.:Don't Hide:. {CP}

Emily var engang misbrugt og slået. Hun var engang bange for mørket og hvad det ville bringe. Hun mistede sit liv. Hun mødte nye personer. Hun er ikke bange mere. Hun har nu et hjem. %Det her er en Creepypasta fan fiction%

8Likes
19Kommentarer
15032Visninger
AA

17. ~ What The Heck?! ~

 

Kapitel 17

 

Hvad er det som kilder min næse? Jeg åbnede langsomt mine øjne og så ikke andet end noget brunt pjusket hår. Jeg rykkede hurtigt mit hovede tilbage og så Masky med sit hovede hvilene på min skulder. 

Da jeg kiggede om på min anden side lå Hoodie på nøjagtig samme måde som Masky. Faldte de i søvn? Jeg satte mig forsigtigt op, så jeg ikke vækkede Hoodie eller Masky, og kiggede rundt omkring mig. Ben var faldet sammen oven på mine føder og sov som en sten, mens han spandt som en kat. Og rundt omkring min seng lå E.J, Jeff og Toby. Selv Kagekao sad og sov som en sten i en stol som stod over ved vinduet.

De må ligge ad helvede til... Jeg rejste mig forsigtigt op og sneg ud på gangen, og ind på deres værelser. Jeg skyndte mig at snuppe en dyne og hovedepude fra deres værelser, og listede så tilbage til mit værelse for at lægge en dyne over dem. Da jeg kiggede over på min seng, var Hoodie og Masky kravlet ind til midten af sengen hvor de lå og holdte om hinanden. Er de blevet gode venner igen? Jeg smilte for mig selv, og lagde så min dyne over dem. 

Jeg bestemte mig for siden jeg nu havde fået det bedre, at jeg kunne gå ned og jeg ved ikke, lave noget mad? Det er vel okay, jeg kan sikkert komme op med noget. Jeg kiggede hurtigt ud af vinduet også det var blevet mørkt udenfor, så måske har Slender lavet noget.

Da jeg kom ned i køkkenet blev jeg overrasket af Silver som sad ved spisebordet med en af sine Pókemons. Jeg ved ikke hvad for en det er, men jeg ved det ikke var den som sad oppe på hans værelse. Måske er det den anden han snakkede om, hvad var det nu han sagde den hed... Hurry?

"Hey Silver." Sagde jeg og sendte ham et træt smil. "H-hej Emily." Silver kiggede kort op, inden hans blik igen vendte tilbage til hans Pókemon. "Er det Hurry?" Jeg satte mig ned ved siden af ham og studere det søde lille 'dyr'.

Han nikke forsigtigt og smilte. "H-han h-har k-kun et l-liv.." Silver løftede Hurry op og satte den ned på gulvet så den kunne løbe sin vej. "Hvad mener du?" Jeg kiggede undrende på det Pókemonen som styrtede ud af køkkenet. 

"H-han d-døde..." Sagde han og rejste sig. "S-Slender e-er u-ude i-i s-skoven l-lige nu, s-så v-vi s-skal selv l-lave mad..." Silver var på vej til at gå, da jeg stoppede ham. "Vent, hvad siger du til vi laver mad sammen?" Jeg smilte forsigtigt til ham.

Silver virkede som en meget ensom person da jeg første gang snakkede med ham. En trist og akavet person... Men han er flink nok, han skal bare åbne lidt op. 

Silver rystede på hovedet og kiggede trist på mig. "J-jeg k-kan i-ikke -" Han kiggede ned på sine hænder og sukkede. "Det er okay, jeg skal nok hjælpe dig." Jeg vendte mig om og kiggede i skabbene efter noget spiseligt. "N-nej d-det e-er i-ikke det... M-mine a-arme f-forsvinder." Jeg kunne høre Silver stod og trippede lidt, så jeg vendte mig om mod ham. Og rigtigt nok var hans arme forsvundet. 

Silver kiggede opgivende på mig. "Ehm... Hvorfor... Holder du mig så ikke med selskab?" Jeg gav ham et opmuntrende smil og vendte mig mod komfuret.

Jeg kunne høre en stol blive trukket ud, så jeg gættede mig til at Silver satte sig ned igen. "Nå Silver..." Sagde jeg, mens jeg kiggede ned på posen jeg havde i hånden. "Hvad siger du til pasta?"

 

***
 

"Hey Slendy? Hvad spiser vi?" Hørte jeg Jeff råbe, da man kunne høre drengenes fodtrin. Jeg vendte mig om med gryden i hænderne, i samme øjeblik alle drengene kom ind. "I kommer lige til tiden." Sagde jeg med et smil.

Mens jeg kogte pastaen, havde Silver fået sine arme igen, så han hjalp til med at dækkebord og vaske op. "Hvornår stod du op?" D.L stak hovede frem i døråbningen. "Hey hvad sker der her?" Han gik selvsikkert hen til mig. "Har du lavet pasta til mig?" Sagde han og lagde en arm om mig. "Ehm.." D.L skulle til at kysse mig på kinden da Jeff styrtede frem og hev huen over hovedet på ham. "Nope." Jeg trådte væk fra D.L, og satte pastaen på bordet. 

