Cancer ~Liam Payne, Zayn Malik, Niall Horan~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 maj 2014
  • Opdateret: 24 jul. 2014
  • Status: Igang
Omkring et år, er gået siden Liam Payne mistede sin kære bedstefar til kræft. Siden da, har livet været hårdt, men takket være alle omkring sig, har han det godt. Liam er begyndt på at studere, noget han troede han aldrig ville komme til og sammen med sin kæreste Sophia køber de den forladte gård Ancer Manor med syv andre unge, som også er i et forhold. Ligesom Liam, har de alle mistet en form for bedsteforælder til kræft. Hjertekraft. Underlige ting begynder at ske for Liam da han begynder at se en ung pige i huset. Hun kalder sig selv Canille - Cancerens engel og fortæller hun er kommet for at hente en ny engel. Liam finder ud af at hun mener Sophia, hans kæreste. Hun begynder langsomt at stoppe med at fokusere, hendes hår bliver mere og mere fedtet og hun taber sig voldsomt. Canille tager hvad hun vil have. Men Liam vil gøre alt for at stoppe hende.

6Likes
4Kommentarer
771Visninger
AA

2. Kapitel 1.

*1 år senere* 
*Sophia* 

 


Jeg satte den sidste kasse ud af vores lejlighed imens Liam, hele tiden, gennemgik hans klædeskab. Nu når vi flyttede ud af vores lille bitte lejlighed for at bo på landet ville han smide noget at ”storby tøj” ud. ”Liam… kom nu… jeg venter altså ikke for evigt.” Grinte jeg. ”Jamen… jeg synes bare at noget af det her, måske ikke bliver nødvendigt.” Sagde han med et smil. Jeg gik roligt hen mod ham og lod mine fingerspidser røre hans arme forsigtigt. ”Bare tag det med. Vi tager snart tilbage igen. Det er kun indtil at sommerferien er ovre.” Smilte jeg. ”Okay. Hjælper du?” Smilte han bredt så skægstubbene kradsede lidt imod hinanden. 


”Selvfølgelig. Men det bliver bare smidt i så. Vi skal virkelig af sted nu. Vi skal jo dele huset op med de andre også.” Sagde jeg og begyndte at pakke. ”Andre? Jeg troede kun det var os.” Sagde Liam lidt forskrækket. ”Der er fem andre også.” Sagde jeg. ”Der er en Niall Horan og hans kæreste. Hun mistede sin mormor og far til bryst og hjertekræft. Så er der Perrie Edwards og Zayn Malik. De mistede begge deres mormødre til hjertekræft. Så er der Jade Thirlwall. ”Sukkede jeg. ”Hun er anderledes. Hendes kæreste Harry Styles, døde for nylig af kræft, i hjerte og lunger. Hun tror stadig han er i live.” Sukkede jeg og kiggede ud af vores gamle soveværelses vindue. ”Hun tror hvad?” Spurgte Liam i chok. ”At han er i live. Hun siger at han sidder og snakker med hende, inden hun går i seng. Når hun står op om morgenen, så synger og griner han. Synger om morgenmad og griner af politikere.” Jeg rystede tanken ud af hovedet. Jeg kendte godt Jade Thirlwall. Hun var model for Calvin Klein kort og så fik hun en kontrakt hos H&M ligesom mig. 
Så endte hun med bare at gå rundt og snakkede med sig selv. Jeg bebrejdede hende ikke. Harry havde lige fået et kæmpegennembrud med hans nye psykologibog. Han sagde altid at musik lærte børn bedst. Han sang altid for sit gudbarn Luxury. 


”Sådan.” Sagde Liam tilfreds. ”Er du klar?” Spurgt jeg overrasket. ”Ja, allerede!” Smilte han og kufferten og de to sportstasker. Vi fik det sidste ud i flyttevognen. Han tog et kig op mod vores lejlighed. ”Vil du savne den?” Spurgte han. Jeg nikkede anerkendende. ”Det skal nok gå. Vi kommer jo tilbage den 25. august. Ikke sandt?” Jeg kyssede hans kind og gik ind i bilen. Der gik omkring ti sekunder efter jeg havde sat mig ind, kom Liam. Han startede vognen og kørte af sted. Farvel Anual Street. Vi ses snart igen. 


***


Solen var fremme her, luften var renere, den kun fem meter brede vej, havde ingen gule eller hvide streger nogen steder. Skoven var frodig og smuk, fuglene sang, blade fra efteråret fløj over søen vi kørte forbi og videre hen. 


”Her er smukt.” Sagde jeg glad. ”Frodigt.” Svarede Liam og fokuserede på vejen. Han satte farten ned og drejede roligt til højre. ”Sådan. Ti minutter.” Sagde Liam roligt. Jeg smilte til ham og kiggede igen ud af mit vindue. Her virkede så fredeligt. Det ville være godt for Liam det her. At komme væk fra storbyen af, væk fra alt stress, larm og unødvendig impulser fra alle sider af. 
”Soph… Vi er her nu.” Smilte Liam til mig. ”Allerede.” Sukkede jeg lettet og tog mine ballerinaer på igen. Omkring huset var der høje, nogle få krøllede, grønne træer. Her var smukt. På den anden side af vejen, var søen. Bag huset var der have, og ved havens grænse var skoven. 
”Det er vidunderligt!” Hviskede jeg glad. ”Hey! Kommer du og hjælper med at flytte alt det her?” Spurgte Liam. ”Selvfølgelig! Jeg kommer nu.” Sagde jeg og gik hen til ham. Jeg tog forsigtigt kasserne ud med nogle af bøgerne og maden. 


