.:Don't Hide:. {CP}

Emily var engang misbrugt og slået. Hun var engang bange for mørket og hvad det ville bringe. Hun mistede sit liv. Hun mødte nye personer. Hun er ikke bange mere. Hun har nu et hjem. %Det her er en Creepypasta fan fiction%

8Likes
19Kommentarer
15265Visninger
AA

1. ~The Beginning~

 

Kapitel 1

 

Jeg lå helt ubevægelig i min seng og kiggede op i mod det samme kedelige loft, jeg var så vant til at kigge på. Jeg levede sammen med min mor... Og far. Jeg ville nu ikke kalde ham 'min far'. Han var mere alphan i huset. Tom, som han hedder, er den største alkoholiker jeg nogensinde har set, han har intet job, og han lever stort set sit liv i en lænestol, med en øl i den ene hånden, og gerne med min mor, i kvælertag, i den anden. 

Min mor fik aldrig nogensinde gjordt sin uddannelse færdig eftersom hun brugte alt sin tid på at følge i hælene på Tom. Hun var helt fortabt i ham første gang hun mødte Tom, men det viste sig at det var ensidigt. Tom lå med stort set alle de piger han kunne komme til.

I følge min mor, var han vidst en virkelig flot fyr før i tiden. Men så begyndte han at drikke, og tage på, så da min mor, der havde spildt sit liv på ham, stadig var fri, besluttede han sig for at være sammen med hende. Lige siden det, har de levet sammen, og det var ikke langtid efter at det hele begyndte... 

Tom ville finde en hver undskyldning for at slå hende. "Har du stadig ikke fået serveret maden? Virker fjernsynet ikke? Hvorfor har du ikke hentet mig en øl? Hvorfor er du ikke tynd og smuk ligesom andre kvinder?". Dengang var det vidst ikke så slemt, som nu.. Men så skete der noget der fik Tom til at gå helt amok.

Min mor begik den største fejl hun kunne have gjordt.. Hun mødte en anden. Hun fortalte mig ikke meget om min virkelige far andet et at jeg lignede ham en del, og at hans navn var Garry. Hun elskede ham virkelig, og han elskede også hende. De mødtes næsten hver dag, når det var meningen min mor skulle arbejde. Det endte med, at Garry fik gjordt min mor gravid, og det er så her jeg kommer ind i billedet.

Tom fandt ud af, at min mor var sammen med en anden, og det endte vist ikke så godt. Jeg har spurgt min mor et par gange om, hvad der blev af Garry efter, men hun ryster altid bare på hovedet og siger: "Garry behøver du slet ikke tænke på." Og når jeg så spørg om hun ikke savner ham, svarer hun altid med et sørgmodigt blik at: "Jeg savner ham utrolig meget, for han betød en del for mig, men han gav mig noget som betyder endnu mere nu. Nemelig dig min lille prinsesse". 

Tom har hadet mig lige siden jeg kom til verdenen, måske på grund af at jeg ligner 'manden-der-stjal-hans-dame', Garry, men jeg tror ikke han hader mig mere end han hader min mor. Han er tit meget voldelig overfor mig, nogen gange sker der nogle ting som jeg bare ville ønske jeg kunne glemme, men min mor prøver så godt som hun kan at beskytte mig fra Tom, så jeg vil ikke give op. Selv med de mange fysiske og mentale ar, vil jeg blive ved med at kæmpe for det smil, min mor holder oppe hver dag. Selvom det betyder, at jeg må holde ud de gange han slår mig... Eller de gange han kommer ind på mit værelse om natten.

Jeg åbnede stille døren og listede ud fra værelset, der var blevet utrolig stille, og det gjorde mig urolig. "Mor?" Jeg listede lydløst ud i køkkenet, og undgik alle de tomme flasker der lå, som en forhindrings bane, rundt omkring. "Prinsesse?..." Jeg genkendte med det samme hendes svage hæse stemme, og fulgte den, til jeg fandt hende ved køleskabet i hjørnet af det mørke køkken.

