Ilden i mig - Tredje bog

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2014
  • Status: Igang
Sarina har netop sat fødderne i Thornag, men intet er, som det var en gang. Hurtigt bliver hun sat ind i situationen, men en gammel ven dukker op med et ordenligt brag. Luna er mystisk, og Alia er mærkeligere end nogensinde. Bliver det overhovedet muligt at samle nok mandskab til at besejre kong Vatokan, eller må de ty til skarpere midler? Vil betvingere og evneløse nogensinde kunne leve sammen i fred?

23Likes
10Kommentarer
1839Visninger
AA

20. Alia

Rakian

Jeg trak et par nye brune læderbukser på og en undertrøje over hovedet. Tailo rakte mig en lang blå overskjorte, der passede til kappen med broderinger i guld. Jeg trak den på og hæftede den hele vejen ned af maven, hvorefter jeg spændte mit bælte om maven. Jeg havde fået et nyt flot sværd, som jeg havde fået besked på ikke at bruge til træning. Den stak jeg i skeden, og bagefter skulle jeg have en brun læderjakke på. Jeg kunne ikke se, hvorfor jeg skulle have så meget tøj på, men jeg skulle vel se fin ud.

"Gad vide, hvad Sarina siger til kjolen," sagde jeg og satte mig på en stol for at tage støvler på. Jeg pakkede bukserne ned i støvlerne og strammede lædersnorene helt nede fra snuden og op til midten af underbenet.

"Du må ikke have for høje forventninger. Sarina forstår sig ikke på kvindemode," sagde han og lo af sig selv.

Han rakte mig kappen, som jeg svang om skuldrene og fumlede med guldspændet ved halsen. "Hun er altså slet ikke sådan," sagde jeg. "Måske er hun ikke til kjoler, men hun kan da godt se, hvad der er pænt... tror jeg." Jeg rynkede panden. "Eller måske har du ret." Jeg stillede mig foran ham og krydsede armene. "Hvad synes du så?"

"Jeg synes du ser flot ud," nikkede han.

"Det her er nok første gang, jeg virkelig føler mig kongelig. Det er sådan... lidt for fint i det. Det er flot, men slet ikke noget for sådan en som mig."

"Pjat med dig." Han gik hen mod døren. "Nu er jeg færdig her, så jeg tror jeg vil gå ned og se, om Sarina er ved at være færdig. Faldora må have et hyr med hende," grinede han.

"I skal altid drille Sarina. Hun har bare simple behov, som alle andre kunne lære noget af. Man har godt af ikke altid at være så forfængelig." Jeg skubbe ham ud af døren og gik med ham ned af gangen. "Hvorfor skal du egentlig ikke have noget andet tøj på? Du har altid det samme på."

"Det har du da også haft lige indtil i dag. Du skulle nødigt snakke, og det er da ikke mig der skal ligne en konge. Hvornår klipper du egentlig den der åndssvage fletning af? Du er også ved at være langhåret."

"Ikke lige foreløbig. Hvad er der galt med den?"

"Ikke noget. Jeg kan bare ikke se, hvorfor den er så vigtig, og så er det ikke rigtigt sådan noget konger går med."

"Den er vigtig for mig, og desuden kan Sarina godt lide, at jeg har langt hår."

Han drejede hovedet og grinede af mig. "Du gør alt for det pigebarn."

Jeg stoppede op, da jeg så Sarina komme ned af gangen for enden. Hun var helt alvorlig i ansigtet og gik og rettede på sit hår, der var blevet flettet rundt om hovedet. Hun havde slet ikke set mig, før jeg stod lige foran hende, og hun fik sig et chok og hoppede tilbage. Hun smilede bredt og kiggede ned af mig.

"Du ser flot ud," sagde hun og rettede lidt på min kappe.

"Du er overhovedet ikke flot," sagde jeg og grinede af hendes ansigtsudtryk. "Du er vidunderligt smuk." Hun slog mig over skulderen og rakte tunge, men jeg gennemskuede hendes røde kinder. "Du rødmer," grinede jeg.

"Jeg kan ikke gøre for det," mumlede hun, og de blev kun endnu rødere.

"Alia kommer nu," meddelte Tailo og begav sig ned af gangen. Jeg lagde armen om Sarinas skulder, og vi gik sammen ned til gårdpladsen og videre ned til den store port, hvorfra vi kunne se en flok ryttere for enden af den brede vej.

