Hunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 apr. 2014
  • Opdateret: 14 aug. 2014
  • Status: Igang
Jeg virker måske som en misforstået tennager, men det er hvis en uvidende kiggede på mig. Men hvis en shadow ser mig... Lad os bare sige, det er en hel anden sag. Louise er jæger, med døden i hælen hver dag. Alle shadows hader hende og hun dem. Hun gør det for at beskytte de udvidende. Hendes venner, tja, de gør det for sjovs skyld. De kender ikke faren bag shadow verdenen. Hun gør og hun har i sinde at stoppe den, selv hvis det skulle ende med hendes selv i en kiste. Alt som død. Ikke som i den slags de oldtudse gamle vampyrer bruger til at sove i.

7Likes
7Kommentarer
551Visninger
AA

7. det gjorde aller helvedes ondt

Jeg satte mig op med et sæt. Hvad i al verden? Jeg var faldet i søvn! Jeg kiggede på uret. Jeg havde kun sovet i tyve minutter. Men mest af alt hvad var det dog for en drøm jeg lige havde haft?

Katy lå og rystede. Jeg skyndte mig hen til hende og tog en ny lægeigle og lagde på. En af vampyrene havde fået fat i hende og lavet en rift på hendes hals. Nogle jæger var allergiske til den fødte helblods vampyr og det var hun. Den allergiske reaktion sket når den allergiske jæger blev bidt af en født helblodsvampyr, der ved at bide vedkommende gav jægeren noget gift, som ville gøre den uvidende mere medgørlig, men som ville gøre at den allergiske reaktion ville komme hos jægeren, der kunne med føre døden. Derfor skulle iglen så suge det blod med gift ud og mæske sig med det.

Jeg hadede igler, men hvis det kunne få dem jeg holdt af til at overleve, så ville jeg for den sags skyld spise den.

Katys hundfarvede begyndte at blive den normale, da iglen begyndte at tage fat. Jeg sukkede lettet og gik lidt hen til sengen. Jeg satte mig lige ned, men rejste mig igen. Jeg skulle ikke tilbage til det mareridt. Derfor gik jeg hen til trænings salen, den ene af mine to favorit steder på skolen. Min anede favorit sted var sygeskolen, men det var kun når det ikke var mig eller en jeg kendte der lå i en af sengene. Der var altid så roligt og så kunne man altid give en hånd med. 

Lektier var som sagt ikke mig men jeg læste dog ret tit lektier når det var lektier til medicin. Langsomt gik jeg ned af gangene.

 

***

På en eller anden måde var jeg i stedet for at være i træningssalen, endte jeg i sygeskolens sal, for meget syge personer. 

"Louise."

Elisabeth stod bag skranken og smilede til mig. "Beth."

Jeg smilede tilbage til hende. Hun var det tætteste jeg ville få på en mor. Hun var den der tjekkede mig for skader efter en tur - som jeg mente hun godt kunne holde ud af at kende til. 

Hun vidste uden mærket godt hvorfor jeg var der og rakte mig en kittel og et par handsker. Så fulgte hun mig hen til en af de syge. På vejen der hen mødte jeg flere sygeplejesker der smilede til mig. De vidste hvem jeg var. Bare ved mit sorte hår, vidste alle hvem jeg var. Alle vidste det. Der var kun en pige på hele skolen med sort kort hår og det var mig og når jeg var så kendt som jeg var, kendte alle mig, selv dem der ikke havde mødt mig. 

Jeg kom hen til en jæger med en blodforbandelse over sig. Det krævede blod for at lave forbandelsen og så gjorde det ens blod sygt. Forbandelsen var en stærk en der kunne tage de fleste med sig. Dog sagde armen, hvor blodårene begyndte at blive sort, at det ikke var ham forbandelsen var ment til. Nogen forbandelser som blodforbandelsen skulle kastes og der skulle være frit sigte ellers ville den støde ind i en anden end den man tiltænkt den, hvilket var sket i det her tilfælde. 

Jeg fandt et par igler og lagde dem over jægeren, som lå og vred sig. Til at starte med var den meget langsom men når der var gået et døgn og vedkommende var bevidstløs, skruede den op for tempoet. 

Ud over at give ham nogle igler var der ikke så meget andet at gøre. Derfor gik jeg hen til en anden patient og startede med at tage hans forbinding af. Beth hjalp mig og kom med noget desinficeringsmiddel, som jeg skulle hælde ud over såret. Sår sved jo altid når det kom i kontakt med sprit, men et sår fra en varulv eller hamskifter, sved tre dobbelt så meget. Derfor fik jeg to mandlige sygeplejersker til at holde staklen. Hun skreg og vred sig så snart spritten kom i kontakt med huden. 

Da hun stoppede med vridningerne efterlod jeg de to mandelige sygeplejersker til kvinden. Så gik jeg tilbage til fyren med blodforbandelsen. Han rystede lidt, så jeg gav ham noget medicin, der skulle få ham til at få det bedre. Det var noget af en kamp at få ham til at drikke det, men det lykkedes da. Lige da jeg havde sat vandglasset ned begyndte fyren at sige noget.

"De er levende døde, Louise." 

Jeg kaldte straks på Kevin, sikkerhedsvagten og spurgte hvem den her fyr, som så hed Nathaniel, havde været på mission med. Et foruroligende svar kom tilbage, de var begge i live og stadig jæger. Foruroligende for mig, for jeg var ret sikker på hvem det så var Nathaniel sagde var i live. Og jeg  brød mig ikke om svaret. 

Fyren begyndte at ryste igen, voldsommere denne gang. "Beth!" kaldte jeg og lidt efter dukkede hun op. "Jeg har lige givet ham..." 

Fyren kastede op på og det sorte blod landede direkte op på mig. Jeg skreg lige så snart det rørte mig. Ikke fordi jeg er sådan en type pige der er bange for blod, men fordi det gjorde aller helvedes ondt. Blodet var i gang med at ætse sig i gennem mit tøj og mit ansigt lignede sikkert allerede var en stor rødmosset klump. Jeg skyndte at tage tøjet af og ind i en af de kabiner der havde en indbygget brusekabine. Beth tændte for vandet og sprøjtede det over mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...