Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1839Visninger
AA

30. Alinas skøre onkel

Malum

Du ser nu flot ud i uniform, rungede den velkendte stemme i mine tanker. Jeg så mig over skulderen og smilede ved synet at Luana, som stod med hænderne samlet på ryggen, hovedet på skrå og et sødt smil i ansigtet. Hun pustede noget af sit sorte hår væk fra øjnene og kom hen til mig. Ridder Malum. Hun grinede.

Ja synes du ikke, den titel klæder mit navn? Jeg løftede armen, så hun kunne se mine muskler spænde.

Du er ser dum ud, når du gør sådan der, ved du godt det?

Og alligevel har jeg ikke skræmt dig væk endnu. Jeg flyttede en hårlok om bag Luanas øre. Du burde sætte dit hår op, så det ikke irritere dig.

Du burde klippe dig, så man kan se dine øjne. Hun rakte tunge. Så passer vores hår jo sammen. Hvor romantisk. Jeg grinede og kyssede hende på panden.

Overlad vittighederne til mig smukke, sagde jeg, men det lod til at give hende lidt af et grinflip.

I dit liv har du dog aldrig formået at få en levende sjæl til at grine.

Du griner da nu...

Men ikke fordi du siger noget sjovt...

Jeg skal komme efter dig! sagde jeg, men hun var allerede over alle bjerge. Det var dog også forbandet, at hun skulle være luftbetvinger. Det var slet ikke sjovt at slås med dem, når de sprang op på skabe med et vindpust. Kom ned fra skabet. Hun sad på skabets loft og dinglede med fødderne, mens hun smilede flabet. Luftbetvingere... Jeg forsøgte at lyde ekstremt irriteret, mens jeg svang kappen om skuldrene og spændte den ved halsen.

Tænk hvis du får et barn, som er luftbetvinger. Hun grinede.

Vores barn kan da umuligt blive værre end Sarina og Rakians. Den piges forældre er begge lige ustyrlige på hver deres måde, og tænk hvis hun bliver ildbetvinger! Red mig Luana.

 

Sarina fødte for nøjagtig fjorten dage siden. En lille pige med helt brunt tyndt hår, som stod lige op i luften, når de tog hende op om morgenen. Jeg overvejede endda at flytte ud i byen, indtil ungen blev ældre, for hun græd så ganske vidunderligt hele natten. Hvilken fryd at sove på samme slot, som forresten havde dobbeltklang på gangene. Men sød det var hun nu, selvom hun sov det meste af tiden. Men det mest mærkværdige var Sarinas opførsel omkring hende. Det var som om det skar i hende, hver gang hun måtte efterlade hende hos Vildana et stykke tid, og når hun så kom tilbage til hende, så sad hun og lavede babylyde til ungen, der så på hende, som om hun var idiot. Sarina lavede babylyde... Måske skulle jeg virkelig gøre alvor af at flytte.

Jeg kan stadig huske, da hun havde siddet i sengen med den lille klump svøbt ind i klæder og græd.

Jeg gik ind til hende. "Hvor er Rakian?" spurgte jeg. Hun rystede på hovedet og hulkede videre. "Hvad er der galt?" Jeg satte mig på kanten og tænkte: Han fik kolde fødder. Jeg blev vred.

"Han er nede at hente noget vand til mig," hulkede hun.

Jeg begyndte at grine. "Du gjorde mig helt bange. Jeg nåede næsten at blive sur på ham."

"Undskyld. Jeg græder bare hele tiden. Det skal du ikke tage dig af."

"Hvorfor græder du?"

"Det ved jeg ikke." Hun både græd og grinte, mens spædbarnet bare sov sig fra det.

"Tudemarie," sagde jeg, men hun begyndte blot at græde endnu mere. "Undskyld," skyndte jeg mig at sige.

"Nej. Ikke sige undskyld." Hun grinede igen.

Jeg tøvede. "Må jeg holde hende?" Endnu engang piskede tårerne ned. Hun strøg den lille baby over de få mørkebrune babyhår, hun havde. Jeg havde hørt før, at nybagte mødre havde nogle alvorlige humørsvingninger.

"Malum jeg er skrækslagen," sagde hun pludselig. "Jeg mener... hvad hvis jeg ikke kan finde ud af det? Hun er så lille, men hun bliver vel større... tænk hvis hun bliver ligesom mig? Hvad hvis hun..."

