.:Don't Hide:. {CP}

Emily var engang misbrugt og slået. Hun var engang bange for mørket og hvad det ville bringe. Hun mistede sit liv. Hun mødte nye personer. Hun er ikke bange mere. Hun har nu et hjem. %Det her er en Creepypasta fan fiction%

8Likes
19Kommentarer
15272Visninger
AA

31. ~ Twice The Love ~

 

Kapitel 31

Da jeg vågnede næste morgen, slog jeg øjnene op til Ben's sovende ansigt, få centimeter fra mit. Med et smil, studerede jeg hans sovende ansigt, inden jeg lænede mig hen til hans øre og hviskede: "Godmorgen Ben."

Ben reagerede ikke, men mumlede bare noget meget utydeligt, inden han på en eller anden måde fik rullet sig oven på mig. "- Uff Ben! Jeg bliver altså mast her!" Sagde jeg med et grin. Denne gang vågnede han.

Ben åbnede langsomt sine øjne, og løftede sit hovede så hans øjne kunne møde mine. Han bevægede sig ikke, men stirrede bare på mig, med store øjne og røde kinder.

"Ehm... Godmorgen? Vil du være sød at rejse dig?" Spurgte jeg. Ben kiggede forvirret på mig, satte sig op og gned sine øjne. "... Er det her en drøm?" Spurgte han med en grødet stemme. 

Mine Kinder blussede helt op, da jeg så han sad på mig, i bar mave. "... Ben? Hvor er din trøje?"

Ben kiggede ned af sig selv, og trak på skuldrene, inden han lænede sig ned til mig. "Selv hvis det her ikke er en drøm, vil jeg ikke fortryde det jeg skal til at gøre nu.." Sagde han med et smil.

Jeg skulle til at spørge hvad det var han mente, da Ben pressede sine læber mod mine. Det var ikke bare et enkelt lille kys, som det jeg fik fra Hoodie igår, det var et kys der føltes som en evighed. Da kysset sluttede, sad vi begge med hurtige åndedræt. Ben's kinder var ildrøde, og jeg vil gætte på mine også var det.

"Hvorfor -" Jeg blev endnu engang afbrudt, denne gang var det bare fordi han lagde en finger på min mund. "Bare lad mig nyde det her.. For jeg ved, at i løbet af 10 sekunder, så kommer en af de andre." Efter Ben sagde det, lagde han sin mund mod min igen.

Jeg lå helt stille, og kiggede bare forvirret på ham. Af en eller anden grund, stoppede jeg ham ikke.. Og det behøvede jeg faktisk ikke, for som Ben havde forudsagt, kom der en ind på mit værelse efter 10 sekunder.

"Prinsesse ~ Det er tid til -" Det var Toby, der kom listende ind på mit værelse, han stoppede dog med det samme, da han så mig ligge naglet til sengen, med Ben over mig.

Ben havde hørt døren gå op, for han stoppede med det samme, og vendte sig langsomt om. "Åh nej.." Mumlede han kort, inden alt farven forlod hans ansigt.

Jeg kunne se Toby stadig stod ved døre, men det smil han stod med før, var blevet meget dystert. "Toby... Det er en misforståelse -" Ben havde stadig sit ansigt vendt mod Toby, så jeg kunne ikke se hans ansigtsudtryk, men jeg kunne nemt høre nervøsiteten i hans stemme.

Toby's tics begyndte, da han rakte om bag sin ryg og trak sine økser frem. "Ben. Det her kommer du til at fortryde." Jeg kiggede skræmt på Toby, han var slet ikke sig selv.

"T-Toby tag det roligt." Sagde jeg hurtigt mens jeg sagde beroligende ord, der måske ville få ham til at stoppe. Jeg ville ikke havde Ben eller Toby skulle begynde at skade hinanden, desuden så lå jeg her under Ben, så hvad ville ske med mig?

Til mit held, dukkede Jeff op i døren. Han fik øje på Toby og stoppede ham med det samme. "Hey Toby! Tag det rolig, hvad sker der?" Sagde Jeff der langsomt tog økserne ud af hænderne på Toby.

Toby kæmpede en kamp for at stoppe sine tics, samtidig med han gestikulerede mod Ben, der ikke havde rykkede sig en meter.

Jeff kiggede hen mod sengen, og så med et rasende blik, mig under Ben. "Ben... Hvis jeg havde vist du var her, havde jeg ikke stoppet Toby.." Jeff begyndte at gå hen i mod sengen. 

