.:Don't Hide:. {CP}

Emily var engang misbrugt og slået. Hun var engang bange for mørket og hvad det ville bringe. Hun mistede sit liv. Hun mødte nye personer. Hun er ikke bange mere. Hun har nu et hjem. %Det her er en Creepypasta fan fiction%

8Likes
19Kommentarer
15181Visninger
AA

34. ~ Unwelcome Guest ~

 

Kapitel 34

Efter den lille episode udenfor huset, havde Slender hentet os ind. Vi sad nu alle sammen ude i stuen. Ingen sagde noget, men sad bare og stirrede på Liu, der havde nægtet at flytte sig fra mig, uanset hvad drengene havde truet ham med. 

Jeg kiggede kort op mod Liu, som sad med et neutralt ansigtsudtryk, og med en arm om mig. Det var tydeligt, at han var en af de stærkeste af de creepypastaer jeg kendte til. Jeg kunne både fornemme det på hans personlighed, og så på den måde han havde fat i mig på. Det var groft, og virkede meget dominerende. Nu når jeg tænker over det, var Liu ikke ham, med den delte personlighed?

I det samme kiggede Liu på mig med et hånende smil. Jeg blinkede overrasket et par gange inden jeg fjernede mit blik fra ham. Det her er helt sikkert hans dårlige personlighed.

"Liu... -" Slender skulle til at sige noget, da Liu løftede en hånd, og stoppede ham. "Det er Sully." Sagde han bare kort, inden han lænede sig tilbage i sofaen og trak mig ned til ham, så mit hovede endte på hans bryst. Jeg skævede endnu engang op mod hans ansigt. Hans ar gik hen over hans ansigt, som et minde om de sår, der engang havde været skåret i hans hud. Hans hår var skulder langt, brunt og så meget blødt ud. Hans øjne havde en virkelig smuk grøn farve. 

Jeg flyttede mit blik over til Jeff, der kiggede med åbenlys vrede på Sully. Tænk Jeff engang havde set sådan ud... Jeg kunne ikke forestille mig det. Jeg er så vant til hans sorte hår, hvide hud, og uhyggelige smil.

Jeffs øjne fangede i det øjeblik mine. Jeg kunne se vrede og bekymringen i hans ansigt. "Hey!" Råbte Jeff, samtidig med han sprang op fra lænestolen. "Hvad vil du overhovedet her?!" Jeff stod truende, med ansigtet helt nede til Sullys, mens han utålmodigt ventede på et svar.

"Gider du godt flyttet dig? Din ånde er virkelig forfærdelig.." Sully vendte sit ansigt væk i afsky, og stak derefter sin næse ned i mit hår. "Emily, du dufter lækkert.." Jeg kunne høre han tog en dyb indånding, med blikket vendt mod Jeff der ville eksplodere når som helst. 

"Hr. Sully. Jeg vil bede dem om at give slip på Emily, og give os en forklaring på din ankomst." Sagde Slender, der var ved at få nok.

"Fint.." Mumlede Sully med et suk. "Hey, jeg ville sove med åbne øjne hvis jeg var dig.." Sully hviskede det sidste til mig, med en dyb truende stemme, inden han grinte lavt og gav slip på mig. Jeg fløj op fra sofaen, med armene om mig selv, inden jeg skyndte mig at få noget afstand mellem Sully og jeg.

Da jeg var kommet væk fra ham, skyndte Jeff sig hen til mig. "Er du okay?" Spurgte han lavt. Jeg nikkede hurtigt, og tog en dyb indånding. Jeff lagde forsigtigt en arm om mig, og førte mig over til de andre, der satte sig helt op af mig, med bekymrede blikke.

"Sully en begrundelse?" Slender var begyndt blive utålmodig, og sad og vippede med sin ene fod. 

"Ja ja.." Man kunne høre på Sullys tone, at han var begyndt at blive irriteret. "Jeg blev sendt herover eftersom det snart er tid til flytningen. Offender er ved at være godt træt af alle dem hos ham.." Sully vendte pludselig sin opmærksomhed mod mig. "Han havde håbet at du ville kommer over til os.." Han gav mig endnu et af hans uhyggelige smil.

"Emily skal ingen steder. Hun bliver i det her hus så jeg kan sørge for vi ikke får problemer som til træningslejren." Sagde Slender bestemt inden han rejste sig fra sin stol. "Jeg skal nok snakke med ham. Var der andet?" 

"Faktisk.." Sully lagde hovdet på skrå og gav Slender sit pokerfjæs. "Offender har givet mig en ordre om at jeg skal blive her. Det er bestemt at jeg er en af dem der skal herhen under flytningen."

