig i chok over, det der lige var sket, men jeg samlede mit sværd op, da Alia vågnede og bag efter vågnede Vatokan. Uden tøven gik jeg lige mod Vatokan, der helt fortumlet nåede at trække sit sværd og bakkede mod kanten. Tailo og Alia så på hinanden og skulle til at gå til angreb på hinanden, da Sansan kom løbende i fuld fart, mens han gøede.

Undskyld Sarina... hørte jeg ham i mine tanker, og før jeg nåede at opfange, hvad han mente sprang han på Alia og vippede hende ud over, så de begge faldt de mange meter fra borgens tag og ned på jorden, som var hård og stenet.

"SANSAN!" skreg jeg og nåede knap nok at opfange, at Vatokan gik til angreb på mig.

Jeg kæmpede med tårerne, da jeg parerede hans slag og stak ud efter ham. Jeg vidste ikke, hvad jeg lavede, før det gik op for mig, at et enkelt skub kunne få Vatokan væk for altid. "Vatokan..." sagde jeg og lirkede hans sværd ud af hans hånd. "Jeg giver ikke op uden kamp, og INGEN tager min baby!” Jeg lagde en hånd på hans bryst, og han kæmpede ikke imod. Han sagde ikke noget, men stod bare og så på mig give ham dødsstødet. Det var det værste. Det sidste sekund, hvor han så fortabt ind i mine øjne, opfyldt af sorg, tab, en smule vrede, men erkendelse. Han erkendte, at jeg havde vundet.

Jeg lukkede øjnene, mens hans krop lod sig falde ud over kanten. Jeg stod længe forstenet med lukkede øjne, indtil jeg hørte den ubehagelige lyd af hans krop, som ramte jorden. "Sansan," hviskede jeg og satte mig på hug med ansigtet mellem benene. "Min ulv."

"Sarina?" Tailo lagde en hånd på min skulder. "Sarina du klarede det."

”Er du uskadt Tailo?”

”Ja ja. Jeg blev bare slået ud.” Han begyndte at trække i min arm. ”Kom…”

Jeg rejste mig op og kneb øjnene sammen. Sansan skulle huskes! Jeg brugte alt min sidste energi på at frembringe en kæmpemæssig eksplosion af ild med form som Sansans smukke ulvehoved. Der lød et højt brag, da ulvehovedet bevægede sig langsomt gennem himlen, indtil ilden begyndte at forsvinde til ingenting. Jeg havde uanede mængder energi, som skulle ud, mens jeg mærkede min vrede. Det var svært at føle sejr, når jeg på samme tid havde mistet både mine forældre og min bedste ulveven. Jeg begyndte at hulke svagt. "Sansan..." hulkede jeg.

"Jeg ved det." Tailo lagde armene om mig, og jeg lod mig omfavne af Tailo, der ellers aldrig, var en der gav knus. "Han gjorde det for sin egen skyld. Husk det. Han har kæmpet med det her i mange år. Han ville have en ende på det."

"Men han var min ulv. Han passede på mig."

"Jeg er også ked af det Sarina, og jeg er ked af at sige det, men vi kan ikke blive her ret meget længere. Det er stadig krig forstår du." Jeg nikkede og tørrede mine øjne i kappen. Jeg lod mit blik vandre omkring mig, og så døde mennesker ligge rundt omkring. Jeg var svimmel og havde både hovedpine og ondt i mine venstre ribben. Jeg kunne knap holde balancen, da jeg gik, og Tailo så bekymret på mig.

Pludselig blev alt sort...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...