Ben fjernede sig ikke, men lagde sig derimod ned på mig, og holdt godt fast i mig. "Emily, du bliver nød til at rede mig! Det gælder liv eller død!" Ben tikkede og bad om nåde, men Jeff var lige glad. Han greb fat rundt om halsen på Ben, og traskede ud af døren med ham, mens Ben sprællede hjælpeløst rundt i hans greb.

 

Efter de var forsvundet, og støjen havde lagt sig, skævede jeg over til Toby, der stadig stod henne ved døren. Jeg havde sat mig op, trukket knæene ind til mig og trukket dynen op til hagen. Toby måtte havde lagt mærke til jeg kiggede på ham, for han vendte langsomt sit blik mod mit, og lagde hovedet på skrå. Han havde stadig det der uhyggelige blik, som han havde da han kiggede på Ben.

Med langsomme skridt, gik Toby hen til mig. Jeg rykke instinktivt tilbage og trak dynen længere op, så den næsten dækkede mit ansigt. 

"Emily.. Er du bange for mig?" Toby's stemme var blevet grødet, det lød næsten som om han skulle til at græd. Han satte sig ned på sengen og rykkede sig forsigtigt hen til mig, med sin hånd rakt frem.

Jeg rystede kort på hovedet. "J-Jeg er ikke bange for mig... Du forskrækkede.. Mig bare." Mumlede jeg med mit blik vendt alle andre steder hen, end på Toby.

"Please, kig på mig!" Toby pev nærmest ordende ud, mens han kravlede helt hen til mig. Jeg farede sammen og stirrede på ham, med store skræmte øjne. Toby så mit blik og blinkede overrasket, inden han kiggede trist ned og rejste sig. "Jeg forstår... Selvfølgelig er der ingen der ville kunne elske et monster som mig.." Jeg greb i det samme fat i Toby og hev ham ned til mig.

Han landede med et bump på sengen og faldt bag over, og jeg lagde mig med det samme over ham og holdt ham tæt ind til mig. "Stop det. Du skal ikke sige sådan noget." Efter jeg sagde dette, kunne jeg høre et snøft.

Jeg kiggede undrende på Toby, og så hans øjne var fyldt med tårer, der langsomt begyndte at trille ned af hans kinder.

"Du må ikke græde.." Jeg kyssede blidt tårerne, der trillede ned af hans kinder, væk. Toby snøftede endnu engang, og greb fat i mig. 

"Emily, du betyder meget for mig, jeg håber du ved det." Hviskede han med en hæs stemme, mens han trykkede sit ansigt mod min hals.

Jeg nikkede forsigtigt, og holdt ham tæt indtil mig, mens jeg blidt kørte mine fingre igennem hans pjuskede brune hår.

 

***

 

Da vi endelig fik rejst os, og gik ned i køkkenet hvor de andre havde ventet, i hvad der måtte være en evighed, blev jeg mødt af en masse urolige blikke. "Godmorgen.." Mumlede jeg med et gab, da jeg satte mig stolen i mellem Hoodie og Masky.

Jeg fik intet svar, de sad bare alle og stirrede på mig. Jeg kiggede forvirret på dem alle, inden jeg med et hævet øjenbryn spurgte hvad der var galt.

Endnu engang var der ingen som svarede mig, de kiggede alle ned mod deres tallerkner. Jeg lagde i det samme mærke til, at både Ben og Jeff manglede ved bordet. Jeg vidste allerede godt hvad det var de lavede... Jeff var sikkert igang med at skære Ben i små stykker og prikke hans øjne ud så han kunne fodre ham til Smile...

Jeg blinkede overrasket, over mine egne tanke. Før i tiden ville jeg ikke engang overveje at tænke sådan noget, men nu faldt det helt naturligt ind for mig at tænke det.

"Heldige skid.." Hørte jeg pludselig en mumle. Jeg kiggede op, og fik øjenkontakt med E.J. 

"Hvad?" Spurgte jeg forvirret med hovedet let på skrå. E.J rystede bare på hovedet og grinte lavt. "Det er ikke noget specielt..." 

Jeg trak bare på skuldrende og tog mere at spise. "Emily, hvad lavede dig og Ben?" Spurgte Masky pludselig, med en meget lav stemme.

