Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1833Visninger
AA

11. Den døve pige

Jeg flyttede håret fra hendes ansigt, så jeg kunne se det ordentligt, men det var rigtigt nok. Rosa var kommet tilbage til os.

Rakian havde overladt den sorthårede pige til Malum og Nuka, og kom hen til mig  så hurtigt han kunne. "Det er virkelig hende!" udbrød han og lagde hånden under hendes hoved. "Jeg kan ikke tro det!" Han smilede over hele ansigtet.

"Hun har lige ødelagt noget af vores by, og du er glad for at se hende?"

Han ignorerede det og tog hende op i sine arme, så vi kunne tage hende med til slottet. Folk omkring os stod og holdt om hinanden og så på skaderne i jorden og på deres huse. Det var godt, vi havde nogle jordbetvingere, som kunne glatte vejen ud, og så måtte jeg vel se på skaderne senere.

"Vi sætter dem i en celle hver," sagde Nuka.

"Nej, hvorfor skal hun spærres inde?" udbrød Rakian.

Jeg så ham hårdt i øjnene. "Skal vi virkelig diskutere det?" spurgte jeg udmattet. "Hun har lige ødelagt meget af den by, du har kæmpet for i så lang tid." Jeg bed mig i læben. "Nu jeg tænker over det, betyder den jo ikke noget for dig alligevel…"

"Sarina!" Malum rystede på hovedet.

"Hvad?"

Rakian stirrede såret tilbage. "Nej... fint." Han gik ned af trappen mod kælderen og lagde hende på briksen i en af cellerne. Den anden pige blev placeret i cellen længst nede for enden af gangen, så de blev holdt så langt fra hinanden så muligt.

"Vi må vel finde ud af, hvad der udløste det," mumlede jeg.

"Lad os lige vente til Rosa er vågnet," sagde Nuka, der havde fået sig en skramme i ansigtet. "Hende den anden vil jo heller ikke tale."

"Jeg bliver her nede," mumlede Malum og satte sig på en stol. "Nogen skal jo være der når hun vågner op."

"God ide." Jeg nikkede anerkendende til ham og begav mig ovenpå, åbenbart med Rakian i hælene.

"Er du kommet noget til?" spurgte han.

Jeg rystede på hovedet. "Nej jeg har bare fået mig et lille chok."

"Jeg forstår slet ikke, hvad der kunne få Rosa til at gøre sådan noget."

"Næ. Nogen gange gør folk uventede ting.” Jeg løftede øjenbrynet demonstrativt. ”Hvem ved, om hun stadig er den samme Rosa. Måske er hun vred, fordi vi ikke fandt hende."

"Det kan da ikke være derfor, hun angreb."

"Nej, men jeg gad godt vide, hvad hende den sorthårede havde gjort for at gøre hende så vred." Jeg stoppede op ved kongens sal og gik ind. "Jeg må hellere få pilene af vejen."

Rakian satte sig på en af stolene, mens jeg ryddede op mellem alle kortene og klappede låget til pilene sammen. "Kunne du ikke klare at blive tæsket af en jordbetvinger?" spurgte han, sikkert for at lette stemningen, men jeg var så forvirret. Så forvirret at det var lettere, bare at være vred på ham.

Jeg stoppede med, hvad end jeg havde gang i og så ham lige ind i øjnene. "Hvad?"

Han bed sig i læben. "Undskyld. Jeg ville bare ønske, der var en måde vi kunne snakke almindeligt sammen igen."

Jeg rystede på hovedet. "Det bliver aldrig som før," mumlede jeg.

"Jeg forstår," svarede han. "Men ved du forresten godt, hvem der fik Rosa til at snuble?" spurgte han.

"Hvem?"

"Det var Luna."

Jeg rynkede panden. "Hvordan?"

"Kan du ikke huske, hvordan hun altid lavede blomster i græsset?" Jeg nikkede. "Jeg lagde bare mærke til, at der pludselig stak en stor rod op ad jorden lige foran Rosas fødder, som ikke havde været der før."

"Nå," mumlede jeg ligegyldigt, og forsøgte at se koncentreret ud i det jeg lagde kortene i orden.

