The Dream Came True

Da min familie og jeg skulle til Mallorca, regnede jeg overhovedet ikke med, at mit idol ville sætte sig ved siden af mig i flyet.. Og da slet ikke være interesseret i én som mig..

48Likes
43Kommentarer
6493Visninger
AA

15. Slåskamp

Vi havde stået her i et stykke tid, eller jeg havde gået lidt rundt, mens Jonas stensikkert havde holdt et fast blik på mig. Det var ubehageligt. Meget ubehageligt. Vi havde ikke snakket sammen overhovedet. Hvad mon han tænkte på, Jonas? Var Cameron ikke snart færdig? Eller sad han fast i toilettet? Jeg håbede på han snart kunne komme, for jeg ville snart tisse i bukserne.

Pludselig, hørte jeg en høj lyd. Det lød som noget tungt blev væltet på gulvet. Lidt efter den første lyd, kom der en mere. Samme lyd som den første, men lidt efter kom et højt råb.

"AV FOR SATAN!" Hørte jeg der blev råbt.

Jeg havde en idé hvad der skete ovenpå. Slåskamp.

Jeg turde ikke rigtigt gøre andet end at gispe.

"Jeg kommer straks tilbage, så du bliver bare her. Er du med?" Sagde Jonas nu, efter et par minutters slåskamp.

"Ooo.." Jeg nåede ikke at sige min sætning færdig, inden Jonas var suset op ad trappen.

Bare Cameron var okay...

*Ovenpå ved Cameron og Maths slåskamp*

*Camerons synsvinkel*

"Gør det for Saras skyld!" Tænkte jeg i mit hoved. Dén pige betød virkelig noget for mig..

Jeg slog Math i hovedet med en knytnæve, så han røg ind i reolen som væltede. Uheldigvis ramte den ikke ham. Han nåede at rulle til siden inden den ville vælte over ham. Og så lå han endelig stille. Han var bevidstløs.

Jeg hørte nogen komme op ad trappen. Jonas havde nok hørt bragende, så jeg var parat til at tæske ham.

Han kom stormende hen imod mig, med store uhyggelig øjne. Han lignede én der kunne eksplodere på stedet. Det gjorde han også. På mig.

"HVAD FANDEN HAR DU LAVET KNÆGT?" råbte han højt. Jeg bakkede lidt bagud. Han var kun få meter fra mig, da han flagrede sine arme ud mod mig. "KOM HER DIN LILLE..."

I øjeblikket han var millimeter fra mig, ved jeg ikke hvad der skete. Det hele føltes som slowmotion, og utroligt nok, fik jeg strakt min arm med min knyttede næve ud, så Jonas fik den lige i fjæset, akkurat som Math fik.

Og han faldt også om. Bevidstløs.

Jeg ville lige se om de var bevidstløse, før jeg gik ned til Sara, så jeg ruskede i dem. De var uden tvivl ikke vågne.

"Cameron?"

Jeg vendte mig om, og der stod Sara.

Hun stod med tårer i øjnene.

Jeg sendte hende et skævt smil, som hun gengældte.

Hun løb, og hoppede op i min favn.

"Hvad skete der?" Spurgte hun, mens hun stadig havde benene om mit liv.

"Det startede med at Math havde et virkelig hårdt greb om mine håndled, men jeg fik mig revet løs, og så gav jeg ham en knytnæve i ansigtet. Han faldt bagover, ind i reolen, så den væltede. Men han nåede at rulle, før den ramte ham."

"Hvad skete der med Jonas?" Spurgte hun.

"Jeg gav også ham en knytnæve så han væltede. Og nu ligger de dér bevidstløse."

Hun slap sit greb om mit liv og hoppede ned.

"Du er så modig." Sagde hun mens hun rødmede, og kiggede ned i gulvet.

"Thhh.." Jeg bed mig i læben, og rødmede vist også lidt.

Hun gik et skridt tættere på mig, tog sine arme rundt om min nakke, og kiggede mig dybt i øjnene.

Jeg tog mine arme om hendes liv, og kyssede hende på munden.

"Skal vi ikke komme ud herfra inden de vågner?" Hviskede jeg.

"Det var nok en god idé!" Hviskede hun tilbage, og tog sin hånd i min.

"Kan det ikke være at der er flere personer herinde?" Spurgte hun inden vi var gået ret langt.

"Jeg tror jeg ikke. Så havde vi nok hørt flere lyde."

Vi gik videre, og kom udenfor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...