Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1829Visninger
AA

12. At være Malum

Malum

"Malum!" råbte min mor. Jeg så mig omkring efter et skjulested, så jeg slap for at høre, hvad det var, jeg skulle gøre for min mor. Hun kaldte aldrig på mig, hvis ikke det var fordi, hun havde en opgave til mig, men hvad man ikke ved, har man ikke ondt af, så jeg gjorde klogt i at stikke af. "Der var du?" sagde hun lettet. "Hvad laver du?" spurgte hun, da hun så mig på vej ud af vinduet.

"Jeg øh..." Jeg bed mig i læben.

Hun krydsede armene. "Malum Alioka!" Man kunne se gnisterne springe fra hendes pludseligt kogende ansigt, da hun trampede hen og tog fat om kragen på mig. "Hvor mange gange har jeg ikke sagt, at du skal lade være med at hoppe ud af vinduerne. Du kan tro din far bliver skuffet, når han høre det." Jeg fik helt ondt bag i bare ved at tænke på det, skønt det var flere år siden jeg sidst havde fået en flad bag i af min far. "Du burde vide bedre..." fortsatte hun og slæbte mig ud af mit værelse til køkkenet.

"Mor helt ærligt!" udbrød jeg.

"Du kan selv være helt ærlig. Hvor var du på vej hen?" spurgte hun bestemt.

Jeg kløede mig i nakken. "Væk fra dig," mumlede jeg. Det nyttede ikke noget at lyve, for jeg havde stadig ikke lært at blokere mit sind, så hun ville finde ud af det alligevel. Jeg måtte have nogen til at hjælpe mig med at lære det - måske skulle jeg finde Sarina... nej aldrig i livet om jeg skulle bede hende om hjælp... min far... nej... ham var jeg nok heller ikke i kridthuset hos, når min mor fik snakket med ham. Så hang jeg nok alligevel på Sarina. Pokkers.

"Og hvorfor det?"

Jeg trak på skuldrene.

"Gå ud og find dine brødre. Vi skal snart spise." Og det var enden på den samtale. Det var ikke til diskussion og det vidste jeg, men det var ikke retfærdigt.

"Jamen mo..."

"Jeg fortæller det om vinduet til din far, hvis du ikke gøre det!" Afpresning. Jeg stod og spekulerede over, hvordan jeg skulle vinde diskussionen på den ene eller den anden måde, men løbet var kørt, og jeg havde tabt. Jeg kogte af raseri og gav mig til at trampe mod døren. "Det nytter ikke noget at ødelægge gulvet..." sagde hun alt for roligt.

"MOR! Du er bare så... så... argh! Forstår du ikke, at jeg snart er voksen?" udbrød jeg.

"Gå nu ud og find dine brødre. Hvor svært kan det være?"

Jeg rystede på hovedet og trampede ud af døren. Min mor kunne gøre mig så gal. Hvorfor mig? Hvorfor kunne hun ikke finde dem? Hvorfor ikke far? Altid mig, og jeg havde altså også travlt med ting og sager. Lige i øjeblikket havde jeg da mange flere ting at se til end far, men nej nej... Malum gør dit, Malum gør dat...

Jeg havde den største lyst til at brænde noget af, men det havde jeg lært at lade være med. Det var altid mig, der skulle erstatte det alligevel, så jeg knyttede næverne og lod mit sind glide ind over byen, så jeg kunne finde de møgunger. Jeg gik i et stykke tid, til jeg fandt Emile, og jeg vidste, at når jeg havde fundet den ene, havde jeg også fundet den anden. Jeg gik over til værtshuset, hvor Max stod og legede slåskamp med dem.

"Hej Malum," sagde han fornøjet. Sander slog Max i maven med sin tynde arm, så Max meget dramatisk jamrede om nåede.

"Emile og Sander, det er nu!" sagde jeg hårdt.

Sander løftede begge øjenbryn. "Hvordan kan det være, du altid er gal, når du skal finde os?" spurgte han. Han var den mindste og manglede de fire forreste tænder i munden. En flink unge, men lige nu var der ikke mange, der var flinke i mine øjne.