"Sarina?" spurgte Rakian. "Hvad har du tænkt dig at gøre, hvis Alia beslutter sig for at komme. Du er nødt til at vise hende, at det er dig der bestemmer. Det er dig der skal være dronning."

Jeg stoppede min bevægelse og lukkede øjnene, mens jeg tog en dyb indånding. "Det er første gang jeg nogensinde er blevet nødt til at advare dig, men jeg er så tæt på at stikke i flammer lige nu!" Jeg smed, hvad jeg havde i hænderne og gik min vej.

Jeg gik ned af græsarealet mod skoven for at komme væk. Jeg valgte helt bevidst at tage den modsatte skov, end den jeg altid havde trænet med Rakian i for længe siden. Jeg så mig omkring og fandt mig et tykt, solidt træ, som jeg kunne klatre op i, og jeg satte mig godt til rette på en tyk gren. Jeg tog min halskæde op ad min lomme og overvejede at smide den væk eller brænde den bare for at få en del af min vrede og aggressioner ud, men som altid var den alt for dyrebar, så den kom i lommen igen.

Jeg stirrede ud på træningspladsen og holdt øje med krigerne, mens de kæmpede uafbrudt. Jeg beundrede deres kampgejst, men det var vel for at holde sig i live, ligeså meget som det var for at rede landet. Disse mænd kæmpede for sit liv.

Rakian kom til syne med hovedet bøjet. Han havde noget i hænderne, og han virkede så rolig og bedrøvet lige til ham kastede tre små knive lige efter hinanden mod skydeskiven og ramte fuldstædig perfekt på den midterste røde plet. Jeg ville våge at påstå, at han havde det bedste sigteøje i hele Gia Livaria. Ingen kunne sige som ham, hverken med pile eller knive.

Et par af de andre mænd stoppede op for at se på ham, men han virkede irriteret. Knivene blev ikke skudt, fordi han øvede sig. Det var ren arrigskab der fik ham til at hente dem og kyle dem afsted igen med alle de kræfter han ejede. Hvad havde han at være vred over? Så vidt jeg vidste, havde han selv taget sin beslutning, og jeg havde ikke tænkt mig at prøve at være venner med ham, for det havde han såret mig for meget til.

 

***

 

Jeg sad der et stykke tid, men det begyndte at blive eftermiddag, og jeg synes alligevel ikke, jeg kunne lave ingenting mere, så jeg tog ned i byen, hvor jeg fik fat i nogle gode syersker. Vi fik dem alle til at komme med ind til Max' kro og snakke om det. Stort set alle i kvinder byen ville være med, og de ville endda arbejde gratis. Mange af dem var så taknemlige for, at vi havde givet dem husly og mad til at starte op, at det ikke kunne gå hurtigt nok med at komme i gang. Men jeg tror måske også, at de mest af alt gjorde det for at føle, at de var til hjælp. De fleste af deres mænd trænede til at gå i krig, og jeg kunne forstå, hvis de følte de burde hjælpe. Sådan havde jeg selv haft det, hvis det var mig.

"Hvor mange skal der laves?" spurgte en af dem.

"Så mange der er stof til." Jeg fandt en kappe frem, som jeg havde fundet i kælderen og brugte Max som påklædningsdukke. "De skal se sådan ud." Jeg drejede ham lidt rundt, så de kunne se broderierne på den og viste dem våbenmærket, som var broderet på med guldtråd. "Jeg forestiller mig at halvdelen af jer syer, og den anden halvdel kan brodere. I kan jo altid skiftes lidt til det, hvis i har lyst. Det styre i selv. Stoffet har jeg noget af på slottet, men når der ikke er mere så skal i sige til, for jeg kan sende nogen ud til en handelsby og skaffe noget."

"Hvor skal vi sidde med det?" spurgte en ældre dame. "Der er så lidt plads hos mig, og min mand bryder sig ikke om, at det fylder over alt." De andre damer mumlede og nikkede bekræftende, mens de så på mig.

"De kan da sidde med det på slottet," foreslog Max. "Kan de ikke få en af salene til at arbejde i? Så har de god plads, og de kan jo sidde sammen og snakke kvindesnak imens uden deres mænd." De fnes lidt, men det lod til at være en god ide, så jeg nikkede bekræftende.

