Cancer ~Liam Payne, Zayn Malik, Niall Horan~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 maj 2014
  • Opdateret: 24 jul. 2014
  • Status: Igang
Omkring et år, er gået siden Liam Payne mistede sin kære bedstefar til kræft. Siden da, har livet været hårdt, men takket være alle omkring sig, har han det godt. Liam er begyndt på at studere, noget han troede han aldrig ville komme til og sammen med sin kæreste Sophia køber de den forladte gård Ancer Manor med syv andre unge, som også er i et forhold. Ligesom Liam, har de alle mistet en form for bedsteforælder til kræft. Hjertekraft. Underlige ting begynder at ske for Liam da han begynder at se en ung pige i huset. Hun kalder sig selv Canille - Cancerens engel og fortæller hun er kommet for at hente en ny engel. Liam finder ud af at hun mener Sophia, hans kæreste. Hun begynder langsomt at stoppe med at fokusere, hendes hår bliver mere og mere fedtet og hun taber sig voldsomt. Canille tager hvad hun vil have. Men Liam vil gøre alt for at stoppe hende.

6Likes
4Kommentarer
769Visninger
AA

4. Kapitel 3.

”Perrie, er du klar?” Spurgte jeg. ”Ja!” Svarede hun og satte sig til rette op i en af de store træer. ”Jeg tæller til tre og du giver slip” Sagde jeg. Jeg tog snoren om mit og pressede lidt til. ”Nu!” Råbte jeg og hun gav straks slip. Jeg hoppede hurtigt tilbage og pustede lettet ud.

 

”Hvordan tror du egentlig det der fugleskræmsel er kommet herop?” Spurgte Perrie og kravlede en gren længere ned. ”Aner det ikke. Det ligner ikke der har været marker her… i mindst trehundrede år. Vildt underligt.” Sagde jeg og begyndte at trække grenene afsted. ”Hvis det vil blive voldsomt uvejr, får vi brug for det hele. Bladene er fyldt med naturlige olie og en smule let antændelig andet væske. ” Jeg begyndte at snitte de helt små grene af og lagde dem i en bunke. ”Fortsætter vi så senere?” Spurgte Perrie. ”Ja. Efter stormen har lagt sig. Så længe vi venter på at stormen slutter, tænker jeg vi ordner resten af huset.” Foreslog jeg. ”God ide. Hvornår kommer Liam egentlig?” Spurgte hun. ”Det ved jeg ikke. Så hurtigt som overhovedet muligt, regner jeg med. Kom så Perrie. Vi skal have lavet brænde af en art.”

 

Vi fik hurtigt hugget brænde, pillet bladene af og fik det mest ind i køkkenet. Jade gik rundt og støvede af inde i dagligstuen, hun skulle bare gøre lige hvad hun ville. Ærlig talt, hvad skulle vi dog gøre med hende?

 

”Jeg er egentlig glad for at vi lod Liam køre ind til byen. Havde det været mig… så havde jeg nok købt en masse usundt. Du ved, når det kommer til stykket!” Sagde Perrie og begyndte at plukke bladene af. ”Det kunne jeg forestille mig. Men jeg er glad for at han er ude og køre. Han trænger til det. Altså at være alene.” Sagde jeg og begyndte at knække de mindste grene af.

 

”Det trækker allerede op, Sophia!” Jeg skyndte mig hen til Perrie. ”Du har ret. De skyer er maksimum 100 kilometer væk. Vi må ringe til Liam nu. Storme i England, plejer at være som en orkan.” Jeg skyndte mig at finde min telefon og fandt Liams nummer. Det gjorde mig nervøs. En del endda. Liam var ikke meget for at være udenfor i den slags. Jeg var ikke meget for at han skulle være så langt fra os.

”Liam?”