"Hvorfor er det en dårlig ting, hvis hun bliver ligesom dig?" Hun trak på skuldrene.

"Men hvad nu hvis jeg ikke kan finde ud af at opdrage hende? Hun er den mest perfekte ting, jeg nogensinde har lavet, men hvad hvis jeg ødelægger det."

"Du kan godt. Du ved da om nogen, hvad et barn har brug for, men tag det som det kommer og lad være med at græde mere, for det gør mig altså lidt akavet til mode."

Hun grinede og tøvede, inden hun alligevel løftede babyen op, så jeg kunne få lov at holde hende. "Pas nu på Malum!"

"Jeg har to små brødre. Jeg ved godt, hvordan man holder en baby..."

"Men..."

"Stol på mig!" Jeg løftede det ene øjenbryn. Pigen strakte sig og åbnede øjnene, der var mørkebrune ligesom Sarinas, og hun så nysgerrigt på mig, mens hun lavede små pludrende lyde. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Sarina var helt anspændt, mens hun betragtede mig håndtere det. Jeg fik lyst til at lave lidt grin med hende, så jeg gjorde et lille ryk, som om jeg tabte barnet.

"MALUM!" udbrød hun og tog sig til hjertet. "Dit forbandede fjols. Giv mig hende!" Hun var vred. Det var lige så hendes øjne lynede, men babyen lå bare og grinede. Hun lå og kiggede på mig med sine enorme runde øjne, som var omkranset af sorte øjenvipper, mens hun smilede med sine tandløse gummer.

"Det var bare for sjov," sagde jeg.

Røgen fortsat fossede ud af hendes øre. "Det var overhovedet ikke sjovt."

Alina, kaldte de hende. Jeg var ikke sikker på hvorfor, men det kom til Sarina allerede få dage efter, og Rakian var bare glad for, at Sarina ikke var løbet skrigende bort fra dette meget nuttede monster, så han lod Sarina navngive hende. Efter min smag lå Alina lidt for meget op ad Alia, men jeg havde faktisk ikke rigtigt noget at skulle have sagt. Efter hvad jeg havde hørt, var det noget med en pige, Sarina en gang havde mødt.

 

Pludselig landede Luana på ryggen af mig og holdt mig for øjnene. Hvad vil du gøre nu?

Jeg tæsker dig... sagde jeg, og heldigvis var jeg så stærk, at jeg kunne nå hende på ryggen og svinge hende om, så hun lå i mine arme i stedet. Men du må lige vente, for jeg har en kroning at møde op til lige om lidt. Jeg kyssede hende på læberne. Du burde heller ikke rende rundt og lege, når du lige har fået fin kjole på. Jeg tænkte på Sarina, som på sin bryllupsdag besluttede at lave en lille opvisning med ild, hvor hun fik ild til at tage skikkelse som et dyr og fik dem til at løbe ind mellem publikum. Det var en stor fest. Vinteren var ovre, og det varme forår begyndte at blive til sommer. Det var den første rigtige begivenhed, som blev holdt udendørs, men det havde været en dejlig aften. Sarina fik hældt noget alkohol i mig, og hun var selv lidt beruset, så vi tog en svingom rundt om det store bål, de havde anrettet på gårdspladsen. Men efter det tog hun Rakian i hånden og gav ham en god gang tømmermænd dagen efter. Vi var alle sammen meget irritable næste morgen, så det var en utroligt dårlig kombination.

 

Jeg leger når det passer mig... Luana rakte tunge.

Måske skulle du begynde at opføre dig ordentligt... Jeg så alvorligt på hende, men lidt efter kunne jeg ikke lade være med at grine.

Det er en skam, du synes jeg er for sød til at skælde ud på. Jeg lod hende hoppe ned på gulvet. Jeg tror, jeg går ind til Sarina. Luana fik røde kinder. Jeg tror, jeg skylder hende en undskyldning.

For hvad?

Tja... det var jo ikke fordi, jeg brød mig vildt meget om hende til at starte med, og hun tror stadig, jeg hader hende. Det har jeg også gjort, men... hun er ikke så slem alligevel...

Hvorfor har du egentlig hele tiden hadet hende? Jeg har aldrig forstået det.