"Er du nervøs?" spurgte jeg og bed mærke i hendes arme der holdt om maven, som om det gjorde ondt.

"Ja," mumlede hun.

Jeg trak på skuldrene. "Det er jeg også."

Alia kom travende hen mod os i en elegant damesadel på en hvid hest. Hun havde en hvid og grå plettet pelskappe på over en orange kjole med broderede blomster ned af maven og helt ned til kanten. Hun svang sig af hesten, og et halvt dusin forfølgere gjorde det samme og gik hen til os.

"Velmødt," sagde Jeg. "Hvordan var rejsen." Det var for at være høflig, men også ligeså meget fordi jeg ville vise, at jeg var et bedre menneske. Det var hendes uvilje mod mig, der fik mig til at føle uvilje mod hende, så det var klart, jeg havde noget at bevise.

Hun betragtede mig fra fødderne, og da hendes blik endte på mit hoved, gled der et lille smil over hendes læber. Ingen krone. "Tak. Den var behagelig. Du kan få nogle til at bære mine ting op," sagde hun.

Sarina rømmede sig. "Jeg vil gerne have at du siger 'de' til din kommende konge," sagde hun.

"Kommende..." gentog Alia. "Ikke endnu, så faktisk er han under mig."

"Hvordan 'under'?" Sarina havde smurt sit stenansigt på. Det var tydeligt, at hun ikke havde i sinde at lade Alia styre hende ligesom sidst.

"Jeg har været dronning og bliver det igen. Han er bare en evneløs bonde, der snupper en plads, han ikke har ret til." Alias blik var koldt, og det var tydeligt, at hun ingen planer havde om på noget tidspunkt at overveje at kalde mig 'de', så jeg besluttede at slutte fred. Vi glemte vidst, at vi skulle bruge hendes hjælp.

"Så siger vi 'du' til hinanden," sagde jeg. "Som venner." Jeg fik mig selv til at smile og rakte hånden frem mod hende. "For samarbejde, og lad os aldrig blive fjender." Sarina fulgte mit ansigt nøje og så derefter hen på Alia, som lignede en tikkende bombe. Man kunne tælle gnisterne der sprang mellem os, og se røgen fra hendes øre, men alligevel tøvede hun ikke med at række hånden frem og tage min.

"For samarbejde," sagde hun, hvorefter hun vendte sig mod Sarina. "Hvordan har du haft det?" spurgte hun og lignede pludselig en kærlig mor, der længdes efter at se sin datter. "Jeg har sådan savnet dig lille skat." Det der imponerede mig mest, var at hun ikke engang så ud til at lyve, men det gjorde hun. Jeg vidste bare, at hun allerede var ved at vende rundt på Sarinas tankegang.

"Tænk det tror jeg ikke på," sagde Sarina, og jeg jublede indvendigt. "Sidst vi så hinanden, sagde du rent ud, at du ikke kunne lide mig, og at jeg ikke er din datter. Lad os lade det blive ved, at du er Alia fra Safir Bismara, og jeg er Sarina, der har brug for din hjælp."

Alia så tænksomt på Sarina, inden hun rakte hånden frem og Sarina tog den. "Lad os lade det blive ved, at det er rart at se dig igen," sagde hun og denne gang overvejede jeg rent faktisk, om hun talte sandt. Alia var ikke kendt for at være ond.

"Ønsker du at gå i gang allerede, eller vil du finde dig til rette først?" spurgte jeg.

"Jeg kunne godt bruge et bad, så jeg starter med at finde mig et værelse. Der må være en til at tage min hest," sagde hun.

Der kom et par vagter løbende hen mod os og tog hesten. Det var nok Sarina, der havde kaldt på dem. De trak den med sig over mod stalden og fik Alias folk til at gå med sig med deres.

"Vi har gjort et værelse klar til dig," sagde Sarina. "Du kan følge efter mig." Hun vendte sig om og gik tilbage mod slottet med Alia og jeg i hælene.

Jeg eksplodere snart, lød det i mit hoved.

Jeg er lige bag dig. Bare slap af Sarina, tænkte jeg og samlede hendes hånd op. Har du ondt i maven? spurgte jeg.

Hun så op på mig og skyndte sig at kigge ned igen. Ja det har jeg. Kun lidt.

