Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1849Visninger
AA

27. Det endelige slag del 1

Sarina

Adrenalinen pumpede i mine årer, og mit hjerte bankede. Jeg rystede på min hånd, da jeg lagde den på sværdskaftet, mens jeg gik langs rækkerne af soldater. Jeg skulle sige noget til dem. Det var jeg nødt til, men min hals synes at snøre sig sammen, og tankerne hvilede på alt for mange ting. Det forvirrede mig, jeg var nervøs, og jeg var måske - selvom jeg ikke ville indrømme det - bange.

Jeg besluttede at nøjes med en kort sætning i stedet for den helt store tale. "For et frit Gia Livaria!" råbte jeg, mens jeg trak mit sværd og stak det op i himlen. Det blev efterfulgt af råb, og alle gjorde det samme som mig med deres tusinde klinger. Nogle sendte endda issplinter og ildkugler gennem luften, og jorden rumlede som et jordskælv.

Luna stod og vinkede mig over til sig. Det gjorde næsten fysisk ondt i hjertet, at Luna skulle i krig, men siden Luna var det, som det meste drejede sig om, og det var derfor ikke til diskussion. Hun omfavnede mig i et knus, der nær pressede luften ud af mig.

"Sarina. Tak for alt. Tak fordi du passede på mig, da jeg var lille, og tak fordi du redede mig. Uden dig, så ved jeg ikke, hvor jeg havde været nu," sagde hun.

"Jeg vil altid være der for dig Luna." Jeg smilede og kyssede hende på kinden.

"Jeg betaler det tilbage nu Sarina. Jeg passer på dig." Hun så mig alvorligt ind i øjnene. "Du slipper herfra i live uanset hvad!"

Jeg stod helt paralyseret og stirrede på hende. "Hvordan kan du give mig sådan et løfte?"

"Jeg er Abokarien. Jeg kan alt." Hun smilede. "Lad os komme af sted!" Jeg grinede, og synes faktisk det var rart at stemningen blev lettet en anelse.

"Betvingere stå klar!" råbte Tailo, og alle stillede sig i position i en synkron bevægelse. "Vi skal vinde det her! Vi skal have Gia Livaria frit igen!" Jeg så Vatokans mænd være klar til angreb, og hørte stilheden lægge sig over folk. Der var så stille at man kunne høre en myre kravle i græsset og ude i siden, længst væk fra Alia, stod Rosa. Jeg spekulerede på om jeg ville miste hende en gang til, men jeg nåede ikke at tænke så langt…

"ANGRIB!"

Luften blev fyldt med pile, sten, ild, is og Vatokans mænd begyndte at snuble rundt omkring på grund af luftbetvingerne der spændte ben for dem. Jeg selv begyndte at sende ildkugler mod dem og undveg dem der kom mod mig. Krigen var begyndt.

"Alia! Find Vatokan!" råbte jeg til hende.

"Allerede? Jeg kan jo ikke komme forbi." Hun kæmpede i skyggen af mig, fordi hun ikke brugte sine evner. Jeg synes faktisk det var en anelse komisk, at hun ikke havde nok energi i kroppen til at kunne betvinge vand i mere end et øjeblik.

"Så går jeg med dig!" råbte jeg og ramte en lige i ansigtet med en ildkugle, som selvfølgelig prellede af, fordi han var ildbetvinger. Det var det ærgerlige ved at være ildbetvinger, for jeg var lige med min modstander, og derfor var det et rent held, at jeg havde så gode færdigheder indenfor kampsport og sværd.

"Nej!" sagde hun.

Jeg himlede med øjnene. Det irriterede mig, at jeg ligefrem var nødt til at diskutere med hende lige nu mellem kaosset af mennesker der døde og kæmpede omkring mig. "Jo Alia! Vatokan skal ned hurtigst muligt! Har du noget at skjule, siden du er sikker på, du vil gøre det alene?" Jeg vidste det bare. Hun var altid så hemmelighedsfuld, og man kunne overhovedet ikke stole på hende.

"Nej, men jeg vil være sikker på, at det bliver gjort på min måde!"

Vi blev skilt ad, da nogle kom ind mellem os, og jeg blev ramt af en albue i nakken. Det tog mig to sekunder at få mit syn tilbage og i mellemtiden, var jeg lige ved at blive spiddet gennem af et sværd. Jeg parerede den og slog en baglæns kolbøtte væk fra manden. Jeg sprang op på fødderne og fandt fodfæstet, inden jeg gav mig til at lede efter Alia. Jeg skar en grimasse, da jeg ramte en mand i halsen, og han faldt død om for mine fødder. Jeg skyndte mig videre og så hende løbe lyn hurtigt langs skoven, mens hun undveg folk, der var efter hende.

Jeg bandede for mig selv og satte af mod hende. Hun kunne ikke stoles på, og jeg måtte fange hende, inden hun arrangerede et eller andet komplot med Vatokan. Hvorfor havde vi stolet sådan på hende? Det hele føltes ugennemtænkt nu.

