.:Don't Hide:. {CP}

Emily var engang misbrugt og slået. Hun var engang bange for mørket og hvad det ville bringe. Hun mistede sit liv. Hun mødte nye personer. Hun er ikke bange mere. Hun har nu et hjem. %Det her er en Creepypasta fan fiction%

8Likes
19Kommentarer
15257Visninger
AA

21. ~ Please, Emily! Come Back! ~

 

Kapitel 21

 

Efter Ben var forsvundet, løb jeg tilbage til mit værelse og lagde mig i min seng. Jeg kunne mærke varmen på mine læber efter Claytons kys. Det brændte på en uønskede - samtidig behagelig måde.

En banken på døren fik mig til at fare sammen. "J-ja?" Stammede jeg og trak dynen over hovedet. "Må jeg komme ind?" Sagde Clayton med sin dybbe og hæse stemme.

Jeg lod vær med at svar, og efter nogle sekunders stilhed kunne jeg høre døren gå op. "Jeg sagde ikke du måtte komme ind..." Mumlede jeg stille.

Clayton svarede ikke, men jeg kunne mærke han satte sig ned på sengen da den gav lidt efter for hans vægt. "Er du sur?" Han lagde sin hånd på mit hovede og nussede mig på en trøstende måde. 

Jeg forstod ikke Clayton. I den tid jeg havde levet hos drengene havde han ignoreret mig, og prøvet at holde en hvis afstand, men nu sidder han inde på mit værelse og trøster mig. Den eneste af de drenge som ligefrem havde været virkelig venlig, har været Leaf. Han har altid siddet og snakket med mig om Jeff, Ben, Masky, Hoodie, Toby og selv Slender. De andre har selvfølgelig også 'passet på mig'.. Jeg ved ikke hvad man kan sige om Glenn som altid har sendt mig de flirtende blikke og små vink når vi sad og spiste.

Selv når jeg sidder inde i stuen og læser eller ser fjernsyn, kommer han hen og sidder sammen med mig. Nogle gange kan han også finde på at ligge en arm om mig, og trykke mig helt op af ham, lige indtil Chris kommer og trækker mig fra ham

"Emily?" Clayton trak hurtigt dynen væk fra mig og holdte mig nede med sine hænder i sengen. "H-hvad har du gang i?!" Forvirret prøvede jeg at vride mig fri, men han holdte fast i mig med et jerngreb. "S-slip mig Clayton!" Jeg kunne mærke tårerne begynde at hobe sig op.

"Emily, ved du hvorfor vi rede dig fra de monstre?" Clayton kiggede trist ned på mig. "De monstre, har slået Chris, Landon, Leaf, Glenn og min familie ihjel..." En tåre løb ned af Claytons kind og lidt efter kom endnu en.

Jeg kiggede skræmt på Clayton da han begyndte at hulke. "Cl-Clayton -" Clayton faldt sammen over mig og holdte mig tæt indtil sig. "Emily... Du ligner hende... på en prik..." Hans ansigt lå på mit bryst. "H-hvem?" Spurgte jeg, mens mine kinder blussede op.

"Min søster..." Clayton strammede sit greb om mig og snøftede.

Forsigtigt begyndte jeg at stryge ham på hovedet. Claytons hår var blødt og mine fingre løb blidt igennem hans sorte lokker. 

Stilheden lagde sig over os i nogle minutter hvor man kun kunne høre Clayton snøfte, og hans og min vejrtækninger. Han virker ikke så slem når han lå sådan her, helt rolig og afslappet. Uden sin mystiske facade. 

Jeg kunne mærke trætheden nærme sig, da mine øjne langsomt begyndte at lukke sig. "Emily..." Clayton sagde mit navn samtidig med han gabte. "Du må ikke forsvinde ligesom hende..." Hans vejrtrækninger blev tunge og hans arme løsnede sig en smule.

Jeg svarede ham ikke, men fortsatte med at nusse hans hår, lige indtil jeg selv faldt i hen.

 

***

 

Mit hjerte slog hårdt i mit bryst og mit åndedrag blev hurtigere.

Jeg stoppede for at få styr på mig selv og se om jeg kunne finde en sti, men inden jeg nåede at tage et skridt hørte jeg en gren knække bag mig. Jeg snurrede forskrækket rundt og gispe.

"Hvor skal du hen, søde?" Sagde Masky, som stod lænet op af et træ med Hoodie ved siden af ham. "K-kom t-tilbage E-Emily..." Sagde Hoodie og lagde hovedet på skrå. Deres øjne begyndte at lyse op.

Jeg begyndte langsomt at bakke tilbage. "H-hvordan?" Hviskede jeg, inden jeg vendte mig og løb længere ind i skoven, og længere væk fra Masky og Hoodie.

Der gik ikke langtid før jeg hørte en ocarina begynde at spille, og den spillede højere da jeg kom til et stort fyrtræ. "J-jeg må ud af den her skov..." Mumlede jeg og stoppede.

Musikken som jeg hørte før var nu blevet rigtig højt, og da jeg kiggede op så jeg Ben sidde i træet med en Nintendo. "You Shouldn't Have Done That." Sagde han og kiggede ned på mig.

Jeg snurrede hurtigt rundt, og stod med ansigtet mod E.J's bryst. Hvordan fanden kan de bevæge sig så hurtigt uden jeg kan høre dem?! Jeg sank den klump jeg havde i halsen, og kiggede op.

E.J kiggede ned mod mig. "Hvor skal du hen?" Spurgte han og lod sine fingre løbe igennem mit brune hår. Tårerne begyndt at trænge sig på.

Jeg skubbe E.J  væk og bakke op mod fyrtræets stamme. Mit hjerte bankede hurtigere end nogensinde, 'jeg tror jeg skal besvime...'