”Sophia? Hvad er der galt?” Det er en joke! Ved han det ikke?! ”Liam, jeg vil gerne du kommer hjem. Stormen kommer tidligere end planlagt. Hvor meget har du købt ind?” Spurgte jeg. ”Nok til et par dage. Hør, jeg er på motorvejen. Jeg er hjemme om… maks tre kvarter.”

 

”Okay. Bare skynd dig. Jeg mener det.” Sagde jeg og lagde på. ”Wow Sophia. Hvad skete der lige der?” Spurgte Perrie. ”Jeg er bekymret. Han er ikke meget for orkaner, eller storme.” Sagde jeg og smilte roligt igen. Han var på vej hjem. ”Sophia… det er ikke det jeg mener.” Sagde Perrie. Jeg kiggede over på hende. Med forvirring i øjnene. ”Du begyndte at græde, og tigge ham om at komme hjem.” 

 

*Jade*

”Jade! Jade!” Jeg vendte mig arrigt om. Harry stod og så utilfreds, som et lille barn. ”Hvad er der med dig i dag? Man skulle tro du havde set et andet spøgelse!” Sagde jeg. ”Jade, det er det som er galt! Der er noget i huset!” Jeg tabte støvpinden på gulvet og vendte mig langsomt mod Harry. ”Hvem?” Spurgte jeg. ”Det er det jeg ikke ved. Men den går hele tiden og ser på Sophia. Men den er væk lige nu. Som i at den kan forlade huset. Den var her ikke før mig. Den kom med Liam.” Jeg vendte mig helt om mod Harry. ”Hvorfor kalder du det, en den?” Spurgte jeg. ”Fordi… jeg ikke har set den endnu.” Han sank en klump. ”Hvad skal det betyde?” Spurgte jeg. ”Det vil betyde. At der er noget i huset. Som ikke skal være her.” Sagde han. ”Se om du kan finde ud af noget. Jeg prøver og ser om den har været omkring nogen.” Harry kyssede let min pande og smilte alvorligt til mig. ”Vi skal nok løse det her.” Han forsvandt, som altid. Ud i det blå. Der var en storm på vej. Så hvor end Harry ville ende nu. Der ville han blive indtil den var ovre.

Jeg fik gjort resten af stuen ren, lige inden jeg hørte en bil komme ind i indkørslen. Det var Liam. Zayn og Niall var ude og hjælpe med at tage alting ind. Liam så bange ud. Som om der virkelig var noget galt. Zayn stoppede op og tog de poser Liam havde i hænderne og fordelte hos ham og Zayn. Liam løb straks ind.

”Sophia!” Råbte han. Jeg gik hen mod stuedøren, som ledte ud til gangen og så Liam løbe ind i køkkenet. Jeg gik tilbage ind i stuen igen. Harry havde tidligere fundet en masse skjulte gange i huset. Der var en fra Cognac skabet, til køkkenets store skab. Der var heldigvis tomt derinde lige nu. Jeg kiggede ud af vinduet og så at Niall og Zayn stadig kæmpede med at fordele poserne ordentligt. Jeg trak de hvide sjaler for vinduerne og skyndte mig så hurtigt som overhovedet muligt ind igennem gangene. Der var støvet, få spindelvæv og så videre, men ikke noget jeg frygtede. Ærlig talt, min kæreste fløj konstant rundt om mig, som et spøgelse.

”Perrie, hvad skete der?” Kunne jeg høre Liam spørge. ”Jeg ved det ikke. Hun så der var en storm, hun tog det helt roligt. Men så snart du svarede hende, så begyndte hun at græde. Helt automatisk. Som om hun havde grædt i flere timer. Det var som om… noget havde overtaget hende. Er det sket før?” Spurgte hun. Jeg rejste mig helt op og gik ind i skabet, for bedre at kunne høre dem.

”Nej. Jeg har aldrig oplevet det før. Jeg troede der var sket hende noget. Hvor er hun nu?” Spurgte Liam bange. ”Jeg bad Demi se til hende. De er i gang med at ordne soveværelset. Niall og Demis, altså.” Svarede Perrie. Jeg kunne høre at Perrie var i gang med et eller andet. Hun satte nok tingene på plads.