"SARINA?" råbte Tailo og løb efter mig. "Hvor skal du hen?"

"Efter Alia!" råbte jeg og gav en knyttet næve lige i ansigtet på den næste jeg så. "Vi kan ikke stole på hende!" Jeg var allerede tæt på borgen, men der var endnu flere sortklædte mænd.

"DU LØBER LIGE I DØDEN!" råbte han og forsøgte febrilsk at gribe fat i mig. "Så stop dog Sarina!"

"Nej!" skreg jeg. "Noget skal stoppe hende, for hun skjuler noget, og hvis jeg taber hende nu, så ender det med, at hun finder Vatokan og bliver vores fjende igen. Vi skal finde hende!"

"Jamen så gør det. Bare pas på, for lige nu er du på vej ind i borgen, og der kommer du ikke ud fra igen sådan lige." Han skulle til at stoppe op, men valgte at løbe videre efter mig. "Jeg kommer med så! Jeg kan ikke sende dig der ind alene."

"Tak Tailo!" råbte jeg løb hen over broen over voldgraven for at komme ind på slotspladsen. Fire sortklædte mænd løb imod mig, og jeg havde en anelse om, at de skulle til at omringe os, da et lyn slog ned i den ene, og jeg var nær faldet ned i den dybe sumpede voldgrav, hvis ikke Tailo havde grebet mig. De andre sorte mænd kom hen mod os, og Tailo stak den ene, så der kun var to tilbage. Vi tog en hver, og jeg fik den ene til at falde i voldgravet, mens vi tog den anden ned i fællesskab. Tailo stak et sværd i ham.

"Jeg ved ikke, hvor Alia er længere!" råbte jeg og løb ind ad porten til gårdspladsen, hvor der faktisk ikke var ligeså mange af Vatokans, som vi havde troet. Jeg spekulerede lidt på Luna, da jeg tænkte på det lyn, og pludselig slog tre lyn mere ned i jorden på gårdspladsen. To af dem dræbte to mænd, og Luna kom løbende hen mod os.

"Luna?" udbrød Tailo og dukkede sig, da en af sortkapperne svang sværdet lige over hans hoved.

"Jeg passer på Sarina," sagde hun og begyndte at bevæge armene i et blødt mønster. Jeg kunne ikke se, hvad hun lavede, for jeg var travlt optaget med at kæmpe alene med to store mænd.

"Luna!" råbte jeg. "Jeg har brug for, du laver flere lyn!" Jeg spændte ben for en af dem og stak sværdet gennem hjertet på den anden, men jeg blev ramt lige i siden på ribbenet af en uidentificerbar genstand, så jeg knækkede sammen på stenunderlaget. Jeg hostede og krummede mig sammen, mens jeg forsøgte at holde fokus, så jeg kunne komme på benene igen. Jeg lagde fingrene på min side for at se, om jeg blødte, for jeg kunne ærligt talt ikke selv mærke, om det var en kold klinge der var havnet i mig.

"Op med dig Sarina!" råbte Tailo. Jeg åbnede øjnene og så alle de sorte mænd blive trukket  mod jorden af lange stærke planter. Jeg så Luna kæmpe med at holde dem nede, mens hun blev mere og mere rød i hovedet af anstrengelse.

"Kom væk, inden jeg slipper!" råbte hun desperat, men jeg kunne knap nok bevæge mig. Tailo lagde en arm under mig og fik mig op at sidde. Jeg blødte ikke, men trangen til at kaste op var overvældende, og det gjorde det ikke meget bedre, at mine omgivelser havde en tyk brændt lugt og mit tøj var fugtigt og koldt. Rosa viste sig pludselig ude i siden, og i det øjeblik kunne jeg se ligheden mellem hende og Luna. Hun hævede armene over jorden, som rumlede så meget, at Tailo og jeg måtte krumme os sammen. De sortklædte mænd blev trukket ned i jorden, der bevægede sig under dem, og de slangelignende planter, der holdt dem fanget begyndte at kvæle dem. To meget små, men meget farlige piger var skyld i det.

"Kom nu! Du er ikke kommet noget til. Kom nu Sarina!" råbte han. "Vil du ikke nok?" spurgte han og fik mig op at stå. Af en eller anden grund kom lysten til at græde over mig, da jeg tænkte over, hvorfor jeg mon havde så ondt. Måske var det ikke kun mig, der var blevet ramt?

Jeg fik mig selv til at løbe mod indgangen til borgen, mens jeg prøvede at styre mine følelser. Jeg måtte holde fokus! "Hvor ville Vatokan gemme sig?" spurgte jeg.

"Jeg ved det ikke? Det er ikke mig, der har været her før."

"Men de kan være alle steder!" råbte jeg. Tailo tog pludselig hårdt fat om mit håndled, da flere sortklædte mænd kom løbende mod os, og vi dukkede os for adskillige ildkugler og pile. En kniv var endda lige ved at snitte mit øre, og mit hjerte slog et slag over.

