The magic girl!! Part 2

Det er forsættelsen fra the magic Girl!! Continues. Den er noget for dig hvis du kan lide magi, spænding og kærlighed

0Likes
0Kommentarer
106Visninger

1. Nyt kapitel

Nogle år senere…

Det var morgen, og Elisabeth var på vej ned til Roger. Bank bank!! Der var ikke nogen der åbnede døren så Elisabeth gik bare ind. "Roger?" Hun kunne ikke se ham nogle steder. "Roger?" Spurgte hun igen. Da hun skulle til at gå ind stod der en bag hende. Han tog hånden op foran hendes øjne. "Gæt hvem?" Sagde han. "Roger!"råbte Elisabeth begejstret "Godt gæt". Han holdte hende stadig op foran øjnene, fordi de skulle et hæmmeligt sted hen. "Hvornår er vi der?" Blev Elisabeth ved med at spørge. " snart" svarede Roger. "Tar dar!!!" Sagde Roger og tog hånden væk fra hendes øjne. Elisabeth blev overrasket over at han havde lavet en picnic til dem. "Hvor er du sød!" De satte sig ned og snakkede lidt, og spiste frugt. Roger kunne høre nogle ride ude i skoven. "Shhh" sagde Roger til Elisabeth. "Hvad er der?" Spurgte hun nysgerrigt. Lyden kom tættere på. Så kunne Elisabeth også høre det. De skyndte sig at løbe væk. De løb længere inde i skoven. Elisabeth så at der stod en mand foran dem, med et svær. Elisabeth brugte en besværgelse. Hun rakte hånden foran ham og svingede armen til siden. Manden fløj til siden, og Roger og Elisabeth løb videre. Elisabeth faldt over en sten, og kunne ikke rejse sig. "Løb videre Roger, tænk ikke på mig!" Sagde Elisabeth. "Nej jeg går ingen steder uden dig!" Sagde Roger med en lidt kraftig stemme. "De er her ovre" sagde en af vagterne. Roger stod foran Elisabeth og beskyttede hende. Der kom en flok mænd, rundt omkring dem. "Ek fli um senda" viskede Elisabeth. Nogle af mændene røg bag ud. Men der var en vagt bag hende og tog fat i hende. Roger nåde ikke at se ham før Elisabeth skreg: "SLIP MIG!!!" Roger vendte sig om og så at de havde taget Elisabeth. Roger skulle lige til at løbe over til hende, men han kunne mærke at der var nogle der Holdte ham om maven. De blev begge to ført til et hemmelig sted. Elisabeth og Roger blev ført ned en celle. Elisabeth i den ene og Roger i den anden. "Elisabeth er du okay?" Spørger Roger. "Ja jeg har det fint, men vi må finde en vej ud" sagde Elisabeth. "Magi!" Sagde Roger glad. Elisabeth synes at det var en god ide. "Ekr kancé Fliknourr" viskede Roger, og celle døren gik op i et brag. "Så er det din tur" sagde Roger. Da Elisabeth skulle til at sige sin besværgelse, hørte de en dør åbne. "Der kommer nogen skynd dig!" Sagde Roger. "Nej jeg kan ikke nå det, gå, skynd dig inden de tar dig". Roger skyndte sig væk. Vagterne kom og så han var sluppet væk. "Find drengen, og bring ham til mig i live!" Sagde en af vagterne. De tog Elisabeth ud ad cellen, og op til deres majestæt.. Katrina. "Godt gået drenge" sagde Katrina. "Hvad vil du med mig!" Spurgte Elisabeth surt. "Jeg skal bruge dig". Sagde Katrina. "Til hvad?" Spurgte Elisabeth igen. "Det finder du ud af" sagde Katrina. "Tag hende til hendes celle".

Roger var nået ud i skoven, sammen med nogle mænd. Mændene var lige bag ham og Roger skyndte sig bare at løbe væk fra dem. Vagterne var for hurtige, og fik fat i ham. Men han brugte magi. "Ek fli um senda" sagde han og vagterne røg til begge sider. Bag efter skyndte han sig ned til hans og Elisabeth landsby, og ville finde Anita. "ANITA ANITA!" Råbte Roger. "Hvad er der?" Elisabeth er blevet fanget af de samme mænd som forgiftet hende. Anita smed alt hvad hun havde i hænderne. "Hvor er de?" Spurgte Anita med en lidt hurtig stemme. "Jeg skal nok vise vej" sagde Roger og løb tilbage hvor Elisabeth er fanget.