"I kan bare gå i gang. Jeg kan lige vise jer, hvor i kan være, og så må i ellers selv beslutte, hvor meget tid i føler i har til at lave det, men husk vi har virkelig brug for jer."

 

***

 

Jeg gik ned af trappen til kælderen for at se til de to piger og Malum. Jeg var bare så rastløs, at jeg havde brug for noget at give mig til. Det første jeg så, var Malum der lå og snorkboblede op i luften med nakken liggende over ryglænet på stolen. Jeg fik helt ondt af ham af at tænke på, hvor ondt han måtte få, når han vågnede.

"Det har været ret underholdende at kigge på," sagde en stemme, og jeg vendte mig om mod Rosas celle.

"Rosa... du er vågen?"

"Nej jeg sover stadig," mumlede hun sarkastisk. "Desuden hedder jeg ikke Rosa."

"Det gør du da. Løj du så for os hos Vildana i Berna?" spurgte jeg.

"Løj for jer? Jeg mindes ikke at have snakke med dig før, og jeg kender ikke nogen Vildana."

Hun havde fuldstændig mistet hukommelsen. "Ved du ikke, hvem jeg er?" spurgte jeg overrasket. "Siger navnene Rakian eller Sansan dig heller ikke noget?"

Hun nikkede. "Jeg ved godt hvem du er, men de andre navne siger mig ikke noget."

"Hvad hedder du så?"

"Jeg hedder Cilje."

Jeg kørte mine fingre igennem mit hår og kløede mig lidt i nakken. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle stille op. "Jeg forstår det ikke," mumlede jeg. "Du må have mistet hukommelsen."

Hun stivnede og gik hen til tremmerne i cellen. Hun greb om metallet med sine tynde fingre og så på mig. Hendes blå øjne stirrede ind i mine. "Hvad kender du til min fortid?" spurgte hun hårdt.

"Ikke så meget. Vi mødte dig i en by, der hedder Berna. Din familie døde i en ildebrand, og så tog du med os ud i landet. Vi mistede dig, da Rakian og jeg blev holdt fanget i en anden by, der hed Sall. Vi troede, du var død."

Malum gryntede og lavede et lille spjæt. "Av min nakke," mumlede han irriteret og tog sig til nakken. Jeg fnes af ham og vendte mig mor Rosa igen.

"Vi har været meget bekymrede for dig."

Hun krydsede armene mistroisk. "Jeg tror ikke på, det du sagde om mig."

"Hvorfor ikke?"

"Fordi jeg har brugt de sidste mange måneder på at finde ud af, hvem jeg er, men jeg gav op, og pludselig kommer der en og ved det. For mig virker det ikke ligefrem som om, det er specielt sandsynligt, at en eller anden fremmed kender min fortid."

"Det må vi lige snakke om senere. Først vil jeg gerne lige vide, hvorfor du sloges med hende luftbetvingeren."

"Hvorfor spørger i ikke hende om det?" spurgte hun bare.

"Fordi hun ikke vil svare os."

Rosa fnes. "Det er fordi den sindsforvirrede tøs er døv. Hun kan ikke forstå et ord af en almindelig samtale, så du er ligesom nødt til at snakke med hende i tankerne."

"Ja det giver jo straks mere mening," mumlede jeg.

"Men hun er ligesom en evneløs nu. Hvis hun skal fortælle jer noget, så skal det være mens i allerede er inde i hendes tanker. I har jo bedøvet hendes evner." Rosa var helt anderledes, end jeg kunne huske hende. Faktisk helt omvendt. Jeg mindedes ikke at kunne huske, at hun nogensinde havde talt til nogen eller om nogen med det tonefald før, men nu stod hun og så på mig, som om jeg var dum.

"Men kan du ikke ligeså godt bare fortælle mig nu, hvorfor i er imod hinanden?"

Rosa sukkede. "Fint. Jeg har opholdt mig hos en pigebande inde i skoven, siden jeg... det er lige meget... De optog mig i deres gruppe, fordi de manglede en jordbetvinger, men af en eller anden grund havde den dumme tøs besluttet lige fra starten, at hun ikke kunne lide mig, selvom jeg forsøgte at blive venner med hende."