"Vi Sov." Svarede jeg kort, samtidig med jeg kiggede på Masky, der sad og prikkede til sine æg. "Nå..." Mumlede han kort inden han rømmede sig, tog sin tallerken op og rejste sig.

Jeg kiggede kort rundt på dem alle. Hoodie rejste sig også, og fulgte efter Masky. "E-Er der noget galt?" Mumlede jeg nervøst, med mit blik vendt mod E.J.

E.J trak bare på skuldrende og lænede sig lidt frem. "Måske har de det bare som mig." 

"Hvad mener du?" Spurgte jeg endnu mere forvirret end før. E.J grinte lavt. "Jalousi er ens værste fjende." Mumlede han stille for sig selv. "Du skal ikke være ked af det Emily, det er ikke på grund af dig der er sådan." Sagde E.J samtidig med han rejste sig. "Bare giv dem lidt tid, så bliver de normale igen." Han lagde selv sin tallerken hen, og forsvandt derefter ud af køkkenet.

Tilbage sad Toby og jeg. Vi sagde intet til hinanden, men spiste bare i stilhed. Da døren til køkkenet pludselig fløj op. "Av av av... Emily!" Det var Ben, som kom humpende ind. "Please! Red mig!" Ben kæmpede sig hen til stolen ved siden af mig, og greb fat i min hånd.

"Hvis du vidste hvad det var han havde tænkt sig at gøre ved mig -" 

"Havde han tænkt sig at skære dig i små stykker og prikke dine øjne ud så han kunne fodre dig til Smile?" Mumlede jeg træt med et hævet øjenbryn.

Ben kiggede først med store øjne på mig, inden han rykkede sig væk fra mig. "Hvordan vidste du det?" Jeg trak bare på skuldrene og lænede mig tilbage i stolen. "Bare et heldigt gæt.."

"Beeen!" Kunne man høre Jeff råbe, da han lidt efter kom stormende ind i køkkenet. "Der er du!" Jeff gik med lange hurtige skridt helt hen til Ben, og holdt kniven få centimeter fra hans hals. "Bed din sidste bøn.." Snerrede Jeff, mens han langsomt førte kniven tættere mod Bens hals.

"Jeff..." Sagde jeg, og stoppede ham ved at lægge min hånd på hans. "Please, ikke nu." Jeg kiggede Jeff dybt i øjnene, og efter at have kigget lidt fra mig til Ben, sukkede han irriteret og fjernede kniven. "Fint, men næste gang Ben, så kan ikke engang Emily rede dig."

Jeff smed sig tilbage på den frie stol ved siden af mig. Han kiggede med et sløvt blik på maden der var på bordet, lige indtil han så baconene. "Bacon!" Sagde han med øjne der lyste helt op, inden han nærmest smed sig over bordet for at få fat i det.

"Svin.." Hørte jeg Ben mumle, mens han hostede for at prøve at skjule det, men Jeff hørte det tydeligt. "Hvad sagde du?!" Jeff vendte straks al sin opmærksomhed mod Ben. "Hvad?" Ben kiggede uskyldigt på Jeff, og spillede dum. "Hvad snakker du om? Jeg har ikke sagt noget."

Jeff stirrede kort på Ben, inden han endnu engang proppede bacon i sig så det endte med at små stumper fløj lidt rundt omkring.. "Mmm lækkert." Mumlede Toby sarkastisk fra den anden side af bordet, mens han selv sad og proppede vafler i sig.

Jeg kunne ikke lade være med at grine da jeg så det. Toby kiggede underligt på mig, inden han smilte stort. Han holdt 2 vafler oppe foran sit ansigt. "Jeg er en flue! Se Emily!" Sagde han med et grin.

Jeg begyndte at grine endnu mere, ikke fordi det var vildt sjovt, men fordi det var så dumt. "Jeg ser ikke det sjove i det her.." Mumlede Jeff, med store forvirrede øjne og bacon hængende ud af munden.

Tårerne begyndte at trille ned af mine kinder, fordi jeg grinte så meget. "H-Hvad?" Jeff stak sit hovede helt hen til mig. "Fortæl mig hvad der er så sjovt?!"

"J-Jeg ved det ikke." Sagde jeg mens jeg grinte af. "J-Jeg begyndte bare at grine." Jeg tørrede tårerne væk og sukkede. "Jeg har aldrig grint så meget før i hele mit liv." Sagde jeg med et smil.

