Hunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 apr. 2014
  • Opdateret: 14 aug. 2014
  • Status: Igang
Jeg virker måske som en misforstået tennager, men det er hvis en uvidende kiggede på mig. Men hvis en shadow ser mig... Lad os bare sige, det er en hel anden sag. Louise er jæger, med døden i hælen hver dag. Alle shadows hader hende og hun dem. Hun gør det for at beskytte de udvidende. Hendes venner, tja, de gør det for sjovs skyld. De kender ikke faren bag shadow verdenen. Hun gør og hun har i sinde at stoppe den, selv hvis det skulle ende med hendes selv i en kiste. Alt som død. Ikke som i den slags de oldtudse gamle vampyrer bruger til at sove i.

7Likes
7Kommentarer
554Visninger
AA

2. jeg risikere mit liv for at de satas afkom kan dø

"Hvordan kunne du Louise?" 

Min lærer og onkel - Henry  -  rodede sig i håret. "Du kunne være død, eller for den skyld, lavede om til et af de monstre." 

Henry kiggede med skeptiske øjne på mig. "Det er måske det du vil?"

"Onkel, hvordan kan du sige det? Jeg risikere mit liv for at de satans afkom kan dø." Min onkel sukkede. Han vidste udmærket godt   at jeg var god - bedre end min tante -  men for ham var jeg stadig den lille pige han havde set udenfor sin dør for 14 år siden, da han skulle ud og hente avisen.

Jeg var sytten nu og manglede kun et år til og så var jeg en jæger på papiret. Det var jeg enlig allerede men det ville hunterrådet ikke godkende, da jeg manglede et år af min undervisning.

Jeg var allerede en kendt person i Shadow verdenen, men jeg ville blive mere kendt når jeg fik titlen Hunter. Det var den engelsk betegnelse for jæger, sjovt nok. Den første jæger var en englænder, så enhver titel der blev givet, var på engelsk. Hunter blev dog kun brugt af de mere vigtige personer, når de skulle have fat på os, der gjorde det beskidte.

Min evner var ud over de normale for en jæger. Det samme var min families, som kun betsod af mig, min onkel Henry og hans kone, min tante, Elisabeth. Som sagt så havde min onkel fundet mig ude på hans dørtrin da jeg var tre. Mine forældre var på mission, men efter de forsvandt - formentlig myrdet sagde hunterrådet og det gav jeg dem ret i - kom jeg så hen til Onkel Henry og Elisabeth. 

"Hvilket du ikke burde. Du skulle være løbet så snart du så vampyren." Nogen gange kunne man godt tro at Henry var et hunkønsvæsen ud fra hans opførsel. Han var en hønemor, hvor Elisabeth gav mig lov til lige hvad jeg ville, så længe det var lovligt. Altså inde for hendes synsvinkel af lovlig.

"Virkelig? Så var jeg endnu mere på spanden."

 

***

Min strategi lærer var lige kommet ind i klasse værelset og kiggede ud over klassen til han fik øje på mig. 

"Jamen, hvad er det jeg hører, frk. Johnson? Du har dræbt en vampyr?" 

Hele klassen blev et gisp og så kom hvisken. Inge turde at kigge på mig. Ud over en af mine bedste veninder, Daniella, eller Ella som hun helst ville blive kaldt. Hun kastede et blik på mig og formede ordene "vi skal snakke." 

"Ja, hr. Reed. Det er sandt." Endnu mere hvisken.

"Jamen, så kan du måske starte klassen ved at fortælle hvordan  du gjorde." Jeg havde den lumre mistanke at Reed ikke kunne lide mig. Han var jæger, men siden han havde fået revet et ben i kamp med en varulv, blev han pensioneret og begyndte at lære i strategi. Til elevernes uheld og de andres læres uheld. Seriøst ingen kunne lide ham. Selv ikke hans sønner. Hvad hans kone så i ham, var mig en gåde, men som Elisabeth sagde, så kendte jeg ikke andet end Reed som min strategi lærer. Og gudskelov for det. Jeg kunne ikke forstille mig hvad jeg ville gøre hvis jeg skulle udsættes for Reed i mere end de tre timer jeg havde ham i ugen

"Nej tak, Hr. Reed. Jeg er ikke så god til at undervise som dig og det er jo en god undervisning vi har brug for, så vi overlever." Reed godtog det og jeg slap fra at skulle op foran tavlen.

