.:Don't Hide:. {CP}

Emily var engang misbrugt og slået. Hun var engang bange for mørket og hvad det ville bringe. Hun mistede sit liv. Hun mødte nye personer. Hun er ikke bange mere. Hun har nu et hjem. %Det her er en Creepypasta fan fiction%

8Likes
19Kommentarer
15259Visninger
AA

27. ~ Let's Go Back.. ~

 

Kapitel 27

 

Da Masky, Hoodie og jeg kom indenfor, hørte vi et brag, og så Slender's stemme. "Så er det nok!" Han lød langt fra glad, så vi sneg os forsigtigt ind køkkenet.

Da vi kom der ind, så vi Jeff og Toby sidde på gulvet, mens de holte om hinanden med et skræmt blik. Slender stod foran dem, med en stegepande i hånden, og hans tentakler fremme. "U-Undskyld!" Blev de begge ved med at sige, mens de prøvede at kigge væk fra Slender. 

"Emily?" Jeg kigge på Masky, som stod med sin hånd på min skulder. "Er du okay?" Jeg nikkede hurtigt, "Jeg har det fint, hvorfor?" Jeg lagde mærke til, Slender havde vendt sig om, så han nu stod med fronten, mod mig.

Jeg stod, som stivnet da jeg kiggede mod, hans ikke eksisterende ansigt. "D-Du r-ryster h-helt!" Sagde Hoodie bekymret. "Kom, sæt hende ned." Sagde Slender, mens han gik hen til køkkenbordet. 

Masky og Hoodie, havde begge et blidt greb om mine skuldre, mens de hjalp mig hen til en af køkkenstolene. "Hun er helt bleg." Sagde E.j, samtidig med han satte sig på hug foran mig. Han lagde sin varme hånd på min pande, og så på min kind.

"Hun er iskold.." E.J kiggede op mod Slender, som kom hen til mig med en tallerken med mad. "Værsgo Emilly, du har sikkert ikke fået spist nok." Jeg vendte mit blik mod Slender's ansigt igen, og endu engang begyndte jeg at ryste. Jeg kunne næsten, mærke koldsveden løbe ned af ryggen på mig, mens kuldegysningerne begyndte at springe frem.

"Slender?" Sagde E.J samtdig med han vendte sit blik mod Slender. De andre, som var inde i køkkenet, gjorde det samme, og stod helt lydløse.

Jeg tog nogle dybe vejrtrækninger, samtidig med jeg lukkede min øjne og maserede mit hovede. "Hey, jeg kunne lugt maden, så jeg kom så hurtigt jeg kunne..." Jeg åbnede mit ene øje, og kiggede hen mod døren til køkkenet. Ben stod med sin nintende i hånden, og så forvirret rundt på os alle.

"Ehm.. Hvad?" Sagde han, mens han akavet stod der, med alles blikke mod sig. Jeg kiggede ned i gulvet, med et suk. "Emily?" Slender's stemme brød stilheden. "Jeg vil gerne have, du får noget at spise, og så møder mig udenfor efter." Jeg kiggede hurtigt op mod ham, og så han var forsvundet.

De andre stod alle og kiggede på hinanden, inden de sammen begyndte at dække op til morgenmad.

Jeg rejste mig og så, og gik hen for at tage tallerknerne, men E.J skyndte sig at tage dem ud af hænderne på mig. "Sæt dig ned, og slap af Emily. Det har du brug for."

Jeg nikkede og gik så tilbage og satte mig. I mens de andre dækkede op, sad jeg og tænkte over hvad der lige var sket. Hvorfor sker det, når jeg ser Slender? Det sker når han har sine tentakler fremme..

Det er lidt ligesom når jeg prøver at huske på noget fra min barndom. Jeg får hovedpine, bliver svimmel og kan ikke bevæge mig.

"Emily?" Masky satte sig ned ved siden af mig, og lagde beskyttende en hånd om min skulder. Ved lyden af mit navn, vendte jeg min opmærksomhed mod ham. "Vi har dækket op nu, så du skal bare tage hvad du har lyst til." Jeg blinkede nogle gange, og kiggede så på bordet. Der stod en tallerken med pandekager, en tallerken med vafler og en pande med noget æg og bacon.

"Helle for vaflerne!" Råbte Toby med det samme, da han satte sig, samtidig med han stak sine gaffel ned i vaflerne. "Toby!" E.J skældte med det samme Toby ud, og slog ham over hånden. "Grådige dyr..." Mumlede Jeff, som sad med alt baconen på sin tallerken.