”For resten, jeg har købt to koste. Og nogle små fejebakker.” Sagde Liam. Nok for at skifte emne. ”Super! Så kan vi bruge det store skab til noget. Jeg sætter det ind efter jeg har ordnet maden. Du kunne vel ikke gøre Sophias arbejde færdig?” Spurgte Perrie. Det gav mig den vildeste hjertebanken. Hvordan skulle jeg klare mig ud af den, hvis de fandt mig? De ville sætte flere spørgsmålstegn omkring mig så.

Jeg skyndte mig ind bag muren igen. Deres stemmer var stadigvæk tydelige. ”Så. Hvor er Jade egentlig?” Jeg satte mig straks ned på knæ og vendte mig straks om. Det kunne ikke passe det her! ”Jade!”

”Jade, hvor er du?!”

Jeg kom til Cognac skabet. ”Hun er her ikke! Vi skal finde hende! Hvorfor holdte vi ikke øje med hende?!” Vrissede en af dem. Jeg tror det var Zayn. Jeg skyndte mig ind i skabet og tog forsigtigt og så lydløst som overhovedet muligt, hylderne ud. Jeg lukkede mine øjne i og åbnede dem hurtigt igen. ”Vi må lede videre!” Sagde stemmen igen og jeg kunne høre dem gå ud.

Jeg åndede lettet op. Hvorfor snuste de sådan rundt efter mig? Det var jo ikke fordi jeg ikke godt kunne tage vare på mig selv! Forsigtigt kravlede jeg ud. Der var brug for en god undskyldning. Desperat lod jeg mit blik glide rundt. Hvor kunne jeg klemme mig ind, hvor jeg nemt kunne undlade at høre dem?

Skorstenen.

Jeg kiggede hurtigt ud, og så at de var udenfor og kalde på mig. Det var nu. Jeg skyndte mig hen til den dækkede mig selv til med noget at kul de fleste steder. Derefter kiggede jeg op i skorstenen. Typisk. Så stor man kunne dumpe flere lig ned på samme tid. Jeg hoppede op og for første gang i flere uger, gik jeg i split. Hvor gjorde det egentlig ondt! Jeg tog fat i nogle af de rum der var, selvfølgelig fyldt med spindelvæv og skeletter fra små dyr. Ithr.

”Jade!” Drengenes råb blandede sig med vinden. Jeg var sart ude. Jeg nåede til toppen og så de kaldte over søen. Jeg skyndte mig op og satte mig på taget. Forsigtigt gled jeg ned af den ene side, den som førte ud til haven og stoppede ved bunden af den store kvist Demi og Nialls værelse var.

Jeg kravlede igen forsigtigt op. ”Jade! Jade!” Råbte Niall. ”Jeg er her!” Råbte jeg. Stormen var blevet værre. ”Jade! Jade bliv der!” Niall og Zayn løb indenfor. Jeg holdte godt fast  i taget hvordan skulle jeg kunne holde til det her? ”Jade!” Jeg bag mig. Det var Demi. ”Hvad laver du deroppe?” Spurgte hun. ”Jeg gjorde rent. I skorstenen. Men inden det, ville jeg kravle op og se hvor slemt det var… der var en rotte og jeg blev bange for at den… den ville bide.” Rotter er skræmmende. De er ondskaben selv.

”Kom her… jeg tager dig ind.” Demi rakte sin hånd ud. Forsigtigt gav jeg slip og gled ned til hende. Jeg fik fat i hendes skulderblad og blev trukket ind.

”Hvorfor ville du rengøre skorstenen?” Var det første Sophia sagde. Jeg kiggede skræmt hen mod hende. Derefter Demi. ”Hvordan kunne du høre det?” Spurgte Demi. ”Hun råbte og skreg?” Sagde Sophia. ”Nej hun gjorde ej…” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...