Hunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 apr. 2014
  • Opdateret: 14 aug. 2014
  • Status: Igang
Jeg virker måske som en misforstået tennager, men det er hvis en uvidende kiggede på mig. Men hvis en shadow ser mig... Lad os bare sige, det er en hel anden sag. Louise er jæger, med døden i hælen hver dag. Alle shadows hader hende og hun dem. Hun gør det for at beskytte de udvidende. Hendes venner, tja, de gør det for sjovs skyld. De kender ikke faren bag shadow verdenen. Hun gør og hun har i sinde at stoppe den, selv hvis det skulle ende med hendes selv i en kiste. Alt som død. Ikke som i den slags de oldtudse gamle vampyrer bruger til at sove i.

7Likes
7Kommentarer
551Visninger
AA

8. Paradise

Min krop var dækket i salve og bandager. Det gjorde fremskridt, men langsomt, meget langsomt, men det var sikkert fordi jeg var rastløs, at jeg syntes det. Derfor holdt Anastasia  mig med selskab og vi så en film.

Katy lå og sov. Allergien var næsten væk, men blodmanglet tærrede på hendes kræfter, så hun sov næsten 16:7. Ella sad og havde en dødsyg time historie. Hun var blevet tilbudt at holde mig selskab sammen med Anastasia, men hun var nervøs for hendes karakter. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Hendes karakter ville altid ligge i den gode ende, uanset hvor lang tid hun var væk fra skolen. 

Jeg jamrede af den smerte der dukkede frem når jeg bevægede min mavemuskler for meget. Anastasia gav mig lidt smertestilende og satte sig ned ved siden af mig igen. Jeg hadede virkelig at blive nurset. 

"Og nu kan du godt forklare mig hvad der var ved vampyren."

Og bomben faldt. Jeg lod som jeg ikke hørte spørgsmålet. "Søde jeg ved du kan høre mig."

Og nu tog jeg så den beslutning at fortælle dem sandheden, selvom kun guderne ved hvor meget jeg ikke havde lyst. "Vent til Ella er her og Katy er vågen."

Hun godtog det og satte filmen - som jeg slet ikke havde lagt mærke til var på pause - i gang igen. Normalt syntes jeg den var god, men mine tanker kredsede om det der ville komme til at ske. Jeg havde ikke lyst til at fortælle dem det. Slet ikke. Måske skulle jeg bare tage ud og jage for et stykke tid og så når jeg kom tilbage havde de helt glemt hvad det var jeg skulle fortælle dem. Lige så tiltalende som det lød, så meget var min krop i mod ideen. 

Den forrådte mig godt og grundigt. Den burde allerede været helet. Det tog i hvert fald længere tid end normalt, for den at hele. Det føltes som at tiden på af samme tid, sneglede sig af sted, men fløj. Var det overhoved muligt? Sikkert ikke. Det var nok blodet fra patienten. Når det blev sort, begyndte det at være som syre. En ætsende en.

Ella kom ind og smed sig ved siden af mig og Anastasia. Katy vågnede så småt og jeg kunne se på Anastasia, at hun var nysgerrig. Da Katy endelig var vågnet satte hun sig hen på min enorm store seng. Alle jæger delte værelse med en eller flere i tilfælde af der skulle komme en invasion af Shadows. Jeg delte mit med Ella, Katy, Anastasia og Sandra. 

Sandra var god nok, men hun var mere typen der ville være en lærer for jæger end en der ville gå ud i den vide verden og dræbe Shadows. Ella var lidt på den måde, dog kunne hun godt finde ud af at drage ud i den vide verden. Anastasia, ville egne sig ganske udmærket som sygeplejske. Så var der Katy. Den perfekte jæger, der endda drabte med stil og som flere drenge sagde, så så hun herrens sexet ud når hun gjorde det. Mig? Jeg var frygtindgydende og som jeg havde nævnt tidligere så var jeg bedre end de fleste jæger. Det var noget hele min familie havde, dog mindre end mig. Min familie var en ud af syv familier. En af de syv oprindelige jægerfamilier. Vi havde dog skiftet efternavn et par gange, ved at der var nogen der blev gift og sådan noget. Til efternavn skulle jeg enlig hedde Mayer, som stammer fra det hebraiske ord Hair, der betyder oplyst. Hver af de syv familier havde et specielt efternavn, med hver deres specielle mening. Der var Mayer,  Reuter - vogter i en lysning, Sitz - sejr, Amsel - af ordet Anselm, hvilket betyder beskyttelse, Chaikin - liv, Ezra - hjælp, Ward - vogter eller vægteren. Alle samme givet af guderne for at symbolisere vores status, som beskyttere.