Det ved jeg ikke... måske på grund af Alia... altså jeg har været sådan lidt sur på hele verden længe så... jeg kunne jo starte med at tilgive hende...

Jeg smilede. God ide smukke. Vi mødes bare dernede så. Jeg blinkede til hende med det ene øje.

Charmetrold... sagde hun og rystede på hovedet, mens hun gik over mod døren.

Luana?

Ja? Hun drejede om, så både kjole og hår løftede sig i luften.

Du fortalte mig en gang, at du havde lært at sige nogle ord sådan rigtigt med munden af din mor. Hvornår får jeg at vide, hvad det er? Jeg lod mine fingre glide igennem mit hår, så det kom væk fra øjnene.

Hun så ned på sine fødder og tog tre skridt hen mod mig. Hendes hænder lagde hun blidt om min nakke og så på mig med sine mørkebrune øjne. Hun åbnede munden og forsøgte at sige noget, men det var som om, hun havde svært ved at sige lydende rigtigt. Det startede med, at hun prøvede sig lidt frem med et a, men hun tog en dyb indånding og fandt ud af det: "Jeg elsker dig," sagde hun. Det lød underligt. Hun blandede l og s sammen og vokalerne lød ikke helt rene, men det var lige meget. Og jeg mener det, fortsatte hun i tankerne.

Elskede hun mig? Det forekom mig ikke rigtigt, og jeg blev forlegen bare hun så mig i øjnene. Der var Malum igen på dybt vand med sine følelser, og det irriterede mig virkeligt, at jeg ikke kunne finde ud af at svare. Der gik lang tid.

Hun så såret ud, da jeg ikke svarede og drejede om for at gå hen mod døren, men jeg fangede hendes håndled. Jeg...

Jeg tror ikke, jeg skulle have fortalt dig det. Det anede mig, at du ville reagere sådan. Hun så ned. Jeg kender dig godt Malum, og jeg ved godt, at det at jeg ikke kan høre går dig på, men jeg troede, du kunne se bort fra det.

Jo... skyndte jeg mig at sige. Du skulle fortælle mig det, for... Jeg elsker at høre din stemme.

Hvorfor svarede du så ikke?

Fordi jeg er en idiot. Jeg har altid været en forbandet idiot, specielt overfor piger.

Ja, du ødelagde det i hvert fald... Hun skulle til at gå, men jeg var for en gang skyld hurtigere end hende og spærrede døren for hende.

Luana, jeg elsker dig! Jeg gjorde alt for at se hende i øjnene, så hun vidste jeg talte sandt. Og jeg er fuldstændig ligeglad med, at du er døv. Kan du huske første gang, da vi snakkede sammen nede i kælderen? Hun nikkede. Der var noget over dig, som jeg ikke kunne holde mig fra. Undskyld jeg er en dør, der ikke kan finde ud af at håndtere følelser, for du fortjener meget bedre.

Hun tyggede sig i kinden, og før jeg vidste af det slog hun armene om mig og lagde panden mod mit bryst. Jeg åndede lettet ud og tøvede ikke med at gengælde krammet.

Jeg lover dig, at jeg nøjes med at være led overfor Sarina fra nu af.

Hvad har Sarina egentlig gjort dig?

Jeg grinede. Ingenting...

Vi stod sammen i et lille stykke tid, mens jeg stod og forbandede mig selv, og ikke nok med det begyndte en vred stemme at råbe i mit hoved. Du stiller på din pind hernede lige nu! sagde min mor, som jeg i øvrigt var blevet gode venner med igen.

Kom smukke... sagde jeg og flettede vores fingre sammen.

 

***

 

Ridderne stod forrest på to rækker. Vi var tyve krigere, som Rakian havde valgt ud, fordi vi enten havde været modige eller gjort en god indsats. Han havde nok ret, for jeg havde virkelig kæmpet for det her. Jeg syntes selv, jeg havde fortjent det, men det sagde jeg ikke højt, for man var åbenbart en god mand, hvis man var ydmyg og høflig. Vi kan godt blive enige om, at jeg hverken var det ene eller det andet. Jeg var mig, og det var jo en tosset ide at tro noget andet. Ville man have Malum, måtte man tage hele pakken.