"Hvad er du så? Det fede dyr?" Sagde Ben, med et grin, som næsten væltede ham af stolen. Jeff sagde ingen ting, men samlede bare sin kniv op, mens han holdte den ind i mod Ben's hals. "Hey Ben, skal vi tage den her udenfor?" Sagde Jeff, med en dyb truende stemme.

Ben derimod, sad og snøftede, mens hans langsomt foldede hænderne foran sig. "Jeg vidste mit liv ville ende på den her måde, ved et bord med en masse mad, foran den person jeg elsker mest." Med det samme vendte de alle sammen deres opmærksomhed på Ben.

"Jeff, gør det lydløst, og prøv nu at lade være med at svine så meget." Sagde Masky med en kold stemme. Jeg kiggede rundt på dem alle sammen, og så de alle sad og nikkede.

"Stop det, kan vi ikke bare sidde og spise stille og roligt, UDEN nogen prøver at slå hinanden ihjel?" Sagde jeg opgivende, med mine arme foldede over mit bryst. Jeff fjerne langsomt kniven fra Ben's halse. "Du slippe denne gang." Mumlede han surt.

Ben åndede lettet ud, samtidig med han lod sig selv glide længere ned i stolen.

Efter den lille episode med Jeff og Ben, begyndte vi alle at spise.

 

 

***

 

 

Da vi blev færdige med at spise, ryddede vi af bordet, eller drengene gjorde, de syntes det ville være bedst hvis jeg gik ud til Slender. 

Men da jeg kom udenfor kunne jeg ikke finde ham. Jeg kunne forestille mig, han var inde i skoven, men jeg er ikke så meget for at gå rundt inde i en mørk indenlukket skov, med selveste Slenderman sammen med mig, så får jeg da først i hjerte anfald.

"Emily." Jeg fór sammen af forskrækkelsen. "Det er bare mig mit barn." Jeg vendte mig forsigtigt omkring, og kiggede op i mod ham. Slender havde sit ansigt vendt i mod mig, så jeg forventede hvert øjeblik, at jeg ville gå kold, men intet skete.

Jeg åndedelettet op. "Det skete ikke denne gang." Mumlede jeg lettet. Slender sagde intet, men jeg kunne på en eller anden måde, mærke hans bekymring. "Kom, tag min hånd." Sagde han, samtidig med han rakte sin store hånd frem mod mig. Jeg kiggede lidt nervøst på ham, inden jeg forsigtigt lagde min hånd i hans.

"Du skal ikke være bange, jeg vil bare teleportere os hen til det jeg skal vise dig. Luk dine øjne mit barn." Sagde han med sin dybe stemme.

Jeg gjorde, som han sagde, og lukkede mine øjne, og 2 sekunder efter høre jeg Slender's stemme igen. "Du må gerne åbne dem igen."

Jeg åbnede tøvende mine øjne, og kiggede mig omkring. "Hvor er vi henne?" Spurgte jeg, med en næsten hviskende stemme. Slender svarede mig ikke, men fortsatte, stadig med min hånd i hans, frem mod en af husene på vejen. 

Huset han gik hen til, vare spærret af, og der virkede øde, ikke kun ved huset, men på hele vejen. Jeg begyndte at få kvalme, da vi kom tættere og tættere på huset. "S-Slender? Kan vi ikke gå hjem? Jeg kan ikke lide det her." Jeg prøvede at stoppe op, men Slender trak mig med op til døren.

"Hvordan har du det lige nu?" Sagde han med ansigtet vendt mod mit. Jeg kiggede fra ham, til døren, og så til sten trappen vi stod på. "Jeg... Har det mærkligt, det er, som om min mave er ved at vende sig inde i mig, mit hjerte hamre i brystet på mig... Og jeg har en eller anden trang til at græde.." Sagde jeg, mens en tårer trillede ned af min kind.

Slender åbnede langsomt døren, og bukkede sig så ned, så han kunne se ind. "Emily, jeg vil gerne have, du går her ind og kigger dig omkring." Sagde han.

Jeg slap forsigtigt han hånd, og tog et skridt ind. "H-hvad med dig?" Sagde jeg med et snøft. Jeg kunne pludselig, mærke Slender's store hånd hvile trøstende på mit hovede. "Jeg er lige her, du skal ikke være bange." 