Min elskede mor sad krøllet sammen op af væggen, mens hun prøvede at stoppe blodet der strømmede fra hendes næse og fra flængen i hendes læbe. Hendes ene øjne var lukket, og et blålig-næsten sort mærke havde farvet hendes højre øjenlåg og den højre side af hendes pande i en mørk smertefuld farve. "Mor?" Jeg hviskede hendes navn, mens tårerne strømmede ned af mine kinder. "Åh, hvad har han gjort ved dig?" Jeg kærtegnede hendes kind, og ledte efter et viskestykke. Da jeg fandt det, åbnede jeg fryseren hvor jeg fandt en ispose. Hurtigt fik jeg viklet isposen ind i viskestykket, som jeg derefter holdt mod min mors hævede ansigt.

I det samme mærkede jeg en hånd tage fat i min arm. Jeg blev svunget rundt så jeg fik øjenkontakt med Tom. "Du skal ikke røre hende, fatter du det?" Snerrede han inden han gav mig et slag i ansigtet, der hvis han ikke have haft fat i mig, ville have sendt mig flyvende. Jeg nikkede hurtigt og landede med et bump da han gav slip på min arm der efterhånden var kulsort af de gange han havde grebet fat i mig, med sin hårde ruge hænder. Mens jeg prøvede at lukke hvæsen og truslerne, der fløj i mellem Tom og min mor, prøvede jeg at ignorer smerten der var på min ømme kæbe.

"Hvad fanden tuder du over? Det er sgu da bare lidt blod!" Jeg kiggede forskrækket over mod Tom, der stod over min mor. Der var nu udelt endnu et slag fra ham, der sendte min mor i gulvet. Blodnæsen var blevet være, og gav mig en mistanke om at hendes næse måske var brækket.

Mor hostede voldsomt så det rallede og gav mig kuldegysninger. Det var blevet værre, og til min rædsel var blod begyndt at kommer op. Det var nok på grund af slaget. Et kort øjeblik mødtes min mors og mine øjne. Jeg kunne se hendes sløve trætte øjne, der blev ved med at blinke for at få tårerne til at forsvinde, men de blev bare erstatte af nogle nye. Hendes karamel brune øjne der engang strømmede af liv, var tomme. Det var som et tegn om, at den smukke elegante person, der engang levede, var forsvundet og have efterladt en tom skal, som skulle forestille at være min mor. 

I det samme begyndte Tom at sparke. Efter hvert spark, rykkede min mors krop smertefuldt på sig, og hendes vejrtrækning blev uregelmæssige, eftersom hun efter hvert spark i maven, måtte hoste en klat blod op sammen med den luft hun gispede efter. Pludselig så jeg noget der fik mig til at spærre øjnene op... Hun smilte... Ikke bare et smil, der var ment som en trøst for mig, men et lettet smil.

Jeg vidste i det øjeblik, at det var slut. Hun var væk, og jeg vidste ikke om jeg var lykkelig på hendes vegne at hun endelig havde fundet fred, eller vred fordi hun, som den eneste der nogensinde havde elsket mig, efterlod mig med denne mand, der skulle forstille sig at være 'far'.

"NEEJ!" Skreg jeg og kravlede desperat over mod min mor, men nåede ikke langt da jeg blev sparket til siden af Tom, der med en tsk-lyd betragtede, min mors ubevægelig krop. "Dumme kælling, hun kan sgu heler ikke holde til noget. Hey! Din udulige unge! Lav noget mad!" Råbte han inden han med tunge skridt trampede ud i stuen hvor han tændte fjernsynet.

Der... Der gik alting sort. Hvordan kunne man være så følelseskold. Den dumme skid, jeg skal vise ham.. Med trætte svag fødder, fik jeg rejst mig op. Det hele foregik i slowmotion. Min arm der sløvt greb fat i skaftet på køkkenkniven der sad i knivholderen, mine ben der med slæbende bevægelser, gik mod stuen, bag stolen hvor det svin sad.

Fra hans plads, sad han med en øl og skreg after mig, som var jeg en tjener.. "Er du igang eller hvad? Skal jeg virkelig komme ud og tvinge dig til at gøre noget?!" Råbte han og rejste sig.