Men tilbage til den hæslige samtale. "Vampyren fra Red Nights. Ja, jeg... " Og så måtte jeg ellers på den med at forklare. Jeg kunne godt forstå deres ansigtsudtryk, men det gjorde lidt ondt at de ikke troede på mig. 

"Sikke en livlig fantasi du har" sagde Ella hånligt og gik ud af rummet. "Helt seriøst Lou?" Spurgte Katy og da jeg nikkede, gik hun med et rystende hoved, træt hen til sin seng. "Kunne du i det mindste ikke finde på en bedre løgn, Lou?" Anastasia rejste og gik ud af rummet. 

Vreden blussede op i mig. Jeg fortalt dem sandheden og det var hvad jeg fik? Jeg havde beskyttet den hemmelighed lige siden jeg hørte Ash Nights navn. Ligesom jægerne havde shadows familierne også nogle oprindelige familier, dog flere en jægerne, men det ragede mig da en høstblomst, om det var en Dark, en Night, en Black, en shade, en bastard, en hidden, en killer, en bastard, en bitten, en haunted, mystery der havde drabt min forældre. Han havde drabt dem og mine venner troede ikke på mig. Deres uheld.

Jeg hev forbinding af og tog mit jæger udstyr på, selvom jeg jamrede lidt. Katy sov allerede, hvilket jeg kun kunne være glad for. Jeg havde brug for at komme væk fra det her hul. Hvorfor havde jeg dog også fortalt dem det? Hvordan kunne jeg have været så dum. Jeg hev hidsigt fat i min våben taske og fyldte den med mine våben og jæger tøj alt i sort, så jeg kunne bevæge mig uset om aften og om dagen så troede folk bare jeg var en eller anden goth-tøs. 

Jeg hev tasken over skulderen og efterlod en sedel med få ord: Kommer tilbage...  Og min min fødselsblomst, en viol. Det var ikke særlig udbredt at bruge fødselsblonster, hverken i shadow verdenen, jæger verdenen og i de uvidendes verden. Jeg havde altid brugt det, da jeg var født i februar og det var februars blomst, og at vi i Johnsons/ Mayer familien altid havde brugt en fødselsblomst. Endnu en grund til at bruge det var, at min mors blomst også var en viol. Hun havde altid noget på der enten et smykke der lignede en viol, duftede som en viol og så opførte hun som en fødselsblomst sagde hun var. Hun var altid trofast og havde visdom og håb. Mange sagde jeg lignede hende.

Jeg svingede mig lysløst ud over vinduskarmen og lod mig falde ned af taget, til jeg nåede tagrende og kravlede hen til gavlen, for så at kravle ned af espalietræet. Langsomt gik jeg hen til min BMW og fjernede senderen. Tasken kom ved siden af mig og så kørte jeg ellers ud. Jeg smilte sødt til vagten, som reagerede ved at lukke mig ud. Hvis de gjorde andet, vidste de at de ville få ballade med mig. 

***

Jeg havde travlt med at finde det næste offer på Paradise, endnu en Shadow bar. Jeg fik mange tilbud fra uvidende, men der var ikke så mange shadows der ville byde ind, da de kunne fornemme at jeg ikke var helet ordentligt. Jeg havde en helt speciel lugt over mig, som de hekste jæger havde. Det skulle lige siges at det havde uvidende også lugtede sådan, så ingen panik der.

Jeg havde gjort det her en gang før, men det var i en ferie. Jeg gjorde ligesom før. Fandt et hotel, der var godt proppet med flugtgange og så betalte jeg kontant, så jeg ikke kunne spores. Jeg havde virkelig ikke brug for at skolen kom og hentede mig tilbage. Jeg skulle af med vreden, hvilket kunne tage et stykke tid. 