"Jeff når jeg finder dig vil jeg fodre dig dine egne knive!" Råbte D.L mens han viftede rundt med sine arme.

"Ja ja..." Mumlede Jeff ligeglad da han gik over og kiggede ned i gryden. "Pasta?" Han kiggede grinende på mig. "Er der noget galt med pasta?" Jeg lagde armene over kors og hovedet på skrå.

"Nej, det er bare det... Vi er creepy PASTA... Er det ikke lidt som at spise sig selv?"

Der blev helt stille. "Jeff, har du lige kaldt dig selv en pasta?" Ben flækkede af grin, som resulterede i han fik en flad af Jeff. "Du lukker Zelda!" Sagde han med en truende dyb stemme.

Jeg grinte, men lavt så jeg ikke fik samme tur som Ben. I mens Ben og Jeff skulede til hinanden, sneg Toby sig hen ved siden af mig, og trak mig ned på en stol hvor han derefter placerede sig selv på den ved siden af. "Vil De have en potion pasta Miss?" Sagde Toby med en franks accent.

"Mange tak." Sagde jeg da han rakte mig en tallerken, og alle endelig havde fået sat sig. "Emily, hvordan har du det?" Kagekao's spørgsmål fik de andre til at blive helt stille. "Tja, jeg vælte nok ikke rundt mere." Sagde jeg med et smil. Drengene kiggede bare bekymret på mig. "Rolig, jeg har det fint." Jeg skulle til at tage en pasta i munden da Slender pludselig stormede ind i køkkenet. "Børn, det er nu! Del jer op i de grupper der er blevet delt op!"

Slender teleporterede væk igen med det samme, og i et sekund var alle forsvundet. "Hvad i?..." Huset blev helt stille.

Jeg sank den klump jeg havde i halsen, og rejste mig forsigtigt op. Der må have været sket et eller andet... Eller... Er det en del af træningen? Jeg prøvede at ignorere mit bankene hjerte, så jeg begyndte at vaske op. "Det er sikkert bare en eller anden trænings øvelse.... Tag det roligt." 

Jeg tog nogle dybe indåndinger mens jeg tørrede de våde tallerkner. Pludselig kunne jeg høre nogen fodtrin bag mig, som fik mit blod til at fryse til is. Det er ingen ting, det er ingen ting, det er -

En hånd blev smækket over min mund og en arm trak mig tilbage så jeg mistede balancen. Jeg skreg og prøvede desperat at vride mig fri, men ente bare med at vælte. "Shhh!" En fyr med blonde hår bøjede sig over mig og kiggede bekymret på mig. "Jeg skal nok rede dig." 

Jeg kiggede underligt på ham og rystede desperat på hovedet. "Det er okay, vi har en bil klar vi skal nok rede dig."

Vi? Jeg rystede voldsomt på hovedet da en anden fyr kom frem med en pistol i hånden. "Vi bliver nød til at skynde os, de kommer snart tilbage!" Fyren med det blonde hår tog mig op på hans skulder og løb ude af døren med den anden fyr lige i hælene. "Slip mig! Hvad har i gang i!? I reder mig ikke!" Jeg råbte efter de andre i håb om de ville høre mig, men den mørk håret kom et eller andet og min mund så jeg ikke kunne råbe.

Lyt til os! Vi gør dig ikke noget, vi prøver at hjælpe dig!" Drengene bar mig med over til bilen og satte mig ned, det var der jeg så mit snit til at stikke af. "Hey!" Hurtigt blev jeg grebet bagfra og bundet. "Vi er ked af vi må gøre det på den her måde, men du må forstå vi kun vil have dig i sikkerhed..." 

"Hvem er i? Og hvordan vidste i jeg var her?" Jeg begyndte at hyperventilerer. Hvor føre de mig hen!?

"Vi har holdt øje med jer, og sørget for at have en plan klar så vi kunne få dig væk fra de monstre." Den blonde nussede forsigtigt min kind. "Bare rolig vi passer på dig." Han sendte mig et skævt smil, og hjalp mig ind i bilen. 

"Hvem er vi?" Sagde jeg og kiggede tilbage mod de mørke træer. "Jeg hedder Chris, og min ven der hedder Landon. Vi lever her et stykke væk sammen med 3 andre gutter, vi så jer sidde i en vogn nogle kilometer her fra. Så vi bestemte os for at følge efter." Chris hoppede ind ved siden af mig. "Hør søde, du bliver nød til at sove lidt..." Landon som sad foran i føresædet vente sig om mod Chris og kaste en klud til ham.

Selv på afstand stank den klud af noget stærkt stads som jeg helst ikke ville i nærheden af.

Pludselig stak Chris kluden i ansigtet på mig og holdte mig ned så jeg ikke kunne skubbe ham væk. Jeg prøvede endu engang at skrige efter hjælp, men kunne mærke at mine øjne var begyndte at blive tunge. Jeg gav hurtigt op og lod mig selv falde sammen og glide ind i mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...