Som en marionetdukke hævede jeg kniven over ham uden så meget som at blinke en enkelt gang. Han vendte sig om, og mødte mine øjne, med rædselen smurt ud i fjæset på ham.

"Jeg kommer aldrig til at fortryde det her." Sagde jeg koldt inden jeg med al den kraft jeg havde i min spinkle krop lod kniven synke ned i hans krop. Han skreg af smerte da jeg satte mig over ham og stak ham i ansigtet og på kroppen. Det var hårdt, men jeg blev ved. Selv efter mine arme begyndte at syrer til, og føltes som om de skulle til at falde af.. Blev jeg ved. Igen.. Igen... Og igen. Det var for hver gang han havde givet et slag eller et spark til mig eller mor. For hver gang han havde ødelagt os en smule mere. Det der skræmmer mig mest.. Var at jeg gjorde alt dette, med et smil.

Da mine hænder rystede og jeg ikke kunne løfte kniven mere, smed jeg den fra mig og rejste jeg mig op så jeg kunne prøve at få mit åndedrag til at falde ned. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, for jeg følte ikke at jeg var ved bevidsthed, det var som om det hele foregik i en drøm.

Jeg tog et enkelt kig ned på mit mesterværk... Hans livløse krop. Inden jeg brækkede mig. Det var som om det endelig gik op for mig, hvad det var jeg havde gjordt.. Jeg havde slået en person ihjel.. Et menneske..

Jeg begyndte at løbe. Det var vaklende, og jeg havde besvær med at åbne døren i starten, men det lykkedes til sidst.

Da døren gik og og vinden ramte mig, følte jeg endlig jeg kunne trække vejret, men det stoppede ikke min brækfornemmelse, og den evige skyld i at strømme over mig. Uden nogen anelse om, hvor jeg var på vej hen, satte mine fødder igang igen.

Jeg var nået i godt stykke ned af vejen inden jeg hørte sirenerne. Pis, det må være naboerne... De må have hørt påstyret.. Det er ikke første gang de har ringet... Jeg gispede forskrækket, og dreje af ind i skoven, som en anden idiot fra en gyserfilm. Ja jeg ved det, hvor kliché agtigt, men lige nu, var det sidste jeg havde lyst til, var at blive opdaget. Jeg blev ved med at løbe og kiggede mig over skulderen efter hvert 3. skridt for at se om politiet havde opdaget mig.

I det samme, kan jeg pludselig ikke løfte min fod mere, da den må have sat sig fast under en trærod, og eftersom min krop stadig bevæger sig frem ad, men min fod ikke gør, resultere det i at jeg ryger forover men snotten lige ned i jorden.. Jeg lå helt lammet og svimmel.

Jeg prøvede at komme op, men det lykkes ikke jeg lå bare der, i den kolde hårde jord, og følte min øjne lukke sig af udmattelse.

"Hey Jeff! Der er noget herover.." Da stemmen kom, havde jeg allerede mistet synet, så det eneste jeg kunne gøre, var at lytte til dem da 2 personer nærmede sig. "Det er en pige."

"Hvad fan' laver hun her ude? Hun er smurt ind i blod." "Hvad gør vi? Skal vi få det overstået?." Stemmerne holdt op med at snakke, og pludselig kunne jeg mærke, en fod i min side, da jeg blev vendt om så jeg lå på ryggen. "Hey hey, vi har en køn en her ~ Det ville være synd at gøre en ende på sådan et flot ansigt som det her. Desuden, tror du virkelig Slendy siger noget til vi tager hende med? Hvis hun bliver et problem, kan vi bare skære halsen over på hende.. Efter vi har haft det lidt sjovt ~" Jeg kunne mærke jeg blev løftet op i brude stil, og kunne derefter mærke at personen der bar mig løb. "Kom så Benny, jeg glæder mig til at se de andres ansigter, når vi viser dem hende her!"

Jeg kunne mærke at jeg langsomt druknede i mørket, og jeg kunne ikke længere høre stemmerne og grenene knække når de løb over dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...