Jeg samlede kniven op og kastede den tilbage mod en af dem. "Du ramte!" udbrød Tailo overrasket.

"Jeg sigtede ikke engang." Vi løb op ad nogle trapper, for det var den eneste vej vi kunne komme. Jeg syntes, jeg var svimmel, og jeg havde ondt over alt, men jeg fortsatte, som om jeg var helt ovenpå igen. Jeg måtte ikke miste fokus! Det blev jeg ved med at fortælle mig selv, men der skulle heller ikke ret meget til, før jeg mistede fodfæstet. Jeg vidste ikke, hvad jeg havde forventet ved ordet krig, men jeg havde regnet med, at jeg ville klare det lidt bedre. Rakian og jeg havde jo været udsat for lidt af hvert, og vi klarede den altid, så jeg havde automatisk tænkt, at vi ville klare den igen. Det hørte nok ind under min lettere dumdristige side.

Jeg så en skikkelse i sort kappe nede for enden, men han var lidt tykkere end de andre, og pludselig kom Alia i sin orange kappe. "Der er de!" råbte jeg. Jeg måtte tvinge mig selv til at løbe efter dem, selvom jeg var udmattet i alle muskler.

"Vi har ingen tid at spilde!" råbte Tailo, men pludselig udstødte han et råb af smerte. Han fortsatte på sine fødder, men han var blevet slemt forbrændt på kinden og ned af halsen.

"Tailo! Du skal jo have ilden til at brænde i kroppen hele tiden, så du ikke bliver forbrændt!" udbrød jeg. "Kan du klare det?"

"Ja," svarede han sammenbidt og så sig over skulderen. "Der er kun to tilbage. Løb videre Sarina, så holder jeg dem tilbage og sørger for, de ikke får dig. Jeg kommer til dig, når jeg har sat dem ud af spillet.

"Men Tailo..."

"Sarina! Nu!" Det var ikke til diskussion, så jeg nikkede modvilligt og efterlod Tailo til Vatokans mænd. Jeg ville have, at han skulle komme tilbage til mig. Han skulle bare, for jeg kunne ikke klare dem begge to på egen hånd, og Luna var blevet på gårdspladsen. Jeg kunne ellers godt bruge hende til at beskytte mig, men hendes evner virkede alligevel bedst udenfor.

Da jeg løb omkring et hjørne, stoppede jeg et kort øjeblik og fik pusten, mens jeg mærkede mine ømme muskler brokke sig over løbeturen op og ned af trapper. Jeg lagde begge hænder på min mave og mærkede, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle mærke efter. Jeg udstødte et lettere fortabt hulk og bed tænderne sammen.

Pludselig mærkede jeg gulvet ryste under mig og måtte gribe fat om en af jernringene, hvor der skulle have siddet en fakkel i. Det rystede så kraftigt, at jeg snublede og trillede om på gulvet, mens jeg febrilsk forsøgte at beskytte mig med hænderne. Det stoppede med at ryste, og jeg tog mig til hjertet. Hvad det var, vidste jeg ikke, men noget sagde mig, at borgen Caprit ikke ville holde ret meget længere.

Jeg tog en dyb indånding og løb videre, men jeg havde mistet orienteringen, og jeg havde  absolut ingen ide om, hvor de var forsvundet hen. Jeg løb rundt og sparkede døren op til alle værelser, men der var ikke nogen. Jeg løb op ad nogle flere trapper og åbnede en lem til, det jeg fandt ud af var udkigstaget, som omgav borgen. Der hvor der stod endnu flere vagter og kæmpede mod luftmestrene som havde fundet sin vej op ved at springe fra vindue til vindue med luftens kræft. Jeg misundte det, men mit lod som ildbetvinger, havde jeg nu heller ikke noget imod.

Jeg så Alias orange kappe nede for enden, og Vatokan der åbnede en anden lem. De skulle til at flygte ned igen, men jeg skød en ildkugle mod lemmen, og den klappede i med et ordentligt brag. Alia sprang tilbage for ilden, der lavede lidt af en eksplosion og sendte mig dræberblikket.

"Sarina?" spurgte Vatokan forundret. "Jeg havde ikke regnet med, at du var i live endnu." Han virkede overrasket, ja måske endda lidt glad, men jeg stolede ikke på nogle af dem mere. Jeg hadede dem.

"Vi stolede på dig!" råbte jeg til Alia, som pludselig vendte sig mod Vatokan med sit sværd trukket. "Man kan ikke stole på dig. Du kan spare dit skuespil! Jeg ved, hvad du er ude på, og jeg kan ikke lade det ske!" Luna, tænkte jeg febrilsk. Jeg skulle virkelig bruge hende nu, for jeg kunne ikke klare dem helt alene.

I vrede frembragte jeg en stor ildkugle og kylede den lige mod Alia. Hun skyndte sig at springe væk, men jeg sendte flere efter hende og undveg, da Vatokan begyndte at skyde efter mig. Jeg blev grebet af deja-vu, for det havde han gjort før, men denne gang var det for at dræbe mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...