Efter en kort tids stilhed brød helvedet løs. "Nej nej, det kan du godt glemme." Jeff sprang op og gik hen til Sully sammen med Masky, E.j, Toby og Ben. "Du skal holde dig langt væk fra Emily."

"Stop det!" Slenders ordre rungede i hele huset. "Fint, hvis det er en ordre fra Offender. Men du skal sove på sofaen, og jeg vil ikke have der bliver noget ballade. Er det forstået?" Slender havde sit blik vendt mod Sully.

"Javel." Sully nikkede som tegn på han havde forstået, men i stedet for at kigge på Slender vendte han sine øjne mod mig, med et gådefuldt smil.

Jeg følte mit luftrør lukke sig sammen ved hans blik, og kunne ikke gøre andet end at kigge væk. "Godt. Jeg er på mit kontor hvis der er brug for mig." Og med de ord fra Slender, forsvandt han ud i den blå luft.

Stilhede lagde sig over rummet. Alles blikke var vendt mod Sully der bare stod med armene over kors, og med i triumferende smil på læberne. "Kom nu, er det virkelig sådan en velkomst jeg får?" Han begyndte at grine ukontrolleret og jeg kunne mærke kuldegysningerne brede sig overalt på min krop.

I det samme stoppede han pludselig. Sully kiggede ned i jorden med et tomt blik. "Hvad i..?" 

Forvirret kiggede jeg fra Sully til de andre drenge. Sully kiggede langsomt op, og mødte vores blikke. Hans øjne var forandret, der virkede mere... Imødkommende.

"D-Det må i virkelig undskylde. Sully kan godt miste kontrollen nogen gange.. Emily!" Da han så mig imellem de andre, begyndte Sully at smile. Han skyndte sig hen til mig med arme bredt ud klar til et kram. Rent instinktivt rykkede jeg tilbage med armene beskyttende om mig selv.

Jeg kunne se på hans ansigtsudtryk, hvordan det gjorde ondt på ham, at jeg trak mig væk fra ham på den måde. "Det må du virkelig undskylde Emily.." Sully smilte tøvende, inden han forsigtigt rakte sin hånd frem til mig. "Lad mig prøve at introducere mig igen. Jeg hedder Liu. Ham du så før var Sully. Han kan godt virke ret uhyggelig lige i starten, men han er ikke så slem når du først lære ham at kende." 

Jeg kiggede i starten nervøst på Liu's udstrakte hånd, inden jeg blødte ud i et smil, og greb den. "Godt at se dig igen."

Liu kiggede med store øjne på mig, inden han kiggede ned mod jorden med røde kinder. "Hov hov, hvad sker der for den reaktion? Og hvorfor smiler du sådan til ham Emily?!" Jeff kom over og begyndte næsten at hyle som en ensom hvalp, der søgte opmærksomhed.

"Og dig! Hvorfor skal du være her?" Jeff vendte sig mod Liu og begyndte at prikke til ham. "D-Det var en ordre." Mumlede Liu, overrasket og en smule irriteret over, at Jeff pludselig begyndte at snakke sådan til ham. "Ja helt sikker! Du kom sikkert kun herhen fordi Emily er her." Jeff skubbede til Liu, der næsten faldt bag over. Liu havde ansigtet vendt mod jorden, og tog korte hurtige vejrtrækninger, inden han begyndte at grine. "Og hvad så hvis det er grunden?"

Jeg kunne mærke temporaturen falde i stuen, da Sully endnu engang var vendt tilbage. "Hvad -"

Hvad vil i gøre? Hvad vil i gøre hvis jeg tager Emily?" Sully kom hen til mig med 2 skridt og greb fat i mig. Jeg pev i smerte, da hans hånd greb fat i min arm og begyndte at klemme til. 

"Hey stop set Sully!" Masky havde rejst sig op sammen med de andre drenge. "Jeg har lige fået en ide!" Råbte Sully pludseligt, og vendte sit blik mod mit. Da mine øjne mødte hans, kunne jeg se hans fornuft var forsvundet. "Hvad hvis jeg skære hende op i små stykker? Så kan vi alle få en del hver." Sully greb fat i mit ansigt, og trak en kniv frem som han viftede frem og tilbage foran mit ansigt.

Jeg kunne mærke min krop ryst, og mine ben var ved at give efter. Med alt det der skete lige nu, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Da den første tårer faldt, og de andre langsomt begyndte at følge efter, lagde jeg mærke til noget der ændrede sig i Sully's blik. Han kiggede på mig med let åben mund og med forvirrede studerende øjne.

"Sully!" Jeg kunne høre de andre drenge råbe og ud af øjenkrogen kunne jeg se dem komme stormene mod os. Jeg tog derfor chancen og trak mig fri, mens Sully var væk. Da jeg var sluppet fri fra hans greb, styrtede jeg ud af stuen, op ad trapperne og tilbage til mit værelse, hvor jeg smækkede døren i og lod mig selv glide ned på gulvet med et lavt hulk.