"Og derfor besluttede i lige at terrorisere en hel by?" spurgte jeg.

"Det var ikke mig der startede. Hun havde rodet i mine ting, fordi hun ville have sådan en lille grim træhest, som jeg ikke ved, hvor jeg har fra. Jeg ved ikke, hvorfor hun ville have den, men jeg ved bare, at det er min ting, og ikke noget der kommer hende ved. Min ting!" Bare da hun sagde det, blev hun vred.

"Sagde du lige en grim hest lavet af træ?"

"Ja..." hun løftede øjenbrynene. "Hører du ikke efter?"

"Jo, men det minder mig om et hest, jeg en gang snittede i træ. Jeg kaldte den 'Grim hest'.  Må jeg se den?" spurgte jeg.

"Jeg har den jo ikke vel. Hun har taget den!" Rosa krydsede armene i vrede. "Hvornår får jeg mine evner tilbage? Jeg føler mig handikappet."

"Ikke lige foreløbig. Nu går jeg ned og ser, hvad jeg kan få ud af hende."

"Så må du forberede dig på at være tålmodig. Hun er god til at tænke på alt muligt andet, når man forsøger at få et svar ud af hende. Held og lykke."

Jeg kløede mig på armen. "Hvorfor opføre du dig sådan?" spurgte jeg sørgmodigt. "Du er ikke den Rosa, jeg kendte."

"Det er da klart, når jeg ikke er Rosa. Jeg hedder Cilje... det har jeg jo sagt," svarede hun, mens hun himlede med øjnene.

"Ja ja," mumlede jeg og så om på Malum. "Her ser du en pigeversion af dig Malum."

"Sådan er jeg da ikke." Han slog mig over armen, da jeg gik forbi ham.

"I kunne sikkert danne et godt par." Jeg fnes af hans ansigtsudtryk og gik ned i den anden ende til den anden pige. Hun lå på ryggen på briksen med et tæppe omkring sig og stirrede op i loftet. Det sorte glatte hår hang ud over kanten og ramte næsten gulvet. Jeg vinkede til hende, men hun reagerede ikke. Det var sikkert med vilje. "Hallo.." prøvede jeg.

"Godt forsøgt," grinede Rosa nede fra den anden ende, og Malum grinede med. Jeg ignorerede dem og gik helt hen til tremmerne. Hun reagerede stadig ikke.

Må jeg ikke godt stille dig nogle spørgsmål? tænkte jeg til hende. Hun reagerede på det, for hendes øjne flakkede en enkelt gang, hvorefter hun genoptog sin ignorering. Jeg tyggede mig lidt i kinden, mens jeg tænkte. Må jeg gå ind i dine tanker, så jeg kan høre, hvad du svare? Hun knyttede næverne og rynkede panden, men fortsatte med at ignorere mig. Jeg havde snart ikke andet valg end bare at gøre det, så jeg bevægede mig ind i hendes sind, mens hun kneb øjnene sammen i koncentration. Det eneste jeg kunne se var grønt græs. Helt grønt græs og ikke andet. Måske var det det, hun brugte som en slags blokering, når hun ikke havde nogle evner. Hun tænkte bare på noget græs.

"Finder du ud af noget?" spurgte Malum. Jeg hoppede ud af hendes sind igen og rystede på hovedet til Malum.

Der er ingen af os, der kan komme videre, hvis du ikke hjælper os. Du må hellere til at fortælle os noget, for ellers kan vi ikke komme til bunds i, hvorfor i har ødelagt byen. Du må hellere samarbejde for dit eget bedste. Måske var jeg bestemt overfor hende, og jeg havde heller ikke lyst til at være det, men jeg måtte huske på, at de havde ødelagt mange ting. I det mindste gjorde jeg ikke som Vatokan og henrettede dem.

Hun så op på mig med et trodsigt blik og krydsede armene. Hun havde overhovedet ikke tænkt sig at sige noget, så jeg gik tilbage til de andre. "Hvad gør man Ros... undskyld Cilje?" spurgte jeg.