En kniv kom pludselig frem foran mig. Jeg gispede og kiggede hurtigt til højre, og der stod Jeff og kiggede på mig. "Jeg sagde jo jeg ville få dig..." Han grinte dystert og kastede kniven op i luften og greb den igen. "Jeg vil bare gerne hjem..." Hviskede jeg da tårerne begyndte at løbe ned af mine kinder.

"Hjem til hvad?" Sagde Ben. "Din mor blev slået ihjel af din far, og DU slog din far ihjel. Kan du ikke se det? Du er hjemme!" Jeg lagde hænderne for ørene. "H-hvad snakker du om!? Jeg har ikke slået nogen ihjel." Sagde jeg og faldt ned på knæ.

Skyggerne begyndte at krybbe hen imod mig, og da jeg kiggede op lyste alles øjne op. De begyndte alle at gå frem mod mig og bag dem var Slender i en kæmpe mørk monster skikkelse.

"Hjælp, mig!..."

 

***

 

"Emily! Rolig!" Jeg kunne mærke nogle stærke arme som holdte mig beskyttende indtil en varm krop. Snøftende løftede jeg min hånd op og lagde den på kinden af min beskytter. "Du rede mig igen E.J..." Hviskede jeg og greb fat i hans sorte hættetrøje. 

"Emily..." Mumlede han og stak sit ansigt ned i mit hår. "Hvor er jeg glad for du er okay... Lad os tage hjem." 

E.J holdte mig i brude stil da han fortsatte igennem de mørke træer. Jeg kunne ikke se noget da det var mørkt og træerne lukkede for alt muligt lys. 

"Hvor er de andre?" Spurgte jeg da stilheden blev for meget. E.J kiggede sig tilbage og satte farten op, "De venter på os." sagde han og undveg de grene som stak ud efter os. 

Et skud kunne pludselig høres, og E.J hvæste af smerte. "Damit... Undskyld Emily." Sagde han hurtigt og lagde mig over hans skulder. 

Da han gjorde det, fik jeg øjenkontak med Clayton som løb lige bag os med en pistol. Han løb med den ene arm om sin mave og haltede også en smule. "Amelia!" Råbte han med en hæs stemme og rettede sin pistol mod E.J's ben. Amelia.... Hans søster?

"E.J!" Gispede jeg da han var ved at snuble. "Det er okay, jeg skal nok beskytte dig -" E.J råbte i smerte da Clayton's skud ramte E.J's ben, og da han stoppede op og faldt sammen endte jeg på ham. "E-E.J!? Er du okay?" Jeg lagde mine hænder på hver side af hans ansigt. "J-ja..." Sagde han og prøvede at rejse sig, men han kom ikke længere end til at sidde før en pistol blev rette mod hans hovede.

"Bed din sidste bøn, dit monster." Sagde han med en mørk stemme, samtidig med han tog fat i min arm og trak mig op til sig.

"Kig væk Emily." Mumlede han og gjorde klar til at skyde, men før han fik trukket på aftrækkeren skubbede jeg ham væk så han endte med at skyde ned i jorden. "Stop det!" Råbte jeg og satte mig ned til E.J og holdte ham beskyttende indtil mig.

"Hold dig fra ham!" Skreg Clayton og greb endu engang fat i min arm. "Hold dig fra hende!" Clayton kiggede på mig med tåre løbende ned af kinderne som et vandfald. 

Stakkels dreng... Han har mistet sin familie, og nu prøver han at beskytte mig fordi han ikke kunne gøre noget for sin søster. Og nu forsvinder jeg også...

Forsigtigt lagde jeg min hånd på hans kind. "Clayton, jeg høre til hos dem. Jeg er glad for du har passet på mig, men det er ikke her jeg skal være." Sagde jeg med et trøstende smil. "Der er ikke noget at være bange for, de vil passe på mig. For de er min familie."

Clayton's greb løsnede sig langsomt og forsigtigt tog han nogle skridt tilbage. "Okay..." 

"Så der har vi svinet?" Jeg vendte mig mod stemme og så Jeff komme slentrende hen i mod os med sin kniv i hænderne. "Du trak mit stik ud." Sagde Ben som pludselig stod lige bag mig.

"Du må være Clayton Russell..." Sagde Slender mens han langsomt kom frem fra mørket med Masky og Hoodie ved sin side.

"Emily!" Råbte både Masky og Hoodie samtidig med de løb hen til mig. "D-du e-er o-okay." Sagde Hoodie lykkeligt.

De holdte begge om mig, og gned deres ansigter mod mit som 2 katte. 

"Clayton Russell, du kommer til at lide samme smerte som dine venner gjorde..." Sagde Slender og løftede ham op med sin tentakel. 

"Nej, vent!" Råbte jeg panisk og sprang frem mod Slender. Han kiggede over på Masky og Hoodie som begge nikkede og løftede E.J op fra jorden som stønnede i smerte. "Slender?" Jeg kiggede op mod ham med et skræmt blik. "Bare rolig Emily, jeg skal bare snakke med Hr. Russell." Sagde han med en rolig stemme.

Jeg vidste godt han ikke kun havde tænkt sig at 'snakke' med ham, men jeg ville gerne tro det så jeg kunne slippe for den nagende skyld som voksede sig større i mit bryst.

"Hej min pige har du savnet os?" Pludselig stod Jeff ved siden af mig med en arm om min skulder. "Kom lad os tage hjem, ik?" 

Jeff løftede mig op i brude stil og fortsatte længere ind i skoven, og satte så af sted i fuld spurt, men inden han gjorde det så jeg Slender stå med 2 blodige ting i sine hænder. Og en af de ting havde et hovede med sort hår og et grædende ansigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...