Efter mit lille grineflip, begyndte vi at snakke. Jeff fortalte mig at Slender havde planlagt noget til os alle sammen, han ville dog ikke sige hvad det var, så det glæde jeg mig til. 

Det var noget der skete om aftenen, så der var stadig langtid til, men det måtte vist være ventetiden værd.

 

Da vi havde ryddet af bordet, og vasket af, gik jeg tilbage til mit værelse. Jeg gik stille og roligt hen af den tomme gang, mens jeg spekulerede over hvad det var vi skulle i aften, da jeg pludselig blev greb fat i og trukket ind på et værelse.

Jeg sprællede som en sindsyg for at slippe ud af personens greb, men jeg var låst fast i personens muskuløse arme. "Shh! Det er bare mig." Jeg kunne med lethed genkende Masky stemme. "Masky?! Hvad går der af dig, du var ved at skræmme mig ihjel!" Hvæsede jeg af ham, med hånden på mit hjerte.

"D-Det m-må d-du u-undskylde E-Emily." Mumlen kom fra det ene hjørne af værelset, det var umuligt ikke at kunne genkende Hoodie's stemme.

"Hoodie? Masky? Hvad sker der? Hvorfor har i trukket mig her ind?" Jeg viklede mig ud af Masky's arme og vendte mig om mod både Hoodie og Masky.

De kiggede begge kort på hinanden, inden de med et nik rakte om bag hovedet på dem selv, og løsnede deres masker.

"H-Hvad laver i?" Spurgte jeg med store øjne. "Vi tager vores masker af så du kan se os." Mumlede Masky, inden han lagde masken hen på hans natbord.

Chokeret kiggede jeg på dem begge. For første gan. Nogensinde. Ser jeg Masky og Hoodies ansigt.

Hoodie havde hassel farvede øjne og mørkt kort pjuskede hår, mens Masky havde blå øjne og længere og mere pjuskede hår, og de havde begge et langt smalt ansigt og markerede kindben, der for mig, fik dem til at ligne modeller man så i et magasin.. 

Masky trådte et skridt frem imod mig med et forførende smil. "Mit rigtige navn er Timothy, men kald mig bare Tim." Hoodie gik også frem, men holdt sig stadig en smule bag Masky. "M-Mit rigtige n-navn er Brian." Mumlede han lavt, mens han kiggede mig dybt i øjnene.

Det lille værelse blev stille. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige, jeg stod bare og kiggede på dem begge, med et uforstående blik. 

Jeg forstod stadig ikke hvorfor de viste mig deres ansigter, altså ja det er da meget godt jeg ved hvem det er der gemmer sig bag maskerne, men jeg troede ikke de ville have deres identitet skulle afsløres. Ikke engang for mig...

Masky og Hoodie kiggede lidt nervøst på hinanden inden de atter vendte sig mod mig. "Du har ikke noget i mod at vi viste dig hvem vi er, vel?" Spurgte Masky, mens han bed sig nervøst i læben.

Jeg begyndte at rødme da jeg tog mig selv i at stirrer alt for længe på hans fyldige læber. "N-Nej nej! Selvfølgelig ikke!... Det er bare... Jeg forstår ikke hvorfor i gjorde det?"

Masky lagde en arm om Hoodie og lænede sig op ad ham med et smil. "Fordi vi elsker dig.." Svarede han kort.

"Elsker?" Jeg var i tvivl om hvordan det var jeg skulle reagere på den 'kærlighed erklæring', hvis man overhovedet kan kalde det, det.

"Ja, elsker. Det gør vi alle sammen." Hoodie nikkede ja til Masky's ord, og sagde stadig ingenting. "Hvad mener du med 'Det gør alle'?" Jeg tog et skridt tilbage og lagde armene om mig selv. Masky gav slip på Hoodie, og samtidig gik de med langsomme skridt hen i mod mig.

"Emily, har du ikke set hvordan alle opføre sig omkring dig? Når de ser dig, får de alle lyst til at gøre sådan her:" Masky trak mig hen til sig, og lagde sig arme omkring mig. "Og sådan her." Hoodie gik hen ved siden af Masky, og lagde sin hånd på min kind, inden han blidt kyssede mig på kinden.

"Eh -" Jeg kiggede nervøst på dem begge helt rød i hovedet. "Og det her." Hviskede Masky, inden hans ansigt pludselig kom meget tæt på mig, og hans læber mødte mine. Jeg spærrede øjnene op, og skævede hen imod Hoodie, der havde lagt armene om mig, mens han kyssede mig fra min kind til min hals.

