Im Heartless - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 apr. 2014
  • Opdateret: 10 aug. 2014
  • Status: Igang
Når det kommer til stykket, ved ingen hvem du virkelig er.. Du kan være den stille pige bagerst i klassen og være den der går igennem mest lort. Sådan er det næsten for 17 årige Allyson O’conner, bortset fra at hun er ikke den stille pige bagerst i klassen, men den mest rapkæftede. Hun svare igen, har ingen venner og har aldrig haft en kæreste. Hun er ikke som de andre der frygter badass gruppen Justin, Kyle og Tiffany. Ingen har rigtig kunne sårer hende, derfor har hun navnet ”Heartless”. Allyson’s liv er fyldt med had og familieproblemer. Hvad vil der ske når hun for første gang får en kæreste, som ender med at være den første der sårer hende efter en lang periode hvor hun har været kendt som ”Heartless” -In the end, no one knows the real you… and they never will.

87Likes
108Kommentarer
15383Visninger
AA

40. Min mors veninde

Bussen stoppede. Jeg steg ud og kunne mærke min mobil vibrere det var igen Justin der ringede. Hvordan kunne han råbe af mig uden nogen grund, han er ikke bedre end Kyle på nogen måde. Jeg lagde den ned i min lomme igen og gik ned af fortovet.

”Du ser lidt deprimeret ud” sagde kvinde som bor på samme gade som mig.

”Yeah” sagde jeg og stoppede op. Først der gik det op for mig at det var min mors bedsteveninde her i kvarteret den gang.

”Din far?” spurgte hun undrende. Hvorfor skulle jeg enlig ville dele det med hende, når hun sikkert godt ved hvad der foregår i det hus. Alle i det her lorte kvarter ved hvad der foregår, men er røv ligeglade.

”Mere en fyr” sagde jeg og kiggede på hende. Jeg ved enlig ikke hvorfor jeg fortæller hende det. Jeg mangler vel bare en veninde eller en mor..

”Har du fået en kæreste? Det er så længe siden at jeg har set dig” sagde hun og smilte. Jeg sukkede lidt og trækkede på skulderene.

”Vil du ikke med hjem til mig? Så kan vi snakke om den heldige” sagde hun og smilte. Jeg nikkede bare. Jeg gik efter hende, hun boede 7 huse væk fra os og over på den anden side af vejen. Hun låste døren op og jeg gik ind efter hende. Hendes hus lignede faktisk vores lidt. Hun havde noget rigtig flot glat blond hår. Vi gik ind og satte os i sofaen. Hun rejste sig og kom tilbage med noget cola. Jeg smillede som tak. Hendes stue var rigtig flot, meget hyggelig. Hun havde billeder op af sin familie tror jeg.

”Så, hvad hedder han?” sagde hun og smilte og drak lidt af sin cola. Det pinlige var bare at jeg ikke kan huske hvad hun hedder, jeg sidder i en persons stue som jeg ikke engang kender navnet på. Se det er ynkeligt.

”Undskyld, men jeg kender ikke dit navn” sagde jeg lige ud og hun smilte stort og grinte lidt.

”Det må du undskylde. Catharina og du hedder Ally ikke?” sagde hun undrende. Jeg smilte lidt.

”Allyson, men nogen kalder mig også Ally” sagde jeg og smilte. Jeg kunne mærke min mobil igen. Jeg tog den op af lommen og det var Justin, han havde også skrevet til mig. Jeg rystede på hovedet.

”Var det ham?” sagde hun undrende. Jeg kiggede op fra min mobil.

”Ja, men ved ikke rigtig om vi skal være sammen mere” sagde jeg og lagde min mobil i lommen igen. Hun smilte lidt og satte sit glas på bordet.

Justins synsvinkel

Jeg har ringet og skrevet, men hun tager ikke sin mobil. Jeg prøvede at ringe igen, men kom til telefonsvaren. Klokken havde ringet og jeg gik rundt udenfor og ringede og skrev.