Tiden sneglede sig af sted og da klokken ringede, var jeg sikker på at næsten 80 procent af klassen var et par minutter fra at dø. De resterne procenter - på nær Ella -  var allerede døde, og den del inkluderede mig. Ella var den eneste som stadigvæk var levende ud af alle elver der var i klassen. Redds yndlings, selvom det ikke var frivilligt. Hun var bare en af de stræber, alle lærer elskede fordi hun rent faktisk lavede sine lektier.

 Mig og lektier? Ikke en god kombination. Vampyr? Tjek. Feer? Hvorfor spørge. Varulve? Ha! Hamskifter? Set det, gjort det. Heks? Jeg kunne gøre det i søvne. Men lektier. Lektier. Jeg lå allerede død ved at prøve på at skrive det første ord. Det var sådan med alt skriftligt arbejde jeg skulle lave og sådan havde det været siden jeg startede som fireårig. Min lærer indså det med det samme og jeg havde en ide om at de kunne finde på at rive mit hoved af når de så min stil. Så dårlig var det.

 Lektier var som sagt ikke min kop te, men hvis lektien blev draget ind i det fysiske lærte jeg det før end alle andre. 

Jeg åbnede mit skab og skulle til at tage mit trænings tøj, da Ella smækkede den i. "Jeg håber du har en forklaring på hvorfor jeg ikke har hørt din lille vampyr historie noget før."

"Du kunne have brækket min knogler, hvis jeg havde hånden inde i skabet." 

"De ville hele" sagde hun og rullede med øjnene.Hurtigere end en uvidende - normalt menneske uden nogen form for Shadow træk - men ikke lige så hurtigt som en Shadow, som var betegnelsen for vampyrer, hekse, feer, hamskifter og varulve. Jæger var udvalgte af guderne til at holde de uvidende i sikkerhed.

"Giver I mig ikke ret piger?" Katy og Anastasia  kom gående og kiggede forvirret mellem os.

"Jo min hånd vil hele" sagde jeg og grinede. Derefter åbnede jeg mit skab og tog mit tøj ud.

"Hun har dræbt en vampyr og hun har ikke fortalt os det endnu." Jeg kunne ikke lade være med at grine. Ella var altid den der vidste hvad der forgik og hvis noget gik forbi hendes næse var hun meget fornærmet.

"Du er vist ikke den eneste der har været strandet på en ø hvor der intet kaldet sladder. Hele skolen vidste det ikke til her i morges." Tak for den oplysning Anastasia. Kære, kære onkel Henry, hvor meget mere hønemor kan du være? Han underviste på skolen og jeg havde ham i historie -  det skulle lige siges at det ikke var det kedelige historie de uvidende havde, men i shadow verdenen  og  jæger verdenen, kedeligt... - så derfor kom alt hvad der havde med mig at gøre hen til ham med det samme og omvendt. Om det var at jeg fik gode karakterer eller kom i ballade, så endte det altid hos ham inden frikvarteret var ovre. Lærer snakkede virkelig meget. Alt for meget til min smag. 

"Det er ikke noget specielt " sagde jeg og begyndte at gå. "Så siger vi det, engel" sagde Katy og rullede med øjnene. Ud af os fire var hun den smukkeste. Jæger var i det hele taget smukke, men Katy var mere. Hun var høj med langt rødbrunt hår der altid var i en fletning. Ella var halv italiener og det havde sat sig på hendes hud, som matchede hendes meget mørkebrune hår. Anastasia havde langt lyst hår og grønne øjne. Så var der mig. Høj, markret ansigt, blå øjne og sort hår der gik til under hagen. Som I nok regnede ud var det de tre andre fyrene gik efter. Mig, skulle de holde sig fra, ellers fik de med onkel Henry at bestille. 

Det var dig ikke helt sandt. Fyre kunne godt lide mig, men af frygt fra min onkel var der ikke mange der gjorde andet end at snakke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...