Jeg havde næsten ingen luft tilbage da Masky fjernede sine læber. "Men vi elsker dig meget mere end de andre gør.." Mumlede han, med et smil inden han kort kyssede mig på kinden og derefter lagde sit hovede på min skulder. "M-Meget." Jeg kiggede med det samme hen på Hoodie da han ud af ingenting pludselig sagde noget.

Han smilte selv, og lagde sine læber på mine. Overrasket over Hoodies 'pludselig angreb' trådte jeg et skridt tilbage. Det resulterede i jeg væltede ind i Masky, der var gået om bag mig. Jeg endte på gulvet over på Masky, der grinte lavt. "E-Er du okay?" Jeg satte mig op og kiggede bekymret på ham.

Masky nikkede og lagde sin hånd om bag min nakke, og trak mig ned til ham. Han trykkede endnu engang sine læber mod mine, forskellen på det her kys og det andet var, at det her var meget mere aggressivt. Jeg prøvede forgæves at trække mig fri, men Masky nægtede at slippe mig. Nogle arme sneg sig rundt om mig bagfra, og med det samme kunne jeg mærke nogle læber mod min hals. 

Mit hjerte slog hårdt i brystet på mig, og kuldegysningerne spræng frem på mine arme. Mit åndedræt blev hurtigere, og det samme gjorde Masky's og Hoodie's. I det samme kunne jeg mærke nogle kolde hænder på min mave. Masky's hænder udforskede min krop, og gjorde jeg næsten fik helt svært ved at trække vejret. 

"S-Stop." Mumlede jeg mod han læber, mens jeg endnu engang forsøgte at slippe fri, men Masky stoppede kun kysset og satte sig op, så jeg sad på hans ben med hans arme viklet omkring mig.

Masky kiggede mig over skulderen og hans smil forlod kort hans ansigt inden det hurtigt vendte tilbage. Han greb bedre fat i mig og løftede mig op på benene inden han løftede mig op i brudestil og bar mig hen til en 2-mandseng.

Jeg kiggede med store øjne på Hoodie som lænede sig ind over mig. "S-Stop.." Mumlede jeg igen med mens jeg beskyttende omfavnede mig selv. Hoodie kiggede lidt deprimeret på mig, inden han lænede sig længere ned til mig og hviskede: "Det kan jeg ikke."

Hoodie stod på fire over mig, og lænede sig helt ned til min ansigt, hvor han først kyssede mig på panden, mine kinder og til sidst mine læber. Hoodie's kys var i forhold til Masky's, mere blide, og de var så lette som en fjer, mens Masky kys var mere passionerede og aggressive.

Jeg begyndte at føle mig svimmel, og det meste af tiden, opfattede jeg ikke hvad der skete. De kyssede mig begge på skift, og efter hver gang, skete der mere, indtil...

"M-Masky, d-det e-er m-min tur." Hoodie kiggede gennemborende på Masky, der bare kort kiggede hen på Hoodie inden han trak mig ind i sin favn.

Hoodie kiggede med store vrede øjne på Masky, og kravlede hen til os, så han også kunne ligge armene om mig, men Masky trak mig tættere indtil ham, og knuste mig næsten med hans overnaturlige styrke. 

"M-Masky!" Sagde jeg nervøst, da jeg fik fornemmelsen af, at mine knogler snart ville knække.

"Oh undskyld!" Masky løsnede hurtigt sit greb, men kun en smule så han stadig havde sine arme snoet godt omkring mig. Masky stak sin næse ned i mit hår og tog en dyb indånding. "Sikke en vidunderlig duft.." Mumlede han.

Jeg kiggede lidt bekymret på Masky, inden jeg vendte mit blik mod Hoodie, der sad og så deprimeret på mig.

Med et suk, fik jeg mine arme fri fra Masky's greb inden jeg rakte dem frem mod Hoodie, som en invitation til et kram. Hoodie lyste med det samme op, og kravlede ind til mig.

Jeg lå nu på siden, med Masky bag mig der klamre sig til min ryg, mens Hoodie lå med en arm under mit hovede og sin anden arm om mine skuldre.

Masky brummede utilfreds, mens Hoodie spandt lykkeligt. Jeg smilte for mig selv, det her er ikke så slemt, bare at ligge sådan her...

Efter dette lå vi i stilhed, og holdt om hinanden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...