Jeg blinkede til Luana, der rødmede ovre fra den ene side af salen. Du er en dejlig en, tænkte jeg til hende.

Du fedter for noget...

Synes bare du skulle vide det. Men jeg har forresten lovet dig tæsk, så kom lige op til mig efter festen. Jeg blinkede til hende igen.

Lad være med at få mig til at rødme! De andre kigger... Hun så ned i gulvet, og jeg kom til at fnise af hende, men det vakte lidt for meget opsigt. Malum... Hun så bedende ind i mine øjne.

Jeg opføre mig ordentligt nu.

Tak. Jeg kommer og tvangsklipper dit hår af efter festen.

Aftale! Men hun kunne lige våge på at røre mit hår! Tænkte jeg i mit stille sind.

Jeg fór sammen, da Sander møvede sig ind mellem ridderne og stillede sig ved siden af mig. "Hvad laver du?" spurgte jeg lavmælt.

"Mor siger jeg gerne må stå sammen med dig foran."

"Mor siger så meget, men jeg siger, du hellere må stikke af nu!" Jeg drejede ham om og skubbede ham væk.

"Men mor siger..."

"Mor bestemmer ikke alt..."

"Jo hun gør!" Han så trodsigt på mig.

Jeg tog om hans overarm og så alvorligt på ham. "Smut så."

"Men, jeg gider ikke stå sammen med Emile. Han slår og mor gider ikke så noget til ham."

"Så gå over til Luana..."

Han sukkede og gik langsomt over mod Luana, som tog ham i hånden. Tailo rømmede sig, men det var ikke bare for at få folks opmærksomhed, det var for at få min opmærksomhed, og nu kiggede alle hen på mig. Flot Malum... Tailo så opgivende ud og himlede med øjnene over mig, og jeg skyndte mig at ligne en rigtigt ridder igen. Jeg forbandede Sander, den møgunge.

Men Tailos ansigtsudtryk ændrede sig, da dørene åbnede sig, og rummet blev opfyldt af musik. Frem trådte en pige, som jeg knap kunne genkende. Sarina så for en gangs skyld smuk ud. Nej det var måske ikke det rigtige at sige sådan, for jeg syntes måske inderst inde, at Sarina i det hele taget var en meget smuk pige.

Hun havde en lang grøn kjole på med let stof, som omfavnede hendes ben, når hun trådte et skridt frem. Stoffet var mønstret med guldtråd oppe ved kanten, som lå blødt på hendes kraveben, og rundt om taljen lå en perleglimtende kæde, hvorpå der hang kæder i forskellige længder ned omkring hendes ben med en lille diamant i enden på hver. Min mor havde været omhyggelig med at sætte hendes hår, som var en stor sammensmeltning af fletninger, der mundede ud i den klassiske lange fletning ned af ryggen. Sarinas kendetegn. Men min mor havde faktisk våget at sætte et par blomster i.

Hun kunne ikke lade være med at se ned af sin kjole, mens hun smilede forlegent, fordi alles blikke var hægtet på hende. Hvis jeg kendte hende ret, så ville hun helst få det overstået og gå lige til festen, så hun kunne gemme sig mellem alle menneskerne. Da hun så mig smilede hun endda med tænderne og blinkede til mig med det ene øje. Jeg løftede det ene øjenbryn og smilede igen.

Da hun kom op til Tailo tog han hendes hånd og kyssede den, mens han bukkede dybt for hende. Man kunne se hende rødme og ligefrem høre hende tænke, at det var helt igennem unødvendigt. Hun stillede sig foran en af de store robuste stole og samlede hænderne foran sig.

Dørene åbnede sig igen, og ind kom Rakian, der endelig havde samlet sine ustyrlige krøller i en hestehale i nakken. Fletningen var blevet lang og lå på hans skulder endnu, for han kunne ikke nænne at klippe den af. Jeg forstod det ikke helt, men de to havde et eller andet med den fletning, ligesom Sarina havde et eller andet med den der fugledims, som hun havde haft om halsen. Den var dog lettere slidt, hakket og lædersnoren var knækket, så hun havde lagt det hele ned i et skrin. De to var ret sentimentale omkring de ting, som betød noget. Jeg skulle bare have Luana hos mig, så var jeg glad, og hende kunne jeg ikke gemme væk i et skrin. Det havde jeg nu heller ikke lyst til.