Jeg havde besvær ved at trække vejret, og tårerne ville ikke stoppe. Det blik han havde i øjnene. Han mente det han sagde, han ville slå mig ihjel.

I det øjeblik gik noget op for mig. Jeg grinte sløvt af mig selv inden jeg tørrede de faldne tårer af mine kinder. Jeg bor i et hus hvor det er normalt at gå ud og slagte en hel lejlighed fyldt med mennesker.. Det burde ikke undre mig at en af dem en dag ville skære halsen over på mig. Det kan godt være at jeg har levet med de her drenge, Slender og Sally, som alle ser mig som en af dem... Som alle har accepteret mig som en del af deres familie, men deres instinkter forsvinder ikke så let.

I forhold til dem, er jeg svag og ubrugelig, ikke nok med det, er jeg bare til besvær. De kommer konstant op og skændes på grund af mig, og de ender altid med at skade hinanden på grund af noget jeg har gjort. Det overrasker mig, at jeg først er blevet truet med livet nu.

Jeg rejste mig sløvt fra gulvet, og slæbte mig selv hen til skabet, hvor jeg bare trak en sort t-shirt frem. Jeg smed mit tøj, og lod det ligge på jorden, derefter hev jeg trøjen over hovedet og kravlede ind under dynen i sengen.

De her tanker bliver bare ved og ved med at farer igennem mit hoved... Måske hvis jeg bare går i seng, kan jeg vente med alt det her til i morgen.

En lydløs banken kunne høres på min dør, men jeg ignorerede den, og hev dynen over hovedet. "E-Emily?" Jeg kunne med det samme genkende Hoodie stemme. "E-Emily e-er du o-okay? J-Jeg k-kommer ind." Døren blev åbnet og lukket med et lavt klik, inden jeg hørte nogle skridt der bevægede sig hen imod mig.

Efter Hoodie havde sat sig på sengekanten blev der stille. "S-sover du?" Spurgte han stille, uden at få et svar. Jeg bed mig nervøst i læben, og blinkede nogle tårer væk der slørede mit syn.

"Emily, jeg håber du ved, at du betyder meget for os alle sammen, og vi vil gøre alt for at beskytte dig. Vi elsker dig alle meget højt. Meget højere end jeg tror du ved..." Alt nervøsiteten var forsvundet fra Hoodies stemme, og han snakkede med en dyb og tydelig stemme, der overraskede mig utrolig meget. 

"Det kan godt være vi er monstre og lever af at slå folk ihjel, men vi har alle et hjerte og vi kan alle elske, græde, grine og mærke smerte. Vi er her alle for dig Emily, og vi venter alle på du åbner dig for os, og fortæller hvad du føler."

Der gik lidt tid hvor der ikke blev sagt noget. Da en smerte begyndte at brede sig i mit bryst opdagede jeg, at jeg havde holdt vejret. Jeg tror aldrig jeg har hørte Hoodie snakke sådan før, det rørte mig dybt.

"Jeg burde nok gå - ..." Hoodie nåede kun lige halvt at rejse sig, da jeg greb fat i hans ærme. "K-Kan du... Ikke nok bliver her.. Bare lidt længere?"

Jeg kunne pludselig mærke at Hoodie begyndte at ryste. "H-Hoodie?" Jeg rev dynen af mig, og satte mig op for at se hvad der var galt. 

"E-E-Emily... V-Var d-du v-vågen??" Stammede han nervøst, mens han undgik mit blik ved at kigge ned. Jeg grinte lavt, men det gik hurtigt hen og forvandlede sig til små hulk.

Hoodie satte sig med det samme på sengen, og trak mig ind i et kram. "B-Bare rolig. Der sker dig ikke noget.." Jeg lagde selv mine arme om Hoodie og trak ham tættere ind til mig.

"J-Jeg ved snart ikke om jeg kan holde til mere." Mumlede jeg lavt, ind imellem de hulk jeg lukkede ud. Hoodie sagde intet, men løftede mig bare op og rykkede ind på senge, hvor han lagde mig på sig og trak dynen over os.

"Hoodie?" Jeg tørrede mine øjne og kiggede op på ham. "Det er okay, du må godt græde... Jeg bliver her hos dig."

Jeg borrede mit ansigt ned i Hoodies bryst, og lod tårerne løbe frit. Hoodie lå bare der sammen med mig, med armene om mig, som prøvede han at beskytte mig fra omverden. Og det virkede. Efter at have ligget i Hoodies arme i noget tid, endte jeg med at falde i søvn, i hans arme. Beskyttet og elsket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...