.:Don't Hide:. {CP}

Emily var engang misbrugt og slået. Hun var engang bange for mørket og hvad det ville bringe. Hun mistede sit liv. Hun mødte nye personer. Hun er ikke bange mere. Hun har nu et hjem. %Det her er en Creepypasta fan fiction%

8Likes
19Kommentarer
14508Visninger
AA

16. ~ We Won't Let The Monsters Get You ~

 

Kapitel 16

 

Jeg havde stadig mine øjne lukkede da jeg hørte døren gå op. Jeg troede i starten kun det var Kagekao som ville gøre noget ved den feberdrøm, men jeg kunne høre med det samme han ikke kom alene. Han snakke med nogen udenfor døren inden døren forsigtigt gik op.

Jeg lå helt stille i sengen og trak vejret forsigtigt. Jeg havde ikke rørt mig siden han gik, og jeg følte mig faktisk ikke nær så svimmel og ør i hovedet som før.

"Er hun okay?" Jeg kunne høre Ben's stemme fra min højre side. "Emily har det fint, hun skal bare lige have pillen og så skal hun hvile." Og Kagekao på min venstre. "Emily? Er du vågen?" Toby's stemme lød nervøs. Jeg nikkede stille med hovedet som svar, og med det samme kunne man høre lettede suk. Jeg tror enda jeg hørte Slender åndelettet ud.

"Her, du skal op og sidde." Jeg åbnede forsigtigt øjnene og holdte mit blik mod det hvide lagn. Kagekao rakte pillen og glasset frem mod mig, og jeg skyndte mig at komme pillen i munden og skylle den ned med det iskoldevand.

"Emily?.." Jeg hørte både Hoodie og Masky sige mit navn samtidig. Jeg ville gerne se på dem, men jeg ville helst ikke se de uhyre igen. 

"E-er d-du b-bange f-for os?" Stammede Hoodie lavt.

Bange... Det er ikke dem jeg er bange for. Slet ikke... Jeg er vant til de alle er omkring mig, og jeg er glad for jeg har dem i mit liv. Jeg kunne ikke forestille mig hvad jeg skulle gøre uden dem. Et liv uden mine drenge...

"Emily?" E.J virkede en anelse nervøs over min tavshed. "Er du?" 

Jeg rystede på hovedet. "Så skræmmende er i ikke, tvært i mod tror jeg i er ved at blive ret bløder..." Sagde jeg med et flabet smil. 

Drengene grinede selv og satte sig til rette på sengekanten. "Så åben dine øjne." Sagde Jeff. Jeg bed mig nervøst i underlæben og åbnede øjnene med blikket rettet mod lagnet igen. "Og kig på os..." 

Jeg sank den klump jeg havde i halsen og blinkede et par gange. De findes ikke Emily, kom tilbage til virkeligheden... Jeg tog en dyb indånding og kiggede op.

Det første jeg så var Jeff's ansigt som... bare... voksede og kom tættere på. "J-Jeg kan ikke!" Jeg dækkede mit ansigt til med min hænder og lagde mig tilbage i sengen. "Hey, lad nu pillen sætte ind, den er ikke begyndt at virke rigtigt endnu."

"Og hvordan ved du så det hr: jeg-ved-alt?" Jeff lød som om han var ved at blive irriteret. "Vær bare flabet, i det mindste vidste jeg hvad der skulle gøres så jeg kunne hjælpe Emily. I forhold til jer idioter som bare havde kastet jeg over hende og skræmt hende ihjel." Der blev helt stille. "Prøv og se om du kan få lidt søvn Emily." Hørte jeg Kagekao sige inden jeg hørte nogle fodtrin forsvinde ud af døren.

"Vi bliver og passer på dig mens du sover..." Masky's stemme lød opmuntrende og beroligende. "Du ved, fra monstrene." 

"Det behøver i ikke -" Begyndte jeg, men blev afbrudt af de andre drenge som stemte for at blive her. "Sov sødt Emily..." Jeg kunne mærke nogen nusse mit hår inden jeg med et suk forsvandt ind i drømmeland.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...