"Jeg gider ikke diskutere," mumlede jeg mellem tænderne. Emile slog Max en gang til og grinede skørt. "Også dig Emile. Nu." Jeg viftede dem med mig ud af døren, og mens vi gik hen ad vejen, hørte jeg et snøft bag mig. Jeg himlede med øjnene, måske mest af mig selv, for det var jo ikke deres skyld. "Hvad nu?" spurgte jeg.

Sander snøftede igen. "Undskyld Malum," sagde han stille.

Jeg rynkede panden og bukkede mig ned. "Ej Sander. Du skal ikke græde nu. Det er ikke jeres skyld, jeg er sur." Men det lod ikke til at virke, for tårerne trillede ufortrødent ned af hans kinder. Jeg sukkede af irritation over mig selv. "Kom så," sagde jeg og tog om ham under armene for at løfte ham op. Han lagde hovedet på min skulder, som endte med at have en stor mørk plet af tårer. "Lad være med at gøre min trøje våd," sagde jeg.

"Jeg skal nok lade være med at græde, når vi kommer hen til mor," snøftede han. Han vidste nemlig godt, at jeg ville få skylden, hvis han græd.

Emile gik og smågrinede lavmælt. Emile var den lyshårede i familien. Alle andre var sorthårede, så han var vel familiens 'hvide får' om man så måtte sige.

"Du skal ikke grine," sagde jeg bestemt. "Og hvis du sladre til mor om noget så..."

"Jeg sladre ikke, for så siger du bare, at vi har været på værtshus."

"Nemlig."

Jeg drejede om hjørnet og gik hen til vores hus. Mor stod med krydsede arme og ventede på os. "Det var i længe om," sagde hun.

Jeg himlede med øjnene. "Vi er altid længe om det i følge dig.”

"Nu har du fået Sander til at græde igen," udbrød hun. "Hvad er der galt med dig?"

Jeg slog hånden ned i bordet, så det rungede i hele huset, og hvis jeg ikke tog meget fejl rumlede det videre ned af vejen som en flodbølge af vrede. "Nej nu kan det være nok!" Jeg kunne allerede mærke mit ildbetvinger-gen tage fat. Jeg overdrev altid, men jeg havde svært ved at tøjle mit temperament.

Far trådte frem. "Hvad er nok? Hvad kan retfærdiggøre at slå så hårdt i bordet?"

Sander begyndte at græde endnu mere, og Emiles underlæbe bævrede. Emile tog Sander i hånden og trak ham med ind på værelset ved siden af.

"Jeg flytter!"

"Hvorfor dog det?" spurgte mor forskrækket. "Hvorfor siger du den slags?"

"Fordi jeg ikke finder mig i det mere. Jeg er voksen, at i ved det. Jeg kan klare mig selv, og jeg er træt af at blive hundset rundt med. Det er altid mig, der skal hente Emile og Sander, og det er altid min skyld, hvis der sker dem noget, men ved i hvad? De skader de er blevet påført gennem tiden, har de selv sørget for. Kan i da ikke forstå, at jeg er ved at blive sindssyg?"

De så på hinanden og på mig igen. "Vi synes da godt, du kan hjælpe lidt, Malum," sagde far. Far var vant til at tage det lige en tand for roligt, når jeg var vred, for jeg blev som regel vred meget hurtigt over ingenting. Desuden kunne jeg godt lide at have min vilje, og derfor havde mor altid sagt, at jeg havde arvet alle de værste ildbetvinger-gener.

"Kan i da ikke få ind i jeres hoved, at jeg også har et arbejde at passe. Jeg har mere at holde styr på, end i to har til sammen."

Mor begyndte at le. "Ej Malum, det er da noget pjat. Du har ikke taget ansvar for noget hele dit liv. Lad nu være med at være så dramatisk." Jeg kogte og brændte, men jeg holdt ilden inde i mig. "Gå ud og køl af Malum. Vi har lige sat huset i stand, og du kan ikke være bekendt at brænde noget af lige nu!" Øjenbrynet over hendes venstre øje havde hævet sig, og det var ikke til at spøge med.

"Jeg kan ikke tage ansvar, hva?" spurgte jeg. "Hvem er det lige, der har taget ansvar for de to små, lige siden de kunne gå? Hvem er det lige der tog til Sydlandet og sneg sig ind på borgen Caprit? Hvem er det lige, der har ansvaret for at samtlige betvingere i den her by bliver trænet til krig, og oveni købet skal jeg lige huske at finde ud af at få nogen sat i gang med at lave rustninger til hele baduljen."

