Hunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 apr. 2014
  • Opdateret: 14 aug. 2014
  • Status: Igang
Jeg virker måske som en misforstået tennager, men det er hvis en uvidende kiggede på mig. Men hvis en shadow ser mig... Lad os bare sige, det er en hel anden sag. Louise er jæger, med døden i hælen hver dag. Alle shadows hader hende og hun dem. Hun gør det for at beskytte de udvidende. Hendes venner, tja, de gør det for sjovs skyld. De kender ikke faren bag shadow verdenen. Hun gør og hun har i sinde at stoppe den, selv hvis det skulle ende med hendes selv i en kiste. Alt som død. Ikke som i den slags de oldtudse gamle vampyrer bruger til at sove i.

7Likes
7Kommentarer
556Visninger
AA

9. Jeg var jo en jæger, for satan da også.

Jeg vågnede langsomt op og en smerte dukkede op med det samme.  Selvom jeg havde lukkede øjne viste jeg, at jeg lignede lort. 

Det krævede tvang at åbne øjnene... "Jeg er dummere end djævlen selv er ond" sagde jeg og rejste mig langsomt og forsigtigt fra den seng jeg befandt mig i. Hvor i al verdenen var jeg? Og vigtigst af alt, hvem havde bragt mig hertil? Så snart jeg fandt ud af det, ville vedkommende få så mange tæsk at han eller hun ikke kunne bevæge sig. 

Der kom en kat pilende hen til mig, lige så snart jeg fik placeret mine fødder på jorden. "Er dig der har bragt mig her?" spurgte jeg og tog den op. Jeg havde altid haft en svaghed for katte, men det betød altså ikke at jeg endte som en gammel kattedame.

Det var en sød kat. "Hvad hedder du, misse?" spurgte jeg og kælede den under hagen. Den var en sort kat med hvide potter og en hvid plet på brystet.

Hvorfor stod jeg og kælede med en kat, når jeg burde komme væk fra det her sted? Jeg var da ved at miste min fornuft. Jeg satte forsigtigt katten ned, hvilket den så ret så fornærmet ud over.

"Sorry, kitty." Og så listede jeg ud af rummet. 

"Er det virkelig ikke muligt for dig bare at ligge og slappe af?" Alle min muskler spændte og jeg vendt mig om med et hvæs, som jeg ikke troede jeg kunne præstere. Ash stod et par meter fra mig med et grin på munden. "Hvad griner du af?"

Der var seriøst noget galt med mig. Jeg skulle have en stemme så koldt at man ville for forfrysninger, hvis det havde været en hånd. Ikke en eller anden normalt talende stemme. Gud hvor jeg hadede mig selv lige nu. 

"Dig." Hvor vovede han? Jeg skulle ikke grines af, hvilket jeg sagde til ham. "Og du er måske den der har bragt mig her?" 

"De fyre var mere end du magtede." Hvor vidste han det og hvorfor havde han ikke bare lade fyrene få mig? Jeg var jo en jæger, for satan da også. "Og derfor skulle du bringe mig her?"

Han rystede på hoved og gik længere hen mod mig. "Kom et skridt nærmere og din levende døde røv, ville være for enden af  gangen." Og han adlød ikke. To skridt og han var helt henne ved mig. Hvorfor bevægede jeg mig ikke? Det var i hvert fald for sent at gøre, så jeg gik til angreb og fik et slag ind ved hans side. Hvilket så også var det, for han tog mig helt ind til sig. Jeg var bedre end det her. Jeg skulle ikke lade en vampyr... Energi gik i gennem mig, ligesom sidst, denne gang bare i en større dosis. "Hvad er du?" hviskede jeg og faldt til jorden. 

Jeg var slap. Et nul. Jeg skulle have slået Ash ihjel, lige så snart jeg havde set ham. Hvorfor havde jeg ikke gjort det. Døren jeg var kommet ud af for et par minutter siden, gik op og katten kom pillende hen til mig. 

"Du er sådan en forræder Hunter" sagde Ash og lod sig dumpe ned til jorden, en halv meter fra mig. "Du har en kat kaldet Hunter?" sagde jeg med et grin. "Hvad er der så sjovt ved det?" Ash så fornærmet ud. 

"For det første så virker du ikke som en kattemenneske og så at du kalder den ved en af dine fjenders titler? Det er da morsomt." 

"Lige så morsomt, som jeg ikke kan holde mig væk fra dig" mumlede han og roede sig i håret. Det vækkede min nysgerrighed. "Hvad mener du med det?" Han kigged fåret på mig. Ah, det var ikke ment at jeg skulle høre det. Nu havde jeg noget på ham. Okay, nu falmede mit humør. Han kunne ikke holde sig fra mig.  Der var flere betydninger og det lød ikke som noget jeg havde brug for. 

Hvad i al verden var der galt med mig? Jeg burde ikke sidde her og snakke med ham. Min forældres måske morder med 99,9% sikkerhed. Jeg rejste mig med ynde og prøvede så på at gå hen mod døren, dog et mislykket forsøg. Jeg faldt ned lige så snart jeg fik taget et skridt. Måske var ynden ikke så yndefuldt igen.

Ash var henne ved mig, lige så snart min røv fik kontakt med gulvet. "Er du okay?"

"Selvfølgelig" vrissede jeg og skubbede ham væk fra mig, for så at rejse mig igen, denne gang med mere styrke i kroppen. 

Lige da jeg kom på ben, rejste Ash sig og forsvandt. Forsvandt som i han brugte vampyrfart til at komme væk fra rummet. "Tak tak" hvislede jeg og gik hen mod døren.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...