Nå, men Rakian havde ikke noget specielt på. Han lignede faktisk bare en af os andre riddere med blåt tøj, læderbukser og blå kappe med guldbroderier. Det var en tradition at kongen var en del af de tætteste riddere.

Rakian og Sarina smilede til hinanden, hvorefter ham og Tailo gav hinanden en fast mandehåndtryk. Det undrede mig, at Tailo aldrig havde haft lyst til at være overhovedet for byen, når han jo i bund og grund var ligeså meget med til at bygge den. Måske var han bare ikke den type, men havde det været mig så... ej Sarina og Rakian var jo skabt til det. Somme tider gik jeg og overvejede, om jeg skulle spørge, om jeg måtte få Safir Bismara. Jeg tror Luana ville nyde at gøre det til et bedre sted. Gad vide om der var kommet en nyt leder derovre…

"Disse to mennesker er i sandhed skabt til at lede vort folk," begyndte han og endnu engang lagde jeg mærke til, hvordan Sarina krympede sig over formaliteterne. "Hver for sig besidder de mange vigtige egenskaber, men sammen er de stærkest. Men disse to mennesker besidder både sammen og hver for sig mod, handlekraft, ære og kærlighed til deres land, men ikke mindst ydmyghed. De er uselviske mennesker, som går mere op i landet end deres eget liv, og de forstår at værtsætte alle mennesker uanset afstamning."

Der var helt stille i salen, og jeg stod og ventede på, at Alina ville skrige nede fra køkkenet, så der skete et eller andet spændende. Det var alt sammen meget smukt, men så kunne Sarina og Rakian vidst heller ikke blive bedre mennesker...

"Disse to mennesker er et sandt billede på Gia Livarias fremtid som et frit land..." Jo Sarina og Rakian var åbenbart helgener… kom videre Tailo... "Alle der protestere mod Sarina og Rakians fremtid på tronen træder frem nu," sagde han og selvfølgelig blev folk stående. Dørene åbnede sig og lille tynde Elvira kom gående med en lidt for lang kjole på hen ad gulvet, mens hun med tungen stikkende ud mellem de rosenrøde læber balancerede med en stor pude, hvorpå der lå to kroner. Den ene var lavet til en kvinde med mønstre af små blade og blomster. Kanten havde fået en perlerække med små blå sten. Den anden var lavet til en mand med et mere råt udseende. En ring med store firkanter der sad med lidt mellemrum mellem hinanden og en blå sten på midten af dem alle.

Sarina knælede, og Tailo satte den ene krone langsomt på hendes hoved. Hvor ville det have været sjovt, hvis han havde taget mandekronen... "Jeg kroner dig på Thornags og Gia Livarias vegne, Dronning Sarina Gaolari af Gia Livaria." Hun rejste sig og smilede til ham, og så var det Rakians tur til at knæle. Tailo satte kronen på hovedet og sagde højtideligt: "Jeg kroner dig på Thornags og Gia Livarias vegne, Kong Rakian Gaolari af Gia Livaria." Se det var interessant, at han havde taget Sarinas efternavn og ikke omvendt, men det var vel fordi, Gaolari var det royale familienavn i det tidligere Nordland.

Jeg måtte indrømme det; den måde de stod foran os med kronerne siddende på deres runde hoveder, deres ansigt som berettede om frygtelige, men gode hændelser, var en stor oplevelse at være vidne til, for de fortjente det. Jeg kunne dog ikke lade være med at misunde Rakians ar. Det der sad fra hans næseryg ned på kinden, og det andet der lige rundede hagen. Han lignede en rigtig kriger, selvom han selv syntes, det var hæsligt. Han hadede det, fordi det mindede ham om alle de mennesker, der blev dræbt. Han havde i det hele taget mange ar, for der var også alle brandmærkerne ned af underarmene, som mest lignede rynket hud. Dem misundte jeg ikke, og jeg vidste, at Sarina var den, som hadede dem mest. Jeg tror hun følte sig skyldig, men jeg var faktisk ikke rigtigt indviet i historien.