Sig til, hvis jeg kan gøre noget.

Hendes kæbemuskler dirrede. Der er ikke noget at gøre.

Men alligevel.

Hun svarede ikke, men styrede os i stedet op ad trappen og stoppede op ved sit gamle værelse. "Her kan du bo Alia," sagde hun og åbnede døren.

 

***

 

Tailo rullede kortene ud på det store bord og lagde nogle tunge ting i kanterne for at sørge for, at det ikke rullede sig sammen af sig selv. Alia stod med krydsede arme og så på ved siden af sin rådgiver, der lignede en der slagtede os alle hvis vi ikke opførte os ordentligt. Der var en slående lighed mellem ham og Tailo, nu jeg tænkte over det.

"Her er vores ide," sagde Tailo og begyndte at fortælle om vores plan. Han viste hende de små giftpile, og ligesom Sarina var hun lige ved at røre ved dem. Manden bag Alia, som ikke havde introduceret sig selv, var meget fascineret af det.

"De virker simpelthen i en hel uge?" spurgte han interesseret.

"Ja."

"Hmm..." Han tænkte lidt. "Undskyld, jeg hedder Bias. Jeg er meget imponeret af dette håndværk. Ved du hvem der har lavet dem?"

"Nej det var vores afdøde konge, der havde gemt dem i sin kælder. Ved du noget om den slags giftpile?" spurgte jeg interesseret.

"Jeg ved noget om Vatokans giftpile." Vi lyttede alle sammen interesseret med. "Betvingernes energier kommer fra forskellige steder i kroppen. Jeg har studeret det i noget tid og fundet ud af, hvorfor man får en bestemt følelse i kroppen, når man betvinger sit element. For eksempel får vandbetvingerne sådan en kold bølgende fornemmelse i kroppen. Det ligger i blodårerne som berøre hele kroppen, hvorimod ilden kommer fra nervebanerne. Man får en rystelse ned igennem kroppen af varme fordi energierne varmer dig op. Det er også derfor temperamentet er vanskeligt for en ildbetvinger. Man bliver som regel varm når man bliver vred, men en ildbetvinger mærker den her vrede ti gange så kraftfuldt. Men samtidigt kan man som ildbetvinger også blive iskold."

"Endelig en forklaring," sagde Malum.

"Det er noget andet med jord og luftbetvingere. Luftens energier kommer udefra, og det samme med jorden, som kommer fra tyngdekraften. Det er sjovt hvordan to modsætninger kan være ens." Han smilede. "Ild og vand er modsætninger, og de kommer indefra og jord og luft kommer udefra. Det at være luftbetvinger er en kunst der kræver et stort mentalt overskud. Det var også derfor luftbetvingerne i sin tid var så kloge. Det var fordi de var trænet i at koncentrere sig og mærke vinden i deres krop. De så vinden som en mekanisme ligesom vores muskler, og den mekanisme krævede energi. Det er en kunst jeg ikke har færdigstuderet endnu, for den er som sagt meget vanskelig. Jorden som kommer fra tyngdekræften handler om, hvordan en jordbetvinger mærker jorden. Hvis i har lagt mærke til det, så er det ikke mange jordbetvingere som har sko på. Det er fordi de kan mærke tyngdekræften nede i jorden og bruger den. De løsner tyngdekræften fra den klump jord de har med at gøre."

"Men hvordan virker pilene?"

"Jo altså pilene er faktisk lavet af det vi kalder en ganske almindelig bjørneklog. Det er en stor grøn plante med hvide blomster, som man skal holde sig langt væk fra. Den kan give et frygteligt udslet, men hvis man ved, hvordan man skal tilberede den, kan man frembringe en saft, som man tilsætter pilene. Man koger simpelthen de giftige blade. De er vanskelige at få fat i, men det kan lade sig gøre med det rigtige grej. Når saften er kogt ud, brænder man bladene og smider pilene i den varme substans. Giften suger sig ind i træet og så hænger man dem til tørre."

"Men hvordan virker det på kroppen? Hvordan kan det være betvingere ikke kan tåle det?"

"Det påvirker noget i din hjerne, tror man. Det vides ikke præcist, men det er da en interessant videnskab. Det som de laver i Sydlandet er ikke kogt så længe, for så giftige pile kan Vatokans mænd ikke håndtere, men dem i har her er meget koncentreret. De har måske kogt så længe at det meste af vandet er kogt væk, og der kun er en tyg substans tilbage."