Hun trak på skuldrene. "Der er ikke noget at gøre. Man skal være gode venner med hende, før man får noget ud af hende."

Jeg sukkede irriteret. "Ingen af jer bliver lukket ud, før vi kommer til bunds i det her."

"Det er da ikke fair overfor Cilje," sagde Malum.

"Hun var med til at skabe uro i byen. Hun kan tage det som en straf. I det mindste henretter jeg ikke folk." Jeg gik hen mod trappen. "Jeg kommer ned senere og prøver igen. Vil du med op Malum? Du ser træt ud."

"Ja, jeg kommer."

Jeg gik op ad trappen og hen ad gangen for at komme ned af den anden trappe til køkkenet. Der duftede så dejligt af tomat og urter dernede, og det fik mig til at huske, hvor sulten jeg egentlig var. Vildana stod med sved på panden og rørte rundt i en gryde, der hang over ilden, og hun tog en skål med hakkede gulerødder og hældte dem i.

"Det dufter godt Vildana," sagde jeg.

Hun rettede ryggen med et støn og så hen på mig. "Det var da dejligt Sarina, Men jeg kunne nu godt bruge noget hjælp hernede en gang imellem. Der er også lidt ensomt."

"Du må gerne gå ned i byen i morgen og finde dig en hjælper. Der er da sikkert nogle unge piger, der har brug for arbejde."

Hun lyste op. "Det kunne da være dejligt. Ligesom i gamle dage," sagde hun med et smil. "Men kan du betale hende? Jeg har ikke en skilling."

"Jeg har masser af penge. Nuka og jeg har været rundt i det forskellige rum under slottet. Der er så mange mærkelige gemmesteder bag tæpper og huller i gulvet, og så har jeg jo nøglerne til alle dørene, der har været låst. Det kongelige skattekammer har vi også fundet. Det fik jeg aldrig lov til at se for min far, men jeg har fundet det nu, og der er ikke taget noget som helst. Det tog altså også lang tid at finde."

"Nå men så er det jo fantastisk. Hvor bliver det dejligt, når byen begynder at fungere som den gjorde en gang. Der kommer flere og flere til hele tiden. Der er allerede dobbelt så mange som den gang jeg kom hertil fra Berna. Tror du den bliver ligeså stor, som den har været?"

"Ja det kan da godt være, men jeg håber det ikke lige nu."

"Hvorfor ikke?"

"Fordi vi ikke har mere mad at dele ud af, hvis vi skal have til os selv også. Hvis folk kommer, skal de i hvert fald bare have med til sig selv, så må de da godt være her. Det bliver lettere næste år, når folk kan dyrke sine marker igen. Nu er det jo ved at blive efterår."

"Åh ja, det har du ret i." Hun kløede sig på kinden.

"Jeg skulle faktisk lige bede dig om at lave lidt mad til de to piger, der sidder nede i kælderen. De kunne måske få en skål af din gryderet der."

"Ja ja... der er rigeligt," sagde hun venligt og fandt en bakke frem. Hun stillede to skåle og to krus vand op på den og fyldte noget varm tomatsuppe op i skålene med to stykker brød til.

"Tak skal du have Vildana. Det tager jeg med."

"Det er da ikke et job for den kommende dronning," sagde hun med et smil i mundvigen. "Det er vidst godt jeg skal have mig en hjælper."

"Ih ja... det er en skandale, at jeg skal bære det hele vejen over til kælderen," sagde jeg med et glimt i øjet. "Magen til tjenestefolk!" Jeg fnøs.

"Så er det godt. Smut med dig," grinede hun og rystede på hovedet. "Du kan bare gå op i kongens sal bagefter. Vi skal alligevel til at spise."

"Det er i orden. Vi ses om lidt." Jeg balancerede op af det første trin.

"Sarina?"

"Ja?" Jeg stoppede op.

"Jeg er så glad for, at du er tilbage her. Jeg holder så meget af dig min pige, og du bliver en vidunderlig dronning. Tro på dig selv."

Jeg åbnede munden, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Vildanas ord gjorde mig varm om hjertet. Så varm at jeg knap kunne finde ordet "Tak" i mit register.

Jeg fik et smil frem og nikkede en gang. "Tusind tak."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...