Jeg stod nogle sekunder, mens jeg tog modet til mig, inden jeg tændte lyset, og gik ind i entréen. Jeg kiggede til højre, og så en knage hvor der hang nogle få jakker på. På gulvet, lå nogle sko, de stod alle på red og række.

Jeg kiggede hurtigt tilbage på Slender, som nikkede, inden jeg åbnede den næste dør. Bag den næste dør var stuen, og derinde var der mere rodet. Jeg gik der ind med langsomt skridt, så jeg ikke ville træde i glaskårene og de tomme ølflasker.

Stuen var ikke så stor, og der var heler ikke mange møbler, det enste der stod var, et fjernsyn, en lænsestol, en lampe og et bord til stolen.

Jeg gik hen til lænestolen, og lagde min hånd på ryglænet. I det jeg rør den den slidte betræk, begynde hovedepinen at sætte ind, sammen med nogle få billeder af en mand med lyst hår, og nogle askegrå øjne. Jeg fjernede min hånd, og satte mig på hug, så jeg kunne falde lidt ned. Jeg kiggede lidt rundt omkring på gulvet, og besluttede at samle et glasskår op. Endu et billede af den lyshårede mand, denne gang har han bare en øl flaske i hånden, som han holde truende op i luften i mod mig.

Jeg slap med det samme glasskåret, og rejste mig. Hvem er det der lever her? Da jeg skulle til at rejse mig, lagde jeg mærke til en stor rød plet, på det creme farvede gulvtæppe. Det tog mig ikke langtid at finde ud af hvad det var, så jeg skyndte mig at komme op, og videre til det næste rum, som var køkkenet.

I køkkenet, var der lige så mange øl flasker, som i stuen, og ved køkkenbordet var der også blod, bare ikke nær så meget, som i stuen.

Jeg gik videre med hurtige skridt, da hovedepinen blev dobbelt så slem, og billederne af den døende kvinde forsvandt. På badeværelset var der ikke så slemt, der lå nogle forskellige toilet sager, som tandbørster, toiletpapir, barbermaskine, hårbørster, makeup osv.

Det næste rum, var et forældre værelse, der var heler ikke så meget der, ud over der lå nogle piller på bordet, på den højre side af sengen. Soverpiller stod der på den lille orange bøtte.

Jeg lagde den på plads, og gik ind i rummet ved siden af. Da jeg åbnede døren, blev jeg mødt af et underligt velkendt syn. "Jeg har set det her værelse før.." Mumlede jeg stille for mig selv, samtidig med jeg gik der ind.

Værelset var meget neutralt, og der var heler ikker så mange møbler herinde. Sengen var redt fint, og et blødt hvidt tæppe var lagt over, sammen med nogle puder. Jeg satte mig i sengen, og med det samme kom flere billede frem.

En computer, som var inde på google... Jeg blinkede et par gange for at få billedet væk, men det ville ikke forsvinde. Hvorfor er jeg i spejlbilledet på computer skærmen?! Jeg rejste mig hurtigt fra seng, og tørrede mine øjne, inden jeg gik hen til et skab. Jeg tog fat i lågerne og trak skufferne ud. Et billede af noge hænder, som holdte en blå sweater oppe, dukkede op for mine øjne.

Jeg blinkede billedet væk, og tog mig til hovedet. "Hvorfor er jeg så svimmel?" Hviskede jeg stille for mig selv, mens jeg fumlede hen til spejlet. Lige i det jeg rørte spejlet, kom der endu et billede... Et billede af mig...

Da jeg slap spejlet, og trådte nogle skridt tilbage, fik jeg et kig på mig selv, i spejlet. "Hvem er jeg?" Hviskede jeg, og satte mig ned, på gulvet, mens jeg hulkede stille.

Jeg ved ikke hvor langtid, jeg satte oppe på værelset, men da jeg var færdig, med at græde, tørrede jeg øjnene, og gik ud til Slender.

Udenfor, stod han, sammen med de andre drenge. "Hvad laver i her?" Spurgte jeg undrende, med et snøft. De svarede mig ikke, men gik bare samlet hen til mig, "Lad os tage hjem, Emily." Sagde E.J samtidig med, han lagde en hånd om mine skulder.

Jeg nikkede hurtigt, inden jeg kiggede tilbage på det forladte hus.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...