"Slap nu af Malum," prøvede far mere usikkert denne gang.

"Jeg går min vej. I forstår ingenting, og i kommer aldrig til det." Jeg drejede om på hælen og gik min vej. Jeg var vred, men jeg havde aldrig været mere lettet. Jeg havde haft lyst til at gøre det lige side Emile blev født, ikke fordi jeg ikke holdt af ham, men jeg magtede det bare ikke.

"Malum!" Sander kom løbende efter mig, og jeg stoppede op.

"Gå hjem Sander."

"Du må ikke gå," græd han og svang armene om mine ben.

Jeg satte mig ned på knæ og lagde mine hænder på hans skuldre. "Jeg forsvinder ikke. Jeg gider bare ikke bo hos mor og far mere. Gå hjem og spis aftensmad."

"Men du skal også have mad." Hans små pjuskede øjenbryn havde trukket sig helt fortvivlet sammen, og snottet der var blevet blandet med støv fra vejen klistrede på hans overlæbe, mens tårerne hang som dråber under hagen.

"Jeg finder på noget. Tør øjnene," sagde jeg, og han kørte hele hånden over ansigtet så snottet blev tværet ud på kinden. Jeg rynkede på næsen og rejste mig op. "Løb hjem til mor, Sander."

"Vil du lege med mig i morgen?" spurgte han.

"Måske, hvis jeg får tid." Jeg drejede ham om og skubbede ham af sted mod huset. Han så sig tilbage, mens han løb og snublede. Jeg rystede på hovedet af ham, da han rejste sig op og spænede hen til døren. "Pas nu på Sander," mumlede jeg og stak hænderne i lommerne, mens jeg traskede hen ad vejen. Min mave rumlede, og jeg havde ingen penge i lommerne. Måske skulle jeg have taget nogle ting med, men det var der ikke noget at gøre ved nu.

Jeg gik op til slottet og håbede på, at Vildana skulle have et eller andet. Jeg kunne vel altid betale tilbage en anden gang. Jeg gik op ad Marmortrappen og ned i køkkenet, men der var ikke nogen. Så gik jeg hen til kongens sal, hvorfra jeg hørte nogle stemmer mumle, og gik ind.

"Hej Malum," sagde Sarina. "Hvad så?"

Jeg trak på skuldrene og blev akavet til mode, da både Vildana, Sarina og Rakian stirrede på mig. "Jeg tænkte på om i havde mad til en mere..." sagde jeg bedende.

"Tjo... hvorfor ikke?" sagde Vildana. "Nu skal jeg hente en skål til dig min ven," sagde hun venligt og gik. Jeg satte mig over til bordet overfor Sarina.

"Det er så omkring nu, du forklare..." sagde Sarina.

Jeg kunne ikke helt lade være med at grine. Somme tider kunne jeg godt se det komiske ved et af mine små udbrud efterfølgende. "Jeg er vidst kommet til at flytte hjemmefra." Sarina var ved at få tomatsuppe galt i halsen. "Ja du hørte rigtigt. Jeg kan ikke klare mine forældre mere. De driver mig til vanvid."

"Sådan har man det vel altid lidt med sine forældre," sagde Rakian.

"Er Nuka og Galia taget af sted?" spurgte jeg, og Sarina nikkede. "Jeg synes nu godt Galia kunne have sagt farvel til mig."

"Hun kommer tilbage om nogle uger. Jeg vidste ikke, i var så gode venner."

"Hun er min bedste vens søster. Vi har kendt hinanden altid."

"Nårh ja. Det havde jeg ikke lige tænkt på," sagde hun, men da hun fik øjenkontakt med Rakian, vendte hun blikket mod væggen i stedet.

Jeg sad og betragtede dem et øjeblik. Jeg havde aldrig troet, jeg ville komme til at lide en evneløs - det havde jeg virkelig ikke - men Rakian var god nok. Det var mærkeligt, for når jeg snakkede med ham, så glemte jeg helt, at han var evneløs. Han var et menneske ligesom alle andre, og det strittede imod alt, hvad jeg havde fået fortalt, siden jeg var lille. Og de to passede nu meget godt sammen. Det var bare en skam, at de ikke kunne finde ud af det med hinanden. Bedst som jeg lige var begyndt at kunne lide ham...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...