”De andre er vidst ikke endnu.” Sagde Liam roligt. ”Jeg mener at en af parrene først skulle komme engang i aften.” Sagde jeg og fik låst døren op. Hallen var større end forventet. Der var to gange til højre og venstre og foran os to trapper, en til højre, en til venstre. 


”Okay Liam… vores værelse er oppe på loftet. Vi har rum…” Jeg fiskede en seddel op af min lomme. ”14” Smilte jeg og gik ind med tingene. ”Hvorfor skal vi egentlig bo her?” Spurgte jeg. Det undrede mig en del, hvad skulle vi dog lave i alt den tid? ”Fordi… det vil være godt for dig. Kommunen tillod os det her fordi at de vil lave et projekt. ”Otte unge ude i ingenmandsland, alle har oplevet cancer, tæt på, i en skov, nær en sø. I et gammelt hus.” Sagde Liam meget ironisk. ”Giv det en chance. Kom nu. For min skyld.” Smilte jeg til ham. ”Fint. Jeg gør det. Men” ”Hallo?” Kaldte en dybere stemme. ”Det må være de andre!” Smilte jeg. Jeg gik forsigtigt hen mod fordøren og så Zayn. ”Hej. Jeg er Sophia. I må være Zayn og Perrie?” Smilte jeg og rakte min hånd frem. Perrie satte en kasse fra sig og smilte. ”Hejsa… det er os, ja. Er det jeres vogn udenfor?” Spurgte hun. ”Ja, det er det. Hvorfor da?” Spurgte jeg. ”Ikke for noget! Jeg ville bare være sikker. Ehm, mangler der ikke en?” Spurgte hun. ”Åh Liam, han er i gang med at sætte vores ting op på vores værelse. Vi fik rum 14.”  Smilte jeg. ”Fedt nok! Nå men… ehm ja, jeg går op til mit værelse så.” Smilte hun og gik videre. Hendes kæreste Zayn smilte venligt til mig. ”Jeg skal nok være stille.” Smilte han og gik videre.  Jeg kendte Zayn godt. Til fester, havde han en vane med at råbe af glæde og være helt oppe og køre. Han var rimelig rolig til hverdag. Men alligevel… han kunne ud af det blå råbe af en. For sjov selvfølgelig. Det var sjovt. Det var den form for råb komikere lavede. 


Jeg tog de sidste ting ud af bilen og da jeg kom ovenpå igen så jeg at Liam havde gjort sengen klar, åbnet vinduerne så den friske luft kunne komme ind. Tanken om at vi skulle bo her hele ferien. Den var underlig, den var vild, uforståelig. Hvorfor sende os herud? 


”Sophia?” Spurgte Liam efter mig. ”Hvad er der?” Spurgte jeg med et smil. ”Hvad gør vi med aftensmaden?” Spurgte han. Åh gud… aftensmad. Det havde jeg slet ikke tænkt på! ”Tak fordi du sagde det Liam. Gid jeg havde tænkt på det. Jeg forhører mig lige med Perrie. Okay?” Spurgte jeg. ”Selvfølgelig babe.” Han kyssede mig kort på kinden og jeg gik hurtigt nedenunder til Perrie. 
”Sophia vil du elske. Hun er helt fantastisk.” Det var Zayn. De snakkede om os! ”Hun er meget optimistisk kan jeg fornemme. Det er rart nok, i hvert fald et sted som her. Hvor mange kommer egentlig?” Spurgte Perrie. ”Os fire… Jaden,” ”Nej… ikke Jaden. Hvorfor Zayn? Det er jo ikke sundt for hende!” Måden Perrie sagde det på. Forsikrede mig at de kendte hinanden. Nok bedre end jeg kendte Jaden i hvert fald. 


”Prøver de at slå hende ihjel eller noget? Hun ville nok ikke opdage det… hun tror jo stadig Harry lever.” Snøftede Perrie. Jeg trådte få skridt tilbage fra døren af, og gik tilbage til trappen. Jeg gjorde mit bedste for at hoppe ned derfra nærmest og smile stort hen mod deres dør, som om jeg intet havde hørt. Jeg bankede på og der stod Perrie. Med et falsk lykkelig smil, man kunne se hun havde grædt, men jeg lod som om intet var hændt. 


”Liam spurgte efter aftensmad. Jeg tænkte vi kunne tage pizza den første aften. Der er pizzaria en time herfra. Drengene kunne jo hente noget til os alle sammen?” Smilte jeg. ”Det lyder som en god ide. Hvad siger du til det Zayn?” Spurgte Perrie og kastede sit blik over mod Zayn. ”Jeg er frisk. Demi har skrevet. Hende og Niall er her om lidt.” Smilte Zayn og rejste sig fra sengen. ”Har I fundet jer til rette?” Spurgte han mig. ”Ikke helt. Liam er i gang med at pakke alt vores ud. Han syntes jeg skulle have lov til at snuse rundt lidt. ”Smilte jeg. ”Det gør du bare så. Må jeg komme med?” Spurgte Perrie. 
”Jeg ser ingen grund til du ikke kan. Kom!” 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...