Sarina smilede skævt. "Det betaler sig altid at have evneløse." Hun så op på mig.

Alia rømmede sig. "Men selvom vi har de her pile, så kan vi stadig ikke hamle op med alle de betvingere Vatokan har."

"Det er sådan, at vi lige nu har folk ude i de andre byer for at træne soldater, men vi skal bruge dine betvingere, for det første til at træne nogle af vores betvingere, men også til et godt afledningsangreb," sagde Tailo. "Vi ved godt, at du måske ikke har nogen grund til at angribe, da du jo har et trygt Safir Bismara, som Vatokan af gode grunde ikke piller ved, men vi har en ide. Vi kan sørge for at du bliver dronningen af Sydlandet, hvis du går med til at vi nedlægger muren og lader folk selv bestemme, hvor de vil være."

"Men hvad så, hvis jeg ikke vil have evneløse i min by," sagde hun. "Det er jo helt hen i vejret at lade folk selv bestemme, hvor de vil være. Man vil altid høre et bestemt sted til."

"Hvis du ikke kan lide dem, så er der nok heller ikke store chancer for, at de har lyst til at være i din by. Så kan de jo være her hos os," foreslog han.

Hun rystede på hovedet. "Jeg vil ikke være dronning af Sydlandet, der er spækket med ildbetvingere. De flytter jo ikke sådan lige." Bias nikkede anerkendende.

"Du kan jo blive i Safir Bismara. Din by ligger meget tæt på muren, så hvorfor ikke slå dem sammen. Så kan du jo sende nogle jordbetvingere ind til borgen og ryste bygningen i stykker, så der ikke er et kongeslot mere."

"Men hvis vi gør det, så bliver Sydlandet større end Nordlandet. Er i villige til det?"

"Vores tanke er jo at forene landende, så der ikke er nogen grænse."

Hun begyndte at grine. "Jamen det er jo latterligt. Hvordan ved folk så hvilke love de skal følge? Mine eller Jeres?"

"Vi kunne lave fælles love."

"Nej det kan vi ikke. Vi bliver aldrig enige. Vi er nødt til at opdele det." Hun pegede på kortet.

Sarina lænede sig ind over bordet og tog pegepinden. "Hvis Nordlandet nu tager et lille stykke af Sydlandet, så de bliver lige store..." Hun tegnede en usynlig streg hen over landet, en smule skråt for den grænse der befandt sig nu.

"Jeg synes, vi skal sove på den og snakke videre i morgen," foreslog jeg. "Jeg synes du skal hvile dig Alia, ovenpå rejsen."

Hun nikkede en gang. "Jamen så lad os bryde op. Godnat," sagde hun, og hun var gået.

"Venlig dame," sagde jeg, og Sarina kluklo. Vi havde for længst spist, og det var begyndt at blive mørkt udenfor. Sarina lænede sig tilbage ned over to stole, mens hun så op i loftet og lignede bestemt ikke en der magtede at gå hele vejen op på værelset.

"Jeg ved ikke, hvor længe jeg holder hende ud," mumlede hun. "Sansan er endda flygtet, fordi han engang overfaldt Vatokan, den gang de var gift, og frygter for at han vil finde på at overfalde Alia denne gang."

"Har Sansan overfaldt Vatokan?" spurgte jeg og løftede Sarinas hoved fra den stol det lå på, så jeg kunne sætte mig med hendes hoved i skødet.

"Ja, har jeg ikke fortalt det? Han slog Sansans familie ihjel, så Sansan gik til angreb."

"Hold da op," mumlede jeg.

"Sansan hader Alia, mere end man lige tror. Tænk på, at hun var med til at slagte både den gamle konge af Sydlandet og regentulven, som var Sansans far."

"Jeg tror aldrig man helt finder ud af, hvad der sker i den ulvs hjerne." Jeg rystede på hovedet og lod tommelfingeren stryge over Sarinas kind. "Men hvad skulle vi gøre uden ham?" Hun smilede til mig. "Vil du med op i seng? Du ser træt ud." Jeg lagde hovedet på skrå.

"Ja." Hun rejste sig og vi gik sammen op til værelset.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...