"Vågn op lille Elisabeth" sagde Katrina. "Der er noget jeg skal fortælle dig". Katrina gik, og nogle vagter tog Elisabeth med. "Hvad skal du fortælle mig?" Spurgte Elisabeth nysgerrigt. "Grunden til at du er her er fordi jeg vil have min hævn, over for Anita" sagde Katrina med en seriøs stemme. "Hvorfor vil du have din hævn hvad har hun nogen sinde gjordt dig?" "Hun blev voksen, og var kedelig hele tiden. Da vi var børn var hun så sjov, så forstående, men nu er hun kun seriøs". Sagde Katrina lidt trist. "Er det slemt?" Spørger Elisabeth lidt for virret. "Ja fordi hun hun kunne ikke forstå mine problemer, og så en dag sagde jeg til hende at jeg havde magi, og hun sendte mig til døden". Hvordan kunne hun sende dig til døden?" Spurgte Elisabeth meget meget nysgerrigt. "Hun har ikke sagt det til dig har hun vel?" Elisabeth så forvirret ud. "Neej" sagde Elisabeth. "Du er medlem af konge familien" sagde Katrina med et udtryk i ansigtet. Elisabeth kunne næsten ikke tro sine egne øre da hun hørte det. "Tag hende tilbage til sin celle". Sagde Katrina Elisabeth blev smit ind i sin celle. Elisabeth vidste ikke om hun skulle tro på det eller ej. Hun tænkte på det hele natten, og sov slet ikke.

"Det er bag de bakker der", sagde Roger til Anita. De gik over Bakken, og så nogle mænd stå vagt foran en indgang. "Du går over til den ene side, og jeg tar den anden" hviskede Anita. Roger gjorde som hun sagde og gik til den ene side. Da vagterne så dem løb de over til dem, og beskyttede indgangen. Kling klang!! Sagde det hele tiden. Roger ramte vagten lige i maven med sit svær, og vagten faldt ned på jorden. Anita havde allerede slået den anden vagt ihjel. De løb ind.

Der kom en vagt ned til Elisabeth's celle, og tog hende ud. Elisabeth var trist over at hendes egen mor har løjet over for hende. "Elisabeth? Er du okay?" Spurgte Katrina sødt. "Jeg kan bare ikke fatte at min egen mor ikke er til at stole på. At hun har løjet for mig de sidste mange år…" sagde Elisabeth deprimeret. "Jeg tror du mere kan stole på mig end hende" sagde Katrina lidt skumlt. Katrina og Elisabeth krammede. "Jeg stoler mere på dig end min mor!" Sagde Elisabeth lidt glad. Katrina og Elisabeth kunne høre nogle underlige lyde komme lidt længere nede af gangen. "Det er nok min mor" sagde Elisabeth surt. "Jeg skal nok gøre noget ved det, Elisabeth" sagde Katrina glad. "Nej jeg gør det selv!" Sagde Elisabeth med en meget lusk stemme. Da dørene blev åbnet kom Roger og Elisabeth mor ind. Roger løb over til Elisabeth. "Kom!" Sagde han. Men Elisabeth hørte ikke efter, hun fokuserede på hendes mor, som kæmpede med nogle vagter. Moren gik over til Elisabeth. "Åhhh gudskelov du er okay". Sagde hun lettet. "Nej… jeg er ikke okay mor. Du har løjet for mig i alle disse år." Sagde Elisabeth. "Hvad mener du?" Spurgte Anita forvirret. "Jeg… vi er med i konge familien, Hvorfor har du ikke sagt noget?" Anita så ned i gulvet. "Jeg… jeg…" Anita vidste ikke hvad hun skulle svare. "Det tænkte jeg nok!" Sagde Elisabeth surt! " Ekr fli und saa de éksir funfsnarr" sagde Elisabeth og Anita og Roger føj til siden og ind i en stolpe. De var bevidstløse. Elisabeth blev lige pludselig ked af hvad hun havde gjort ved Roger og hendes mor. Hun sagde til Katrina at hun ikke kunne mere, og tog Roger og Anita med sig. Katrina råbte: det er ikke slut Elisabeth jeg vil få min hævn!!!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...