Indtil videre havde jeg skiftet kostume to eller tre gange og lige nu ventede jeg på det næste offer jeg skulle dræbe. Jeg var effiktiv, men vreden ville ikke give slip i mig, som den ellers normalt gjorde. 

***

Til sidst gav jeg og gik ud i den friske luft og tjekkede min telefon. Nu tænker I sikkert: Hvorfor har du en telefon, når du ikke vil have skolen til at vide hvor du er. Og her kommer mit kloge svar: Jeg lod aldrig andre røre den og lige da jeg fik tjekkede jeg den for enhver sender der overhoved  fandtes. 

Jeg hørte skridt bag mig. Lyden tilhørte Shadows, flere styks endda. Det var nemt genkendelig på den møde deres skridt gav genlyd. "Sikke en flot du er, tøs!" 

Årh, newbies. I hvertfald ham der snakkede. Typisk hamskifter der skulle have stoppet trangen. En hamskifter der gerne ville overleve vidste at man ikke skulle tiltrække sig for megen opmærksomhed. Nu stod de alle og omringede mig. Knap, så newbies.

Gruppen var på omkring de ti styks fyre, alle shadows, selvfølgelig. Jeg tog min supertoll - en pistol -frem og sigtede efter den nærmeste. Den gik lige gennem hjertet. Det der var ved en supertoll, var at de var designet til at dræbe shadows, på sådan en måde at du ikke behøvede at gå rundt med hænderne fulde af flere forskellige våben til den ene og den anden race. Så snart projetilet var inde for en afstand på fem cm ændrede den form fra den normale jern det var, til det der kunne dræbe shadowen foran den. Fyren faldt død ned.

"Jæger" hvæste en fe. "Og feerne var dem der skulle være kloge" sagde jeg hånligt og smilede nedladende til dem. Det her skulle nok få vreden væk. Jeg hold heksen til min venstre væk og skød ham til højre. Et hjørnespark og fyren til min venstre lå ned. Han så ret sur ud, men jeg kiggede bare nedladende til ham og sparkede til hans hoved, hvilket medførte at han ikke var ved bevidstheden.

Jeg var vitterlig træt af fyre som dem. Og alt andet der kunne gå på to ben, eller mere pissevred. Så vred at jeg tog mig selv i at skære tænder. Et godt tegn på at mit kriger mode var på vej.

Pis. Feen fra før var kommet tæt på, sammen med en varulv. Jeg prøvede på at sigte på varulven, da det var klart den mest farligste, af de to, men feen hev mig i håret. Hvordan var kommet om bag mig, var et mysterie jeg skulle have løst lige så snart jeg kom væk her fra. Han holdt en jagtkniv foran min strube og så prøvede varulve at tage min supertoll fra mig. Jeg nægtede og lidt efter hørte jeg lyden af noget der splintrede,  efterfulgt af smerte. Jeg bandede så godt jeg kunne med en kniv for struben og sparkede ud med mit venstre ben. Jeg sparkede med al min styrke og landede i feens mere private dele. Han hylede op som en stukken gris og kniven dumpede ned lige foran storetå. Varulven tog fat i mig og selvom jeg bed, kradsede, nev, sparkede,  og brugte skændselsord, for grimme til at nævne, lå jeg nede på jorden og fik spark placeret over hele min krop. 

"Kan jægeren ikke lide det? Nurh." Jeg sparkede ud med mit følelsesforladte ben, men ramte ikke i gang i nærheden af det jeg ville kalde respektabelt for en jæger. De andre kom hen og hjalp varulven. "Jeg sværgede ved guderne at jeg skal sørge for jeres røve blive så lasede at i aldrig ville kunne sidde på dem igen" skreg jeg af min fulde lungers kraft og gav et spark ud fra mig. Feen fra før tog kniven og lod den stumme side af den falde ned mod min pande. En smerte så ond at jeg ikke kunne beskrive det dukkede op og jeg vidste med det samme at jeg ville have et stort blåt mærke. 
Sorte pletter dannede sig foran mine øjne, og selvom jeg havde svoret aldrig at miste bevidstheden i en kamp, var det præcist det der skete. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...