Korte Imagines

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 apr. 2014
  • Opdateret: 28 apr. 2014
  • Status: Igang
For LANG tid siden lavede jeg en masse små imagines, til min veninde. Jeg lægger dem ud sådan at der er et imagine for hvert kapitel. Hope you'll enjoy it<3

1Likes
0Kommentarer
316Visninger
AA

2. Elounor imagine

dette imagine har jeg ikke selv skrevet

en forfatter der hedder: Stine L

har skrevet denne.

men jeg håber selvfølgelig at i kan lide den.

så her kommer den..

 

Du kigger rundt i rummet, du føler ingen ting. Det kommer ikke bag på dig, at du står i denne her situation, da denne her dag har været dit værste mareridt, siden ordene var kommet ud af din elskedes mund. Hun skulle væk. Hun blev taget fra dig, som når vinden suser forbi dig i farten. Det tomme blik der tydeligvis hænger i luften. Du kigger ned på hende. Lukkede øjne, lukkede øjne for altid. Aldrig skal du føle eller se de dybe grønne øjne, som du ellers holdt så højt af. Du får ikke et glimt af dem igen, for de er væk. De er et helt andet sted nu. Den måde lægen ligger en uretfærdig hånd på din skulder, det gør ondt. ”Du skal sige farvel,” lyder hans dybe og rå ord. Han siger det, som er det hans job. Men er det ikke også det? Du har lyst til at vende dig om, og bede ham om at skride ad helvede til. Det er dog ikke den reaktion, som du ønsker, skal være den sidste foran hende. Ikke foran hende. Selvom hun ikke kan se det, så fornemmer du hurtigt, at hendes sjæl stadig flyder rundt herinde. Jeg blinker med øjnene, da en masse nytteløse tårer ryger ned af mine kinder. Tænk, hun kommer ikke engang tilbage.
Du lader blidt din pande møde hendes, mens et par tårer lander ovenpå hendes kinder. Hun græd, inden hendes øjne blev lagt i, så du er i tvivl, om det er hendes eller dine tårer, der befinder sig på hendes kind. Langsomt lukker du selv øjnene i. Følelsen af at stå over et dødt menneske er ubehageligt. Det giver et stød inden i dig, da du blidt kysser hende på panden. Tårerne strømmer voldsomt ned af dine kinder. Det er så forfærdeligt hårdt, at vide, du skal sige farvel til hende i et så fandens isoleret rum som dette. ”Hr.” lyder lægens stemme. Denne gang ignorerer du ham, du tager din kones hånd og kysser den blidt. ”Sweet dreams, babe” det er de hårdeste ord, som har forladt dine læber længe. Du plejede at sige dem hjemme i sengen, når I faldt i søvn i hinandens arme. At tingene nu for altid vil være anderledes, det gør dig bare endnu mere ked af det, og det får endnu flere tårer til at forlade dine øjne. Du lader et sidste blik lande på din forlovede, moderen til jeres fælles barn.
Hun får ikke lov at se jeres pige vokse op. Hun får ikke den samme mulighed, som du selv gør. Du tænker hurtigt på, at du vil tage pladsen for hende. Det burde være dig, der skulle lægge der. Det er dine grusomme tanker. Men hvordan kan du overhovedet få det ønske opfyldt?
Tanken om at det fra nu af ikke skal være Louis og Eleanor, men bare Louis, den er forfærdelig grim, så du smider den hurtigt væk. I bund og grund vil det altid være Louis og Eleanor. I al fald hvis det står til dig.
Du lader en hånd stryge nedover hendes hånd, mens du bagefter, endnu engang, kysser hende på panden, derefter på næsen, som du ved, hun altid godt kunne lide og til sidst på munden. Hun kysser aldrig mere igen, du får aldrig det kick, som du plejede at gøre, når hun kyssede dig. Når hun gav dig en sød velkomst i gangen, når du kom sent hjem. Du får aldrig glæden at se, når hun leger med jeres lille baby girl. Tanken om jeres lille prinsesse får dig til at græde kraftigere. Hun kommer ikke til at lære dig at kende. ”Hun kommer ikke til at forstå, hvem du var for hende, men jeg vil gøre alt i min magt for, at hun forstår, hvor vigtig du var, og hvor højt du elskede hende, skat” mumler du stille, mens du kysser hendes kind en sidste gang. Døren bag dig går op, og du ser et syn, som slår dig ud af kurs. Der står hun i egen høje person. Eller så høj er hun ikke. Det er jeres egen lille prinsesse Emmely. Du vil ikke slippe Eleanors hånd, så du venter på, at Emmely løber over til dig. Hun har tårer i øjnene, eftersom det blot er ti minutter siden, du fik besked på, at have de sidste minutter sammen med Eleanor. Hun er frustreret, da du bredder dine arme om hende. ”Er du okay, far?” hendes ord er så spinkle, at næsten ikke engang du kan høre dem.