”Hey du, skal du ikke til time?” sagde en lærer der kom gående. Jeg kender ham ikke og er lidt ligeglad, det vigtigste for mig er at hun svarer mig. Jeg ringede igen og han stoppede op foran mig.

”Kom med!” sagde han og skubbede mig indenfor. Jeg ringede stadig op igen og igen indtil at jeg stod foran kontoret og han gik ind. Jeg lænede mig op af væggen og lagde en besked på hendes telefonsvare endnu engang.

”Allyson, jeg er virkelig ked af det. Lad mig nu forklare det. Vil du ikke nok ringe eller skrive til mig, vil bare hører dine stemme. Undskyld sweetheart. Please ring” jeg begyndte snart at lyde desperat.

”Justin, du har time ved Lauren nu. Gå til time” sagde en stemme. Jeg kiggede op fra min mobil og inspektøren stod der.

”Fair” sagde jeg og gik ned til klassen. Jeg gik ind uden at sige noget. Lauren kiggede på mig og ventede på en undskyldning.

”Skal du ikke sige noget til mig?” sagde hun og lænede sig op af kateteret.

”Jo du har ret. Hvad med at du fortsætter det du nu bliver betalt for og jeg fortsætter med at være røv ligeglad” sagde jeg hun kiggede surt på mig, men hun fortsatte godt nok timen. Jeg tog min mobil frem og skrev til hende igen.

Normal synsvinkel

”Hvad hedder han?” sagde hun og smilte. Hun var rigtig sød og mærkeligt nok interesserede sig for mine problemer.

”Justin. Han går på min skole” sagde jeg og kiggede lidt rundt. Måske skulle jeg ringe til ham, der er måske en god grund til hvorfor han var sådan.

”Er det ham der kører i den der hvide Lamborghini Gallardo?” sagde hun og smilte. Hun har set hans bil, måske kender hun ham.

”Ja, det er ham” sagde jeg og smilte lidt. Jeg savnede ham lidt.

”Han virker da rigtig sød. Jeg har set jer sammen her den anden dag” sagde hun og smilte. Jeg tog noget at drikke. Jeg kunne mærke min mobil igen. Jeg lagde den på bordet jeg var ved at blive sindssyg af at den vinbrede i min lomme.

”Så, hvad er der sket mellem jer?” sagde hun og kiggede på min mobil som lyste op fordi at han ringede og lidt efter fik jeg en besked.

”Han begyndte at råbe af mig og sagde at jeg skulle gå og skubbede mig væk. Så går ud fra at det er slut” sagde jeg og kiggede lidt ned på mine fødder. Hun satte sig over til mig kiggede på mig.

”Der er sikkert en god forklaring” sagde hun og jeg smilte. Jeg rejste mig fra sofaen.

”Må jeg låne toilettet?” sagde jeg og hun nikkede.

”Op af trappen også til højre” sagde hun. Jeg gik op af trappen og gik ud på toilettet.

Justins synsvinkel

 Jeg kiggede ned på min mobil, den ringede. Det var Allyson. Jeg rejste mig hurtigt fra stolen og løb ud af lokalet. Jeg lænede mig op af skabende og tog den.

”Jeg er virkelig ked af det sweetheart” sagde jeg og ventede på svar.

”Undskyld, men” sagde en stemme, som jeg ikke kendte.

”Du er ikke Allyson, hvor er hun? Er der sket hende noget?” sagde jeg bekymret. Jeg kunne hører personen smile lidt i den anden ende.

”Hun er okay. Jeg er Catharina, hun er her hos mig. Jeg bor i samme kvarter som hende over på den anden side også 7 huse ned” sagde hun. Jeg måtte tage hjem til hende.

”Tak” sagde jeg og lagde på. Jeg løb ned af gangen og mødte inspektøren på vejen.

”Justin, time nu!” råbte han. Jeg løb ud af døren og ignorerede ham. Jeg løb hen til min bil og begyndte at kører.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...