Sarina Gaolari. Et navn, som alle i Gia Livaria talte om, men jeg var næsten sikker på, at navnet Rakian var en del af en anden heftig måske større debat. Det måtte de tage som det kom. De to mennesker var nogle af de mærkeligste mennesker, jeg nogensinde havde mødt. Om ikke andet havde de vendt op og ned på mig, men de havde selv ændret sig, så det kunne ses af alle.

Dagen som blev kaldet Slaget på Caprit blev fejret hvert år efterfølgende. Det var en helligdag, at man holdt fri hele dagen for at mindes de døde og mindes sejren. Det var en dag, hvor Sarina og Rakian blev sært nostalgiske og klyngede sig lidt mere til hinanden, end de plejede, mens de forklarede overfor lille Alina, hvad dagen betød, selvom hun ikke forstod en pind før hun blev større.

Som tiden gik begyndte folk at komme fra nær og fjern for at få deres velsignelse eller bare møde disse mennesker, som redede deres liv... eller dræbte nogle de havde kær. Mange fra det gamle Sydland var kede af det; påstod at de bedre kunne lide det, da Vatokan var der, men jeg vidste, at det var for at dække sorgen over deres familie. Sarina og Rakian håndterede det nu meget godt, selvom det tog på dem hver gang. Mest Sarina. Hun var alt for god til at tage skylden på sig.

Alina fik Rakians krøller. De hoppede som fjedre på hendes lille hoved, når hun dansede og legede. Hendes brune øjne, som hun havde fået fra Sarina var altid store og eventyrlystne, men selvom hun havde Sarinas ånd, var der noget over hende. Jeg kunne ikke beskrive det, men hun mindede mig om en person. Hun mindede mig lidt om Luna, men voksede langt fra ligeså hurtigt. Så vidste vi i det mindste at hun ikke var Abokarien, som mange sikkert allerede var begyndt at jagte.

Jeg kom gående ned af gangen en aften og stoppede op ved døren til Sarina og Rakians værelse. Jeg spidsede ørene, mens jeg lyttede til Sarinas lavmælte stemme. "Luk øjnene," sagde hun. Jeg trådte så lydløst, jeg kunne hen mod døråbningen, og så hende sidde på en stol med benene trukket op til sig, og den ene hånd ned i barnesengen. Hendes øjne var halv lukkede, og hun var træt.

"Hvem er din mor og far?" spurgte den lille pigestemme, og pludselig stak det lille hoved op med store nysgerrige øjne. Alina var ikke mere end lidt over tre somre gammel.

"Min mor og far findes ikke mere," sagde Sarina og puffede hende blidt ned.

Alina satte sig brat op igen. "Men hvorfor det?"

"Ingen lever evigt, men det er kun kroppen, der dør. Når sjælen forlader kroppen flyver den op i himlen og sætter sig på månen, så den kan holde øje med os alle sammen, og så en dag når du bliver ked af det, kigger de på dig og sørger for, at du klare den." Hun strøg Alina over håret der stod lige op i luften. ”Du er noget specielt. En ven jeg har sidder og våger over dig. Hun var vidunderligt skøn, og hun var modig, men ved du hvad? Du er den skønneste.”

"Er du ked af det?" spurgte hun.

Sarina ventede lidt med at svare. "Ja. Man er ked af det, når nogen dør. Men når du bliver lidt ældre, så forstår du bedre, hvad det handler om."

 

Selvom man siger, at tiden heler sår, så vil der altid være et ar. Det tog i hvert fald lang tid for Sarina at slippe sin overbeskyttende moderlighed, fordi hun ville gøre det så godt. Ja jeg ville næsten påstå, hun elskede den unge mere end Rakian, og det sagde noget. Rakian derimod kastede rundt med hende, og de sloges stort set altid.

Jeg stjal Alina nu og da, da hun blev lidt ældre og tog hende med på tur sammen med Luana. Hun kaldte mig onkel, og den titel havde jeg ikke tænkt mig at forsømme. Jeg var nødt til at lære hende at svare sine forældre igen, for hun var alt for opdragen. Det bedste var, da hun i en alder af fem somre ligesom en rigtig uopdragen prinsesse stillede sig overfor sin mor og svang de brune krøller over på den anden skulder. Hun stak hænderne i siderne og sagde: "Når jeg bliver voksen, vil jeg være ligesom Malum."

Jeg skyndte mig at stikke af. 

SLUT

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...