Det sidste du har tilbage af Eleanor, står foran dig, og du knuger det forsigtigt, blidt indtil dig. Selvom du føler, at det er verdens undergang, at Eleanor ligger under den hvide, kolde dyne – i dette isoleret, kolde rum. Så ved du, at du ikke kan give op, for noget af det smukkeste står foran dig, og hun har mere end bare brug for dig.
Du vil altid kæmpe – for hendes skyld. Og selvfølgelig også for Eleanors skyld.
I stedet for at svare direkte på Emmelys spørgsmål, så prøver du at smile til hende. ”Det skal nok gå, prinsesse” du kæmper med hvert et ord. Det er dog nødvendigt. Du må være stærk overfor hende. For når først du er knækket, så er hun også.
Måske vil mange forældre tænke meget over din handling. Men fortjente Eleanor ikke et farvel fra det hun havde kærest? Nemlig Emmely. Emmely var Eleanors verdens. De to havde nogle dejlige stunder, det er du ikke i tvivl om. Du tager hende op på armen. Emmely rækker hurtigt ud efter Eleanor, men du holder godt fast om Emmely og beder hende om at ligge den tegning, som hun har medbragt. Emmely kigger såret op på dig, mens hun ligger tegningen. Du kigger hurtigt ned på Eleanor, mens du endnu engang knuger Emmely indtil dig. ”Bare rolig skat” mumler du, mens du lader dine fødder bevæge sig væk fra sengen. Hvert evigt eneste skridt betyder bare lidt ekstra smerte. Du har lyst til at skrige, du har lyst til at ødelægge noget. Da du kommer ud af værelset, kommer din mor løbende, mens hun tager Emmely. Du ryster, du aner ikke, hvad du skal gøre. Det glas, som du ser først, det tager du i dine rystende hænder, mens du smadrer det hårdt hen mod væggen.
Du skammer dig. Du bukker sammen i en stol, hvor en masse mennesker holder fast om dig. Du kan ikke længere se Emmely eller din mor. Du får hurtigere og hurtigere vejrtrækninger. Du føler lysten til at kæmpe dig tilbage på værelset. Du kæmper dig fri, men da du rejser dig op, kigger du til højre for dig. En pige har hevet dig i højre bukseben. Du stopper din voldelige reaktion og får den manglende kontrol tilbage, da du ser, hvem der står nedefor dig.
”Du sagde, det nok skulle blive okay, far?” hendes ord borer sig ind i dit hjerte, mens du slår blikket væk fra hende. Hun har hendes mors øjne. De er hårde at kigge ind i, men ufattelige smukke.
Du sætter dig ned foran hende, mens du opdager, hvor dum du har været. Hvor egoistisk du har opført dig. Du lader dine arme falme sig om hende. Hun lader sit hoved ligge på dit bryst, som viser, at dine vejrtrækninger hurtigt bliver beroliget, da hendes krop er ved din. Hun er det, som du må kæmpe for. Det du må leve videre på.
Hun må være den grund, som gør, du står op om morgenen. Hun må være grunden til, at du ikke tager vejen som Eleanor. Hun må være den prinsesse, som du forguder.
Du løfter hende op på armen, og hun holder fast om din t-shirt. ”Du må ikke forlade mig, far” siger hun hurtigt og kigger op på mig. Det går op for dig, at Emmely ved, hvad der foregår, så du begynder igen at græde. Tårerne er ustoppelige, og det ser ud til, at Emmely ikke kan græde mere.
”Bare rolig, prinsesse, jeg vil altid være her,” mumler du forsigtigt ned i hendes hår. Du forlader den tomme grå gang, mens du trykker på knappen til elevatoren. Det sundeste må være at komme væk herfra.
”Jeg elsker dig” mumler du helt stille, så Emmely ikke hører det. Selvom du elsker Emmely, så er disse tre ord ikke til hende, de tilhører Eleanor, som på dette tidspunk muligvis er på vej til et bedre sted at være.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...